www.tilFT.dk fra: www.beholy.be

Ung igen . dk
af Mil Jan Wind Tlf 42 10 1730

valg@beholy.be
VIRKER
ellers BRUG MIN PERSONLIGE E-MAIL:
miljanwind@yahoo.com

Min opfattelse af virkeligheden med forbehold

Her er Jesus Påske beskrevet

Anna Katharinas Emmeriks Syner genfortalt af digteren Clemens Brentano.
Siden hun var 9 år og rettede på læren, når han fortalte noget forkert om Jesus, havde hun problemer med at tale om sine syner.
Heldigvis blev hendes åbenbaringer skrevet ned af Clemens Brentano i 1820
og 3-4 år frem.
Af dagbøgerne kan vi se, at der gik mange dages tålmodigt arbejde til

Indholdsfortegnelse:

0: Forord af Hubert Messerschmidt 5

I: Den Hellige Nadver 19
4.1.5.

Forberedelsen til påskemåltidet 19
Nadversalen 20
Påskemåltidets besørgelse 22
Om den Hellige Nadvers kalk 23
Jesus går til Jerusalem 24
Sidste påskemåltid 25
4.1.6. Fodtvætningen 30
4.1.7. Indstiftelsen af den Allerhelligste Nadver 31
4.1.8. Apostelvielsen 36

II: 4.1.9. I Oliehaven 40
Jesus på Oliebjerget 40

III: Herrens tilfangetagelse.
4
.1.10. Judas og hans skare 61

4.1.11. Herrens tilfangetagelse 66
4.1.12. Jesu fjenders foranstaltninger 76

IV: Jesus for rådet 78
4.1.13. Jesus for Annas 82
4.1.14. Jesus bliver ført fra Annas til Kaifas 84
Kaifas domstol 85
4.1.15. Jesus hos Kaifas 87
4.1.16. Jesu bespottelse hos Kaifas 92
4.1.17. Peters fornægtelse 94
4.1.18. Maria ved Kaifas domhus 97
4.1.19. Judas ved domhuset 101

V: 4.1.20. Domfældelsen 103
4.1.22. Judas fortvivlelse 104
4.1.23. Jesus bliver ført for Pilatus 107
4.1.24. Pilatus palads og dets omgivelser 109
4.1.24. Jesus for Pilatus 111
4.1.26. Korsvejsandagten opstår 116
4.1.27. Pilatus og hans hustru 118
4.1.28. Jesus for Herodes 119
4.1.29. Jesus fra Herodes til Pilatus 124
Jesu hudstrygning 127
Maria under Jesu hudstrygning 131
Afbrydelse af passionsbillederne 132
Marias og Magdalenes udseende 138
Jesu tornekroning og bespottelse 139
»Ecce homo« 141
Refleksion over betragtningen 144
Jesus dømt til korsdøden 146

VI: 4.1.37. Jesu bærer sit kors til Golgata 152
4.1.38. Jesus falder første gang under korset 155
Jesus møder sin moder og falder anden gang under korset 155
Simon af Cyrene. - Jesus falder tredje gang under korset 158
Veronica med svededugen 159
Jerusalems grædende døtre. - Jesus falder fjerde og femte gang under korset. 161
Jesus på Golgathas bjerg. - Herren falder sjette og syvende gang 163
Maria og hendes ledsagere drager til Golgatha 165
Vejret 167

VII: 4.1.45. Korsfæstelsen 168

4.1.46. Jesus bliver naglet til korset 170
Korsets oprejsning 173
Røvernes korsfæstelse 174
Lodkastningen om Jesu klæder 175
Den korsfæstede Jesus og røverne 176
Bespottelsen og Jesu første ord på korset 178
Solformørkelsen. - Jesu andet og tredje ord på korset 180
Tilstanden i byen og templet under formørkelsen 182
Jesu forladthed. - Jesu fjerde ord på korset 183
Jesu død. - Jesu femte, sjette og syvende ord på korset 185
Jordskælv. - de døde viser sig i Jerusalem 188

VIII: 4.1.56. Nedtagelsen af korset 194

4.1.57. Jesu side åbnes. Røvernes ben brydes 195
Nedtagelsen al korset 198
Jesu Legeme beredes til begravelse 200
Gravlæggelsen 205
Hjemkomsten fra graven. - Sabbatten 207
Jesu grav bliver bevogtet 208
Jesu venner påskelørdag 209
Nedfarten til helvede 212
Aftenen før opstandelsen 217
Natten før opstandelsen 218
Opstandelsen 221
De Hellige kvinder ved graven. - Jesus viser sig 222
4.2.3. Gravvagtens udsagn 227
Fastebetragtningens slutning 228

I . 4.1.5.

DEN HELLIGE NADVER

Forberedelsen til påskemåltidet
(Skærtorsdag 13. Nisan = 29. Marts, da vor Herre Jesus var 33 år 18 uger minus 1 dag gammel. - Hun ser hans fødsels historiske dag som værende den 25. November.)

I går aftes fandt det sidste store måltid med Herren og hans venner sted i (den helbredte) Simon den spedalskes hus i Bethania, hvor Maria Magdalene for sidste gang salvede Jesus, og hvor Judas ærgrede sig over dette spild og pønsede på ondt, han løb endnu engang til Jerusalem for endnu at underhandle med ypperstepræsterne (nogle trossamfund foretrækker navne som: Højpræsterne og eller Ældsterådet) om at overlevere ham til dem. Efter måltidet vendte Jesus tilbage til Lazarus' hus igen, og apostlene delte sig til herbergerne i Bethania. Om natten kom Nikodemus til Lazarus' hus, talte længe med Jesus og gik før daggry tilbage til Jerusalem, fulgt et stykke på vej af Lazarus.

Disciplene havde allerede spurgt Jesus, hvor påskelammet skulle spises, og nu ved daggry kaldte Herren Peter og Johannes til sig, talte meget med dem om alt, hvad de skulle skaffe og ordne i Jerusalem, og sagde til dem, at når de gik op ad bjerget Sion (Zion på Engelsk), ville de møde en mand med en vandkrukke (de kendte ham straks, for han havde allerede ved forrige påskefest været vært for Jesu i Bethania; derfor siger Mattæus 26:18. "Gå ind i byen til den og den mand … ); ham skulle de følge ind i huset og sige til ham: »Mesteren lader dig sige, at hans time nærmer sig; han vil holde påske hos dig«, og de skulle lade ham vise sig spisesalen. Den var allerede indrettet og det nødvendige forberedt.

Jeg så begge apostlene stige op til Jerusalem gennem en slugt på den nordlige side af Sion ved templet. På Tempelbjergets sydside stod nogle rækker med huse. De gik på den anden side ad en vej langs en bæk, der flød i dalen og som adskilte dem fra husene. Da de var kommet højere op ad Sion end Tempelbjerget og kom til den sydlige side af Sion, befandt de sig på en fri, noget opadskrånende plads i nærheden af en gammel bygning, som var omgivet af gårdsplads. De fulgte efter ham, som ejede stedet, og i nærheden af huset fortalte de ham, hvad Jesus havde bedt dem om. Han glædede sig meget, da han så dem og hørte budskabet, og han fortalte dem, at der allerede var bestilt et måltid hos ham (sandsynligvis af Nikodemus), han havde dog ikke vidst for hvem; nu glædede han sig meget over, at det var Jesus.

Denne mand var Heli, Zacharias fra Hebrons svoger, den samme i hvis hus Jesus forrige år i Hebron efter Sabbatten havde gjort familien bekendt med Johannes død. Han havde kun en søn, der var Levit og ven med Lukas, før denne endnu var kommet til Jesus, og desuden fem ugifte døtre. Han gik hvert år med sine tjenere til festen, lejede en påskesal og beredte påskemåltid for dem, der ingen familiefader havde. I år havde han lejet den øverste sal i den gamle bygning, som tilhørte Nikodemus og Josef af Arimathæa. Han viste begge apostlene beliggenheden.

Nadversalen. (Sønacoelum = det øverste stokværk)

På Sion bjerget sydside, ikke langt fra den forladte Davids borg og fra det torv, der fra øst skråner op mod borgen, stod denne bygning imellem skyggefulde træer, der voksede samme for oven, i en rummelig gård, omgivet af tykke mure. Til højre og venstre for gårdens indgang lå indenfor nogle mindre bygninger og beboelser langs muren. Spisemesterens (kokkens) hus lå vistnok lidt til højre for, tæt på, det selv samme, som de hellige kvinder ofte opholdt sig i efter Jesus død.

Den ellers rummelige sal er lidt længere end den er bred. Det var engang det sted, hvor heltene, Davids tapre hær førere, boede og øvede sig i alle slags våbenøvelser, og her har en tid lang pagtens ark stået før Templets opførelse; der findes endnu spor af dens plads på et underjordisk sted. Jeg har også engang set profeten Malarias (3:1-2.) skjult under disse hvælvinger; her skrev han profetier om Jesus komme. Også Salomon holdt dette hus i ære og fandt i det noget forbilledligt; hvad det var, har jeg glemt. Da en stor del af Jerusalem blev ødelagt af Babylonierne, men dette hus blev skånet. Jeg har set syner af det, men har på nær disse få glemt det hele.

I stærkt forfalden tilstand var bygningen kommet i Nikodemus og Josef af Arimathæas besiddelse. De havde indrettet hovedbygningen til en meget bekvem festsal til påskegæster og plejede at leje den ud i påsken, som de også gjorde ved Herrens sidste Pesah (Hebræisk, fest hver ottende år i foråret, som jøderne holdt. Oprindeligt en gammel hyrdefest, hvor man spiste det førstefødte dyr (1 år gammelt) det blev senere et minde om flugten fra Ægypten.) Hele stedet blev ud over dette brugt året igennem til oplagsplads for mange bygnings- og gravsten og til stenhugger værksted, thi Josef af Arimathæa havde udmærkede stenbrud i sin hjemegn og handlede med gravsten, alle slags udhængende gesimser og søjler, som her forarbejdedes under hans opsigt. Nikodemus havde også meget med bygningskunst at gøre og var billedhugger for sin fornøjelse. Han arbejdede ofte her i salen udenfor festtiderne, ligeså ofte under den, nede i en hvælving. Han var på den måde blevet ven med Josef af Arimathæa, og de arbejdede ofte sammen.

Jeg så her til morgen, at Peter og Johannes blev sendt af Jesus, fra Bethania for at snakke med værten, som havde lejet nadversalen dette år, og samtidigt gik Nikodemus omkring i sidebygningen til venstre i gården, hvori man havde opmagasineret mange sten fra den nærliggende spisesal. I næsten otte dage havde mange mennesker været set beskæftiget med at bringe sten til side for at gøre gården ren og forberede spisesalen til påskefesten, og jeg mener Themeni, Joseph af Arimathæas fætre.

Hovedbygningen, den egentlige nadversal ligger næsten midt i gården, dog trukket lidt tilbage, den er en langagtig firkant omgivet af en lav søjlegang, som med løstsiddende døre lader sig forene til et hele med den indre høje sal; thi man kan se gennem hele bygningen, da den hviler på søjler og piller; kun er der sædvanligvis stillet skodder for alle åbninger. Lyset falder ind gennem åbninger øverst i murene. Der er på den forreste, smalle side en forstue med tre indgange; så træder man ind i den indre høje smukt pyntede sal, fra hvis loft flere lamper hænger ned; ved festerne bliver den indtil den halve højde behængt med smukke måtter eller tæpper, og i loftet åbnes der en luge, hvorunder der spændes ligesom et gennemsigtigt, blåt flor.

Den bageste ende af denne sal er skilt fra med et lignende forhæng, så der er et særligt rum, og således har nadversalen ved denne inddeling i tre rum en vis lighed med templet; nadversalen har: Forhal, det Hellige og det Allerhelligste. Dette sidste adskilte rum tjener til opbevaring af klæder og alle slags redskaber; i midten er der en slags alter. Ud fra muren er der en stenbænk, som man kommer op til ad tre trin; bænken har form som en retvinklet trekant, hvis skarpe kanter på midten af begge sidefladerne er afrundede. Dette må være den øvre side af stegeovnen til påskelammet, for i dag ved måltidets time var trinene ganske varme. Der er på siden af dette rum og bagved dette fremspring en udgang til hallen; der findes nedgangen til stedet, hvor man tænder op i ovnen, hvor også kældrene og hvælvingerne under salen findes. I dette fremspring eller alter findes mange slags indretninger i lighed med kasser eller skuffer, man kan trække ud; der er også huller foroven ligesom en rist, et sted til at tænde op i og et, hvorfra man kan slukke ilden. Jeg kan ikke nøjagtigt beskrive det hele; der synes at være en ovn til påskebrød eller andet bagværk eller også til røgelse, og til at brænde levningerne fra festen; det er som et komplet påskekøkken. Over denne ovn eller dette alter er der i væggen en fremspringende, nicheagtig kasse af tremmeværk, der foroven har en åbning med en lem, sandsynligvis for at røgen kan slippe ud. Foran eller over denne niche så jeg et billede hænge: Det var et påskelam, det havde en kniv i struben, og det var, som om blodet dryppede ned på altret - jeg ved ikke nøje, hvorledes det var lavet. I nichen i væggen er der tre brogede skabe, der som vore tabernakler kan drejes, når man vil åbne eller lukke dem; jeg så alle slags påskekar og trugagtige skåle stå her, og senere den Hellige Nadver.

I nadversalens sidehal er hist og her opmuret skrå lejer, hvorpå der ligger sammenrullede, tykke tæpper; det er sovesteder. Under hele bygningen er der smukke kældere; Pagtens Arks plads har engang været her; på hvis plads nu påskeovnen er opført. Der fem afløb fra bygningen, der fører al urenhed og vaskevandet bort ned ad bjerget, for bygningen ligger højt. Jeg har ofte set Jesus helbrede og lære her; disciplene boede ofte i sidehallen.

Medens Peter og Johannes talte med Heli, så jeg Nikodemus i sidebygningen, hvortil man havde flyttet mange sten bort fra spisesalens nærhed. Allerede for otte dage siden så jeg folk beskæftigede med at gøre rent i gården og berede spisesalen til påskefesten, selv disciplene var med.

Påkemåltidets besørgelse.

Efter at apostlene Peter og Johannes havde talt med Heli, gik denne gennem gården tilbage til huset, mens de vendte sig og gik til højre mod nord op ad Sion; de gik over en bro og ad grønne stier omgivet af hække til den anden side af kløften foran templet, indtil de kom til husrækken mod syd under templet. Her lå gamle Simeons hus, ham der døde efter at have set Jesus frembærelse i Templet Lukas 2:22, hvor nu hans sønner boede, der siden dengang var Jesu hemmelige disciple, boede. Apostlene talte med en af sønnerne (den ældste søn Obed) (eller Joseph Arimathæa? Simeons ældste søn), der tjente ved templet; det var en høj mørk mand. Han gik med dem, og de gik øst om templet gennem den del af Ophel, hvor igennem Jesus palmesøndag var draget ind i Jerusalem, og derefter gik de nord om templet ind i byen til kvægtorvet. Her så jeg på torvets sydside små indhegnede folde, hvor smukke lam sprang omkring på grønsværen som i små haver. Ved Jesu indtog troede jeg, at dette var indrettet således til festen; men det var påskelam, man solgte her. Jeg så Simeons søn gå ind i en sådan fold; lammene sprang omkring ham og stødte til ham med hovederne, som om de kendte ham, og han tog fire af dem, som blev bragt til nadversalen. Over middag, så jeg ham i nadversalen tage del i påskelammets tilberedelse.

Jeg så herefter Peter og Johannes gå omkring i byen og udrette meget; jeg så dem også foran døren til et herberge nord for Kalvarie bjerget (Golgatha) i byens nordvestlige del, hvor der opholdt sig mange disciple; det var det egentlige discipel herberge udenfor Jerusalem og stod under opsyn af Seraphia (således hed egentlig den såkaldte Veronica; jeg tror nok hun sendte nogle disciple til nadversalen og beskæftigede andre med noget, jeg ikke mere husker bestemt.)

De gik også ind i Seraphias (Veronikas) hus, hvor de havde meget at udrette. Hendes mand, en rådsherre, var på grund af sin beskæftigelse for det meste ikke hjemme, og hvis han befandt sig der, var han ikke i hendes nærhed. Hun er en kvinde omtrent på alder med den Hellige Jomfru og tidligt kendt med den hellige familie, thi da Jesus, som dreng ved festen i Jerusalem var blevet tilbage, spiste han hos hende.

De to apostle fik mange slags ting, der af disciple blev båret til nadversalen, til dels i tildækkede kurve. De modtog også her kalken, som Herren benyttede ved indstiftelsen af den hellige nadver.

Om den Hellige Nadvers Kalk.

Kalken, som apostlene hentede hos Seraphia (Veronica), er et meget forunderligt og hemmelighedsfuldt kar; i lange tider havde det været i templet blandt andet kostbart husgeråd, dets brug og oprindelse var blevet glemt, ligesom også i vore dage mange ældgamle, hellige klenodier går i glemme. Man havde ofte i templet fra sorteret forældede, ukendte sager og klenodier, solgt dem eller ladet dem omarbejde, og således er ved: "Guds forsyn" det hellige kar, som man på grund af dets ukendte materiale ikke havde kunnet omsmelte (hvad man ofte havde haft i sinde,) nu blevet fundet af de yngre præster i templets skatkammer sammen med andre sager i en kasse med gamle, glemte ting, hvorefter man har afhændet det til en beundrer af antikviteter. Kalken, og alt hvad der hørte til, var blevet købt af Seraphia og var allerede ofte blevet brugt af Jesus ved festmåltiderne, og nu er den kommet i Jesu Kristi menigheds besiddelse. Således som det nu er, har dette kar ikke altid set ud; jeg erindrer ikke mere, om dens skikkelse var blevet sådan på foranledning af Herren selv; der var nemlig nu i forbindelse med kalken udført en særlig indretning til opbevaring af den Hellige nadver.

På en flade, af hvilken man kunne udtrække en plade (jeg husker ikke om den indeholdt relikvier), stod det store drikkekar og omkring det seks små bægre. I den store kalk var der et mindre kar. På kalken stod en lille tallerken og over denne et hvælvet låg; i kalkens fod var der en ske, som kunne tages ud. Disse kar, som var dækket med et lille fint klæde, stod under en hætte eller skærm, jeg tror af læder, hvorpå der foroven var en knap. Den store kalk består af bægeret og foden, som senere må være sat på, thi bægeret er af et andet materiale end foden, nemlig af en brunlig, spejlglat masse og pæreformet. Det er belagt med guld eller massivt guld, og har to små hanke, som man kan tage fat i, for det er temmelig tungt. Foden er kunstigt forarbejdet af mørk gulderts; forneden omkring den ses en slange og en lille klase druer; den er også prydet med ædelstene. I foden findes den lille ske.

Den store kalk er blevet i kirken i Jerusalem hos Jakob den yngre, og jeg ser den endnu ligge sikkert forvaret et eller andet sted; den vil også nok engang komme for dagens lys, ligesom den nu er kommen frem. De mindre bægre omkring den har andre kirker fået, der er et i Antiokia, et er kommet til Ephesus, karrene er kommet til syv kirker disse mindre bægre tilhørte patriarkerne; de drak den hemmelighedsfulde drik deraf, når de fik eller gav velsignelsen, således som jeg før har set og fortalt.

Den store kalk har Abraham engang haft. Melkisedek bragte den fra Semiramis land, hvor den var ved at gå til grunde, til Kanaans land, da han i Jerusalem grundede alle slags pladser; han brugte den ved ofringen, da han ofrede brød og vin for Abraham, og han efterlod den til Abraham. Noah har også haft bægeret; det stod helt øverst i arken.

"Se! Der kommer nogen fine folk fra en smuk by; den er bygget i gammel stil; der tilbeder man hvad man vil; også fiskene tilbeder man der. Den gamle Noah står med en bjælke på ryggen ved siden af Arken; der ligger materialer vidt omkring, men fint ordnet, hver ting på sit sted. Nej det er ikke mennesker, de må være noget fornemmere, de er fine og lyse; de kommer med kalken til Noah, den ville ellers gå til grunde på den ene eller anden måde; jeg ved ikke hvad stedet hedder. Der er noget i den, som et hvedekorn, men større end hos os; det er som en solsikkekerne, og der er også en lille vinkvist i den. De fortalte Noah at: Han er en berømt mand og her var noget hemmelighedsfuldt, han endelig skulle tage med. Se! Han stikker kernen og vinkvisten i et gult æble og lægger det i kalken. Der er ikke låg på kalken, for den må hele tiden udvikle sig. Kalken er lavet efter en vidunderlig figur, på en vidunderlig måde, jeg mener: På en eller anden måde er den kommet frem af jorden, der er knyttet en hemmelighed til den: Om hvordan den er skabt. Det er den samme kalk jeg har set i fortællingen*) om den brændende tornebusk, hvedekornets betydning er endelig blevet klart på grund af Jesus.

*) Angående dens ydre, tænkes der her på en stor symbolsk fortælling fra menneskeslægtens skabelse i begyndelsen, som hun dog ikke fortalte meget om og derefter glemte. Selv om den her omtalte tornebusk fortæller hun ikke mere om i sine optegnelser; dog har Moses brændende tornebusk også kalkens pæreform i andre beretninger.

Hun fortalte alt det ovennævnte om kalken på en rolig måde, medens hun så frem for sig og fortalte alt, hvad hun så foran sig. Hun kæmpede ofte med i det hun så og blev forskrækket på en rørende måde; således levede hun sig helt ind i de tilstedeværende syner og medens hun fortalte om Noah, for hun til sidst forskrækket sammen og sagde: "Åh, jeg er bange for, at jeg må gå ind i skibet; jeg ser Noah og tænker, at det store vand kommer nu."

Moses har også ejet den. Materialet i kalkbægeret var massivt som en klokke; det var som om det var vokset frem og dannet således af naturen, ikke hamret. Jeg har set gennem den; (Det er usikkert, om hun har villet sige hermed, at den har været gennemsigtig, eller om hun i Ånden har skuet gennem den,) kun Jesus vidste hvor den stammer fra.

Jesus går til Jerusalem.

Medens de to apostle om morgenen og i Jerusalem traf forberedelser til påskemåltidet, tog Jesus i Bethania endnu engang en rørende afsked med de hellige kvinder, Lazarus og sin moder; han lærte og formanede dem om forskelligt.

Jeg så Herren tale alene med sin moder og husker blandt andet nogle enkelte ord: Han havde sendt Peter: "Den troen", og Johannes: "Med kærligheden" til Jerusalem for at berede alt til påsken. Om Magdalene, der var sanseløs af sorg, sagde han, at hun elskede usigeligt meget, men at hendes kærlighed endnu var for fysisk, derfor var hun sanseløs af sorg. Han talte også om Judas forræderiske planer, og den Hellige Jomfru bad endnu for ham.

Judas var, under påskud af at skulle besørge og købe alskens ting, igen ilet til Jerusalem fra Bethania. Jesus spurgte om morgenen de ni om ham, skønt han vel vidste, hvad han bedrev. Judas løb hele dagen omkring hos Farisæerne og aftalte alt med dem; der blev en da vist ham de stridsknægte, der skulle tage Herren til fange. Han beregnede nøje vejen frem og tilbage, så at der altid blev en undskyldning for hans udeblivelse. Først lige før spisningen af påskelammet kom han igen tilbage til Herren. Jeg så alle hans planer og tanker; da Jesus talte med Maria om ham, så jeg meget af hans væsen. Han var virksom og tjenstvillig, men fuld af gerrighed, havesyge og misundelse, og han kæmpede ikke imod disse lidenskaber. Han har selv gjort undergerninger og helbredt syge i Jesu fraværelse.

Da Herren fortalte den Hellige Jomfru, hvad der forestod ham, bad hun så inderligt, at han ville lade hende dø med sig. Men han formanede hende til at være roligere i sin smerte end de andre kvinder og fortalte også, at han ville opstå, og hvor han ville vise sig for hende. Hun græd nu ikke mere, men var meget sørgmodig og gribende alvorlig. Herren takkede hende som en god søn for al hendes kærlighed, han omfavnede hende med sin højre arm og trykkede hende ind til sit bryst. Han sagde også til hende, at han i Ånden ville give hende Nadveren. Han fastsatte også tidspunktet på, hvornår hun ville modtage det. Derefter tog han igen afsked med alle og belærte dem om forskelligt.

Hen mod middag gik Jesus med de ni apostle fra Bethania til Jerusalem; der fulgte syv disciple med ham, som alle, med undtagelse af Natanael og Silas, var fra Jerusalem og omegn. Jeg mindes iblandt dem: Johannes Markus og den for få dage siden omvendte søn af den fattige enke - hende der forrige torsdag, i dag for otte dage siden da Jesus lærte ved fattigblokken i templet, havde ofret sin skærv. De hellige kvinder fulgte senere efter.

Han gik med sine ledsagere ad forskellige veje omkring Oliebjerget og i Josafats dal, ja lige hen til og tilbage igen fra Kalvarie bjerget (Golgatha); det var en vandring med vedvarende undervisning. Han sagde blandt andet til apostlene at: Indtil nu havde han givet dem brød og vin, i dag ville han give dem sit kød og blod. Alt, hvad han havde, ville han give og efterlade dem, og han så, så rørende ud, som udgød han sit inderste væsen, som tørstede han af kærlighed efter at hengive sig. Hans apostle forstod ham ikke, de troede han talte om påskelammet. Det er ubeskriveligt, hvor kærlig og tålmodig han var i Bethania og her i sine sidste ord til dem. De hellige kvinder kom senere til Maria Markus hus. De syv disciple, som havde fulgt ham til Jerusalem, var ikke med på vejen her; de bar pakker med ceremoniklæderne til nadversalen, lagde dem i forhallen og gik så til Maria Markus hus.

Da Peter og Johannes kom til nadversalen med kalken fra Seraphias (Veronikas) hus, lå ceremoniklæderne allerede i forhallen. De nøgne vægge i salen var blevet behængte med tæpper, og lemmen i loftet var åbnet; tre nedhængende lamper var også gjort i stand. Så gik Peter og Johannes til Josafats dal og hentede Herren og de ni apostle. Disciplene og vennerne, som ligeledes spiste påskelammet i nadversalen, kom senere.

Sidste påskemåltid. Johannes 13:1.

Jesus og hans disciple spiste påskelammet i nadversalen i det øverste stokværk, i tre forskellige grupper på tolv, hver forestået af en familiefader. Jesus spiste sammen med de tolv apostle oppe i selve nadversalen. I sidehallerne spiste Natanael med. Tolv ældre disciple, og med andre tolv spiste Eliakim, en søn af Kleofas og Maria Heli og broder til Maria Kleofas, han var en af Johannes døberens disciple. I en af sidebygningerne ved indgangen til nadversalens gård spiste de hellige kvinder deres måltid.

Tre påskelam var blevet slagtede og bestænkede til dem i templet, men der var et fjerde lam, som blev slagtet og bestænket i nadversalen, og dette blev spist af Jesus og de tolv apostle, uden dog at Judas vidste om det sidste. Da han havde gjort sig så mange slags ærinder, havde han ikke været til stede ved slagtningen; han var allerede gået forræderens veje og kom først, kort inden de spiste påskelammet.

Slagtningen af det lam, Jesus og hans apostle skulle spise, var ualmindelig betagende; den foregik i nadversalens forhal, og Simeons søn, levitten, hjalp til. Apostlene og disciplene var til stede og sang 118' salme. Jesus lærte om en ny tid, som skulle indtræde, og om hvorledes mose offer og det, som påskelammet betød, nu skulle vises og opfyldes; derfor måtte lammet slagtes som hint i Ægypten, hvorfra de nu i sandhed skulle drage ud.

Kar og alt tilbehør var beredt, og der blev bragt et smukt lille lam ind; det var smykket med en krans, som han tog af og sendte til den Hellige Jomfru, der sammen med de hellige kvinder opholdt sig noget borte derfra. Lammet blev nu bundet midt om livet med ryggen mod et bræt, og jeg kom derved til at tænke på Jesus ved hudstrygnings søjlen. Simeons søn holdt lammets hoved opad; Jesus stak det i halsen med en kniv, som han derpå gav til Simeons søn, der fuldførte slagtningen. Jesus syntes ængstelig og bedrøvet ved at såre lammet og gjorde det hurtigt og med alvor. Blodet blev samlet i et bækken, og der blev bragt en isopstængel, som Jesus dyppede deri; så gik han hen til salens døre, strøg de to dørstolper og låsen med blodet og stak derpå den blodige stængel ind over dørkarmens øverste tværbjælke. Han talte højtideligt og sagde blandt andet, at her skulle morderenglen gå forbi; de skulle roligt og sikre bede her, når han, det sande påskelam, var slagtet. Der skulle nu begynde en ny tid og et nyt offer, som skulle vare fil verdens ende.

Så begav de sig til påskeovnen i salens ende, der hvor engang pagtens ark havde stået, der var allerede tændt en ild. Jesus stænkede blodet på ovnen og indviede den til et alter; det tiloversblevne blod og fedt blev kastet i ilden under altret. Så gik Jesus, stadig syngende salmer med apostlene, omkring i nadversalen og indviede den til et nyt tempel. Alle døre var lukkede, medens dette foregik. Imidlertid havde Simeons søn fuldendt tilberedelsen af lammet; det stod på et spid med forbenene på et tværtræ og bagbenene hæftede til spiddet. Ak, det så fuldstændig ud som Jesus på korset. Det blev nu sammen med de andre lam, der var kommet fra tempelslagtningen, stillet ind i ovnen for at steges.

Hun sagde endnu en gang: »Jødernes andre påskelam blev alle slagtede i templets forgård, nemlig på tre steder: til de fornemme, de simple og til de fremmede (Hun fortalte endnu meget om dette: Hvorledes familierne forenede sig i et vist antal, hvilket dog er gået tabt for skriveren.)

Jesus påskelam var ikke slagtet i templet, i alt andet fulgte han nøje loven. Han har også talt om dette senere. Lammet var kun et forbillede, han selv ville næste dag være påskelammet. Jeg ved ikke mere, hvad han ellers sagde om det.

På denne måde lærte Jesus sine apostle om påskelammet og dets opfyldelse, og da tiden nærmede sig og Judas var også kommet, blev bordene gjort i stand. De iførte sig rejse ceremoniklæderne, der lå i forhallen, andre sko, en hvid dragt ligesom en skjorte og derover en kappe, kort foran og længere bagtil; de opkiltede dragten i bæltet og opsmøgede også de vide ærmer. Således gik hvert hold til sit bord, de to grupper discipel gik til sidehallerne, men Herren og apostlene gik til nadversalen. De tog hver en stav i hånden og gik parvis til bords,

2 Moses 12:11. Og når I spiser det, skal I have bælte om lænden, sko på fødderne og stav i hånden, og I skal spise det i største hast. Det er Påske for Herren.

hvor de stillede sig ved deres pladser med oprakte arme, med stavene til at hvile armene med. Jesus stod midt for bordet; han havde af køgemesteren (kokken) fået to små, foroven noget krummede stokke lig korte hyrdestave. De havde på den ene side en krog, ligesom en afhugget gren. Jesus stak dem over kors i bæltet foran brystet og støttede i krogene armene, som han holdt opløftede i bøn. Det så gribende ud, når han støttet til stavene bevægede sig; det var, som bar han allerede korset, hvis byrde han snart skulle tage på sine skuldre. Så sang de: »Velsignet være Herren, Israels Gud«, derpå »priset være Herren!« Osv. Efter at bønnen var endt, gav Jesus Peter den ene stav og Johannes den anden; de lagde dem bort eller lod dem gå fra hånd til hånd til de andre apostle, hvilket, husker jeg nu ikke mere bestemt.

Bordet var smalt, omtrent så højt, at det nåede en stående mand en halv fod over knæet; det havde form som et cirkeludsnit. Lige over for Jesus, i halvkredsens indvendige side, var der fri plads af hensyn til anretningen. Hvis jeg husker rigtigt, stod Johannes, Jakob den ældre og Jakob den yngre på højre side af Jesus, på bordets højre smalle side Bartholomæus, ved siden af ham på den indre side Thomas og ved siden af ham Judas Iskariot - til venstre for Jesu stod Peter, så Andreas og Thaddæus, på den venstre smalle side Simon og ved siden af ham på den indre side Mattæus og Filip.

Midt på bordet stod et fad med påskelammet. Dets hoved hvilede på de korslagte forben, bagbenene var strakt ud; rundt om på kanten lå hvidløg, ved siden af stod et fad med påskestegen og på begge sider en skål med grønne urter tæt pakket, som om de voksede og i en anden skål var der små duske med bitre urter, som balsamin; foran Jesus stod en skål med gulgrønne urter og en anden med en brunlig kødsaft (sky). Tallerknerne var runde brødskiver og de brugte knive af ben.

Efter bønnen lagde køgemesteren (kokken) forskærerkniven på bordet foran Jesus. Han stillede et bæger med vin foran Herren og fyldte fra en kande seks bægre, der hele tiden stod mellem to apostle. Jesus velsignede vinen og drak, og apostlene drak to og to af hvert bæger. Herren skar påskelammet for, og apostlene rakte en efter en deres brødskive med en slags klemme hen til ham, hver fik sit stykke og spiste det meget hurtigt, idet de skrabede kødet af med benkniven. Knoglerne blev senere brændt. De spiste også hurtigt af løgene og de grønne urter, som de dyppede i saucen. Påskelammet nød de stående, idet de blot lænede sig lidt mod sædernes rygstød. Jesus brød også påskebrødet, tildækkede en del deraf og uddelte det øvrige. De spiste nu også brødskiverne. Så blev der på ny skænket et bæger vin. Jesus sagde nej tak og drak ikke deraf. Han sagde: »Tag vinen og del den mellem jer, thi jeg vil fra nu af ingen vin drikke, før Guds rige kommer.« Efter at apostlene parvis havde drukket, sang de; derpå bad eller lærte Jesus, og derpå fulgte endnu en håndtvætning. - Nu lagde de sig helt ned på hynderne. Alt, hvad der var sket forud, havde fundet sted, medens de stod op; kun til sidst havde de lænet sig lidt, og alt skete hurtigt.

Herren havde også skåret et lam for, som var blevet bragt til de hellige kvinder i sidebygningen, hvor de holdt måltid. Nu spiste de urter, salat og sauce; Jesus var overordentlig hjertelig og munter, jeg har aldrig set ham således. Han sagde også til apostlene, at de skulle glemme deres bedrøvelse. Den Hellige Jomfru var også munter ved kvindernes bord; det var så smukt at se, når de andre kvinder trådte hen til hende og trak i sløret for at tale med hende, hvor naturligt hun vendte sig til dem.

(Johannes 13:18.) Jesus talte i begyndelsen meget livligt til apostlene, medens de spiste af urterne; senere blev han alvorlig og sørgmodig. Han sagde: »En af jer vil forråde mig - en, hvis hånd er med mig over bordet.« Jesus uddelte nemlig salat, hvoraf der kun var en skål på hver side, og han bød Judas, som sad skråt over for ham, dele ud til den anden side. Da Jesus nu talte om en forræder, og alle blev meget bestyrtede derover, sagde han: »En, hvis hånd er med mig på bordet, eller hvis hånd dypper med mig i fadet« - hvad der betød så meget som: en af de tolv, der spiser og drikker med mig, en med hvem jeg deler mit brød. På den måde angav han ikke Judas for de andre, thi »at dyppe i fadet med hånden« var et almindeligt udtryk for fortroligt forhold; han ville dermed også advare Judas, thi denne dyppede virkelig ved uddel ingen af salaten hånden med ham i fadet. Jesus sagde videre: »Sandelig nu går menneskesønnen bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske ved hvem menneskesønnen forrådes! Ham var det bedre, om han ikke var født.«

(Johannes 13:22.) Da blev alle apostlene meget forfærdede og spurgte, den ene efter den anden: »Herre, er det mig?« Thi alle vidste godt, at de ikke helt havde forstået ham. Peter bøjede sig bag Jesus mod Johannes og gjorde tegn til ham, at han skulle spørge Herren, hvem det var; thi han, der så ofte var blevet irettesat af Jesus, var bange for, at det var ham, Herren mente. Johannes lå til højre for Herren, og alle støttede sig på den venstre arm og spiste med den højre hånd. Johannes lå således med sit hoved nærmest Jesu bryst. Han bøjede nu sit hoved helt op til Jesus og sagde: »Hvem er det?« da forstod han, at Jesus mente Judas. Jeg så ikke, at Jesus med læberne sagde: »Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.« Jeg ved heller ikke, om han sagde det sagte til Johannes, men Johannes mærkede det, da Jesus dyppede et lille stykke brød omvundet med salat og rakte det med stor inderlighed til Judas, just som denne sagde: »Herre, er det mig?« Jesus så kærligt på ham og gav ham et svar i al almindelighed. Denne skik var et almindelig anvendt tegn på hengivenhed, og Jesus gjorde det i inderlig kærlighed for at advare ham og ikke angive ham for de andre. Men Judas var fuld af forbitrelse. Jeg så under hele måltidet et lille uhyre sidde ved hans fødder; ofte steg det helt op til hans hjerte. Jeg så ikke, at Johannes sagde til Peter, hvad han havde erfaret af Jesus, men han så på ham for at berolige ham.

Fodtvætningen.

De rejste sig nu fra måltidet, og medens de ordnede deres klæder, således som de plejede til højtidelig bøn, trådte køgemesteren (kokken) med to tjenere ind for at rydde bordet og flytte det bort fra de løjbænke, der omgav det. Da dette var besørget, forlangte Jesus at få vand bragt ind i forhallen, og så forlod køgemesteren (kokken) og tjenerne salen.

(Johannes 13:3) Jesus stod nu midt iblandt apostlene og talte temmelig længe og højtideligt med dem. Jeg har set og oplevet så meget, at det ikke er mig muligt nøjagtigt at opgive indholdet af Jesu tale. Jeg husker, at han talte om sit rige og sin bortgang til faderen, men hvorledes han først ville efterlade dem alt, hvad han havde. Han talte også om boden, om erkendelse af synd og bekendelse, om anger og renselse. Jeg følte, at dette var knyttet til tvætningen, og jeg så også, at de alle erkendte og angrede deres synder med undtagelse af Judas. Denne tale var lang og højtidelig. Da den var endt, sendte Jesus Johannes og Jakob den yngre ud i forhallen efter det bestilte vand og bad apostlene at stille løjbænkene i en halvkreds, hvorefter han gik ud i forhallen, tog sin kappe af og bandt et klæde om sig, med den ene ende hængende længere ned end den anden.

Samtidigt var apostlene kommet op og skændes om hvem af dem, der skulle have den første plads, thi da Herren så tydeligt havde sagt, at han ville forlade dem, og at hans rige var nær, bestyrkedes atter den mening hos dem, at han havde en for dem ukendt støtte, at han i sidste øjeblik ville fejre en verdslig triumf.

Ude i forhallen befalede Jesus Johannes at tage et bækken i hånden og lod Jakob den yngre bære en læderflaske fuld af vand foran sig på brystet. Røret hvorfra man hælder, lå henover armen og efter at have fyldt vand fra læderflasken over i bækkenet lod han dem begge følge med ind i salen, hvor køgemesteren (kokken) i midten havde stillet et større tomt bækken.

(Johannes 13:5.) Idet han ydmygt kom frem gennem salens dør, irettesatte Jesus apostlene med få ord for deres strid - blandt andet sagde han, at han selv var deres tjener; de skulle sætte sig på bænkene, for at han kunne vaske deres fødder. De satte sig da på ryglænene af løjbænkene, der stod i en halvkreds, i samme orden, som de havde ligget til bords, og satte de nøgne fødder på sæderne. Jesus gik fra den ene til den anden og øste med hånden vand af bækkenet, Johannes bar, over deres fødder. Så tog han linklædets lange ende, det hvormed han var omgjordet, i begge sine hænder og tørrede deres fødder, hvorpå han sammen med Jakob gik hen til den næste. Johannes tømte hver gang det brugte vand ud i det store bækken, som stod i midten af salen, og gik så igen hen til Herren med bækkenet; derpå hældte Jesus igen af Jakobs læderflaske og øste over apostlenes fødder og gjorde som før.

Herren var her, som under hele påskemåltidet uendelig blid og hengiven og også ved denne ydmygende fodtvætning helt opfyldt af kærlighed, og han udførte den ikke som en ceremoni, men som en hellig kærlighedsgerning, så at han ved den også viste sin kærlighed.

(Johannes 13:6-11.) Da han kom til Peter, vægrede denne sig af ydmyghed og sagde: »Herre, skal du vaske mine fødder?« Herren svarede: »Hvad jeg gør nu, forstår du ikke, senere vil du forstå det.« og det forekom mig, som om han talte til ham alene: »Simon, du har fortjent af min fader at erkende, hvem jeg er, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg går hen; du alene har begrebet det og udtalt det, og jeg vil bygge min kirke på dig, og helvedes porte skal ikke få overhånd over den. Min kraft skal også være over dine efterfølgere indtil verdens ende.« Jesus pegede på ham og sagde til de andre, at Peter skulle træde i hans sted med hensyn til ordning og udsendelse, når han selv var gået bort fra dem. Peter sagde: »Aldrig skal du, Herre, vaske mine fødder.« men Herren svarede: »Når jeg ikke vasker dig, har du ingen del i mig.« da sagde Peter: »Herre, vask da ikke alene mine fødder, men også mine hænder og hovedet.« Jesus sagde: »Den, der er vasket, er helt ren og behøver kun at vaske fødderne, i er også rene, men ikke alle.« han tænkte dermed på Judas.

I læren om fodtvætningen havde han talt om renselsen af de daglige synder, fordi fødderne, der stadig berører jorden, altid bliver urene igen. Denne fodtvætning var åndelig og en slags absolution, men Peter tog den i sin nidkærhed som en for stor ydmygelse for sin Herre og Mester; han vidste ikke, at for at hjælpe ham ville denne i morgen af kærlighed ydmyge sig til den vanærende korsdød.

Da Jesus vaskede Judas fødder, var han ubeskrivelig rørende og venlig; han trykkede sit ansigt mod hans fødder og sagde stille til ham, at han skulle tænke sig ekstra godt om, i et helt år havde han haft forræderi og troløshed i sinde. Judas syntes ikke at ville høre det og talte til Johannes; det gjorde Peter harm, han i rette sagde med ordene: »Judas, Herren talte med dig!« Da svarede Judas Herren noget almindeligt undvigende i retning af: »Herre, det være langt fra mig.«

De andre havde ikke lagt mærke til det, thi Jesus talte sagte, og de hørte ikke efter, da de var beskæftigede med at tage sandaler på. Judas forræderi smertede Herren mest af alt i hele hans lidelse. Han vaskede også Johannes og Jakobs fødder; først satte Jakob sig, og Peter holdt læderflasken, derpå satte Johannes sig, og Jakob holdt bækkenet.

(Johannes 13:12.) Nu talte Jesus til dem om ydmyghed, om hvorledes den tjenende er den største, og hvorledes de også i fremtiden skulle vaske hinandens fødder, og han sagde meget med henblik på striden om hvem der skulle være den største, hvilket står i evangelierne. Jesus tog igen sine klæder på, og apostlene havde atter smøget de klæder ned, som under påskemåltidet havde været opkiltede.

4.1.7. Indstiftelsen af den allerhelligste Nadver.

Efter Herrens befaling gjorde krøgemesteren endnu en gang bordet i stand; det blev hævet lidt og dækket med et tæppe, hvorover der bredtes et rødt og derefter et gennembrudt hvidt tæppe; således dækket blev det atter stillet midt i salen. Derpå stillede krøgemesteren en vand- og en vinkrukke under bordet.

Peter og Johannes hentede nu fra det adskilte rum af salen, der hvor påskeovnen var, den kalk, som de havde hentet fra Seraphias (Veronikas) bolig. De bar den i dens beholder i hænderne mellem sig, og det så ud, som om de bar et tabernakel. De satte denne beholder på bordet foran Jesus. Ved siden af stod oval tallerken med tre tynde, hvide påskebrød, der var ridset af med regelmæssige furer, i bredden var der skåret tre ridser og brødene var dobbelt så lange som de var brede; brødene var tildækkede, han havde allerede skåret ridserne ved påskemåltidet og den anden halvdel af det brød, der blev brudt tidligere under måltidet, lå der også. Der stod også et vin- og et vandkar samt tre bøsser, en med tyk, en med flydende olie og en tom med en spatel.

Brydelsen og uddelingen af brødet og dette at drikke af en fælles kalk ved måltidets slutning havde allerede fra gammel tid været brugt som tegn på broderlig forening og kærlighed både ved velkomst og afsked. Jeg tror også, det må være omtalt i skriften. Jesus ophøjede det nu til den allerhelligste nadver. Det havde hidtil været en symbolsk handling. Ved Judas forræderi fremkom ved beskyldningerne hos Kaifas også denne: han har føjet noget nyt til påskeskikken. Nikodemus beviste gennem skrifterne, at denne skik ved en afsked var gammel.

Jesu plads var mellem Peter og Johannes, dørene var lukkede, alt var hemmelighedsfuldt og højtideligt. Da hylstret blev taget af kalken og båret tilbage til salens adskilte rum, bad Jesus og talte meget højtideligt. Jeg så, at Jesus udlagde nadveren og den hele handling for dem; jeg så det, som var det en præst, der lærte en anden om denne hellige handling.

Han trak derpå en plade (lille bakke) ud fra den flade skål, som kalken stod på, fjernede et hvidt klæde, som lå over kalken, og bredte det ud over pladen. Jeg så ham derefter tage en rund skål fra kalken og stille den på den dækkede plade, så tog han de tildækkede brød frem fra tallerkenen (fadet) som stod ved siden af og lagde dem på skålen foran sig; de firkantede langagtige brød (rektangulære) stak ud på begge sider over skålen, hvis rand man dog kunne se på den brede side. Derpå stillede han kalken noget nærmere ved sig, fra den, tog et mindre bæger og stillede de seks små bægre, som stod omkring kalken, på sin højre og venstre side. Så velsignede han påskebrødet, og jeg tror også de hosstående olier. Han løftede nu skålen med påskebrødet op med begge hænder, så op mod himlen, bad, ofrede, satte skålen ned igen og dækkede den til. Derpå tog han kalken, lod Peter hælde vin og Johannes vand, som han velsignede, deri, og øste med den lille ske endnu noget vand deri. Nu velsignede han kalken, løftede også den bedende og ofrende op og satte den så ned.

Han lod Peter og Johannes hælde vand over tallerkenen, som påskebrødet havde ligget på, og over sine hænder; med skeen, han havde taget fra kalkens fod, øste han af det vand, som var løbet over hans hænder, også over deres hænder; så blev denne skål rakt rundt, og de vaskede alle deres hænder deri. Jeg ved ikke, om alt dette fulgte nøjagtig således, som jeg beskriver, men alt, hvad der mindede mig om den Hellige Katolske Messe, fulgte jeg med stor bevægelse.

Under denne handling blev han stedse mere inderlig og sagde, at han ville give dem alt, hvad han havde - sig selv; det var som udgød han sig fuldstændig i kærlighed, og jeg så ham blive ganske gennemsigtig; han var som en lysende skygge.

Med denne inderlighed brød Han nu brødet i de afridsede småstykker og lagde dem oven på hinanden i skålen; af det første lille stykke brækkede han med fingerspidserne en lille stykke og lod det falde ned i kalken.

I samme øjeblik han gjorde det, så jeg som i et syn, at den Hellige Jomfru modtog Nadveren på åndelig vis, skønt hun ikke var til stede her. Jeg ved nu ikke, hvorledes jeg så dette, men det var mig, som så jeg hende fra indgangen svæve hen til den frie del af bordet lige overfor Herren og modtage Nadveren åndeligt; så så' jeg hende ikke mere. Han havde om morgenen i Bethania sagt til hende, at han ville holde sin påske på åndelig vis med hende og havde bestemt tidspunktet, hvor hun afsondret i bøn skulle modtage det.

Han fortsatte igen med at bede og belære; Hans ord gik som ild og lys fra hans mund ind i hans apostle med undtagelse af Judas. Nu tog han skålen med brødet, som jeg ikke bestemt ved, om han havde stillet på kalken, og sagde: »Tag dette og spis det, det er mit legeme, der gives, for eder.« Så bevægede han sin højre hånd velsignende derover, og i det øjeblik han gjorde det, udgik der en glans fra ham - hans ord var lysende, ligeledes brødet, der som et lyslegeme indgik i apostlenes mund; det var som flød han selv med derind; jeg så alle ligesom gennem trængte af lys, kun Judas forblev mørk. Først rakte Jesus det til Peter, derpå til Johannes, (i rækkefølgen er hun ikke ganske sikker de forskellige gange, hun havde synet; engang forekom det hende, at Johannes sidst modtog det Hellige Salvelse.) nu vinkede han Judas hen til sig, som sad skråt overfor; han var den tredje, som Jesus rakte den Hellige Nadver, men det var som veg hans ord tilbage fra forræderens mund. Jeg var så forfærdet, at jeg ikke mere nøje kan sige, hvad jeg følte derved. Jesus sagde til ham: »Hvad du gør, gør det snart.« Johannes 13:27 Herren rakte nu den Hellige Nadver til de øvrige apostle, der nærmede sig parvis, og den ene holdt et lille stift, sømmet dække, som havde ligget over kalken, for den anden.

Jesus hævede kalken i de to ringe op til sit ansigt og sagde instiftelsesordene. Han var ganske forklaret og som gennemsigtig ved denne handling; han strømmede over i det, han gav. Han lod Peter og Johannes drikke af kalken, som han holdt i hænderne, satte den så ned, og Johannes øste med den lille ske det Hellige blod fra kalken over i de små bægre, som Peter derpå rakte apostlene; de drak parvis af et bæger. Også Judas har ganske sikkert nydt af kalken, dog erindrer jeg det ikke helt; han gik ikke tilbage til sin plads, men forlod straks nadversalen. Johannes 13:30 De andre mente, at Jesus havde givet ham et ærinde, da han talte til ham; han gik uden bøn og taksigelse; der kan du se, hvor forkert det er, når man går uden taksigelse for det daglige og evige brød. Jeg havde under hele måltidet set en skikkelse ved Judas fødder: et lille rødt uhyre, der ofte steg helt op til hans hjerte; dets ene fod var som en nøgen knokkel. Da Judas var ved døren, så jeg tre djævle omkring ham, den ene for’ ind i hans mund, den anden drev ham frem, og den tredje løb foran ham. Det var nat; det var som lyste de for ham; han løb som en afsindig.

En rest af det Hellige blod, som var tilbage i kalken, gød Herren over i det lille bæger, der stod i kalken, så holdt han fingrene over kalken og lod Peter og Johannes hælde vand og vin over dem. Dette skyllevand lod han dem begge drikke af kalken, og det, som var tilbage i kalken, blev også øst op i bægrene til de andre apostle. Derefter tørrede Herren kalken af, satte bægeret med resten af det Hellige blod ind deri, stillede skålen med det tiloversblevne konsekrerede påskebrød derpå, lagde låget over og dækkede igen med klædet kalken, som han stillede tilbage på sit underlag mellem de små bægre. Jeg har efter opstandelsen set apostlene nyde det tiloversblevne af den Hellige Nadver. Jeg husker ikke at have set Herren selv nyde det; jeg måtte da have overset det. Da han gav det, gav han sig selv, så han forekom mig som udtømt, strømmende over af barmhjertig kærlighed. Dette kan ikke siges med ord. Jeg har heller ikke set Melkisedek, da han ofrede brød og vin, selv nyde deraf. Jeg ved også, hvorfor præsterne nyder det, skønt Jesus ikke nød det.« medens hun sagde dette, så hun sig pludselig om som en, der lytter; det blev sagt hende, men hun formåede kun at meddele følgende: »Havde englene uddelt det, havde de ikke annammet det; hvis præsterne ikke modtog det, ville det for længst være gået tabt, nu bliver det vedligeholdt.«

Alle Jesu handlinger under indstiftelsen af den Hellige Nadver gik fuldkommen ordnet og højtideligt for sig og var dog belærende; senere så jeg apostlene med tegn bemærke noget i de ruller, de bar hos sig. Hans drejninger fra højre til venstre var højtidelige som ved alle bønneceremonier. Ved alt så man spiren til den Hellige Messe. Jeg så også apostlene hilse på hinanden efter præstelig skik, når de gik frem og ved andre lejligheder.

Apostelvielsen. Hemmelig lære og indvielse.

Jesus lærte dem om en hemmelighed til; han sagde dem, hvorledes de skulle fortsætte den Hellige Nadver til hans ihukommelse indtil verdens ende, og han lærte dem det væsentlige i måden, på hvilken de skulle bruge og uddele det. Han fortalte dem, hvorledes de igen og igen skulle lære og tale om hemmeligheden derved, hvornår de skulle tage af det tiloversblevne, hvornår de skulle række det til den Hellige Jomfru - og til sidst, når han havde sendt dem trøsteren, selv skulle konsekrere det.

Han lærte dem også om præstedømmet, salvelsen, tilberedelsen af chrisma og de hellige olier;

*) mærkeligt var det for skriveren nogle år efter denne meddelelse at læse i den latinske CATECHISMUS ROMANUS 5.231 om konfirmationens Nadver, at efter overleveringen kunne man af den Hellige pave Fabian lære, at Jesus ved indstiftelsen af alterets Nadver havde lært apostlene om chrismas tilberedelse. Hin pave siger nemlig i 54. Kap. I sin 2. Epistel til orientens biskopper: »Som vore forgængere af de hellige apostle har modtaget og overleveret os, har den Herre Jesus Kristus på hin dag, efter at han havde holdt Nadver med sine apostle og vasket deres fødder, lært dem at tilberede chrisma.«

der stod tre bøsser, to med forskellig balsam og olie; der var også bomuld ved kalken; man kunne stille dem ovenpå hinanden. Han lærte dem mange hemmeligheder om det: hvorledes de skulle blande salven, på hvilke steder af legemet den skulle anvendes og ved hvilke lejligheder. Jeg husker blandt andet, at han havde nævnt et tilfælde, hvor den Hellige Nadver ikke mere var anvendelig; måske angik det den sidste olie; det er mig dog ikke mere ganske klart. Han talte om forskellige salvelser, også om kongernes og hvorledes endog uretfærdige konger, som var salvede, havde en indre mystisk magt frem for andre. Han hældte den seje salve og den flydende olie i den tomme bøsse og blandede dem; jeg ved ikke mere bestemt, om Herren først her eller allerede ved brødets ofring velsignede olien.

Jeg så derefter, at Jesus salvede Peter og Johannes, over hvis hænder han ved indstiftelsen af den Hellige Nadver havde gydt det vand, der var flydt over hans hænder, og som havde drukket af kalken af hans hånd. Jesus trådte lidt til side fra bordet og lagde først hænderne på Peter og Johannes skuldre, derefter på deres hoveder. Så måtte de lægge hænderne sammen, tommelfingrene overkors. De bøjede sig dybt for ham, jeg ved ikke, om de knælede, og han bestrøg deres tommel- og pegefingre med salve og salvede derefter deres hoveder med et korstegn. Han sagde dem også, at dette skulle blive hos dem til verdens ende. Også Jakob den yngre, Andreas, Jakob den ældre og Bartholomæus fik vielsen. Jeg så også, at Herren slyngede den smalle tøjstrimmel, som de bar om halsen, overkors på Peters bryst, og på de andre slyngede han den fra den højre skulder tværs over brystet og ned under venstre arm. Dog ved jeg ikke mere bestemt, om dette skete ved indstiftelsen af den Hellige Nadver eller først ved salvelsen.

Jeg så - hvorledes er det umuligt at sige - at Jesus ved disse salvelser gav dem noget væsentligt og samtidig overnaturligt. Han fortalte dem også, at først efter modtagelsen af Helligånden kunne de selv konsekrere brød og vin og salve andre apostle. Jeg så i et syn, hvorledes Peter og Johannes på Pinsefesten før den store dåb lagde hænderne på de andre apostle, og at det efter otte dages forløb skete med flere disciple. Jeg så også, at Johannes efter Herrens opstandelse for første gang rakte den Hellige Jomfru den Allerhelligste Nadver. Denne begivenhed har været en festdag for apostlene, kirken har den ikke mere, men i den triumferende kirke ser jeg denne dag fejres endnu. Jeg så også, at kun Peter og Johannes de første dage efter pinse konsekrerede den Hellige Nadver; senere gjorde de andre det også.

Herren viede også ild til dem i en malm kedel; den glødede stadig siden - også i længere tid efter, og blev opbevaret ved siden af den Hellige Nadver i rummet, hvor den forhenværende påskeovn havde været; herfra blev den hentet til præsteligt brug. Alt, hvad Herren foretog sig ved den Hellige Nadvers indstiftelse og apostlenes salvelse, skete skjult, blev også i hemmelighed lært videre og er i det væsentlige fortsat således den dag i dag i kirken; efter Helligåndens indskydelse er det dog udvidet efter kirkens behov.

Ved tilberedelsen og indvielsen af chrisma rakte apostlene hænderne frem. Da Jesus salvede dem og lagde hænderne på dem, skete det med højtidelighed.«

38

Om både Peter og Johannes blev salvede til biskopper, eller kun Peter til biskop og Johannes til præst, og hvilke værdigheder de fire andre opnåede, glemte fortællerinden at bemærke. De forskellige måder, på hvilken Herren slyngede den tynde tøjstrimmel om halsen på Peter og de andre, synes at tyde på forskellige grader i vielsen.

*) Da han hun efter pinsen så, at også Johannes foretager håndspålæggelse; synes det første at være det sandsynligste.

»Efter disse hellige handlinger blev kalken, som de indviede salver stod sammen med, tildækket med låget, og så blev den Hellige Nadver af Peter og Johannes båret gennem et forhæng, som var åbnet i midten, ind i rummet, der på denne måde var adskilt fra salen; det blev nu til det Allerhelligste. Den Hellige Nadver stod ikke ret højt oppe over bagsiden af påskeovnen; Josef af Arimathæa og Nikodemus vogtede altid denne helligdom og nadversalen i apostlenes fraværelse.

Jesus talte endnu meget og bad flere bønner med stor inderlighed; det var ofte, som om ban talte med sin himmelske fader; han var helt opfyldt af ånd og kærlighed. Også apostlene var fulde af glæde og nidkærhed og spurgte om forskelligt, som han svarede dem på. Jeg tror, der står meget af det i den hellige skrift. Under sin tale sagde han en del alene til Peter og Johannes, der sad ham nærmest, om hvorledes de senere, i henhold til hvad han før havde sagt dem, skulle vejlede de andre apostle, og hvorledes disse skulle meddele disciplene og de hellige kvinder, hvad de i forhold til deres modenhed kunne erkende. Til Johannes alene sagde han mere, hvoraf jeg nu kun husker, at han sagde, han skulle leve længere end de andre, (Johannes 21:22-23 og Johannes Åbenbaring kap. 2-3) og noget om syv kirker, om kroner, engle og lignende dybsindige billeder, ved hvilke jeg tror han betegnede en vis tid. De andre apostle blev lidt skinsyge over denne fortrolighed.

Han talte også nogle gange om forræderen og sagde: nu gør han dette, nu gør han hint, hvorved jeg altid så, hvad Judas netop i dette øjeblik gjorde. Da Peter var meget ivrig med, at han trofast ville holde ud, sagde Jesus: »Simon, Simon! Satan har begæret at sigte jer som hvede, men jeg har bedet for dig, at din tro ikke må svigte, og når du engang er blevet omvendt, da styrk dine brødre.« Jesus sagde, at der, hvor han gik hen, kunne de ikke følge ham, hvortil Peter svarede, at han ville følge ham i døden. Jesus sagde til ham: »Sandelig, før hanen galer tre gange, skal du fornægte mig tre gange. « Johannes 13:36-37

39

gjorde dem opmærksom på den strenge tid, der forestod, spurgte han dem: »Da jeg udsendte jer uden pung og uden taske og sko, manglede i da noget?« de svarede: »Nej.« men han sagde: »Nu skal enhver, der har pung og taske, tage den, og den, som ikke har et sværd, skal sælge sin kjortel og købe et, thi nu skal dette opfyldes: han er blevet regnet blandt misdædere. Alt, hvad der er skrevet om ham, det går nu i opfyldelse.«

De forstod det bogstaveligt, og Peter viste ham to sværd, der var korte og brede som hakkeknive. Jesus sagde: »Det er nok, lad os gå herfra.« så sang de lovsangen, bordet blev stillet til side, og de gik ud i forhallen.

Her trådte hans moder, Maria Kleofas og Magdalene ham i møde og bad ham bønligt om ikke at gå til Oliebjerget, thi rygtet gik, at man ville tage ham til fange. Jesus trøstede dem med nogle ord og skred rask forbi dem. Nu var klokken hen imod ni. De gik hurtigt til Oliebjerget - ned ad den vej, ad hvilken Peter og Johannes samme morgen var gået op til nadversalen.

Jeg har altid set påskemåltidet og indstiftelsen af den Hellige Nadver således, men jeg plejede at blive så grebet, at jeg kun huskede enkelte dele deraf; jeg har nu haft et tydeligere syn, men det er ubeskriveligt vanskeligt, thi man ser ind i hvert hjerte, ser Herrens kærlighed og trofasthed og ved alt, hvad der sker. Det er derfor ganske umuligt samtidigt at iagttage alle ydre handlinger ganske nøje; man er opløst af beundring, taknemmelighed og kærlighed, kan ikke forstå de andres misforståelse og føler hele verdens utaknemmelighed og sin egen synd. - Jesu påskemåltid var hurtigt og ganske efter loven; Farisæerne havde hist og her en vidtløftighed mere.

Lidt om Melkisedek.

Da vor Herre Jesu tog om kalken ved indstiftelsen af den Hellige Nadver, havde jeg et syn fra det gamle testamente.

Jeg så Abraham knælende foran et alter, og i det fjerne så jeg alle mulige folkeslag krigerisk drage med dyr og kameler, og jeg så en højtidelig mand komme hen bag Abraham og sætte den samme kalk som Jesus havde i sine hænder foran Abraham på alteret og jeg så, at det så ud som om at der var vinger på denne mands skuldre; han havde dem ikke i virkeligheden og det var kun åndeligt for at antyde, at det var en engel. Dette er første gang jeg har set vinger på en engel. Men det var Melkisedek. Bag ved Abrahams alter steg nu tre røgsøjler op, den midterste lige og høj og de andre to længere nede.
Jeg så de to linier, slægtslinier, ned til Jesus. David og Salomon var iblandt (om det var slægtslinier eller andre linier, glemte hun at nævne).
Jeg så over Melkisedek, Abraham og nogle kongers navne og så var jeg igen tilbage hos Jesus og kalken.
Den 3. april 1821 sagde hun henrykket i Ånden. Melkisedeks offer skete i Josafats dal på en høj *) Jeg kan ikke finde stedet nu. Melkisedek havde allerede kalken dengang.

*) Den 5. juli 1821 sagde hun: Det skete i en dal ikke langt fra Druedalen, der vender imod Gaza. (Mærkeligt nok har den haft mange forskellige navne; Lillebækdalen, Bedeskoven [vanskelig tekst])
Flere dale har været kaldt for Josafats dal efter at Gud havde ført en krig for Jøderne den omtales i 2 Krønikebog 20 Josafat betyder: Gud dømmer.
Men dalen, hvor Josafat og Jøderne takkede for sejren hedder Lovprisningens dal eller Baraka-dalen.

Da hun den 13. oktober 1821 talte om Jesus tredje læreårs forskellige rejseruter sagde hun: ”Han var også kommet over, hvor Melkisedek ofrede brød og vin, han stod på et sted, hvor der var bygget et kapel af rå sten i dag er det helt mosbegroet, jeg mener at der endnu bliver holdt gudstjeneste der.” Turen Jesus gik dengang gik fra Gaza.

Ja, jeg så, at Abraham allerede dengang måtte have vidst noget om offeret og også at han kom, fordi han byggede et smukkere og solidere alter end jeg før havde set og der var grene af løv over, som et telt, der var også et rum for nadveren, hvor Melkisedek stillede kalken. Bægerne som han gav at drikke af, var som af ædelsten. Der var også et hul på alteret, det var til at ofre med, vil jeg mene. Abraham havde også taget en meget smuk hjord med.
Da Abraham tidligere havde modtaget den forjættede hemmelighed, blev det afsløret for ham at offeret som nu skete foran ham var et offer for præster efter det Allerhøjeste mønster, at det bliver indstiftet af Frelseren og vil gælde til evig tid.
Han var fuld af ærefrygt og forventning, for Melkisedek havde ladet sin ankomst meddele gennem et par løbende bude som ofte hjalp ham. Derfor havde han bygget et smukt alter og rejst en løv hytte over det.
Jeg så også at Abraham havde stillet nogle af Adams ben på alteret. Noah havde dem også med i arken. De beder ved dem til Gud, om at opfylde de løfter Han havde givet disse ben. Løfterne var Messias komme. Abraham længtes allerede efter Melkisedeks velsignelse.
Der var mange mennesker og dyr, med oppakning på marken omkring og kongen af Sodoma var ved Abraham i telt, alt var stille og fredeligt omkring. Melkisedek kom fra det nærliggende Jerusalem, han havde der ryddet noget skov og grundlagt flere huse. Et halvcirkelformet var ikke helt færdigt endnu og et palads var påbegyndt. Han havde et gråt lastdyr med, ikke en kamel og heller ikke som vores æsel. Det havde en kort bred hals og var meget hurtigt. Det var bredt lastet, på den ene side bar det et stort kar med vin, som var flad på den side der hvilede ind mod dyret. På den anden side af dyret var der en kasse med flade brød i stablet ovenpå hinanden, samt forskellige sager. Bægrene, som havde form som små fade, var gennemsigtige som ædelsten, ikke som guld eller sølv.
Abraham gik ham i møde. Jeg så at Melkisedek gik ind under løvtaget og om bag ved alteret, hvor han ofrende løftede brødet og vinen, velsignede det og brød det; Højtideligheden mindede meget om den Hellige Messe (Nadveren).
Abraham fik indviet brød ligesom de andre og drak også af den efterfølgende indstiftede kalk (som dog ikke havde fået en fod på endnu). Der blev herefter delt små bægre med vin rundt til de fornemste af de tilstedeværende folk og ligeledes brødstykker. Det blev ikke konsekreret *) engle kan ikke konsekrere, men det blev velsignet, og jeg så at alle der modtog det blev oplivet og opløftet til Gud.

*) Konsekrere betyder nærmest at forvandle, det er det, der sker når præsten siger: ”Dette er Jesu legeme og Jesu blod”.

Abraham blev også velsignet af Melkisedek. Jeg så at dette var et forbillede som at han indviede Abraham til at være præst; For Abraham havde allerede fået den forjættelse at fra ham skulle frelserens kød komme. (Fra Abraham skulle alle jordens slægter velsignes og at Jesus skulle være en af hans efterkommere). Dertil kunne jeg også genkende forjættelsen som Melkisedek gav Abraham der hvor han profeterede om Jesus og hans offer med ordene i velsignelsen: ”Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre *) til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.

*) Over ordet: ”Herren sagde til min herre; sæt dig ved min højre hånd” Har en stor hemmelighedsfuld betydning. Når jeg ser den evige fødsel af sønnen fra faderen i billeder fra den allerhelligste treenighed på en måde der er uforklarlig med billeder, ser jeg sønnen i den højre side af faderen og ser det samme figurlige billede som Moses så i den brændende tornebusk og jeg ser dette omgivet af en lyskreds som er trekantet som når man viser Guds øje (i nogle kirker og på en 1 $ seddel) Og Helligånden ser jeg i den øverste vinkel af denne trekant. Man kan ikke forklare det ordentligt, men så vidt det kan lade sig gøre at forklare det for det faldende menneske, viser det sig i den højre side. Eva så jeg blive taget ud af Adams højre side. Mennesket ville også have været kommet ud af den højre side, hvis det ikke havde været for syndfaldet. Jeg så også urfædrene bære deres velsignelse i deres højre side, de stiller de børn som de velsigner til højre. Jesus højre side blev åbnet med en lanse. I syner viser man mig at kirken vokser ud fra dette sår på højre side og når man går ind i denne kirke går man ind gennem forløserens højre og gennem ham og i ham, for at tilhøre faderen

Herren har svoret og angrer det ej: ”Du er præst evindelig på Melkisedeks vis. Jeg så også, at David, da han skrev disse ord i salme 110, havde et syn, hvor Melkisedek velsigner Abraham. Jeg så også at lige efter at Abraham modtog brødet og vinen profeterede han og sagde så meget som: Herved adskiller det sig som Moses gav Levitterne *) jeg forstod nemlig at det var om Moses og Levitterne.

*) At de første tavler Moses kom ned fra bjerget med indeholdt Jesu Evangelium, som det findes i Det Nye Testamente. Men på grund af ugudelighed fik Levitterne og Israel en lavere lov. Hvilket Abraham her profeterede om mere end 400 år før det skete.

Om Abraham selv ofrede dette offer ved jeg ikke endnu. Jeg så at Abraham bagefter gav tiende af får og af sine skatte; Jeg ved ikke hvad Melkisedek gjorde med det; jeg tror han delte det ud. Melkisedek så ikke gammel ud, han var slank, stor, ualmindelig alvorlig og ren, han havde en lang hvid klædning på, så hvid, som jeg ikke har set noget jordisk klæde; Abrahams hvide klæde syntes mørk til sammenligning. Det så ganske ud som lysende, han lagde et klæde omkring med bogstaver og satte en hvid hængende hue på hovedet medens han ofrede, ligesom de kommende præster, som endnu ikke er her. (Profeti om det der kommer snart, vel ved Jesus genkomst?) Hans hår var langt og lyseblondt, som lysende silke; han havde et lille delt spidst hvid skæg, hans ansigt lyste. Alle var fulde af ærefrygt for ham, i hans nærværelse skete alt roligt og alvorligt. Det blev sagt til mig at han var en engel og Guds sendebud. Han blev sendt for at lave forskellige hellige indretninger (f. eks grundede han tempelpladsen i Jerusalem) han vejledte folk og glemte stammer og grundlagde byer. Længe før Abraham har jeg set ham forskellige steder forberede forskelligt her og der, men herefter så jeg ham ikke mere. (Et sted så hun at Melkisedek prikkede i jorden med en lang tynd metalstang, hvorefter der piblede vand frem, som efterhånden blev til en kilde.)

Forord til følgende beretning (er ikke oversat, se tysk tekst s. 95)

II .

I OLIEHAVEN

Jesus på Oliebjerget.

Da Jesus efter den Allerhelligste Nadvers indstiftelse med sine elleve apostle forlod nadversalen på Sions bjerg, var hans sjæl allerede bedrøvet, og denne bedrøvelse voksede stadig. Han førte dem ad en omvej gennem Josafats dal til Oliebjerget. Da de kom til porten, så jeg månen, der ikke var helt fuld endnu, stige op over bjerget.

Da han gik med dem i Josafats dal, sagde Herren, at her ville han komme igen, men ikke så fattig og afmægtig som nu; på den dag han skulle dømme verden, ville de andre frygte og råbe: i bjerge, fald over os! Disciplene forstod ham ikke og mente som flere gange denne aften, at han talte i vildelse af svaghed og udmattelse. Nu og da gik de, nu og da stod de stille, og han talte med dem. Han sagde også: »I vil alle forarges på mig i denne nat, thi der står skrevet:

Jeg vil slå hyrden, og hjordens får skal adspredes. Men når jeg er opstanden, vil jeg gå forud for jer til Galilæa.«

Apostlene var, efter modtagelsen af den Hellige Nadver og ved Jesu senere kærlige og højtidsfulde tale, fulde af begejstring. De trængte sig tæt op til ham og udtrykte på forskellige måder deres kærlighed, og hvorledes de hverken kunne eller ville forlade ham. Da Jesus dog blev ved at tale derom, sagde Peter: »Om de alle forarges på dig, så vil jeg dog aldrig forarges på dig!« Herpå svarede Herren: »Sandelig siger jeg dig, netop du vil fornægte mig tre gange i denne nat, førend hanen galer.« Peter ville på ingen måde indrømme dette og sagde: »Skulle jeg end dø med dig, ville jeg ikke fornægte dig!«

Således sagde også de andre. De skiftevis gik og stod stille, og Jesu tungsind tiltog; de ville på menneskelig vis tale hans bedrøvelse bort og forsikrede ham om det modsatte. Ved denne egensindige og frugtesløse adfærd blev de trætte, begyndte at tvivle, og fristelsen kom.

41

De overskred Kedrons bæk - ikke over den bro, ad hvilken Jesu senere førtes som fange, men over en anden, thi de var gået en omvej. Getsemane på Oliebjerget, hvortil de gik, er lige en halv times gang fra nadversalen; der er nemlig et kvarters vej fra nadversalen til porten ved Josafats dal, og herfra til Getsemane lige så langt. Dette sted, hvor Jesus i de sidste dage nogle gange havde overnattet med disciplene, og hvor han havde undervist dem, består af nogle tomme, åbne herberger og en stor indhegnet lysthave, hvor der vokser smukke buske og mange frugttræer. Flere folk og også apostlene havde nøgle til denne have, der brugtes til rekreation og bøn. Her blev også ofte holdt fester og måltider af folk, der ikke selv havde have. Der er flere tætte løvhytter, hvori en otte stykker af Jesus følge blev tilbage denne aften, til hvem andre disciple senere sluttede sig til for at overnatte; oliehaven bliver adskilt fra Getsemane af en vej og ligger mere oppe ad Oliebjerget. Den er åben og kun omgivet af en jordvold; den er mindre end Getsemane lysthave og et bjerghjørne, som er opfyldt af huler, terrasser og mange olietræer. På den ene side er den passet og har velholdte sæder og bænke og større, ryddelige og svale huler. Den, der vil, kan her søge sig en plads, når han vil bede og betragte. Der, hvor Jesus gik for at bede, var der mere vildsomt.

Klokken var omtrent ni, da Jesus og disciplene ankom til Getsemane. Det var mørkt, nær fuldmåne. Jesus var meget bedrøvet og forudsagde farens nærhed. Disciplene var bestyrtede derover, og han sagde i Getsemane have, hvor der var et lysthus af løvværk, til de otte af sine ledsagere: »Bliv her, medens jeg går til mit sted for at bede.« han tog Peter, Johannes og Jakob den ældre med sig og gik noget længere ind i oliehaven, hen mod bjergets fod. Han var ubeskrivelig sørgmodig; han følte den ængstelse og fristelse, som nærmede sig. Johannes spurgte ham om, hvorledes han, som ellers altid havde trøstet dem, nu kunne være så bange. Han sagde: »Min sjæl er bedrøvet til døden.« og han så sig om, så overalt ængstelse og fristelse nærme sig som skyer, fulde af frygtelige billeder; da var det han sagde til de tre apostle: »Bliv her, våg med mig, og bed, for at I ikke skal falde i fristelse.« og de blev der. Jesus gik noget længere frem, men rædselsbillederne trængte sig i den grad ind på ham, at han dybt ængstet gik lidt til venstre for apostlene og skjulte sig i en omtrent seks fod dyb hule. Det var under den klippe, hvor de var blevet tilbage i en fordybning; jordsmonnet skrånede jævnt ned i denne hule, og fra klippen hængte så meget krat ned over indgangen, at man ikke kunne ses her.

42

Da Jesus gik fra disciplene, så jeg en stor skare rædselsvækkende billeder komme frem og mere og mere omringe ham. Hans bedrøvelse og ængstelse voksede, og han trak sig forsagt tilbage i hulen som en, der søger ly for at bede, forfulgt af et frygteligt uvejr. Jeg så alle de frygtelige syner følge efter ham ind i hulen og stadig blive tydeligere og tydeligere. Ak, det var som indesluttede denne trange hule alle syndens rædsels- og skræmmebilleder med deres lyster og deres straf fra det første menneskes fald til verdens ende, thi her til Oliebjerget kom også Adam og Eva, da de var fordrevne fra paradiset, ud til den ugæstfri jord; og her i denne hule har de sørget og været bange. Jeg følte tydeligt, at Jesus, idet han hengav sig til sin forestående lidelse og opofrede sig til den guddommelige retfærdighed for at gøre fyldest for verdens synd, på en måde trængte sin guddom mere tilbage til den Hellige treenighed for i uendelig kærlighed i sin reneste, følsomste, sandeste, uskyldigste menneskelighed, kun udrustet med sit menneskelige hjertes kærlighed at hengive sig til al ængstelse og alle lidelser for verdens synd. For at sone al synds og alle onde lysters rod og udfoldelse optog den barmhjertige Jesus af kærlighed til os syndere roden til al rensende sone og helbredende pine i sit hjerte, og han lod denne uendelige lidelse, fyldestgørelsen for uendelig synd, som et tusindgrenet smertenstræ gennemtrænge og gennemvokse alle sit Hellige legemes lemmer og hele sin Hellige sjæls tanke. Således helt hengivet i sin menneskelige natur faldt han ned på sit ansigt, idet han bønfaldt Gud i uendelig ængstelse og bedrøvelse; han så al verdens synd og indre vederstyggelighed i utallige billeder; tog alt på sig og tilbød i sin bøn at lide for at lade sin himmelske faders retfærdighed ske fyldest for al denne skyld. Satan, der i en frygtelig skikkelse i al denne rædsel gik omkring med bitter hån, opirredes stadig mod Jesus, kaldte verdens skrækkeligste syndebilleder frem for hans sjæl og gentog for mennesket Jesus: »Hvorledes? Vil du også tage dette på dig, og lide straffen for det? Hvorledes kan du gøre fyldest for det?«

Imidlertid strålede der fra det verdenshjørne, hvor solen står mellem 10 og 11 om morgenen, en smal lysstribe ned til Jesus, og jeg så i den en række engle træde frem; fra dem strømmede der kraft og styrke til ham. Hulens øvrige rum var helt opfyldt af syndens rædsel og af skræmmebilleder og af de onde ånders hån og anfægtelser. Alt dette tog Jesus på sig. Han følte, som det eneste hjerte, der elskede Gud og mennesker fuldkomment, midt i denne modbydelighedens ørken alle disse synders rædsel og byrder med forfærdelse og bitter sorg. Åh, jeg så' så meget! Et år ville ikke være tilstrækkeligt for at fortælle det.

Da nu denne mængde af skyld og synd i dette hav af rædselsbillede var draget forbi Jesus sjæl, og han havde tilbudt sig som sonoffer for alt og bedt om al pine og straf for det, bragte Satan, som forhen i ørkenen, uendelige fristelser, ja, lian rejste en række beskyldninger mod ham, den rene frelser. »Hvorledes,« sagde han til ham, »vil du tage alt dette på dig og uden selv at være ren? Se! Her og her!« Og nu oprullede han alle slags opdigtede gældsbreve for ham og holdt ham dem med djævelsk frækhed for øje. Han beskyldte ham for alle disciplenes fejl, alle forargelser, som de havde givet grund til, al forandring og uorden, som han ved ophævelse af gammel skik havde forårsaget. Satan gjorde alt dette, som den fineste, underfundigste Farisæer; han beskyldte ham for at være årsag til Herodes barnemord, hans forældres nød og fare i Ægypten, bebrejdede ham ikke at have reddet Johannes døber fra døden, for mange familiers opløsning, for lastefulde menneskers beskyttelse, for at mange syge ikke var blevet helbredte, for Gergesernes tab, da han tillod den besatte at omstyrte deres bryggerkar *),

*) i hendes betragtning af Jesu vandreår så hun onsdag d. 11. december 1822, efter hendes udsagn omkring 22. Casleu i Jesu andet læreår, hvorledes Herren tillader, at djævlene i den besatte Gergeser farer i en svinehjord. Hun så den særlige omstændighed, at den besatte først havde væltet et svært bryggerkar fuldt af berusende bryg, som Gergeserne havde på dette sted.

og for at have foranlediget svinehjordens død i søen; han gjorde ham ansvarlig for Maria Magdalenes synd, fordi han ikke havde forhindret hendes tilbagefald til synden, for forsømmelse af sin familie og ødslen af fremmed gods; kort sagt alt, hvad fristeren i dødstimen foreholder et almindeligt menneske, der uden højere foranledning har øvet den slags ydre gerninger, satan her viste frem for Jesu modfaldne sjæl for at ryste ham, thi det var skjult for ham, at Jesus var Guds Søn; han fristede ham, som var han et ubegribelig retfærdigt menneske. Ja, vor guddommelige frelser hengav sig i den grad i sin menneskelighed, at han endogså tillod den fristelse at komme over sig, den som kan angribe mennesker, som dør hellige, med hensyn til deres gode gerningers indre værd. Han tillod for ganske at tømme forudlidelsernes kalk, at fristeren, for hvem hans guddom var skjult, bebrejdede ham alle hans gerninger og hans velgørenhed, som lige så mange forsyndelser, der endnu ikke

44

var udslettede af Guds nåde. Fristeren foreholdt for ham det umulige i, at han ville udslette andres synd, da han jo dog selv var fortjenestløs og havde tilbage at gøre fyldest for mange såkaldte gode gerninger. Jesu guddom tillod, at den onde fjende fristede hans menneskelige natur således, som han kunne friste et menneske, der ville tilskrive sine gode gerninger egen værdi i stedet for den ene, de i deres forbindelse med vor Herre og frelsers forsoningsdøds fortjeneste kan vinde. Således viste fristeren ham da alle hans kærlighedsgerninger som fortjenestes løse og som gæld til Gud, som var deres værd på en måde ugyldige, eftersom hans lidelse ikke var fuldbragt (den lidelse hvis værdi fristeren ikke kendte), og han derfor ikke havde gjort fyldest ved disse gerninger. Han viste ham et gældsbrev for hver af hans gode gerninger og sagde, idet han hentydede til hver enkelt:

»Også for denne og for denne gerning er du endnu i gæld.« - endelig fremviste han i et gældsbrev for Jesus, hvorledes han af Lazarus havde modtaget salgssummen for Maria Magdalenes gods i Magdalum og givet den ud, og sagde til ham: »Hvorledes kan du ødsle med fremmed ejendom og derved skade familien?« Jeg har set, hvad Herren tilbød at sone, og med ham følt tyngden af de mange beskyldninger, som fristeren lagde på ham, thi i billederne af verdens synd, som Herren havde taget på sig, så jeg også mine egne synder; ud fra fristelsernes kreds flød også en strøm til mig, i hvilken manglerne ved al min gøren og laden, ængstende steg frem for mig. Jeg så dog stadig på min himmelske brudgom, jeg kæmpede og bad med ham, og med ham vendte jeg mig til englene, der trøstede ham. Ak, Herren vred sig som en orm under sorgens og ængstelsernes byrde.

Under alle disse beskyldninger mod den rene frelser måtte jeg hele tiden holde mig tilbage med største anstrengelse. Jeg var oprørt over Satan, men da han nu fremkom med gældsbrevet vedrørende anvendelsen af salgssummen af Maria Magdalenes gods, formåede jeg ikke mere at kue min nidkærhed, men gav mig til at overfuse ham: Hvorledes han kunne bebrejde Jesus noget med hensyn til summen for Magdalenes gods?

45

Jeg har jo selv set *), hvorledes Herren med denne sum, som Lazarus havde givet ham til barmhjertighedsgerninger, løskøbte 27 stakkels forladte mennesker, som på grund af gæld holdtes indespærrede i fængslet i Thirza.

*) til grund for denne ytring ligger, at hun ved at følge Jesus dag for dag i ledsagende betragtning, tirsdag den 28. januar 1823, efter hendes mening omtrent 11 Sebat i Herrens andet leveår, så ham løskøbe 27 fangne skyldnere fra fængslet, som de Romerske besættelsestropper havde i Thirza; dette findes udførligt i hendes betragtningsbøger. (Der Gotteskreis 1966 side 253 d. 28. januar 1823 dagbog bind VI hefte 14 kvartside 195-212)

I begyndelsen knælede han roligt i en bedestilling senere forfærdedes hans sjæl over mængden af syndernes afskyeligheder og menneskenes utaknemmelighed mod Gud, og han blev overfaldet af en sønderknusende sorg og hjerteangst, så han bævende bad: »Abba, fader! Er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi! Min Fader, alt er dig muligt. Tag denne kalk fra mig!« Så blev han roligere og sagde: »Dog ikke som jeg vil, men som du vil!« Hans vilje og faderens vilje var den samme, dog bævede han, der af kærlighed underkastede sig den menneskelige svaghed, for døden.

Hulen, hvori han befandt sig, så jeg opfyldt af rædsomme skikkelser; al synd, al ondskab, alle laster, al pine, al utaknemmelighed ængstede ham; angsten for døden, frygten for den sonende pines størrelse, så jeg trænge sig om ham i rædselsfulde spøgelsesbilleder. Han svajede hid og did, vred sine hænder og angstsved dækkede ham, han rystede og bævede. Han rejste sig op, hans ben skælvede og kunne næppe bære ham, han var ganske skæmmet og næsten ukendelig, hans læber var hvide, hans hår rejste sig. Klokken var omtrent halv elleve, da han rejste sig, svajende og faldt ofte om, badet i sved, han vaklede mere end han gik og kom til sidst hen til de tre apostle. Han gik til venstre for hulen hen ad en vej til en terrasse, hvor de meget trætte var faldet i søvn, de lå bag ved hinanden med ryggen vendt mod den andens bryst og overvundet af fristelsen var de sovet ind på grund af træthed, sorg og angst, idet de støttede sig til armen. Jesus kom til dem, dels som en, der er meget angst og af sin frygt drives til sine venner, dels som en tro hyrde, der, endskønt han selv er rystet til det yderste, ser efter sin hjord, som han ved, er i fare; thi han vidste, at også de var i angst og fristelse. Jeg så også de rædsomme skikkelser omringe ham på denne korte vej. Da han fandt dem sovende, vred han sine hænder og sank af sorg og udmattelse ned foran dem, idet han sagde: »Simon, sover du?« så vågnede de og rejste ham op, og han sagde i sin forladthed: »Så kan i ikke engang våge en time med mig?« da de så ham forfærdet og ukendelig, bleg, vaklende, gennemvåd af sved, rystende, bævende og stønnende ganske svagt, vidste de overhovedet ikke, hvad de skulle tænke, og havde han ikke ladet et for dem velkendt lys omgivet dem, så havde de ikke kendt Jesus i ham. Johannes sagde til ham: »Mester, hvad fattes dig? Skal jeg kalde på de andre apostle, skal vi flygte?« men Jesus svarede: »Om jeg end levede endnu en gang tre og tredive år, lærte og helbredte, var det ikke tilstrækkeligt for det, jeg skal opfylde indtil i morgen. Kald ikke på de otte; jeg har ladet dem blive tilbage, fordi de ikke kan tåle at se mig

46

i denne elendighed uden at forarges på mig, de ville falde i fristelse, glemme meget og tvivle på mig - men i har set menneskesønnen forklaret, derfor tåler i også at se ham i hans formørkelse og fuldkomne forladthed. Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse; ånden er vel redebon, men kødet er skrøbeligt.«

Han sagde dette om dem og om sig. Han ville formane dem til udholdenhed og oplyse dem om sin menneskelige naturs kamp mod døden og årsagen til hans svaghed. - han talte endnu mere i stor bedrøvelse og var omtrent et kvarter hos dem, før han atter forlod dem. Med voksende angst vendte han tilbage til hulen; de strakte hænderne ud efter ham, faldt i hinandens arme, græd og spurgte hinanden: »Hvad er dette? Hvad sker der med ham? Han er helt forladt!« Så begyndte de at bede i stor bedrøvelse og med tilhyllede hoveder. Alt dette varede hen ved halvanden time fra deres ankomst til oliehaven. I skriften siger Jesus rigtignok: »Kan i ikke våge en time med mig?« Dette kan ikke forstås efter vor tidsangivelse. De tre apostle, der var med Jesus, havde først bedt, men så sov de ind, thi de var faldet i fristelse, fordi de havde talt med mistillid. De otte apostle, som var blevet ved indgangen, sov imidlertid ikke; Jesu ængstelse i hans sidste tale til dem i aften gjorde dem højst urolige, de strejfede om på Oliebjerget for at opsøge et skjulested.

I Jerusalem var der kun ringe larm denne aften. Jøderne var beskæftigede i deres huse med forberedelser til festen. Påskegæsternes lejr var ikke i nærheden af Oliebjerget. Jeg så hist og her Jesu disciple og venner gå og tale med hverandre; de syntes urolige og forventningsfulde. Fra nadversalen havde Herrens moder med Magdalene, Martha, Maria Kleofas, Maria Salome og Salome begivet sig til Maria Markus hus, men foruroligede af rygterne var de gået til byen for at få efterretninger om Jesus. Her kom nu Lazarus, Nikodemus, Josef af Arimathæa og nogle slægtninge fra Hebron til dem og søgte at trøste dem i deres ængstelse, thi skønt disse venner var blevet forberedte dels af Jesu alvorlige tale i nadversalen, dels af nogle, der personligt havde været til stede i sidebygningen, og af disciplene, så havde de dog forespurgt hos bekendte Farisæere og ikke hørt noget vedrørende de næste skridt, der skulle tages mod vor Herre. De sagde derfor, at faren endnu ikke var så stor; så nær ved festen ville man vist ikke forgribe sig på Herren; for de vidste jo intet om Judas forræderi. Maria fortalte dem om dennes forvirring i den sidste tid og om hans bortgang fra nadversalen; han var helt sikkert gået hen for at forråde ham; hun havde ofte

47

formanet Judas og sagt: At han var et fortabelsens barn. De hellige kvinder gik så tilbage til Maria Markus hus.

Da Jesus kom tilbage til hulen og al hans sorg med ham, kastede han sig med udbredte arme ned på sit ansigt og bad til sin himmelske fader. Nu kom der i hans sjæl en ny kamp, der varede tre kvarter. Der trådte engle hen til ham og viste ham den fyldestgørende lidelses opgave og omfang i en række syner. De viste menneskets herlighed som Guds udtrykte billede før syndefaldet, og dets forvanskning og fordærvelse efter syndefaldet. De viste, hvorledes hver synd stammede fra den første synd, og al syndelystens betydning og væsen, dens skrækkelige indgriben i sjælens kræfter og menneskets lemmer, og ligeledes al den straffende smerte, der svarede til al lyst til synd. De viste, hvorledes den fyldestgørende lidelse skulle fuldbyrdes først i legeme og sjæl med de straffe, der ville være den guddommelige retfærdighed tilstrækkelig for al lyst til synd i hele menneskeheden - dernæst en lidelse, som for at være fyldestgørende for hele menneskehedens skyld måtte lieds af den eneste uskyldige, den menneskevorden Guds Søn, der af kærlighed ville påtage sig alles skyld og straf, og som tillige skulle kæmpe sig gennem den menneskelige modvilje mod lidelse og død. Alt dette viste englene, snart i en række syner, snart kun i hovedpunkterne, og jeg så disse skikkelser med stadig oprakt finger pege på billederne og fornam, hvad de sagde, uden dog at høre deres stemmer.

Ingen tunge formår at udtale, hvilken rædsel Jesus følte i sin sjæl ved disse billeder, der viste den fyldestgørende lidelse, thi han forstod ikke alene betydningen af al syndslyst og dens tilsvarende forsonings kval, men kendte også de anvendte Marterredskaber, så at ikke alene værktøjets pine forfærdede ham, men også al den syndige forbitrelse, der havde udtænkt dem, alles raseri og ondskab, der fra begyndelsen havde brugt dem, og alles utålmodighed, der skyldige eller uskyldige var blevet pint med dem. Han bar og følte jo hele verdens synd. Al denne pine og smerte blev han klar ved en indre beskuelse og havde en sådan rædsel til følge, at den blodige sved sprang frem. Da Kristi menneskenatur sørgede og bævede i dette overmål af lidelse, så jeg englene føle medlidenhed. Der kom en lille stilstand, og det var, som længtes de efter at trøste ham, og jeg syntes, de bad for Guds trone. Der var ligesom en kamp et øjeblik imellem Guds barmhjertighed og hans retfærdighed og den kærlighed, som ofrede sig. Jeg

48

så også Gud i et syn, dog ikke på en trone som ellers, men i en ikke ganske tydelig lys skikkelse; jeg så Sønnens guddommelige natur i faderens person ligesom trænge sig ind i hans bryst og Helligåndens person af dem og mellem dem, og dog var alt dette kun en Gud. Hvem kan beskrive sligt? Det var, som om skikkelserne var tydeligere end synet af den menneskelige skikkelse, i hvilken de blev mig vist - som om Kristi Guddommelige vilje mere og mere trak sig tilbage i faderen for at lade sin menneskelige side lide alt dette, om hvis lindring og befrielse hans menneskelige vilje forfærdet kæmpede og bønfaldt, så at Kristi Guddom, der er lig Faderens, netop lod det ramme sin menneskelige side, som den menneskelige vilje bønfaldt faderen om fritagelse for. Jeg så dette i det øjeblik, hvor englene rørtes, og da de ønskede at trøste Jesus, og han fik også i dette øjeblik lidt lindring. Nu forsvandt alt dette, og englene forlod med deres husvalelse Herre, til hvis sjæl en heftig ængstelse nærmede sig.

Da forløseren på Oliebjerget, som et sandt og virkeligt menneske overgav sig til den fristelse, der består i den menneskelige modvilje mod lidelse og død, da han påtog sig overvindelsen af denne modvilje mod at lide, den som er en del af enhver lidelse, blev det tilladt fristeren at gøre ved ham, hvad han gør ved ethvert menneske, der vil ofre sig selv for en hellig sag. I den første ængstelse forestillede Satan med forbitret hån vor Herre størrelsen af den syndeskyld, som han ville påtage sig, og drev anfægtelsen så vidt, at han fremstillede frelserens levned, som om det ikke var syndefrit. Derpå fremstilledes for frelseren i hans anden ængstelse størrelsen af den fyldestgørende lidelse i hele sin indre bitre sandhed, og dette skete ved englene, thi det tilkommer ikke Satan at vise, at der kan sones. Løgnens og fortvivlelsens fader viser ikke hen til den guddommelige barmhjertighed. Da Jesus sejrrigt havde bestået disse kampe med inderlig hengivelse i sin himmelske faders vilje, blev en ny række af frygtelige billeder ført frem for hans sjæl, nemlig bekymringen der går forud for ofret i ethvert menneskeligt hjerte, den spørgende bekymring: hvad vindes der? Hvad vil resultatet af dette offer være? Den vågnede i Herrens sjæl, og den frygtelige fremtid pinte hans elskende hjerte.

Over den første Adam sænkede Gud søvnen, åbnede hans side, tog et af hans ribben, dannede Eva kvinden, moder til alt levende deraf og førte hende til Adam. Da sagde denne: »Det ben af mit ben og kød af

49

mit kød; manden skal forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive et kød.« (1 Mosebog 2:23f og Efeserne 5:31) Dette var ægteskabet, om hvilket der står skrevet: »Denne Nadver er stor, men jeg siger det om Kristus og kirken,« thi Kristus, den nye Adam, lod også søvnen, dødens søvn på korset, komme over sig, lod også sin side åbne, for at den ny Eva, hans jomfruelige brud, kirken, alt levendes moder, kunne skabes; han ville give den forløsnings blodet, renselses vandet og sin ånd disse tre, der er vidner på jorden; han ville give den Den Hellige Nadver, for at den kunne være en ren, uplettet, hellig brud. Han ville være dens hoved, vi skulle være dens lemmer og være hovedet underdanige; vi skulle være ben af hans ben, kød af hans kød; han havde påtaget sig den menneskelige natur og var død døden for os, havde også forladt fader og moder og holdt sig til sin brud, kirken, og var blevet eet kød med den, ernærede den med sin Hellige Alters Nadver, i hvilket han atter og atter forener sig med os, og han ville være med sin brud, kirken på jorden, indtil vi alle i den kan være i himlen hos ham. Og han har sagt: »Helvedes porte skal ikke få magt over den.«

For at øve denne umådelige kærlighedsgerning mod synderne blev Herren menneske og syndernes broder for at påtage sig straffen for al deres skyld. Han havde set skyldens størrelse og den fyldestgørende lidelses størrelse med stor smerte, og dog havde han glad hengivet sig i sin himmelske faders vilje som sonoffer. Nu så han sin bruds, den fremtidige kirkes lidelse, anfægtelse og overtrædelser, den kirke som han så dyrt ville betale med sit blod; han så menneskenes utaknemmelighed.

For Herrens sjæl viste sig hans apostles, disciples og venners kommende lidelser og den første kirkes lille antal; derefter så han, at der med kirkens vækst opstod kætteri og frafald med hele gentagelsen af syndefaldet på grund af hoffærdighed, ulydighed, al slags forfængelighed og dårende selvretfærdighed. Han forudså lunkenhed, vrangtro og ondskab hos utallige Kristne, alle forfængelige læreres mangfoldige løgne og bedrageriske spidsfindigheder, alle lastefulde præsters gudsbespottelige forbrydelser og endelig de skrækkelige følger af alt dette: rædslen og ødelæggelsen i Guds rige på jorden blandt de utaknemmelige mennesker i den helligdom, han ved sit liv og blod under ubeskrivelige lidelser ville købe tilbage, og som han nu stod i begreb med at grundlægge.

Ærbødighed for Nadveren 1 Korinter 11:17-34

50

Jeg så hele denne forargelse i umådelige billedrækker fra alle århundreder, til vor tid og indtil verdens ende. Den syge indbildning, det hoffærdige bedrag, det fanatiske sværmeri, den falske profet værdighed, sjælenes kætterske hårdnakkethed og ondskab drog forbi den arme Jesus. Alle frafaldne, selvretfærdige, vranglærere, skinhellige reformatorer, forførere og forførte pinte og hånede ham, som var han dem efter deres indbildske ønske og mening for eksempel ikke rigtig korsfæstet og ikke naglet til korset; og de sønderrev og delte hans kirkes usyede kjortel, enhver ville have forløseren anderledes end netop sådan, som han havde hengivet sig i kærlighed. Utallige mishandlede ham, hånede og fornægtede ham. Utallige så han gå sig forbi, om end hans frelsende hånd var udstrakt efter dem, og med et køligt skuldertræk og en hovedrysten gå hen imod afgrunden, der opslugte dem. Han så utallige andre, som ikke offentligt vovede at fornægte ham, men som blødagtigt væmmedes ved hans kirkes vunder, som de selv havde hjulpet med til at anrette; han så dem gå forbi, som levitten gik forbi den stakkel, der var faldet iblandt røvere. Han så, hvorledes de skilte sig fra hans sårede brud som feje, troløse børn, der ved nattetid forlader deres moder, når røvere og mordere trænger ind ad den dør, de i deres uordentlige levned har ladet stå åben. Han så dem drage ud i ørkenen efter byttet: ”De gyldne kar og sønderrevne halssmykker.” Han så dem skille sig fra det sande vintræ og lejre sig under en vild ranke. Han så dem som vildfarne får, prisgivet ulvene, drevet omkring på dårlige græsgange af lejesvendene, og de ville ikke gå ind i den gode hyrdes fåresti, hans som havde givet sit liv for fårene. Han så dem strejfe hjemløse omkring, og de ville ikke se hans by, der lå højt på bjerget, den der ikke kunne skjules. Han så dem drive om i ørkenens sand, ført hid og did af de vekslende vinde og uden enhed, men de ville ikke se brudens hus, hans kirke, som var bygget på klippen, den han havde lovet at være med til dagenes ende, og over hvilken helvedes porte ikke skulle få overhånd. De ville ikke gå ind ad den smalle port, hvor de skulle bøje nakken. Han så dem følge dem, der var kommet ind andet steds og ikke gennem døren; de byggede skrøbelige, forskelligartede hytter på sand uden alter og offer, og de havde vindfløje på tagene, hvorefter de drejede deres lære. De modsagde hinanden og forstod ikke hinanden, havde intet blivende sted. Han så, hvorledes de ofte nedbrød deres hytter og slyngede resterne mod kirkens hjørnesten, som lå urokkelig. Mange af dem så han,

51

skønt der var mørke i deres hytter, i stedet for at gå til lyset, der var stillet på en stage i brudens hus, med tillukkede øjne strejfe omkring i kirkens omhegnede have, af hvis vellugt de endnu og udelukkende levede; de rakte armene ud efter skyggebilleder og lygtemænd, der førte dem til brønde uden vand, og de hørte ikke ved afgrundens rand den kaldende brud. De lo sultne og med stolt medynk ad tjenerne og sendebudet, der indbød dem til bryllupsmåltidet. De ville ikke gå ind i haven, thi de gruede for gærdets torne, og Herren så, at de, berusede af sig selv, tørstige uden vin, sultne uden hvede, forblændede af selvgodhed kaldte det menneskevordende ords kirke usynlige. Jesus så dem alle, sørgede og ville lide for alle dem, der ikke ser ham og ikke vil bære deres kors efter ham ind i hans brud, til hvem han har givet sig selv hen som et Helligt offer, i sin by, som er bygget på bjerget, som ikke kan skjules, i sin kirke, - den kirke, som er grundet på klippen, og som helvedes porte ikke skal overvælde.

Alle disse billeder på utaknemmelighed og misbrug af min himmelske brudgoms forsoningsdød så jeg snart i ny skikkelse, snart som våndefulde gentagelser drage forbi Herrens bedrøvede sjæl. Jeg så, hvorledes Satan i mange slags rædselsforestillinger for hans øjne bortrev og dræbte de, som var forløste ved hans blod, ja, selv de mennesker som var salvede ved hans Nadver. Jeg så Jesus sørge over den første, den senere, den nuværende og den kommende Kristenheds utaknemmelighed og fordærvelse. Alle disse syner, hvor fristerens stemme stadig hviskede ind imellem: »Se! For en sådan utaknemmelighed vil du lide?« trængte sig med en sådan gru og voldsomhed ind på Jesus og i en så uafbrudt gentagelse, at en usigelig angst pinte hans menneskelige natur. Kristus, menneskesønnen, vred sine hænder, han kastede sig forpint på knæ, og hans menneskelige vilje kæmpede en svær kamp mod modviljen ved at lide så frygteligt for en så utaknemmelig slægt, at sveden som tykke bloddråber løb fra ham i strømme til jorden. Ja, han var så forpint, at han syntes at søge hjælp omkring sig og tage himlen, jorden og firmamentets lys til vidne på sin lidelse. Det forekom mig, som hørte jeg ham råbe: »Ak, er det muligt at udholde en sådan utaknemmelighed? Vær vidne til min nød.«

Da var det, som trådte månen og stjernerne pludselig nærmere; jeg følte et øjeblik, at det blev lysere. Så lagde jeg mærke til månen, som jeg ikke før havde set på, og den så helt anderledes ud end ellers. Den var ikke ganske fuld, men syntes mig dog større end ellers hos os. I dens midte så jeg en mørk plet, omtrent som en flad

52

Skive der lå foran, og det forekom mig, at der i midten var en åbning, gennem hvilken lyset strålede mod månens endnu ikke fulde side. Den mørke plet var som et bjerg, og rundt om månen var en endnu lysere ring som en regnbue.

Jesus havde i denne trængsel i nogle øjeblikke hævet sin stemme til lydelig stønnen; jeg så de tre apostle springe op og lytte forskrækket, de ville ile derhen, men Peter skød Jakob og Johannes tilbage og sagde: »Bliv, jeg vil gå til ham,« og jeg så ham ile hen og træde ind i hulen. »Mester,« sagde han» hvad fattes dig?« Han stod forsagt, da han så Jesus fuld af blod, men Jesus svarede ham ikke og syntes ikke at bemærke ham. Peter vendte tilbage til de andre og fortalte, hvorledes han intet svar havde fået, men kun havde hørt ham jamre og sukke. Deres sorg voksede, de tilhyllede deres hoved og bad grædende.

Jeg vendte mig igen mod min himmelske brudgom i hans bitre lidelse. Rædselsforestillingerne med de kommende menneskers misbrug og utaknemmelighed, dem, hvis skyld han havde taget på sig, og hvis straf han ville lide, strømmede stedse frygteligere og voldsommere ind på ham; hans kamp mod den menneskelige modvilje ved lidelsen fortsatte; flere gange hørte jeg ham råbe: »Fader, er det muligt at lide for alle disse? 0, fader, kan denne kalk ikke gå mig forbi, da ske din vilje!«

Ved og i disse pinefulde forestillinger af den misbrugte guddommelige barmhjertighed så jeg Satan i forskellige afskyelige skikkelser efter misgerningens beskaffenhed. Snart var han som et stort, mørkt menneske, snart som en tiger, snart som en ræv, snart som en ulv, en drage, en slange dog, det var ikke helt sande dyreskikkelser, men kun det mest fremtrædende i deres væsen blandet med andre afskyelige former. Intet var en fuldkommen skabning lig, det var dele af forfald, rædsel, forfærdelse, modsigelse, synd, djævle; og i disse djævleskikkelser så Jesus utallige skarer af mennesker, for hvis udfrielse af Satans magt han havde betrådt den bitre korsdøds vej, blive forført, dræbt og sønderrevet. I begyndelsen så jeg ikke så hyppigt slangen, senere så jeg den med en krone på hovedet, kæmpestor og med frygtelig magt styrte frem, og sammen med den fra alle sider store hærskarer af alle stænder og slægter trængte sig frem mod Jesus, forsynede med alle mulige midler til mishandling, instrumenter og våben, nogle øjeblikke indbyrdes kæmpende, men så alle igen med frygteligt raseri mod Herren. Det var et skrækkeligt syn. De hånede, spyttede, bandede, forbandede, stak og huggede mod Jesus. Deres våben, sværd og spyd, hævede og sænkede sig som en plejl i en uoverskuelig lo

53

og de rasede alle mod det lille himmelske hvedekorn, der var kommet til jorden for at dø i den og evigt ernære alle der er frelste med livets brød.

Jeg så Jesus midt i denne forbitrede skare, hvoraf mange forekom mig at være blinde, så rystet, som blev han i virkeligheden ramt af deres våben. Jeg så ham vakle fra den ene side til den anden; snart rettede han sig op, snart sank han sammen. Slangen var midt i denne skare, som den stedse drev videre, og slog frem og tilbage med halen, og alle, som den slog til jorden eller omslyngede, kvalte, sønderrev og nedsvælgede den.

Jeg fik kundskab om, at den mængde, der sønderflængede ham i så umådeligt et antal, var dem, der på de mangfoldigste måder mishandlede Jesus Kristus, der i guddom og menneskehed, legeme og sjæl, kød og blod under brødets og vinens skikkelser i sit væsen er til stede i den Hellige Nadver. Jeg kendte i disse Jesu fjender alle slags fornærmere af den Hellige Nadver, dette levende pant på hans uafbrudte personlige tilstedeværelse i den katolske kirke. Jeg så med skræk alle disse mishandlinger lige fra forsømmelse, ringeagt og ligegyldighed til foragt, misbrug og den frygteligste gudsbespottelse, fra frafald til verdens afguder, indbildskhed og den falske bedreviden til kætteri og vantro, sværmeri, had og blodig forfølgelse. Alle slags mennesker så jeg blandt disse fjender, ja, blinde, lamme, døve, stumme og selv børn. Blinde, som ikke ville se sandheden, lamme, der af dovenskab ikke ville følge den, døve, der ikke ville høre dens advarsel og klageråb, stumme, der ikke engang med ordets sværd ville kæmpe for ham. Børn i følgeskab med forældre og lærere, der var verdsligt sindede, og som derfor havde glemt Gud - børn, som var opfostret i verdslig lyst, berusede af forfængelig viden og med afsmag for guddommelige ting eller som uden det guddommelige går til grunde og på grund af dem bliver mere fordærvede. Blandt børnene, som jeg især ynkedes over, fordi Jesus elsker børnene så højt, så jeg navnlig dårligt oplærte, dårligt opdragne og uærbødige diakoner, der ikke ærede Kristus i den hellige handling. Deres skyld faldt dels tilbage på forældrene, dels på de ubetænksomme kirkeværger. Med skræk så jeg, at endogså mange præster af højere og lavere rang, ja, selv sådanne, der troede sig selv fromme og troende, også bidrog til Jesu mishandling i den Hellige Nadver. Jeg vil kun omtale en bestemt slags af de mange ulykkelige, jeg så. Det var de mange, der troede på, tilbad og lærte om den levende Guds nærværelse i det Hellige Nadver, men som dog ikke lod sig det være magtpåliggende, thi paladset, tronen, teltet, sædet og himlens

54

og jordens konges smykke: nemlig kirken og altret, tabernaklet, kalken, den levende Guds monstrans og alle kar, redskaber, prydelser, festklæder og al hans huses smykke og tjeneste lod de være uden røgt og pleje. Alt var tarveligt, ødelagt og forfaldent af støv, rust, forrådnelse og mangeårig urenhed; den levende Guds tjeneste blev skødesløst besørget og om ikke indvortes vanhelliget så dog udvortes nedværdiget. Alt dette skyldtes aldrig virkelig fattigdom, men altid kun gammel vanes ufølsomhed og ladhed, tilbøjelighed for forfængelige verdslige biting, også ofte egenkærlighed og indvortes død. I velhavende kirker, som havde tilstrækkeligt, så jeg også denne efterladenhed, ja jeg så mange, hvor en smagløs, karikeret verdenspragt havde fortrængt de herligste og ærværdigste prydelser fra en frommere tid og erstattet det med falsk flitterstads for at dække over ødselhed, besmittelse, forsømmelse og hærgen. Hvad de rige gjorde af pralende overmod, efterlignede de fattige af mangel på barnlig enfold. Jeg måtte tænke på vor fattige klosterkirke, hvor man også havde overbygget det skønne, gamle alter, som var bygget af sten, med et marmoreret alter af træ, noget som altid har gjort mig ondt.

Disse forurettelser mod Jesus i den Hellige Nadver så jeg forøgede af utallige kirkeværger, der manglede den retfærdighedsfølelse: i det mindste at dele deres ejendom med den frelser, som fandtes i hans legeme, han som havde hengivet sig i døden og efterladt sig selv i Nadveren for dem. Ja, hos de fattigste så det ofte bedre ud end hos himlens og jordens konge i hans kirke. Ak, hvor bittert bedrøvede denne ugæstfrihed ikke Jesus, der havde givet sig selv hen som føde. Der behøves ingen rigdom for at beværte ham, der tusindfoldigt gengælder et bæger koldt vand rakt til den tørstende, og hvor tørster han ikke efter os! Skal han ikke klage, når bægret i den grad er urent og vandet fuldt af orme? Ved en sådan efterladenhed så jeg de svage forargede, helligdommen vanhelliget, kirkerne forladt, præsterne foragtede, og snart gik urenheden og efterladenheden også over i menighedens sjæl: De holdt ikke deres hjertes tabernakel renere for at have den levende Gud deri, end hans tabernakel på altret blev holdt. Jeg så uforstandige kirkeværger være i rastløs virksomhed for at yde fyrsterne og verdens Herrer slesk øjentjeneste og for at tilfredsstille deres luner og verdslige hensyn, mens himlens og jordens konge lå som en Lazarus ved døren og længtes forgæves efter kærlighedens brødsmuler som han ikke fik; han havde kun sine sår, som vi havde tilføjet ham, og som hundene slikkede,

55

nemlig de stedse tilbagefaldne syndere, der lig hunde spyer og altid vender tilbage til æden.

Om jeg blev ved i et år, blev jeg dog ikke færdig med at fortælle om Jesu Kristi forskellige mishandlinger i den Hellige Nadver. Alle disse fornærmelser så jeg trænge ind på Herren i store skarer med forskellige våben alt efter deres skylds beskaffenhed. Jeg så gennem alle århundreder uærbødige kirketjenere, letsindige, ugudelige, syndige præster ved det Hellige Messeoffer og lunkne og uværdige modtagere ved den Hellige Nadvers uddeling. Jeg så utallige, for hvem al velsignelsens kilde: den levende Guds hemmelighed, var blevet en forbandelse og indædt forbitrelse rasende krigsfolk og djævelens tjenere, der besmittede de hellige kar og bortkastede det højærværdige gode, der mishandlede det frygteligt, ja endog skændede det ved skrækkelig og djævelsk gudstjeneste. Foruden disse grænseløst rå mishandlinger så jeg meget mere raffineret ugudelighed, der syntes mig lige så afskyelig. Jeg så mange falde fra troen på forjættelsen om Jesu nærværelse i den Hellige Nadver og undlade at tilbede deres frelser deri på grund af slet eksempel og troløs lære.. Der var i disse skarer en mængde syndige lærere, der var blevet vranglærere; de kæmpede i begyndelsen med hinanden, men vendte sig så forenede mod Jesus i hans kirkes Hellige Nadver. Jeg så en stor skare af disse frafaldne sekterere, der kastede vrag på kirkens præstedømme og Jesu Kristi nærværelse i den Hellige Nadvers hemmelighed, således som han selv har overgivet kirken den, og som den bestandig trofast har bevaret; de fornægter den, og ved deres forførelse river de utallige mennesker, for hvem han har udgydt sit blod, bort fra hans hjerte. Ak, det var skrækkeligt! Thi jeg så kirken som Jesu legeme, hvis enkelte, adskilte lemmer var forbundet i hans bitre lidelse; det var, som blev alle hine menigheder eller familier og alle efterkommere deraf skilt fra kirken som hele smerteligt sårede, sønderflængede og løsrevne stykker af hans levende legeme; han så efter dem og sukkede dybt. Han, der for at samle de adskilte og adspredte mennesker til kirkens legeme sin bruds legeme havde hengivet sig som føde i den Hellige Nadver, så sig i denne sin bruds legeme på grund af træets dårlige frugter sønderrevet og sønderflænget ved spisningen.

Fællesskabets bord i den Hellige Nadver - hans største kærlighedsgerning, i hvilken han evigt ville blive hos menneskene, blev ved

56

de falske lærere adskillelsens grænseskel, og der, hvor det var værdigt og helsebringende, at mange bliver eet ved det hellige bord, hvor den levende Gud selv er spisen, der måtte hans børn skille sig fra vantro og vrangtro for ikke at gøre sig skyldige i fremmed synd. Jeg så hele folk revne løs fra Jesu hjerte, og de blev uden del i den skat, kirken ejer. I begyndelsen skilte kun få sig fra kirken, men efterhånden kom de tilbage som hele folk, adskilte i det helligste og stående fjendtligt overfor hinanden. Tilsidst så jeg alle de, som ved vantro> overtro, vrangtro, forfængelighed og falsk verdensvidenskab var skilt fra kirken, nu forvildede og forbitrede og forenede i store hære storme rasende løs på kirken, og slangen var midt iblandt dem, drivende frem og myrdende. Ak, det var, som så og følte Jesus sig sønderrevet i utallige fine fibre. - Herren så og mærkede i denne trængsel hele spaltningens gifttræ med alle dets grene og frugter, der stedse spalter sig indtil dagenes ende, når hveden skal samles i lade og avnerne kastes i ilden.

Det forfærdelige, jeg havde set, var så grueligt og rædselsfuldt, men i et syn lagde min himmelske brudgom sin barmhjertige hånd på mit bryst med de ord: »Ingen har endnu set dette, og dit hjerte ville briste af skræk, hvis jeg ikke holdt på det.«

Jeg så nu blodet i tykke, mørke dråber dryppe ned over Herrens blege ansigt, hans ellers glat skilte hår klæbede sammen af blod, stod halvvejs i vejret og var i urede, hans skæg var blodigt og som forrevet. Det var efter det sidste billede, da krigsfolkene sønderrev' ham, at han næsten flygtede ud af hulen og igen søgte hen til apostlene. Hans gang var dog ikke sikker; han gik som en, der slingrer bøjet' under en stor byrde og dækket af sår hvert øjeblik truer med at' synke om. Da han kom hen til de tre apostle, lå de ikke som første gang sovende på siden: de havde bøjet deres tilhyl lede hoveder mod' knæene, således som jeg ofte har set folk her i landet sidde sørgende og bedende. De var slumret ind, udmattede af sorg, angst og træthed, men da Jesus skælvende og stønnende af træthed nærmede' sig, for de op. Da de så ham i månens lys med blegt, blodigt ansigt, med uredt hår stå nedbøjet der, kendte de ham ikke straks med deres tilslørede øjne, thi han var ubeskrivelig skæmmet. Han vred hænderne; så sprang de op, tog ham under armene, støttede ham med kærlighed, og han talte til dem i stor bedrøvelse: i morgen ville han blive dræbt, om en stund ville man tage ham til fange, slæbe ham for domstolen, mishandle, forhåne, hudstryge og dræbe ham på en

57

grusom måde. Han bad dem trøste hans moder og Magdalene. Han stod nogle minutter og talte således til dem, men de svarede ikke, for de vidste ikke, hvad de skulle sige af sorg og bestyrtelse over hans udseende og hans ord, ja de troede næsten, han var afsindig. Men da han ville tilbage til hulen, formåede han ikke at gå, og jeg så, at Jakob og Johannes fulgte ham; da han var gået ind i hulen, vendte de tilbage. Klokken var nu et kvarter over elleve. Mens Jesus led denne angst, så jeg den Hellige Jomfru knuget af bedrøvelse i Maria Markus hus. Hun befandt sig sammen med Magdalene og Maria Markus i haven ved huset og knælede på en stenflise. Hun var ganske hensunken og uden tanke for det, der omgav hende; hun så og følte kun Jesu kvaler. Hun havde sendt bud for at få efterretning om ham, men hun kunne ikke vente på det og gik i sin angst med Magdalene og Salome til Josafats dal. Jeg så hende vandre tilhyllet af sted, og ofte strakte hun hænderne ud mod Oliebjerget, thi hun så i Ånden Jesus svede blod af angst, og det var, ligesom hun ville forsøge at tørre hans ansigt med sine hænder. I denne hendes store sjæleangst for sin søn, så jeg også Jesus bevæget ved tanken om hende, og det var, som så han til hende efter hjælp; disse gensidige tanker havde skikkelse som lysstråler, de sendte hinanden. også på Maria Magdalene tænkte Herren, følte hendes smerte og rørtes over hende, derfor befalede han disciplene at trøste hende, thi han vidste, at hendes kærlighed var den største næst efter hans moders, og han havde set, hvad hun fremtidig skulle lide, og at hun til sin død ikke mere ville' synde mod ham.

Ved denne tid, henved et kvarter over elleve, var de otte apostle igen i løvhytten i Getsemane, de talte sammen og sov ind. De var usædvanligt rystede, frygtsomme og i stor fristelse. De havde set sig om efter et skjulested, og den bekymring plagede dem: hvad skal vi nu gribe til, når han bliver dræbt? Alt har vi forladt, vi er fattige nu og til spot for verden; vi har stolet urokkeligt på ham, og hvor afmægtig og knust er han ikke nu? Der er ingen trøst at finde hos ham! «De øvrige disciple havde først flakket omkring, og de fleste havde efter de sidste truende efterretninger om Jesus begivet sig til Betfage.

Jeg så igen Jesus bede i hulen; han tilkæmpede sig sejr over den menneskelige uvilje mod at lide. Han blev træt og forsagt og sagde:

»Min fader, er det din vilje, så tag denne kalk fra mig; dog ske ikke' min, men din vilje!« Nu åbnede dybet sig for ham, og han så som ad en lys, banet vej mange trin ned i forhelvede. Der så han Adam

58

og Eva, alle stamfædrene, profeter og retfærdige, sin moders forældre og Johannes døberen, der så længselsfuldt ventede på hans komme til underverdenen, at hans kærlige hjerte blev styrket og opmuntret. For disse vansmægtende fanger skulle hans død åbne himlen; han skulle selv føre dem ud af fængslet.

Efter at Jesus med inderlig bevægelse havde set disse førverdenens himmelborgere, førte de engle, der viste ham dette, alle fremtidige salige forbi ham, alle de, der havde forenet deres kamp med hans lidelsers fortjeneste og ved ham skulle forenes med den himmelske fader. Dette var et ubeskriveligt opløftende billede. Alle drog smykkede med deres lidelser og gerninger efter antal, art eller værdi forbi Herren. Han så den ubeskrivelige lyksalighed og helliggørelse, der udsprang af hans forestående forløsningsdød. Apostle, disciple, jomfruer, gifte kvinder, alle Martyrer, eneboere, bekendere, kirkefyrster, biskopper, alle kommende skarer af klosterfolk, ja hele hære af salige drog forbi ham; alle var smykkede med deres lidelsers og overvindelsers sejrskrone, og blomsterne i deres kroner var forskellige i udseende, farve, duft og kraft alt efter de forskellige lidelser, kampe og sejre, ved hvilke de havde vundet herligheden. Hele deres liv og alle deres gerninger, deres kampe og sejre, havde deres eneste værdi og kraft i forening med Jesu Kristi fortjeneste. Alle disse helliges gensidige arbejde og virken, deres øsen af en eneste brønd, den Hellige Nadver og Herrens lidelse, var et usigeligt vidunderligt syn. Intet var tilfældigt hos dem, deres gøren og laden, pine og sejr, fremtoning og klædning, alt dette så forskellige var dog i en uendelig harmoni og enhed, og denne den største mangfoldigheds enhed kom fra strålerne og lyset af en eneste sol: Herrens lidelse, det menneskevordende ord i hvem livet var, han som var menneskenes lys, som skinnede i mørket, der ikke begreb det.

Dette var de fremtidige helliges samfund, der blev ført frem for Herrens sjæl, og der stod vor Herre og frelser mellem stamfædrenes længsel og de kommende slægters sejrstog, der som en stor sejrskrone omgav hans elskende hjerte. Dette usigeligt bevægende syn gav Herrens sjæl, der havde ladet al mulig lidelse komme over sig, megen kraft og opmuntring; han elskede jo sine brødre og skabninger så højt, at han for en eneste sjæl gerne ville have lidt alt. - disse billeder kom til syne som en fremtid, svævende over jorden.

Nu forsvandt dette husvalende billede, og englene førte hele hans

59

Lidelse forbi ham og ganske nær over jorden, fordi den var nært forestående. Der var mange engle i virksomhed; jeg så billederne tydeligt og ganske nær ved ham, lige fra Juda kys til hans sidste ord på korset. Alt, alt hvad jeg ser ved passionsbetragtningen, så jeg her igen. Judas forræderi, apostlenes flugt, hån og lidelse hos Annas og Kaifas, Peters fornægtelse, Pilatus dom, Herodes spot, hudstrygningen og tornekroningen, dødsdommen, faldet under korsets byrde, mødet med den Hellige Jomfru, hendes sorg, bøddelknægtenes hån mod hende, Veronikas svededug, jeg så ham på grusom mande blive naglet og korset blive rejst, jeg så Farisæernes hån, Marias, Magdalenes og Johannes smerte og åbningen af hans side. Kort sagt, alt blev tydeligt, klart og med alle biomstændigheder ført frem for hans sjæl. Alle fagter, alle menneskenes ord og følelser så og hørte jeg, at den stakkels skælvende frelser så og hørte. Alt tog han villigt på sig, og alt underkastede han sig af kærlighed til menneskene. Smerteligt følte han den skamløse blottelse på korset, som skulle sone menneskenes ukyskhed; han bad om at få noget, om det så kun skulle være et bælte, om sig på korset; jeg så ham få hjælpen, rigtig nok ikke af dem, der korsfæstede ham, men af et godt menneske.

Jesus så og følte også sin moders sorg, hun som nu, ledsaget af de to hellige kvinder i Josafats dal, på inderlig mande delte hans angst og smerte på Oliebjerget.

Ved slutningen af lidelsesbillederne faldt Jesus som en døende ned på sit ansigt; englene og billederne forsvandt, blodsveden løb rigeligere end før ned ad ham; jeg så den slå igennem på hans gullige klædning. Nu var der mørkt i hulen.

Jeg så nu en engel komme svævende ned til Jesus; han var større og mere lig et menneske end de forrige. Han bar et langt, flagrende klædebon, som var smykket med kvaster, han var præsteligt klædt, og i sine hænder holdt han foran brystet et lille kar i form af en nadverkalk. Over det åbne af kalken svævede et lille, tyndt, rødligt, lysende stykke, ovalt som en bønne. I en svævende liggende stilling strakte englen sin højre hånd mod Jesus, og da han havde rejst sig, gav englen Jesus det lille lysende stykke i munden og lod ham drikke af lyskalken. Så forsvandt englen.

Jesus havde nu frivilligt taget imod sine lidelsers kalk og vundet styrke. Han blev endnu nogle øjeblikke stille og takkende i hulen;

60

vel var han endnu bedrøvet, men han var i den grad overnaturligt styrket, at han uden ængstelse og uro og med sikre skridt kunne gå hen til apostlene. Han så endnu bleg og hærget ud, men han gik oprejst og fast. Sit ansigt havde han tørret af med svededugen og strøget hanret ned, der var sammenfiltret af blod og angstens sved.

Da han trådte ud af hulen, så jeg månen med den underlige plet og ring omkring sig som før, dog var månens og stjernernes glans anderledes end ved Herrens store ængstelse. Lyset var nu mere naturligt.

Da Jesus kom hen til apostlene, lå de som første gang på terrassen på siden med tilhyllede hoveder og sov. Herren sagde til dem, at det nu ikke var tid at sove, de skulle stå op og bede, »thi se, timen er nær, da menneskenes søn skal overgives i syndernes hænder. Stå op, lad os gå! Se! Forræderen er nær; det var ham bedre, om han ikke var født! « Apostlene sprang op i stor rædsel og så sig ængstelige om. De havde næppe besindet sig, før Peter impulsivt sagde:

»Mester, jeg vil kalde på de andre, for at vi kan forsvare dig!« Jesus viste dem nede i dalen, endnu på den anden side af Kedron, en bevæbnet skare, der nærmede sig med fakler, og han sagde, at en af dem havde forrådt ham. Dette troede de var umuligt. Han talte til dem med stor fatning, befalede dem endnu en gang at trøste sin moder og sagde så: »Lad os gå dem i møde, jeg vil uden modstand overgive mig i fjendernes hænder.«

Han gik sammen med de tre apostle ud af oliehaven og forfølgerne i møde; det var på den vej, der skilte ham fra Getsemane have..

Den Hellige Jomfru begav sig fra Josafats dal sammen med Magdalene og Salome og nogle disciple, som havde set krigsknægtenes tog nærme sig, hen til Maria Markus hus. Fjendernes tog nærmede sig ad en kortere vej end den, Jesus var gået fra nadversalen.

Den hule, hvor Jesus bad i dag, var ikke det sædvanlige sted på Oliebjerget, hvor han plejede at bede. Denne var en noget fjernere liggende bjerghule, hvor han også den dag, da han forbandede figentræet, havde bedt med udstrakte arme, medens han lænede sig op mod klippen. Mærket af hans skikkelse og hænder er forblevet indtrykt i stenen og er senere blevet æret; man vidste imidlertid ikke rigtig mere, ved hvilken lejlighed dette mærke var fremkommet. Af det gamle testamentes profeter, af Jesus, Maria, nogle apostle, den Hellige Katarina af Alexandrien på bjerget Sinaj. Og enkelte andre hellige har jeg gentagne gange set sådanne aftryk i sten. De var ikke dybe, snarere afstumpede, omtrent som når man trykker i en fast dej.

(fortællerinden beskrev i mange enkeltheder form og farve af den sten, Jesus i hin hule havde lænet sig til; hun omtalte revner og steder på den, der mindede om en flydende, frossen væske.)

Judas og hans skare.

Judas havde egentlig ventet sig alle andre resultater af sit forræderi end det, der kom. Han ville tjene forræderiets løn og være Farisæerne til behag, da han overgav dem Jesus; at Jesus skulle domfældes og korsfæstes, tænkte han ikke; det havde ikke været hans hensigt kun penge lå ham på sinde; han havde allerede i længere tid indladt sig med krybende, spionerende Farisæere og Saddukæere, der med smiger havde lokket ham til forræderiet. Han var træt af det møjsommelige, omflakkende, farefulde liv. Han havde allerede lagt grundlaget for sin forbrydelse ved i de sidste måneder stadig at stjæle af almisserne, og på grund af hans gerrighed blev han heftig forarget ved Magdalenes gavmildhed ved Jesu salvelse; han drives nu til det yderste. Han havde altid håbet på et timeligt rige for Jesus og en indbringende, glimrende stilling i det; da dette ikke ville komme, søgte han at skabe sig en formue. Han så besværlighederne og forfølgelserne vokse, og så tænkte han, at han ville se at stå 'sig godt med Jesu fornemme og mægtige fjender, thi han så, at Jesus ikke blev konge. Ypperstepræsterne og de fornemme mænd ved templet forblændede ham; derfor indlod han sig stadig mere med disses mellemmænd, der på alle måder smigrede ham og vel også med overbevisning sagde til ham: »Det vil i hvert tilfælde ikke vare længe med Jesus.« i de sidste dage var de også efter ham i Bethania, og i sin fordærvelse indlod han sig stadig mere og mere med dem. Han løb i de sidste dage næsten benene af sig for at få ypperstepræsterne til at handle. De ville endnu ikke samtykke og behandlede ham med dyb foragt. De sagde, at tiden før påske var for kort; de ville kun opnå forstyrrelse og opløb ved festen. Kun det høje råd tog endnu noget hensyn til hans forslag. Efter den ugudeligt modtagne Nadver tog Satan ham ganske i besiddelse, og så gik han da hen for at gøre det forfærdelige. Først opsøgte han hine mellemmænd, der hidtil stadig havde smigret ham, og som også nu modtog

62

ham med hyklerisk venlighed. Der kom endnu andre til - også Annas og Kaifas, den sidste behandlede ham dog meget foragteligt og spydigt. Man var ubeslutsom og tvivlede på udfaldet, da man ikke syntes at have tillid til Judas.

Jeg så helvedes rige ligesom uenigt; Satan ville den uskyldiges død, fordi den var en forbrydelse af jøderne; han ville have Jesus dræbt - syndernes omvender, hen hellige lærer, undergøreren, den retfærdige, den, han hadede; men på den anden side følte han en indre skræk for Jesu uskyldige død, han, der ikke veg tilbage og ikke ville redde sig selv; han misundte ham at dø uskyldig. Jeg så den onde fjende på den ene side indblæse had og forbitrelse i Jesu forsamlede fjender og på den anden side indgive nogle af dem den tanke, at Judas var en kæltring og en skurk, og at man før festen ikke ville være i stand til at få retssagen ordnet eller tilvejebragt det behørige antal vidner mod Jesus. De bestred hinandens opfattelse angående den beslutning, der skulle tages, og spurgte blandt andet Judas: »Kan vi også fange ham? Har han ikke bevæbnede folk med sig?« Og den skændige forræder svarede: »Nej, han er alene med de elleve apostle; selv er han ganske modløs, og de elleve er feje.« Han sagde også til dem, at de måtte gribe til nu eller aldrig, en anden gang kunne han ikke udlevere ham til dem, fordi han fra nu af ikke mere ville vende tilbage til ham; allerede de sidste dage havde de andre apostle og selv Jesus talt til ham, som om de anede hans veje, og hvis han vendte tilbage til dem, ville de utvivlsomt myrde ham. Han sagde tillige, at hvis de ikke tog Jesus til fange nu, ville han undvige og vende tilbage med en stor hær af sine tilhængere og lade sig udråbe til konge. Ved disse trusler betvang Judas dem. Man gik ind på hans forslag at tage Jesus til fange efter hans anvisning, og han fik forræder lønnen, de 30 sølvpenge. Disse var 30 stykker sølvplader i form af en tunge, gennemhullet i den halvrunde ende og med ringe fastgjort på en slags kæde til et lille bundt. Disse plader var prægede.

Nu da Judas stadig følte deres foragtende mistro, drev hans forfængelighed og pral ham til at vise sig for dem som den rette uegennyttige mand ved at tilbyde dem pengene som offer til templet; de afviste dem som blodpenge, der ikke hørte til i templet. Judas følte den dybe foragt og blev harmfuld. Dette havde han ikke ventet. Frugten af hans forræderi trådte frem for ham, allerede før det var udført, men han havde allerede indviklet sig for meget i det; han var i deres

63

Hænder og kunne ikke sno sig fra dem. De passede godt på ham og slap ham ikke af syne, før hele planen til Jesu tilfangetagelse var udkastet. Nu ledsagede de tre Farisæere forræderen ned i en hal til tempelvagten; den bestod ikke af jøder alene, men også af alle slags folk. Da alt var aftalt og det nødvendige antal soldater var samlede, løb Judas, fulgt af en af Farisæernes tjenere, først til nadversalen for at meddele dem, om Jesus var der; her ville det være en let sag at tage ham til fange ved at besætte dørene. Han ville lade dem det vide ved et bud.

Allerede før straks efter at Judas havde modtaget forræder lønnen - var en gået ned og havde sendt syv slaver hen for at hente træet til Kristi kors og foreløbig gøre det i stand for det tilfælde, at han skulle blive dømt; næste morgen ville der nemlig ikke blive tid til det på grund af den sig nu hurtigt nærmende påske. De hentede træet omtrent et kvarters vej derfra, hvor det sammen med meget andet træ, der brugtes til tempelbygning, lå på en byggeplads langs en høj mur. De slæbte det til en plads bag Kaifas domhus for der at forarbejde det. Korsets stamme havde engang som levende træ stået i Josafats dal ved Kedrons bæk og var senere faldet hen over den som en bro. Da Nehemias skjulte den hellige ild og de hellige kar i Betesda dam, blev det lagt derover sammen med andet tømmer; senere blev det skaffet bort og kastet til side som andet stillads tømmer. Dels for at håne Jesus som konge, dels som et tilsyneladende tilfælde, men efter Guds hensigt blev korset udført på en egen måde. Det bestod, overskriften medregnet, at fem slags træ. Jeg har set mange slags begivenheder og betydninger med hensyn til korset, men glemt dem igen med undtagelse af det, jeg har fortalt.

Judas vendte tilbage og sagde, at Jesus ikke mere var i nadversalen, men sikkert nu på det sædvanlige sted på Oliebjerget, hvor han bad. Han holdt nu på, at kun en lille skare skulle gå med ham, for at apostlene, der lurede overalt, ikke skulle blive opmærksomme og måske vække opstand. Tre hundrede mand skulle besætte porte og gader i Ophel, en del af byen som lå syd for templet og dalen Milo indtil Annas hus på Sion, for herfra at kunne sende forstærkning til de tilbagevendende, således som det let kunne blive nødvendigt, for i Ophel holdt alt pak med Jesus. Den skændige forræder talte også om, hvor nøje de måtte passe på, at han ikke undslap dem, og omtalte, hvor ofte han ved hemmelige kunster pludselig i

64

Bjergene undveg fra sine ledsagere og blev usynlig. Han foreslog dem at binde Jesus med en lænke og betjene sig af visse magiske midler, for at han ikke skulle rive lænken i stykker. Men jøderne afviste dette med foragt og sagde: »Vi lader os ikke binde noget på ærmet af dig! Vi skal nok holde på ham, når først vi har ham.«

Judas aftalte nu med skaren, at han ville gå foran dem ind i haven for at kysse Jesus og hilse ham> som om han kom som ven og apostel tilbage til ham fra sin beskæftigelse, krigsfolkene skulle så trænge ind og tage ham til fange. Han ville da lade, som om de tilfældigt var kommet derind, og ville flygte sammen med de andre apostle, som om han intet havde dermed at gøre. Han tænkte vel også, at der kunne opstå tumult, at apostlene kunne forsvare sig og Jesus. Undvige, som han så tit havde gjort det. Dette tænkte han på i de mellemrum, hvor Jesu fjenders foragt og mistillid ærgrede ham - ikke fordi hans handling angrede ham eller af medlidenhed med Jesus; han havde helt overgivet sig til Satan. Han ville heller ikke, at de, der kom ind efter ham, måtte føre lænker og strikker med sig, eller overhovedet at æreløse bøddelknægte skulle komme ind. Man lod ham tilsyneladende få sin vilje, men gjorde dog, hvad man holdt for nødvendigt overfor en æreløs forræder, som man ikke har tillid til, og som man skiller sig af med, når man har brugt ham. Man befalede soldaterne at have øje med ham og ikke lade ham slippe dem af hænderne, før de havde bundet Jesus, thi de havde betalt for det, og man kunne frygte, at skurken ville løbe bort derfra med pengene, at man om natten slet ikke kunne fange Jesus eller måske tage en anden i stedet, så at der bagefter af hele foretagendet ikke ville komme andet end forstyrrelse eller ophidselse ved påskefesten. Skaren, som man havde udvalgt til Jesu pågribelse, bestod af tyve krigsmænd, dels af tempelvagten, dels af Annas og Kaifas soldater. De var næsten klædte som de romerske krigsfolk; de bar pikkelhuer og havde i deres vams remme, der hang ned fra lænden, ligesom romerne. De adskilte sig hovedsagelig fra disse ved deres skæg, da romerne i Jerusalem kun havde bakkenbarter og ellers var glatragede. Alle tyve var bevæbnede med sværd, kun nogle enkelte havde spyd. De havde stænger med ildkurve og fakler af beg med sig, men kun en lygte tændt. Man ville have, at en større skare skulle drage med Judas, men han indvendte, at denne let kunne blive bemærket fra Oliebjerget, hvorfra man kunne se ud over dalen. Den største del blev da tilbage i Ophel; hist og her havde man stillet vagtposter på side

65

vejene og i byen for at forhindre opløb og befrielsesforsøg. - Judas drog forud med de tyve soldater; man lod i frastand disse følges af de fire æreløse fangevogtere, nogle simple bødler, der bar lænker og reb. Nogle skridt bag dem igen kom seks embedsmænd, med hvem Judas i længere tid havde stået i forbindelse. Det var en fornem præst og en af Annas og Kaifas fortrolige samt to Farisæiske og to Saddukæiske embedsmænd, der tillige var Herodianere. De var alle rænkesmede, hyklere, Annas' og Kaifas' krybende øje tjenere og frelserens ondskabsfulde og hemmelige fjender.

De tyve soldater gik ganske fortroligt med Judas indtil det sted, hvor vejen mellem Getsemane og Oliebjerget støder til. Her ville de ikke lade ham gå alene i forvejen, men anslog en anden tone overfor ham og stredes frækt og fripostigt med ham.

III .

HERRENS TILFANGETAGELSE

Da Jesus med de tre apostle var trådt ud på vejen mellem Getsemane og oliehaven, kom Judas og soldaterne til syne tyve skridt fra ham, der hvor vejen begynder. Her trættedes de med hinanden, Judas ville nemlig, skilt fra soldaterne, alene og som ven gå hen til Jesus, og de skulle da ligesom rent tilfældigt komme efter. Men de holdt på ham og sagde: »Ikke på den måde, kammerat, du skal ikke slippe fra os, før vi har galilæeren!« Da de fik øje på de otte apostle, der nærmede sig fra Getsemane på grund af støjen, kaldte de på de fire bøddelknægte, for at de skulle hjælpe dem. Men disse ville Judas slet ikke have med, og han stredes heftigt med dem. Da Jesus og de tre apostle så denne uenige skare med våben og fakler, ville Peter fare løs på dem og sagde: »Herre, de otte fra Getsemane er der foran os, lad os hugge ind på de bødler!« Men Jesus bød ham være rolig og trådte med de andre nogle skridt over vejen ind på en græsplæne.

Judas, hvis plan var ganske forpurret, var forbitret og ond. Fire apostle var kommet ud fra Getsemane have og spurgte, hvad her skulle gå for sig. Judas kom i snak med dem og ville lyve sig fri, men vagten tabte ham ikke af syne. De fire var Jakob den yngre, Filip, Thomas og Natanael, thi denne og en søn af den gamle Simeon samt flere andre var dels som sendebud fra Jesu venner blevet sendt til de otte apostle i haven, og dels var de kommet til dem af angst og af nysgerrighed. De andre strejfede lyttende om i nogen afstand,, parate til at flygte.

Jesus nærmede sig skaren og sagde højt og tydeligt: »Hvem søger i?« da svarede soldaternes anfører: »Jesus af Nazaret,« og Jesus sagde: »Det er mig. « næppe havde han sagt disse ord, før de som grebne af krampe faldt om mellem hinanden. Judas, der endnu stod

67

i deres nærhed, blev yderligere forhindret i sit forehavende; han syntes at ville nærme sig Jesus, men Herren hævede hånden og sagde: »Ven, hvorfor er du kommet?« hvortil Judas i sin bestyrtelse sagde noget om udførte forretninger. Jesus sagde sådanne ord som:

»Vel var det dig bedre, om du ikke var født.« dog husker jeg ikke ganske bestemt ordene. Soldaterne havde rejst sig igen og nærmet sig Herren og hans apostle, mens de ventede på forræderens tegn:

Kysset. Peter og de øvrige apostle omringede Judas og kaldte ham en tyv og en forræder. Han søgte at slippe løs fra dem ved en løgn, hvad der dog ikke lykkedes ham, idet soldaterne beskyttede ham imod dem og derved vidnede imod ham.

Jesus sagde endnu en gang: »Hvem søger i?« og de sagde atter:

»Jesus af Nazaret.« så sagde han: »Det er mig; jeg har allerede sagt jer, at det er mig. Dersom i søger mig, da lad disse fare!« Ved hans ord »det er mig« faldt soldaterne atter om og ydermere ganske forvredne som folk, der har epilepsi, og Judas blev på ny omringet af apostlene, der var yderst forbitrede på ham. Jesus sagde nu til soldaterne: »Rejs jer op!« Da stod de op og var fulde af rædsel. Judas stredes endnu med apostlene, og da de trængte mod vagten, vendte den sig mod dem, hvorved Judas blev fri. Nu tvang de ham til at give det aftalte tegn, thi de havde befaling til ikke at gribe andre end den, som han kyssede. Judas gik nu hen mod Jesus, omfavnede ham og kyssede ham med de ord: »Mester, vær hilset!« Og Jesus sagde: »Judas, forråder du menneskesønnen med et kys?« Soldaterne trådte til og slog kreds om Jesus, og bøddelknægtene lagde hånd på Herren. Judas ville nu flygte, men apostlene holdt på ham, idet de trængte ind på soldaterne og råbte: »Herre, skal vi slå til med sværdet?« Peter, der var ivrig, greb sit sværd og slog efter Malkus, ypperstepræstens tjener, der ville trænge ham tilbage, og han huggede et stykke af hans øre, så at han styrtede til jorden, og forvirringen blev endnu større.

I dette øjeblik, hvor Peter var så ivrig, så alt således ud: Jesus blev netop grebet af bødlerne, der ville binde ham; i en større kreds var han omringet af soldaterne, hvor den sårede Malkus var imellem. Andre soldater havde nok at gøre med at holde apostlene fra livet og med at forfølge dem, som flygtede. Fire af apostlene strejfede om og lod sig kun nu og da se et langt stykke derfra. Soldaterne var blevet ængstelige efter faldene, og de vovede heller ikke for alvor at forfølge dem for ikke at svække den kreds for meget, som havde omringet Jesus. Judas, der straks efter forræderiet ville flygte, blev standset af nogle apostle, der stod længere borte, og overdænget med skældsord. De seks embedsmænd, som nu først trådte til, befriede ham, og de fire bødler omkring Jesus var beskæftigede med deres lænker og reb; Herren var blevet grebet af dem og var ved at blive bundet.

Således så det hele ud i det øjeblik, hvor Peter havde såret Malkus, og Jesus på samme tid sagde: »Peter, stik dit sværd ind, thi den, der griber til sværdet, skal omkomme ved sværdet, eller mener du, at jeg ikke kan bede min fader sende mig mere end tolv legioner engle? Skal jeg ikke drikke den kalk, som min fader har givet mig? Hvorledes skulle skriften fuldkommes, hvis det ikke skete således?« Men han sagde også: »Slip mig, at jeg kan helbrede det menneske! «Og han nærmede sig Malkus, rørte ved hans øre og bad, og det blev helbredet. Vagten omkring ham, bøddelknægtene og de seks embedsmænd hånede ham, idet de sagde til skaren: »Han har med djævelen at gøre, ved trolddom syntes øret såret, og ved trolddom er det lægt!«

Da talte Jesus til dem: »I er komne med spyd og stænger for at fange mig som en morder, daglig lærte jeg jer i templet, der har i ikke vovet at lægge hånd på mig, men nu er det jeres time, mørkets time.« de befalede at lænke ham, hånede ham og sagde: »Os har du ikke kunnet kaste omkuld ved din trolddom,« og bødlerne sagde:

»Vi skal nok få jaget kunsterne ud af dig! « Jesus sagde noget endnu, som jeg ikke husker; apostlene flygtede til alle sider.

De fire bøddelknægte og de seks Farisæere var ikke faldet og havde derfor heller ikke rejst sig igen, og dette netop, som det blev mig åbenbaret, fordi de helt var i Satans snare og i samme tilstand som Judas, der heller ikke faldt om, skønt han stod sammen med soldaterne. Alle de, der var faldet og igen havde rejst sig, omvendte sig senere og blev Kristne; faldet og genoprejsningen var et forbillede på deres omvendelse. Disse soldater havde heller ikke lagt hånd på Jesus, men kun stået omkring ham. Malkus var allerede efter sin helbredelse i den grad omvendt, at han kun på grund af befalingen fortsatte sin tjeneste, men allerede i Kristi følgende lidelsestimer løb han som sendebud til og fra Maria og andre venner for at bringe underretning om, hvorledes alt forløb.

Under Farisæernes uafbrudte frække og hånlige tale bandt bødlerne Jesus med stor råhed og brutalitet. Disse mennesker var hedninger af den nederdrægtigste slags; de var nøgne på benene, armene og halsen, om livet bar de et bind, og om overkroppen korte vamse uden ærmer, som var hæftet op i siderne med remme. De var små, stærke, meget behændige og af en ræverød lød som ægyptiske slaver.

På en grusom måde bandt de Jesu hænder foran på brystet, idet de med nye, skærende reb bandt det højre håndled fast til den venstre arm nedenfor albuen og det venstre ligeledes nedenfor albuen på højre arm. De lagde en bred lænke, som var forsynet med pigge, omkring livet på ham og snærede hænderne fast med bast eller en pilevånd, der blev fastgjort i bæltet. Om halsen på ham lagde de et halsbånd, som indeni også var forsynet med pigge eller andet, der forårsagede sår, og fra halsbåndet ned over brystet løb, ligesom en stola, to krydsede remme, der uden spillerum blev trukket stramt sammen ned i bæltet. På fire sider af bæltet fastgjorde de fire lange reb; ved hjælp af dem kunne de trække Herren hid og did. Alle disse lænker var nye og syntes at være gjort i stand til dette særlige formål, efter at man var begyndt at omgås med planen at tage Jesus til fange.

Da der var blevet tændt flere fakler, satte det forfærdelige tog sig nu i bevægelse. Foran gik ti mand af vagten, så fulgte bødlerne med Jesus, som de trak efter sig med rebene, derpå de spotske Farisæere, og til sidst ti mand, som sluttede toget. Apostlene strejfede klagende og som afsindige omkring dem, men Johannes fulgte efter ganske nær de sidste af vagten, hvorfor Farisæerne da også befalede dem at gribe dette menneske. Nogle af dem vendte sig, men nu flygtede han for dem, og da de greb ham i nakken i hans svededug, løste han den og slap bort. Han havde taget sin kappe af og havde ikke andet på end en opkiltet underklædning uden ærmer for bedre at kunne flygte. Om hovedet, halsen og armene havde han slynget den lange, smalle tøjstrimmel, som jøderne bar.

Bøddelknægtene ruskede og mishandlede Jesus på den grusomste måde, vistnok mest for at vise tjenstvillighed overfor de seks embedsmænd, som så til, og som var fulde af ondskab og forbitrelse mod Jesus. De førte ham ad en ubekvem, ujævn vej over hjulspor, sten og snavs; de holdt de lange strikker stramt og udsøgte sig selv en god sti, mens Jesus måtte gå, hvor strikkerne tillod ham det. De havde tampe med knuder på i hånden, som de drev ham frem med ligesom slagtere, der fører kvæget til slagtebænken, og alt dette skete med en så nedrig hån og spot, at det ville være oprørende at gentage det.

Jesus var barfodet. Han havde foruden den sædvanlige beklædning en ulden vævet skjorte uden søm og en overklædning. På det bare legeme bar apostlene, ligesom alle jøder i det hele taget, et skapular over bryst og ryg; dette bestod af to tøjstykker, der sammenholdes over skuldrene af remme, men var åbne i siderne. Underlivet dækkedes af et bælte, fra hvilket fire tøjstykker hang ned og dannede benklæder, idet de var viklede om lænden.

Jeg må sige, at jeg ved Herrens tilfangetagelse ikke har set nogen befaling eller noget som helst skrift blive forevist ham: de gik til værks, som om han var lovløs og udenfor al ret. Toget skred hurtigt frem, og da det havde forladt vejen, som fører ind mellem oliehaven og lysthaven Getsemane, drejede det et stykke til højre langs denne lysthaves vestside hen ad en bro, som på det sted førte over Kedron. Over denne bro var Jesus ikke kommet med sine apostle, da de gik til Oliebjerget; han havde gjort en omvej gennem Josafats dal og var kommet over Kedron ad en bro, som lå noget sydligere. Broen, som han nu fangen førtes hen over, var meget lang, da den ikke alene førte over Kedron, der her flød tættere ved Oliebjerget, men også over et stykke af den ujævne dalbund som en brolagt vej. Allerede inden toget nåede broen, så jeg Jesus falde to gange til jorden på grund af den ubarmhjertige måde, man førte ham; bødlerne ruskede stadig i rebene. Da de kom midt ud på broen, blev deres nederdrægtigheder mod ham endnu større; de stødte den lænkede Jesus, som de holdt i rebene, fra mandshøjde ned fra broen og ud i Kedron; de skældte ham ud og sagde, at der kunne han slukke sin tørst. Kun ved guddommelig bistand blev Jesus ikke kvæstet dødeligt; han faldt på knæene og derefter på ansigtet, og han ville være blevet alvorligt såret mod denne klippegrund, der kun var dækket med lavt vand, hvis han ikke havde holdt sine sammensnørede hænder foran sig. De var løsnede fra bæltet; jeg ved ikke, om det var ved guddommelig hjælp, eller om bødlerne selv havde løsnet dem. Sporene af hans knæ, fødder, albuer og fingre aftryktes efter Guds vilje på de steder, hvor han berørte den hårde klippegrund, og blev senere æret. Man tror ikke nu på sådanne fænomener. I nogle historiske syner er der blevet vist mig sådanne indtryk i sten af patriarkers, profeters, af Jesu og den Hellige Jomfrus samt af nogle helgeners fødder, knæ og hænder. Klipperne var blødere og mere modtagelige end menneskenes hjerter og afgav i store øjeblikke deres vidnesbyrd, for at sandheden kunne gøre indtryk på dem.

Jeg så ikke Jesus på Oliebjerget drikke trods sin store angst og heftige tørst, men nu så jeg ham, stødt ud i Kedron, drikke møjsommeligt og hørte ham samtidig udtale profetiske ord om »Drikken af bækken ved vejen« (Sal. 109 v. 7). Bøddelknægtene holdt stadig vor frelser i de lange reb, og da det var dem for besværligt at trække ham op, og et murværk på den anden side af bredden også forhindrede dem i at lade Jesus vade gennem bækken, så trak de ham ved rebene tilbage gennem Kedron og gik så ned og slæbte ham baglæns op over den høje bred. Nu drev disse elendige mennesker for anden gang den arme Jesus over den lange bro under hån, forbandelser, stød og slag. Hans lange, uldne klædning, som var tung af vand, lå fast om hans lemmer; han formåede knap at gå og sank atter til jorden på den anden side af broen. De rev ham op med rebene, slog ham og krængede under den skammeligste hån den våde klædning op under hans bælte; de talte for eksempel om opkiltning ved påskefesten og lignende spot.

Det var endnu ikke midnat, da jeg så de fire bødler drive Jesus frem på den anden side af Kedron. De drev ham ad dårlige veje, hvor der kun var liden plads - hvor kun en fodsti løb ved siden af, snart højere, snart dybere, over skarpe sten og klippestykker, gennem tidsler og torne, alt imens de på en umenneskelig måde rev i ham, forbandede og slog ham. Hvor vejen tillod det, var de ondskabsfulde seks embedsmænd altid i hans nærhed; hver havde i hånden en slags kæp, med hvilken han stødte efter Jesus, stak eller slog ham. På steder, hvor Jesus blev trukket over skarpe sten og gennem nælder og torne på sine blodige, nøgne fødder, gik bødlerne selv ved siden af på fodstien, og de seks Farisæeres hån og ironiske tale sårede Jesu hjerte; de sagde nemlig sådanne ting som: »Her har hans forløber, døberen, ikke banet ham en god vej!« Eller »Her passer Malakias ord ikke. Jeg sender min engel for dig for at berede din vej!« Eller »Hvorfor opvækker han ikke Johannes fra de døde, for at han kan berede ham vejen?« Disse skændige menneskers hån, som de ledsagede med en modbydelig latter, tilskyndede bøddelknægtene til nye mishandlinger.

Efter at de endnu en stund havde drevet Herren frem, lagde de mærke til, at flere personer viste sig i det fjerne, thi mange disciple var ved rygtet om, at Jesus var blevet taget til fange, draget hid fra Betfage og andre smuthuller for at spejde efter, hvordan det gik deres Mester. Nu blev Jesu fjender bange for, at de skulle overfalde dem og rive den fangne fra dem; derfor gav de ved råb signal til forstaden Ophel, at den aftalte forstærkning skulle støde til dem. Toget var endnu omtrent nogle minutters vej fra porten, den, der syd for Ophel førte til bjerget Sion, hvor Kaifas og Annas boede, da jeg så en skare på 50 soldater komme ud af den for at bringe forstærkning. De drog frem i tre afdelinger, den første på ti, den sidste på femten mand, jeg talte dem, og den midterste følgelig på femogtyve. De havde flere fakler med sig, var meget frække og overgivne og skreg og jublede, som ville de melde deres ankomst og ønske de andre til lykke med sejren. De nærmede sig med stor larm, og i det øjeblik, da den første hob forenede sig med vagten omkring Jesus, så jeg malehus og flere andre af besætningen under den derved opståede uro hemmeligt fjerne sig og undvige til Oliebjerget.

Da skaren med jubel og i fakkelskin ilede optoget fra Ophel i møde, adspredtes de disciple, som strejfede rundt om dem. Jeg så, at den Hellige Jomfru og de ni andre kvinder drevne af angst igen var gået ud til Josafats dal. Det var Martha, Magdalene, Maria Kleofas, Maria Salome, Maria Markus, Susanne, Johanna Chusa, Veronika og Salome. De befandt sig på et sted, som lå syd for Oliebjerget, og hvor der lå en anden hule, hvor Jesus ellers plejede at bede. Jeg så Lazarus, Johannes Markus, Veronicas og Simeons sønner hos dem. De sidste havde også været med Natanael hos de otte apostle i Getsemane og var løbet midt igennem tumulten. De bragte de hellige kvinder efterretningerne; imedens hørte man skriget og så faklerne fra begge forenede skarer. Den Hellige Jomfru var hensunken i betragtningen af sin guddommelige søns pine og led med ham. De hellige kvinder ledsagede hende et lille stykke tilbage for, når den larmende skare var kommet forbi, at bringe hende hjem igen til Maria Markus hus.

De 50 soldater var sendt fra en styrke på 300 mand, der pludselig havde besat portene og gaderne i Ophel og omegnen, thi Judas, forræderen, havde gjort ypperstepræsterne opmærksomme på, at beboerne, som mest var fattige håndværkere, daglejere, brænde- og vandbærere ved templet, var Jesu ivrigste tilhængere, og at her meget vel kunne ventes et befrielsesforsøg, når han førtes igennem. Forræderen vidste godt, at Jesus havde givet de stakkels arbejdere trøst, belæring, almisse og helbredelse. Det var også her i Ophel, at Jesus dvælede, da han efter Johannes døberens mord i Makæros rejste fra Bethania mod Hebron for at trøste Johannes venner; her helbredte han mange af de fattige håndværkere og daglejere, der blev sårede ved sammenstyrtningen af den store bygning og silos tårn (dette skete efter den betragtendes mening d. 25. Thebet i Jesu 3. læreår. Hun har synet d. 13 Januar 1823) de fleste af disse folk blev efter Helligåndens sendelse ført til den Kristne menighed, og da adskillelsen mellem jøder og Kristne opstod, og flere kolonier for menighederne oprettedes, blev der rejst telte og hytter herfra og tværs gennem dalen til Oliebjerget; her havde også Stefanus sin virkekreds. Ophel er et højdedrag, som ligger syd for templet og er omgivet med mure; den synes mig ikke at være meget mindre end Dülmen. (Emmerichs hjemegn i Tyskland.)

De gode indbyggere i Ophel blev vækkede af den ind marcherende styrkes skrålen. De ilede ud af deres huse, trængte sig frem i gaderne, hvor soldaterne var, og spurgte dem, hvad der var på færde, men de blev jagede tilbage til deres boliger med hån og råhed af disse soldater, som var et skrabsammen af nedrigt opblæst slavepak. Da de endelig fik forklaringen: »Det er Jesus, misdæderen, jeres falske profet, som fangen bliver ført igennem; ypperstepræsten sætter en stopper for hans virksomhed; han kommer nok på korset!«, da opfyldte straks en høj klagen og jamren den hele stad, som var blevet vækket af sin nattero. De stakkels mennesker, mænd og kvinder, løb klagende omkring, kastede sig på knæ med udstrakte arme og råbte til himlen og lovpriste Jesu velgerninger. Soldaterne trængte dem med stød og slag fra alle sider tilbage til deres boliger, udskældte Jesus og sagde: »Her er jo det bedste bevis for, at han er en agitator.« de formåede dog ikke ganske at bringe indbyggerne til ro; af frygt for at ophidse dem til det yderste ved for store voldsomheder søgte de kun at holde dem væk fra den vej, som toget ville benytte gennem Ophel.

Imidlertid nærmede det grusomme optog med den mishandlede Jesus sig mere og mere Ophels porte. Vor frelser var gentagne gange faldet til jorden og syntes ikke at kunne holde ud mere, da en medlidende soldat benyttede lejligheden og sagde: »I ser selv, at den elendige mand ikke kan mere; hvis vi skal bringe ham levende til ypperstepræsterne, så løs dog strikken om hans hænder, så at han i det

74

mindste er i stand til at gribe for sig, når han falder.« mens toget nu standsede og bødelknægtene gjorde rebene lidt løsere, bragte en anden barmhjertig soldat ham vand fra en brønd i nærheden. Han øste det op med et krus flettet af bast i lighed med dem, som soldater og vandringsmænd her til lands hyppigt fører med sig til at drikke af. Da Jesus udtalte nogle takkende ord til denne mand og derved kom med en profeti om »Drikken af levende vand« og »Strømme af levende vand«, hånede og udskældte de ledsagende udsendinge ham. De beskyldte ham for pral og bespottelse; han skulle holde op med sine forfængelige taler; han ville aldrig mere give et dyr og langt mindre et menneske noget at drikke. - det blev vist mig, at begge disse mænd, både han, der fik båndene løsnede, og han, som bragte Jesus vand, blev benådede med indre oplysning. De omvendte sig endnu før Jesu død og er så komne som disciple til menigheden. Jeg har vidst deres nuværende navne, de navne, de fik som disciple, og den hele sammenhæng, men man kan umuligt huske alt, det bliver for meget.

Nu gik optoget, på ny under mishandling, videre fremad op ad en. Bakke gennem Ophels porte, hvor indbyggernes hjerteskærende skrig modtog det. Disse hang med taknemmelighed ved Jesus og var ham meget hengivne. Soldaterne formåede kun med stor anstrengelse at holde den fremtrængende mængde af mænd og kvinder tilbage. De trængte sig hændervridende frem fra alle sider, de kastede sig på knæ og råbte med udstrakte arme: »Giv os det menneske fri, giv os det menneske fri! Hvem skal hjælpe og helbrede os, hvem skal trøste os? Giv os det menneske fri!« Det var et gribende syn: Jesus bleg, ukendelig og forslået, med uredt hår, våd, smudsig, med uordentligt opkiltet klædning, rusket frem og tilbage mellem rebene, puffet frem med stokke som et halvt afmægtigt offerdyr, drevet frem med fræk hån af bøddelknægtene og de overmodige soldater foran den jamrende, taknemmelige befolkning i Ophel. Mod ham raktes de hænder, han havde helbredt for lammelse; de tunger, han havde løst fra stumhed, bønfaldt ham, og de øjne, han havde givet lyset, så efter ham og græd over ham.

Allerede i Kedrons dal havde al slags tilfældigt pak, ophidset af soldaterne og bevæget af Annas og Kaifas tilhængere og andre af Jesu fjender, med hån og spot sluttet sig til toget, og de hjalp nu med til at udskælde de gode folk i Ophel. Ophel er et virkeligt højdedrag, thi jeg så i midten på en fri plads stedets højeste punkt, hvor al slags bjælkeværk lå ophobet som på en tømmerplads. Toget gik herfra lidt nedad og igen gennem en port i muren.

Da de var kommet igennem Ophel, forhindrede de folk i at følge med. De drog nu ned mod dalen; til højre lå en stor bygning - levningerne fra Salomons bygning tror jeg - til venstre lå Betesda dam; så gik det atter mod vest i en dalsænkning, der hed Milo, og så bøjede toget noget mod syd og steg ad høje trapper op ad bjerget Sion til Annas hus. På hele denne vej blev forhånelserne og mishandlingerne af vor frelser fortsat, og den ny pøbelskare, der til stadighed trængte frem fra byen, foranledigede Herrens nedrige ledsagere til mangfoldige gentagelser af deres grusomhed. - fra Oliebjerget og hertil var Jesus faldet syv gange til jorden.

Ophels beboere var endnu forfærdede og bedrøvede, da et nyt optrin vakte deres medfølelse. Den Hellige Jomfru blev af de hellige kvinder og vennerne ført fra Kedrons dal gennem Ophel til Maria Markus hus, der lå ved foden af bjerget Sion. Da de gode folk genkendte hende, begyndte de igen at klage, og der blev en sådan trængsel om Maria og hendes ledsagere, at Jesu moder næsten blev båret af mængden.

Maria var stum af smerte og talte heller ikke hos Maria Markus, før Johannes var kommet til hende; da begyndte hun at spørge, og han fortalte hende om alt, lige fra Jesu bortgang fra nadversalen og indtil nu. Senere bragte man den Hellige Jomfru til byens vestside til Marthas hus nær ved Lazarus bolig. Man førte hende ad en omvej for at undgå de veje, ad hvilke Jesus var blevet ført, for ikke at volde hende for megen sorg.

Peter og Johannes, der i afstand havde fulgt toget, løb hurtigt, da de kom ind i byen, hen til nogle gode bekendte, som Johannes havde blandt ypperstepræsternes tjenerskab, for at finde en eller anden mulighed for at komme ind i retssalen, hvor deres Mester blev bragt hen. Disse Johannes bekendte var en slags retsbetjente, der måtte løbe om i hele byen for at vække de ældste og mange andre og kalde dem til retsforsamlingen. De ville gerne gøre de to apostle en tjeneste, men vidste ikke andet, end at Peter og Johannes også tog retsbetjentenes kapper på og hjalp med ved de mange tilsigelser for så senere ved hjælp af kappen at kunne slippe ind i Kaifas retssal, thi der var kun bestukket pak, soldater og falske vidner til stede, alle andre blev jaget ud. Nikodemus, Josef af Arimathæa og andre venligtsindede folk hørte dog også med til rådet, så at apostlene ved disses tilsigelse kun indkaldte venner af deres Mester, som Farisæerne måske med vilje ville have forbigået. Judas flakkede imidlertid om som en afsindig forbryder, der har djævelen ved sin side; han strejfede om på den bratte, sydlige side af Jerusalem, hvor alt skarn udtømmes.

Jesu fjenders foranstaltninger.

Annas og Kaifas var straks blevet underrettede om Jesu tilfangetagelse, og alt var i fuld virksomhed hos dem. Deres gårde var oplyste, alle opgange besatte med vagtposter, deres bude løb byen igennem for at sammenkalde rådets medlemmer, skriftkloge og alle, der havde noget at sige i rådet. Mange var allerede efter Judas forræderi blevet hos Kaifas for at afvente udfaldet. De ældste af borgerskabets tre klasser blev også kaldt sammen. Da Farisæerne, Saddukæerne og Herodianerne fra alle landets egne allerede i nogle dage havde været i Jerusalem på grund af festen, og planen om at fange Jesus allerede i lang tid havde været drøftet mellem dem og det høje råd, blev også alle disse Jesu bitre fjender, som ypperstepræsterne havde fortegnelse over, kaldt sammen; og de fik befaling om hver i sin kreds at samle vidner og beviser mod Herren og bringe dem med i retten. I Jerusalem var der nu forsamlet Farisæere, Saddukæere og mange ondskabsfulde mennesker både fra Nazaret, Kapernaum, Thirza, Gabara, Jotapata, silo og andre steder, mennesker, hvem Jesus ofte til deres dybe beskæmmelse havde sagt sandheden i folkets påhør; alle var de opfyldt af hævnlyst og raseri, og enhver søgte blandt påskegæsterne en eller anden skurk fra sin egen egn, som han bestak til at skråle og komme med beskyldninger mod Jesus. Men udover åbenbare løgne og skældsord kunne ingen finde på andet end de beskyldninger, han i deres synagoger så ofte havde bragt til tavshed.

Alle disse drog nu lidt efter lidt til Kaifas domhus, og det samme gjorde den store mængde af Jesu fjender blandt de forfængelige Farisæere og skriftkloge og deres tilhængere: det løgnagtige pak fra Jerusalem. Iblandt dem var der mangen forbitret kræmmer, som han havde jaget ud af templet, mange opblæste lærere, som han i overværelse af folket havde bragt til tavshed i templet, og der var måske mangen en, der endnu ikke havde tilgivet Jesus, at han som tolvårig dreng ved sin første fremtræden i templet havde overbevist og beskæmmet ham. Blandt Herrens forsamlede fjender var der ubodfærdige syndere, som han ikke havde villet helbrede, syndere, der var faldet tilbage og var blevet syge igen, forfængelige ynglinge, som han ikke havde villet have til disciple, ondskabsfulde arvinger, der ærgrede sig over, at det meget gods, de havde luret på, var blevet anvendt til de fattige, skurke, hvis fæller han havde omvendt, udsvævende mennesker og ægteskabsbrydere, hvis bolersker han havde omvendt til dyd, arvinger til rigdomme, hvis ejere han havde helbredt, mange øje tjenere, der var tilfals for det onde, mange, der i deres sind var forbitrede på alt helligt og derfor forbitret på det allerhelligste, kort sagt Satans værktøj. Denne bærme af det jødiske folk, som var forsamlet til festen, satte sig lidt efter lidt i bevægelse, idet de blev drevet frem af Jesu arvefjender, og strømmede nu fra alle sider til Kaifas palads for der at beskylde den pletfri, Guds sande offerlam, der bærer al verdens synd, for at have begået al verdens synd, den synd, som han i sandhed har taget på sig, båret og sonet.

Medens denne jødefolkets bærme ophidsedes til at tilsøle den rene frelser, var mange fromme folk og Jesu venner blevet opskræmte og bedrøvede og drog hid og did, da de endnu intet vidste, forhørte sig, klagede og blev jaget bort; eller også gik de tavse, mens der blev set skævt til dem. Andre svagere mennesker, venligt sindede eller blot lunkne, blev forargede og ledet i fristelse. De standhaftiges tal var ikke stort; det gik, som det går nu til dags, hvor mange vil være gode Kristne, så længe det er passende, men straks skammer sig over korset, hvor det ikke er velset. Dog var der allerede i begyndelsen mange, hvis hjerter oprørtes over den himmelråbende fremfærds uretfærdige og nederdrægtige mishandlinger, og som bevægedes ved frelserens stille tålmod; disse mennesker trak sig modløse og stumme tilbage.

IV .

JESUS FOR RÅDET

Den store, menneskefyldte by, og påskegæsternes udstrakte lejr i dens nærhed, lå netop hen i ro og søvn efter de forskellige private og offentlige bønner og forberedelser til festen, da efterretningen om Jesu tilfangetagelse satte alle Jesu fjender og venner i bevægelse; også alle de, der rundt om i byen blev tilsagt af ypperstepræsternes bude, satte sig i bevægelse. Man ilede i måneskin og med fakler gennem gaderne, der om natten i Jerusalem er tomme og uhyggelige, thi de fleste huse har vinduer og indgange mod den indre gård. Alle drog op mod Sion, hvorfra man så faklerne lyse og hørte larm. Nu og da hørte man, at der blev banket på en port, og de sovende blev vækket.

Der er en forstyrrelse, en larm og snakken i alle ender af byen; man åbner for dem, der banker, åbner og følger denne kalden til Sion. Nysgerrige og tjenere følger med for bagefter at fortælle de tilbageblevne, hvad der er sket. Man hører svære slåer og spærrebjælker blive drejet for portene med stort bulder; folk er bange og frygter for oprør. Hist og her kommer folk frem i porten og råber til de forbigående for at få noget at vide, eller de forhører i hast hos ligesindede, og man hører megen skadefro tale, som man også nu til dags kan høre ved en sådan lejlighed. Man hører, at der siges:

»Nu vil Lazarus og hans søstre se, hvem det er, de har indladt sig med; Johanne Chusa, Susanne og Maria, Johannes Markus moder og Salome vil nu for sent angre deres færd, og hvor må Sirachs hustru, Seraphia, nu ydmyge sig for sin mand, der så ofte har bebrejdet hende samkvemmet med den galilæer. Denne agitators og sværmers slæng havde sådan en medlidenhed med anderledes tænkende mennesker, og nu ved mangen en af dem ikke, hvor han skal gemme sig. Nu lader der sig næppe nogen se, der strør palmegrene og klæder og slør

79

for foden af hans aseninde. Disse hyklere, der altid skulle være bedre end andre, dem sker der kun deres ret, når de nu skal til undersøgelse, thi alle er indviklede i galilæerens færd. - sagen har slået dybere rødder, end man troede. - jeg gad vide, hvordan Nikodemus og Josef af Arimathæa vil bære sig ad; man har i lang tid ikke haft tiltro til dem; de hænger sammen med Lazarus; men de er snu. - Nu må alt opklares.« sådan hører man mange folk tale, som er forbitrede på enkelte familier og navnlig på de kvinder, der sluttede sig til ham og siden den tid har aflagt offentligt vidnesbyrd om ham.

- andre steder bliver efterretningen modtaget på en værdigere måde. Nogle forskrækkes, andre klager ved sig selv og søger sky hen til en ligesindet ven for at udøse sit hjerte. Kun få vover at udtale deres deltagelse højt og tydeligt.

Dog ikke alle steder i byen er man ophidset, men kun der, hvor budene bringer tilsigelserne til retten, og der, hvor Farisæerne opsøger deres falske vidner, og navnlig der, hvor gaderne støder sammen med vejen til Sion. Det er, som så man forskellige steder i Jerusalem gnister af forbitrelse og vrede slå ud, fare gennem gaderne, forene sig med andre, stadig stærkere og tættere, og til sidst ende som en mørk ildstrøm ved domhuset på Sion. I enkelte dele af byen er alt endnu roligt, men også der bliver der lidt efter lidt levende. De romerske soldater tager ingen del i det, men deres vagtposter er forstærkede, og deres afdelinger er alle tæt ved hverandre. De passer nøje på alt, hvad der sker. I påsketiden er de altid på grund af den store menneskemængde så rolige og besindige og dog samtidig på deres post. De folk, der er på benene nu, undgår de steder, hvor deres vagtposter står, thi det er de jødiske Farisæere en forargelse at skulle råbes an af dem. Ypperstepræsterne har sikkert allerede meldt Pilatus, hvorfor de besætter Ophel og en del af Sion med soldater, men han og de mistror hinanden; heller ikke han sover, han modtager rapport og giver befaling. Hans hustru ligger udstrakt på sit leje; hun sover fast, men uroligt; hun sukker og græder som i onde drømme. - hun sover og erfarer dog meget, meget mere end Pilatus.

Intet sted i byen findes der dog så stor deltagelse for Jesus som i Ophel blandt de fattige tempelslaver og daglejere, der bebor højen. Forskrækkelsen kom så pludseligt over dem i den stille nat, voldsdåden vakte dem af deres søvn. Deres hellige lærer, deres velgører, der havde helbredt og givet dem at spise, drog ganske tilintetgjort op mishandlet som et frygteligt natligt syn gennem Ophel, og derefter vaktes deres klager og medlidenhed med Jesu lidende moder, der kom igennem med sine ledsagere. Det var sørgeligt at se denne moder, som var helt oprevet af smerte, og Jesu venner, midt om natten, på en for ærbare kvinder så usædvanlig tid, ængstelige ile fra vennehus til vennehus. Ofte må de skjule sig for en fræk hob, der drager forbi, ofte bliver de forhånede som slette kvinder; ofte hører de bitre, skadefro ord og sjældent medlidende tale om Jesus. Da de endelig kommer til deres tilflugtssted, synker de udmattede om under tårer og hændervriden; alle er de lige trøstesløse og afmægtige, de støtter sig til hinanden, omfavner hinanden og sidder i stum smerte med de tilhyllede hoveder støttede mod knæene. Da banker det på døren; de lytter fulde af angst. Det banker sagte og forknyt, således banker en fjende ikke. De åbner med ængstelse: det er en af deres Herre og Mesters venner eller en vens tjener; de omringer ham, spørger og hører om ny lidelse; de kan ikke finde ro, de iler endnu en gang ud på vejen for at spejde og vender tilbage igen med fornyet smerte.

De fleste af Herrens apostle og disciple flakker endnu sky omkring i dalene om Jerusalem og skjuler sig i Oliebjergets huler. De nyankomne spørges sagte om nyt, og hvert fodtrin, som nærmer sig, afbryder den ængsteligt givne meddelelse. Ofte skifter de opholdssted og nærmer sig atter enkeltvis byen; nogle sniger sig hen til påskelejren til bekendte fra deres hjemstavn for at høre nyt eller for at sende bud til byen efter nyheder. Mange går op ad Oliebjerget; de ser ængstelige efter faklernes skin, hører støjen fra Sion og tyder det på forskellige måder, iler så atter ned i dalen for et eller andet sted at få vished.

Nattens stilhed afbrydes stedse af larm fra Kaifas domhus; her lyser, det med fakler og brændende begpander (haveblus); rundt om i byen lyder brølen fra de mange træk- og offerdyr, der af de utallige tilrejsende nu er bragt til påskelejren. Hvor underligt rørende lyder ikke den hjælpeløse, ydmyge brægen fra de utallige lam gennem natten, de, der i morgen skal slagtes i templet. Kun eet er ofret, fordi det selv ville det; som fåret, der føres til slagtebænken, og som et lam, der er stumt overfor fåreklipperen, åbner det ikke sin mund - det rene, lydefri påskelam: Jesus Kristus.

Over alt dette hvælver sig en uendelig, ængstelig himmel, og månen går truende, mærkeligt mørknet af pletter, ligesom syg og forfærdet,

81

som om den tøvede med at blive fuldmåne, thi da vil Jesus være myrdet. Derude på byens sydside, i den stejle Hinnoms dal, flakker en omkring, pisket af en ond samvittighed, der hvor der er hest uvejsomt og uhyggeligt, på forbandede steder, ved sumpe, uhumskheder og skarn, ensom, uden fæller, flygtende for sin egen skygge og jaget af djævelen - Judas Iskariot, forræderen. Og rundt omkring jager og driver tusinder af onde ånder menneskene til synd; helvede er sluppet løs og skynder på synden overalt, lammets byrde forøges, og Satans voksende forbitrelse fordobles. Lammet tager hele byrden på sig, men Satan vil synd, og synder denne retfærdige ikke, falder denne forgæves fristede ikke, så skal hans fjender ødelægges i deres synd.

Alle engle venter mellem sorg og glæde; de ønsker, at de kunne bede for Guds trone, at de kunne hjælpe, men formår kun forundrede at tilbede den guddommelige retfærdighed og barmhjertighed, som var i himlens allerhelligste fra evighed af og nu begynder at virke i det timelige her på jorden; thi også englene tror på Gud fader, himlens og jordens almægtige skaber, og på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved den Helligånd, som er født af Jomfru Maria, som i nat begynder at lide under Pontius Pilatus, som i morgen skal korsfæstes, dø og blive begravet, som nedstiger til helvede og på den tredje dag igen vil opstå fra de døde, der vil opfare til himlen, hvor han skal sidde ved Gud fader, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme igen og dømme levende og døde; thi de tror også på den Helligånd, en Hellig almindelig Kirke, de Helliges Samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Amen.

Alt dette er kun en lille del af det indtryk, et stakkels, syndigt hjerte har følt af angst, anger, trøst, medlidenhed - ja, som skulle det briste, så det efter betragtningen ligesom søgte styrke ved i få minutter at vende blikket fra vor frelsers grusomme tilfangetagelse og fra Jerusalem i denne den alvorligste nat i timeligheden. Den time, da Guds uendelige retfærdighed forenedes med den uendelige barmhjertighed, så at de gennemtrængte hinanden, da Gud i kærlighedens helligste værk begyndte at straffe menneskenes synd på gudmennesket og med at sone den gennem gudmennesket. - således stod det til, da vor frelser førtes til Annas.

82

Jesus for Annas.

Omtrent ved midnat blev Jesus ført til Annas palads; han blev ført gennem den oplyste forgård ind i en hal, der næsten havde form som en lille kirke. Lige overfor indgangen sad Annas omgivet af 28 rådmænd på en høj terrasse, som man fra siderne kunne gå ind under og igennem. På forsiden førte en trappe, langs hvilken der var siddepladser, op til Annas domstol, hvor en indgang bag denne igen førte ind til bygningens indre.

Jesus, der endnu var omgivet af en del af de soldater, der havde taget ham til fange, blev af bødlerne trukket i rebene op ad flere trin. Det øvrige af hallen var fyldt af soldater og al slags pak, spottende jøder, Annas tjenere og en del vidner, han havde samlet, og som senere stillede hos Kaifas.

Annas kunne næppe afvente frelserens komme. Han flammede af skadefryd, ondskab og hån. Han var overhovedet for en vis domstol og sad her med sit råd, hvis hverv det var at våge over den rene lære og udøve anklageembedet for ypperstepræsterne.

Jesus stod bleg og udmattet i en våd klædning, som var dækket af snavs, med lænkede hænder, holdt af bøddelknægtenes reb og tavs med sænket hoved foran Annas. Denne gamle, magre, tyndskæggede nidding, fuld af hån og jødisk hoffærdighed, anstillede sig halvt venlig, som vidste han slet ikke, at Jesus var den anmeldte fange, og undrede sig højlydt over det. Hans tale til Jesus, som jeg ikke kan gengive med de samme ord, var omtrent følgende: »Nej, vil man se! Jesus af Nazaret, er det dig? Hvor er dine apostle og din store tilhængerskare? Hvor er dit kongerige? Det hele synes at have taget en anden vending for dig! Nu er du nok færdig med at revse? Man har fundet sig i det, indtil det kunne være nok med gudsbespottelsen, bespottelsen af præsterne og vanhelligelsen af sabbaten. Hvem er dine apostle? Hvor er de? Nå, tier du? Svar! ... Agitator! Forfører! Du har jo allerede spist påskelammet på en usædvanlig tid, på en usædvanlig måde, på et usædvanligt sted?... Du vil indføre en ny lære! Hvem har givet dig lov til at lære? Hvor har du lært? Tal! ... Hvad er det for en lære, du har, som skaber oprør overalt? ... Tal! Tal! Hvad er det for en lære? ..

Da hævede Jesus sit trætte hoved, så på ham og sagde: »Jeg har talt offentligt for alle, hvor alle jøder kom sammen. Jeg har ikke talt hemmeligt. Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som har hørt mig tale. Se, de ved, hvad jeg har talt.«

83

Da Annas ansigt ved Jesu ord røbede forbitrelse og hån, og en skændig øjentjener, der stod ved siden af Jesus, bemærkede dette, slog denne skurk med sin fulde kraft Herren på munden og kinden med ordene: »Svarer du din ypperstepræst på den måde!« Jesus, som vaklede ved slagets voldsomhed og samtidig blev revet omkuld af bødlerne, faldt sidelæns om på trappen; blodet flød ned over hans ansigt. Hån, knurren, latter og skældsord fyldte hallen. De rev Jesus op igen, og Herren sagde roligt: »Har jeg talt uret, så bevis det; hvis jeg har talt ret, hvorfor slår du mig så?«

Annas forlangte nu, højligt forbitret over Jesu ro, at de tilstedeværende skulle sige, hvad de havde hørt ham tale om. Derpå fulgte en forvirret skrålen og spotten fra alt pakket. Han havde sagt, at han var en konge, at Gud var hans fader, at Farisæerne var ægteskabsbrydere; han ophidsede folket, han helbredte ved hjælp af djævelen på sabbaten; folkene i Ophel havde været gale efter ham, de havde kaldt ham deres frelser og deres profet; han lader sig kalde Guds Søn; han taler, som var han Guds udsending; han råber ve over Jerusalem, lærer om byens undergang, faster ikke, drager omkring med folket, spiser sammen med urene, hedninger, toldere og syndere, trækker ægteskabsbrydersker og utugtige kvinder sammen om sig. Han har netop nu ved Ophels port sagt til en, der gav ham vand at drikke, at han ville give ham det evige livs vand, så han aldrig skulle tørste mere. Han vildfører folk med tvetydig tale. Han ødsler med fremmedes penge og gods og siger folk mange slags usandheder om »sit rige« og andet af samme slags.

Alle disse beskyldninger blev øst ud over Herren i en forvirring; anklagerne trådte hen til ham og råbte dem med skældsord ind i ansigtet på ham, medens bøddelknægtene stødte til ham og sagde:

»Tal! Svar!« - Annas og hans rådgivere sagde hån leende sådan noget som: »Nå, det var en køn lære! Hvad svarer du? Det var altså den offentlige lære? Landet er blevet oversvømmet af den. Kan du ikke fremføre noget? Hvorfor befaler du ikke, konge? Du Guds udsending, vis os nu din sendelse! «

Hver gang Ypperstepræsten talte således, blev Jesus hånet og slået af bødlerne, og de omkringstående ville alle gerne have fulgt hans eksempel, som slog Herren med næven.

Jesus vaklede frem og tilbage, og Annas sagde iskoldt til ham:

»Hvem er du? Hvad er du for en konge? Hvis udsending er du? ... Jeg troede, du var en ukendt tømrers søn, men du er måske Elias, som farer til himmels på en ildvogn? De siger, han lever endnu. Du kan jo også gøre dig usynlig; du er ofte smuttet bort. Eller er du måske Malakias? Du har altid pralet med denne profet og udlagt ham til fordel for dig; der snakkes jo også om, at han ingen fader har haft, at han har været en engel, at han ikke er ..... En god lejlighed for en bedrager til at udgive sig for ham. Sig, hvad du er for en konge? Du skulle jo være mere end Salomon, det er også et af dine ord. Godt, jeg vil ikke længere nægte dig dit riges titel!

Nu lod Annas sig række en omtrent trekvart alen lang og tre fingre bred seddel, lagde den på en tavle, man holdt for ham, og skrev med en rørpen en række store bogstaver, der hver indeholdt en beskyldning mod Herren. Denne seddel stak han sammenrullet ned i et lille, hult flaske Græskar, på en tap foroven hæftede han græskarret til et rør og sagde, idet han rakte Jesus narresceptret, noget lignende som: »Her har du dit riges scepter; i det findes alle dine titler, værdigheder og dine rettigheder. Bær det til ypperstepræsten, at han kan lære din sendelse og dit rige at kende og behandle dig efter din værdighed. Bind hans hænder og før ham til ypperstepræsten!« De havde før løst Jesu hænder, nu bandt de dem over kors foran brystet, efter at de havde fæstnet narresceptret, der indeholdt Annas anklage; så førte de Herren under latter, skrålen og mishandlinger ud af hallen og til Kaifas.

Jesus bliver ført fra Annas til Kaifas.

Da Jesus blev ført til Annas, var han allerede gået forbi Kaifas hus; nu førtes han tilbage i en diagonal. Annas hus er næppe 300 skridt fjernet fra Kaifas; (Fortællerinden benytter sig her al en distanceangivelse i forhold til sin egen bolig. Hun sagde: »Omtrent så langt, som fra mit hus til hvilken afstand så vidt erindres højst kan anslås til 300 skridt.) vejen, der delvis fører gennem mure og rækker af mindre bygninger, var oplyst af ildkedler på stænger og fuld af skrigende, rasende jøder. Soldaterne kunne næppe holde mængden tilbage. De, der hos Annas havde hånet Jesus, gentog nu og på deres måde hans skældsord for folket, og han blev hånet og mishandlet hele vejen. Jeg så, hvorledes alle slags tjenestefolk fra rådet jagede enkelte små hobe af klagende mennesker bort, folk som havde medlidenhed med Jesus, og hvorledes de lukkede andre, der netop udmærkede sig ved hån og beskyldninger, ind i Kaifas gård og gav dem penge.

Kaifas domstol.

For at komme til Kaifas domhus gik man først gennem en port ind i en rummelig ydre gård, derefter gennem en port ind i en indre gård, hvis mure omgav hele huset. Den forreste del af huset, der var mere end to gange så langt, som det var bredt, dannede et rum, hvis vægge var beklædt med fliser, og som på tre af siderne var omgivet af overdækkede søjlegange, men i midten var uden tag; dette kaldtes forgården eller atrium og havde en indgang fra hver af de tre sider. Hovedindgangen til atrium er på husets lange side; når man kommer ind her, kommer man til venstre til en indvendig, muret kule under åben himmel, hvori ilden stadig vedligeholdes. Vender man sig til højre, ser man atriums fjerde side, og et par trin oppe, bagved nogle højere søjler, ligger et tildækket rum, som er omtrent halvt så stort som atrium; her findes rådsforsamlingens sæder i en opadstigende halvkreds på trappetrin. Ypperstepræstens sæde er øverst oppe i midten. Den anklagedes plads er midt i halvkredsen, hvor han er omgivet af vagten; til begge sider og bag ham, helt ned til atrium, står vidnerne og anklagerne. Fra disse, dommernes halvrunde sæder, fører tre indgange fra bagvæggen ind til en større, rund sal, der ligger bag retssalen, og hvis vægge også optages af halvrunde sæder. Her bliver de hemmelige møder afholdt. Når man fra retssalen går ind i denne runde sal, kommer man ad døre til højre og venstre ud til trapper udenfor huset, idet man befinder sig i den indre gård, der omgiver huset. Når man går ud ad døren til højre i salen og derefter i gården vender sig mod bygningen, står man foran døren til et mørkt> underjordisk fængsel; hvælvingen her befinder sig under den bageste sal, der ligesom den offentlige retssal ligger højere end atrium og derved giver plads til de underjordiske hvælvinger. Der er flere fængsler i denne runde del af gården; i et af dem så jeg efter pinsefesten Peter og Johannes sidde fangen den nat, da Peter havde helbredt den lamme ved den skønne tempeldør.

Både i og omkring bygningen var der fuldt af fakler og lamper; der var så lyst som om dagen. I midten af atrium lyste desuden en stor ildgrube, der som en ovn var sænket i gulvet, og hvori man fra oven kastede brændsel - kul, tror jeg. Fra siderne stak ligesom horn i mandshøjde op derfra; det var rørene, der førte røgen bort; i midten sås ilden. Rundt om ilden trængte sig soldater, tjenere, al mulig pøbel og usle, bestukne vidner; der var også kvindemennesker blandt dem, offentlige piger, der udskænkede en rød drik og bagte kager til soldaterne for penge. Her gik det så livligt til, som var det fastelavn.

De fleste af dem, der var tilsagte, var allerede forsamlede omkring ypperstepræsten på det halvrunde dommersæde; nu og da kom en enkelt til. Anklagerne og de falske vidner fyldte omtrent atrium, mange trængte sig frem, og man viste dem bort med magt.

Kort før optoget med Jesus kom, var Peter og Johannes, som endnu var klædte i retsbetjentenes dragter, ankommet til husets yderste gård. Johannes kom lykkeligt igennem den indre gårds port, anbefalet af den tjener, han kendte; på grund af den store trængsel blev porten lukket efter ham. Peter, der var blevet sinket i folkemængden, nåede ikke længere end til den indre gårds lukkede port, og portnersken ville ikke lukke op for ham. Johannes bad hende indefra om at åbne porten for Peter, men han var dog ikke sluppet ind, om ikke Nikodemus og Josef af Arimathæa netop var kommet og havde hjulpet ham ind,. Indenfor afleverede de igen kapperne til tjenerne og stillede sig roligt blandt mængden til højre i atrium, hvorfra man så op til dommernes sæde. Kaifas sad allerede på sin domstol øverst på midten af den trindelte halvkreds, og omkring ham sad henved 70 medlemmer af det høje råd. Mange rådsmedlemmer, ældste og skriftkloge sad og stod på begge sider, og rundt omkring dem var der mange vidner og skurke. Der var opstillet soldater ved foden af dommersædet under indgangssøjlerne og gennem atrium helt til porten, hvorigennem man ventede toget; dog var det ikke den port, som lå lige overfor dommersædet, men den, der lå på venstre side af atrium.

Kaifas var en moden mand med et blussende, forbitret ansigt; over bryst og skuldre bar han en lang, mørkerød kappe, som var prydet med gyldne blomster og kvaster, den var heftet sammen med alle slags glimrende smykker. Han bar en hovedbeklædning, der lignede en bispehue; mellem de sammenfoldede for- og bagstykker var der på siden åbninger, hvor silketøj hang ud; på siden af hovedet faldt der stykker ned på skuldrene. Kaifas havde allerede i længere tid været sammen med sine tilhængere i det høje råd; mange af dem var efter Judas bortgang med skaren blevet sammen. Hans utålmodighed og forbitrelse voksede således, at han løb ned fra dommersædet i hele sin dommerpragt og ned i gården, skældte og spurgte, om han dog ikke snart kom; nu nærmede toget sig, og han vendte tilbage til sit sæde.

Jesus hos Kaifas.

Under rasende hånskrig og stød, overdænget med snavs blev Jesus ført ind i atrium, hvor den tilbageholdte forbitrelses dumpe knurren og hvisken afløste det tøjlesløse raseri fra mængden. Fra indgangen drejede toget til højre for dommersædet; da Jesus gik forbi Peter og Johannes, så frelseren kærligt på dem uden at dreje hovedet for ikke at forråde dem. Næppe var Jesus trådt frem mellem søjlerne for rådet, før Kaifas råbte mod ham: »Er du der, du gudsbespotter, der har forstyrret denne hellige nat for os!« Flaskegræskarret, hvori Annas anklageskrift var gemt, blev nu taget af Jesu narrescepter, og efter at beskyldningerne var blevet oplæst, udgød Kaifas sig i en strøm af skældsord og bebrejdelser mod Jesus; bødlerne og de omkringstående soldater trak og sled i Herren. De havde jernstave, som foroven var forsynede med piggede, pæreformede hoveder; med dem stødte de til ham og skreg: »Svar! Åbn din mund! Kan du ikke tale?« Alt dette skete, medens Kaifas endnu mere forbitret end Annas stillede heftige spørgsmål til Jesus, der stille og forpint så ned for sig uden at se på ham. Men bødlerne ville tvinge ham til at svare, de stødte ham i nakken og i siden, de slog ham over hænderne og stak ham med syle. Ja, en modbydelig knægt trykkede med tommelfingeren hans underlæbe mod tænderne og råbte: »Nå, bid så!«

Så fulgte vidnernes afhøring. Denne var dels en forvirret skrigen og skrålen af den bestukne pøbel, dels et udsagn af forskellige partier af hans bitreste Farisæiske og Saddukæiske fjender fra hele landet, som på grund af festen var til stede og tilsagte. Man gentog igen det, som han over hundrede gange havde svaret på: »Han uddriver djævle ved djævelen, vanhelliger sabbaten, overholder ikke fasten, hans apostle vasker ikke hænderne, han oprører folket, han kalder Farisæerne øgleyngel og ægteskabsbrydere, profeterer Jerusalems undergang, går omkring med hedninge, toldere, syndere og offentlige kvinder. Han drager om med store skarer, lader sig kalde konge, profet, ja, endog Guds Søn, og taler altid om sit rige. Han bestrider skilsmissens tilladelighed, han råber ve over Jerusalem han kalder sig livets brød. Han fremsætter en uhørt lære: den, der ikke spiser hans kød og drikker hans blod, skal ikke blive salig.«

På den måde blev alle hans ord, hans lære og lignelser fordrejede og fejlagtigt fremstillede, afbrudt af skældsord og mishandlinger, fremført som beskyldninger imod ham. Men de modsagde alle sig selv. Den ene sagde: »Han udgiver sig for en konge,« den anden:

»Nej, han lader sig kun kalde sådan; da man ville udråbe ham, løb han bort!« En skreg: »Han påstår, at han er Guds Søn!« En anden svarede: »Nej, ikke således, han kalder sig Guds Søn, fordi han gør Faderens vilje!« Nogle sagde, at han havde helbredt dem, men de var blevet syge igen; hans helbredelse var ikke andet end trolddom mange beskyldninger og vidneudsagn lød på trolddom. Om helbredelsen af manden ved Betesda dam blev der vidnet falsk, løjet og fremført modsigelser. Farisæere fra Sephoris, som han engang havde diskuteret skilsmissen med, (Mark 10:1 ff; Matt 19:1 ff) beskyldte ham for falsk lære, og hin yngling fra Nazareth, som han ikke ville optage blandt sine apostle, var også nederdrægtig nok til at vidne mod ham, (Matt 19:16 ff; Mark 10:17 ff; Luk 18:18). Blandt mange andre ting blev han også anklaget for ægteskabsbryderskens frifindelse ved templet (John 8:1 ff) og for udtalelserne mod Farisæerne.

De formåede dog ikke at fremkomme med nogen retslig begrundet anklage. Vidnerne gik til og fra og forhånede ham mere op i ansigtet, end de vidnede. De stredes stadig heftigere med hinanden, og ind imellem hørtes Kaifas og enkelte rådmænds skældsord. De råbte: »Hvad er du for en konge? Vis din magt. Kald på de legioner af engle, som du talte om i oliehaven! Hvad har du gjort af enkernes og dårernes. Penge; hele formuer har du forødt, hvad er der blevet af alt det? Svar, tal! Nu, da du skal tale for dommerne, tier du stille, men der, hvor du hellere skulle have tiet stille - overfor pøblen og kvindepakket, der havde du ord nok« osv. Al denne tale blev ledsaget af retstjenernes stadige mishandlinger; de ville med slag og stød tvinge ham til at tale. Kun ved Guds hjælp kunne Herren overleve alt dette, for senere at bære verdens synd. Nogle nederdrægtige vidner påstod, at Herren var et uægte barn; dette blev modsagt af andre, som sagde, at det var opdigtet, thi hans moder var en from jomfru ved templet, og at de havde været til stede ved hendes vielse med en from, gudfrygtig mand. Disse vidner begyndte nu at skændes om det.

Man anklagede Jesus og også disciplene for ikke at ofre i templet. Jeg har heller aldrig set, at Jesus eller apostlene, efter at de kom til

89

ham, ofrede slagtofre i templet - udover påskelammene. Josef og Anna ofrede imidlertid hele deres levetid på Jesu vegne. - disse beskyldninger var værdiløse, thi Essenerne bragte heller ikke slagtofre og var dog ikke skyldige til straf. Beskyldningerne for trolddom kom ofte frem, og Kaifas påstod flere gange, at vidnernes forvirring var en følge af trolddomskunster.

Nogle påstod, at Jesus havde holdt ureglementeret påske og allerede i går havde spist påskelammet, også forrige år havde han bragt uorden; over det blev der råbt og skældt meget ud. Vidnerne havde indviklet og forsnakket sig på en sådan måde, at Kaifas og hele rådet var skamfulde og forbitrede, fordi de ikke kunne stille noget brugbart på benene. Nikodemus og Josef af Arimathæa blev kaldt frem for at forklare, hvorfor Jesus havde holdt påske i den sidstes påskesal på Sion, og de trådte frem for Kaifas og beviste ud af skrifterne, at galilæerne efter en gammel skik kunne spise påskelammet aftenen før. For øvrigt var påskefesten reglementeret, da der havde været folk fra templet til stede. Dette sidste gjorde vidnerne meget forlegne, og navnlig ærgrede Jesu fjender sig, da Nikodemus lod skriftrullen hente og beviste dem galilæernes ret. Foruden flere andre grunde for galilæernes ret, grunde som jeg ikke mere husker, blev denne anført, at man på grund af den store folkemængde i templet ikke ville kunne blive færdig til lovmæssig tid, og at trængslen på hjemvejen ville blive for stor. Skønt der ikke altid var blevet gjort brug af denne galilæernes ret, så beviste Nikodemus den dog ved de fremlagte skriftsteder, og Farisæernes forbitrelse mod ham steg endnu mere, da han sluttede sin tale med den erklæring, at det hele råd ved at begynde anklagen med en så selvsikker og forudfattet mening og i en så stormfuld hast, natten før den helligste' fest, her overfor alle vidnernes slående modsigelser måtte føle sig beskæmmet for den forsamlede mængde. De skulede med forbitrelse efter Nikodemus og drev deres lumpne vidneforhør endnu hurtigere og mere uforskammet, og efter mange skændigt fordrejede og løgnagtige udsagn, trådte tilsidst to vidner frem og sagde, at Jesus havde sagt, han ville nedbryde det tempel, som var gjort med hænder, og på tre dage opbygge et andet, som ikke var gjort af menneskehænder. Men også disse to skændtes. Den ene sagde: »Han vil oprejse et nyt tempel og har holdt en anden påske i en anden bygning, fordi han vil nedbryde det gamle.« den anden sagde: »Hin bygning er bygget; af menneskehænder, det har han altså ikke ment.«

90

Kaifas blev nu ganske ophidset, thi Jesu mishandling, vidnernes indbyrdes modsigelser og den anklagedes stumme tålmodighed gjorde et meget dårligt indtryk på flere af de tilstedeværende. Nogle gange blev vidnerne endog udlet. Manges samvittighed blev helt ængstet ved Jesu tavshed, og omtrent ti soldater blev så bevægede derved, at de under påskud af ildebefindende forlod stedet. Da de gik forbi Peter og Johannes, sagde de: »Denne galilæers tavshed under denne skændige rettergang er hjerteknugende at opleve... Det er, som om jorden skulle opsluge en. Sig os, hvor vi skal gå hen?« de to apostle svarede blot i al almindelighed, måske fordi de ikke stolede på dem og frygtede for som Jesu apostle at blive forrådte eller i det mindste at blive kendt af de .omstående. »Som sandheden kalder jer,« sagde de; »lad jer føre af den, det øvrige kommer af sig selv.« så forlod disse mænd Kaifas forgård og ilede ud i byen; de mødte andre, som viste dem til hulerne syd for Jerusalem hinsides Sions bjerg. Her fandt de flere af apostlene skjult. Disse blev i begyndelsen bange for dem; da de siden fik at vide, hvorledes det stod til med Jesus, og at der var fare for dem selv, spredtes de for alle vinde.

Helt forbitret over de to sidste vidners modstridende forklaring og deres fiasko rejste Kaifas sig nu fra sit sæde, gik et par trin ned til Jesus og sagde: »Svarer du slet intet på dette vidnesbyrd?« han ærgrede sig over, at Jesus ikke så på ham. Bødlerne rev nu ved håret Jesu hoved bagover og stødte ham med næverne under hagen. Men hans blik forblev sænket. Da hævede Kaifas sine hænder i vejret og råbte forbitret: »Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Kristus, messias, Gud den højlovede Søn?«

Der blev dyb stilhed midt i al støjen, og styrket af Gud sagde Jesus med en usigelig værdig, alt betagende stemme, med det evige ords stemme: »Jeg er den, du siger! Og jeg siger jer, snart skal i se menneskesønnen ved Guds højre hånd komme på himlens skyer!«

Jeg så ved disse ord Jesus udstråle lys, og over ham så jeg himlen åben og i et ubeskriveligt syn Gud, den almægtige fader; jeg så de retfærdiges bøn og englene, der råbte og bad for Jesus. Jeg så, som talte Jesu guddom fra faderen og samtidig fra Jesus selv: »Hvis jeg kunne lide, ville jeg lide, men fordi jeg er barmhjertig, har jeg påtaget mig kød i Sønnen, for at menneskesønnen skal lide, thi jeg er retfærdig, og se, alle disses synd, hele verdens synd bærer **

Under Kaifas så jeg helvede åbent, en mørk ildkreds fuld af rædselsfulde skikkelser, jeg så ham stå over det som båret af et tyndt flor, jeg så ham gennemtrængt af helvedes forbitrelse, hele huset syntes mig nu, som om det var ophidset nedefra af helvede da Herren højtideligt havde udtalt, at han var Kristus, Guds Søn, var det, som om helvede blev forskrækket for ham og lod hele sin forbitrelse pludselig stige op i dette hus. Da alt bliver vist mig i skikkelser og billeder, så jeg helvedes angst og raseri i utallige rædsomme skikkelser trænge ud flere steder, som om de kom op af jorden, jeg husker deriblandt at have set hele skarer af små mørke skikkelser ligesom oprejste, løbende hunde med korte poter og lange klør, men jeg ved ikke mere hvilken slags ondskab, der blev vist mig i deres skikkelser. Nu husker jeg kun skikkelserne. Sådanne frygtelige skikkelser så jeg fare i de fleste af de tilstedeværende eller sætte sig på hovedet eller skuldrene af dem, forsamlingen var fuld af dem, og raseriet steg hos de onde. Jeg så i dette øjeblik de afskyeligste skikkelser komme frem af gravene hinsides Sion, jeg tror, det var onde ånder, også i nærheden af templet så jeg mange komme op ad jorden, og blandt dem syntes mange at være fanger, der slæbte deres lænker efter sig. Jeg ved ikke mere, om alle disse sidste også var onde ånder, eller om det var sjæle, der var forviste til et opholdssted i jorden og som måske nu drog til helvede, som Herren ved sin dødsdom åbnede for dem. - man kan aldrig helt gengive sådanne ting; man må ikke forarge de uvidende, men man føler disse ting, når man ser dem, og håret rejser sig på ens hoved. Der var noget rædselsfuldt i disse øjeblikke. Jeg tror, at Johannes har set noget af det, jeg hørte ham siden tale om det. De ikke helt fortabte følte i dette øjeblik en frygtelig gysen; de onde følte det som en vild opflammen af deres forbitrelse.

Og opflammet af helvede; greb Kaifas i sømmen af sin pragtkåbe, gennemskar den med en kniv og sønderrev den, idet han råbte. »Han har bespottet! Hvad behøver vi flere vidner for? Nu har I selv hørt gudsbespotteren, hvad mener I nu?« - Da rejste alle de tilstedeværende sig og råbte med frygtelig røst: "Han er skyldig til døden, han er skyldig til døden!" Under denne skrålen var helvedes sorteste raseri på sit højeste i huset. Jesu fjender var som berusede af Satan og ligeså var deres øjentjenere og dyriske trælle.

Det var som udråbte mørket sin sejr over lyset. En sådan gru overfaldt alle dem af de tilstedeværende, der blot indeholdt et glimt af godt, at flere tilhyllede sig og sneg sig bort. Også de bedre stillede

92

blandt vidnerne, som nu ikke mere skulle bruges, forlod med ond samvittighed domhuset. De sletteste af dem drev om i forgården ved ilden, hvor der blev udbetalt dem penge, og hvor de frådsede og svirede.

Ypperstepræsten sagde nu til bødlerne: »Jeg overgiver nu denne konge til jer, vis gudsbespotteren den ære, der tilkommer ham,« og han begav sig derefter med rådmændene ind i den runde sal, som lå bag ved retssalen, og som man herfra ikke kunne se ind i, Johannes tænkte i sin dybe sorg nu på Jesu stakkels moder. Han frygtede for, at denne skrækkelige efterretning skulle blive bragt hende af en eller anden fjende og derved virke endnu hårdere på hende. Han så endnu en gang hen mod den helligste af alle hellige og tænkte: »Mester, du ved vel, hvorfor jeg går,« og så ilede han, som om han var sendt af Jesus fra domhuset hen til den Hellige Jomfru. Men Peter, der var ganske ude af sig selv af angst og sorg, og som på grund af sin træthed rigtig nu mærkede morgengryets kølighed, skjulte så godt han kunne sin bevægelse og gik undselig hen til atriums ildgrube, hvor alskens pøbel varmede sig og holdt til. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, men han kunne ikke gå bort fra sin Mester.

Jesu bespottelse hos Kaifas.

Idet Kaifas prisgav Jesus og med rådet forlod retssalen, styrtede en bande af de tilstedeværende onde knægte som en hvepsesværm over Herren, der hidtil var blevet holdt i rebene af to af de fire bødler. To af disse havde fjernet sig og var blevet afløst af andre. Allerede under forhøret havde bødlerne og andre skurke revet hele totter af Jesu hår og skæg. Gode mennesker samlede lidt af dette hår op fra gulvet, senere er det forsvundet for dem. Under forhøret havde denne bande også spyttet på ham, utallige gange slået ham med næverne, stødt ham med køllelignende stokke med pigge og stukket ham med nåle. Nu fortsatte de deres vanvittige adfærd mod Jesus; de satte forskellige kroner flettede af halm og bast i vekslende naragtige former på ham og slog ham i hovedet med ondskabsfulde tilråb. Snart sagde de: »Se Davids søn med sin faders krone!« Snart: "Se dette er mere end Salomon!" Og: "Det er kongen, der gør sin søns bryllup!" Og således hånede de alle de evige sandheder, som han havde talt til menneskehedens frelse i sandhed og lignelse. De slog ham med næver og stokke, trak ham hid og did, spyttede ham på den afskyeligste måde i ansigtet. De flettede tilsidst en krone af tykt hvedehalm, som det vokser der til lands, satte ham en høj hue næsten som en bispehue - på hans hoved og ovenpå denne stråkransen, efter at de havde trukket hans strikkede klædning af ham. Der stod Jesus, klædt med underlivsbindet og et bryst- og rygskapular; men også det sidste tog de af dem, og han fik det aldrig igen. De hængte derefter en gammel, pjaltet kåbe om ham, dens forreste del dækkede ikke knæene, og om hans hals lagde de en lang jernkæde, der ligesom en stola hang fra skuldrene over brystet ned til knæene; denne kæde endte i to svære, pigbesatte ringe, der sårede ham smertefuldt, når han gik eller faldt. De bandt igen hans hænder foran brystet, gav ham et rør at holde og bedækkede nu hans mishandlede ansigt med den hæslige slim fra deres urene gab. Hans forrevne hår og skæg, hans bryst og hele den øverste del af hans narrekåbe var fuldt af urenheder i alle væmmelsens farver. De bandt ham en modbydelig pjalt for øjnene og slog ham med næver og stokke og råbte: »Store profet, sig os nu hvem der slog dig? Han talte ikke, han bad inderligt for dem, sukkede og blev slået igen. Sådan mishandlet, udskældt og tilsølet slæbte de ham ved kæden ind i den bageste del af retssalen; de sparkede til ham og slog ham med knipler, spottede og sagde: »Bort med den stråkonge, han må også vise sig for rådet iført den hyldest, vi har givet ham.« Da de kom ind, hvor mange af rådet og også Kaifas endnu sad på den halvkreds formede forhøjning, begyndte overalt en spotten, ledsaget af nederdrægtige vittigheder, vedvarende, vanhelligende krænkelser af hellige skikke og handlinger. Som de havde råbt: »Der har du din kongesalve, din profetsalve!« Da de sølede ham til med snavs, således forhånede de nu Magdalenes salvning og dåben. De råbte hånende: »Hvorledes vil du forestille dig så beskidt for det høje råd? Andre vil du rense og er ikke selv ren? Men nu skal vi rense dig! «Der blev bragt et bækken med mørkt, smudsigt ajle, hvori der svømmede en hæslig, grov pjalt, og alt imens de nu under stød og ukvemsord blandet med spottende hilsner og bøjninger rakte tunge af ham og vendte bagdelen mod ham, tørrede de ham med denne våde, fedtede klud hen over ansigtet og skuldrene, tilsyneladende for at vaske ham, men kun for at tilsmudse ham endnu skammeligere. Tilsidst gød de hele bækkenets afskyelige indhold over hans hoved med de ord: »Der har du kostelig salve! Der har du nardussalve til 300 denarer! Der har du din dåb ved Betesda dam!«

94

Ved dette sidste hånsord gør de mod deres vilje Jesus lig påskelammet, thi de påskelam, som er blevet slagtede til i dag, blev først vaskede i dammen ved fåreporten som en grovere aftvætning, men derefter blev de ved Betesda dam sydøst for templet ceremonimæssigt bestænket med vand, før de i templet slagtedes til påske. De mente egentlig ved deres tale at hentyde til den 38 - årige syge, som blev helbredt ved Betids dam, thi jeg har engang set ham blive vasket og døbt der. Jeg siger »vasket og døbt«, fordi hin handling i dette øjeblik ikke står mig helt klart.

Nu trak og slæbte de Jesus under stød og slag rundt i kredsen af de rådmænd, der var tilbage, og som alle hånede ham og skældte ham ud; overalt så jeg forbitrede djævleskikkelser; det var en mørk, forvirret, frygtelig adfærd. Om den mishandlede Jesus så jeg ofte en glans; det var det lys, som kom, da han havde erklæret sig som Guds Søn. Mange af de tilstedeværende syntes at have anet det mere eller mindre; de havde i det mindste en bange fornemmelse af, at al hånen og forsmædelsen ikke kunne berøve ham hans uendelige værdighed. For hans blinde fjender syntes dette lys om Jesus kun at blive synligt, når deres raseri øgedes, men mig forekom hans glorie så påfaldende, at jeg hele tiden tænkte, de havde tilhyllet hans ansigt, fordi ypperstepræsten efter ordene: »Jeg er den, du siger,« ikke mere kunne tåle Jesu blik.

Peters fornægtelse.

Da Jesus højtideligt havde udtalt: »Det er mig« og Kaifas havde sønderrevet sine klæder, og råbet: »Han er skyldig til døden!« Havde blandet sig med pøblens hån og raseri, da retfærdighedens himmel havde åbnet sig over Jesus og helvede udgydt sin forbitrelse, da gravene havde afgivet deres fanger, og alt nu var fuldt af angst og gru, formåede Peter og Johannes ikke længere at blive stående stille; de havde lidt forfærdeligt ved den uvirksomme og spændte betragtning af Jesu mishandlinger. Johannes gik sammen med andre folk og nogle af vidnerne bort og ilede til Jesu moder, der befandt sig sammen med de hellige kvinder i Marthas hus tæt ved Lazarus anselige bolig i Jerusalem. Men Peter kunne ikke gå bort, han elskede Jesus for højt. Han kunne knap beherske sig mere; han græd heftigt, men skjulte det så godt han kunne. Blive stående kunne han ikke, hans heftighed ville have forrådt ham, og han kunne heller ikke gå andre steder l]en uden at blive bemærket; så gik han da hen i en krog i atrium ved ilden, hvor soldater og alle slags folk stod i klynger; de gjorde nar ad Jesus og kom med deres ondskabsfulde og nedrige bemærkninger. Peter forholdt sig rolig, men hans deltagelse og den dybe sorg, der stod præget i hans ansigt, måtte gøre Jesu fjender mistænksomme. Nu kom portnersken hen til ilden, og da alle sladrede om Jesus og hans apostle og skældte ud over dem, blandede hun sig som andre frække kvinder deri og sagde til Peter, idet hun så på ham: »Du er også en af galilæernes apostle!« Peter blev meget bange og frygtede for, at han skulle blive mishandlet af de rå mennesker; han sagde derfor: »Kvinde, jeg kender ham ikke, jeg ved og forstår ikke, hvad du vil mig.« han rejste sig og forsøgte at gøre sig fri af hende og gik så ud af atrium; men det var på den tid, hanen galede. Jeg husker ikke at have hørt den, men jeg følte, at nu galede den. Da han gik ud, så en anden pige ham og sagde til dem, der stod omkring hende: »Denne var også med Jesus fra Nazareth!« Og de andre sagde: »Har du ikke også været en af hans apostle?« Da blev Peter meget angst og forvirret og sagde med en højtidelig forsikring: »Sandelig, det har jeg aldrig været, og jeg kender ikke dette menneske!« Peter ville nu gå fra den første gård ud i den yderste, hvor han så bekendte over muren og ville advare dem. Han græd og var så angst og bedrøvet for Jesus, at han næppe tænkte over sin fornægtelse. I den yderste gård var der mange mennesker, også Jesu venner, som man ikke tillod at slippe længere ind; man lod gerne Peter gå ud. Disse folk klatrede op på muren for at høre noget, og Peter traf her en del af Jesu disciple, som angsten havde drevet herhen fra hulerne ved Hinnoms bjerg. De kom straks hen til Peter og udspurgte ham med tårer, men han var så heftigt bedrøvet og så bange for at røbe sig, at han kun med få ord rådede dem til at fjerne sig, thi her var der fare for dem. Nu vendte han sig fra dem og gik sørgmodig videre, og de ilede straks bort fra byen. Der var vel henved seksten af de første disciple, iblandt dem var Bartholomæus, Natanael, Saturnin, Judas, Barsabas, Simeon, der senere blev biskop i Jerusalem, Zakæus og Manaen, den profetiske, blindfødte, af Jesus helbredte yngling*).

*) Manaen her omtalte helbredelse, så hun i sin betragtning fredag 11. Okt. 1822 i Jesu 2. Læreår i en lille by halvanden time sydøst for Siba. Hvor han holdt Sabbat. (Måske den samme, som i Ap.G.13:1.)

96

Peter havde ingen ro; af kærlighed til Jesus drives han igen tilbage til den indre gård, som omgav huset, og man lod ham komme ind, da Nikodemus og Josef af Arimathæa straks i begyndelsen havde skaffet ham adgang. Han vendte ikke tilbage til retssalens forgård, men gik langs huset til højre mod indgangen til den runde sal bag retssalen, hvor bødlerne nu slæbte omkring med Jesus. Peter nærmede sig sky, og skønt han straks følte sig mistænkt, drev dog angsten for Jesus ham til at trænge sig frem til døren, der var spærret af pøblen, der så på forhånelserne. De slæbte netop Jesus, som var kronet med stråkrone, rundt om i kredsen; han så meget alvorligt og advarende hen på Peter, og Peter blev ude af sig selv af græmmelse. Han kæmpede 4og igen med frygten, og da han fra nogle af de omkringstående hørte ordene: »Hvem er den fyr?« gik han igen ud i gården og var så oprevet af medlidenhed og angst, at han kun kunne gå ganske langsomt. Da han så sig iagttaget, gik han igen ind i atrium og hen til ilden og sad der en god stund alene, indtil nogle, der havde set ham udenfor og set hans forvirring, også kom derhen og begyndte at more sig over optrinet med Jesus. En af dem sagde: »Sandelig, du hører også til hans tilhængere! Du er Galilæer, dit sprog røber dig!« Da ville Peter snakke sig fra det og gå bort, men Malkus broder trådte ham i møde og sagde: »Hvad, har jeg ikke set dig med ham i haven ved Oliebjerget? Har du ikke såret min broders øre?«

Da blev Peter helt ude af sig selv af skræk, han rev sig løs fra dem og begyndte på sin heftige måde at bande og sværge på, at han ikke kendte det menneske; så løb han fra atrium ud i gården; 'det var nu på den tid, hvor hanen atter galede, og Jesus førtes netop i dette øjeblik fra den runde sal gennem gården til fængslet. Han vendte sig og så ganske sørgmodigt på Peter, og Jesu ord: »før hanen galer to gange, skal du fornægte mig tre gange« randt med frygtelig styrke Peter i hu. Træt af sorg og angst havde han ganske glemt sit formastelige løfte på oliebjerget: hellere at ville dø end fornægte Herren, - og Herrens vedvarende formaning; ved Jesu blik følte han vægten af hele sin skyld. Han havde syndet mod sin mishandlede, uskyldigt dømte, tavse og lidende Mester, der så trofast havde advaret ham - han havde syndet mod ham. Som afsindig af anger styrtede han med tilhyllet hoved og bitterligt grædende ud i den ydre gård. Nu frygtede han ikke mere for at blive tiltalt; til enhver ville han have sagt, hvem han var, og hvor stor en synd der hvilede på ham.

Hvem drister sig til at sige, at han i en sådan fare, trængsel, angst, forvirring, i en sådan kamp mellem kærlighed og frygt, halvt sanseløs af smerte over nattens store sorg og med et så barnligt og samtidig så heftigt temperament ville have været stærkere end Peter? Herren overlod ham til hans egen styrke, så han blev svag som alle, der har glemt ordene: »Våg og bed, at i ikke skal falde i fristelse.«

Maria ved Kaifas domhus.

Den Hellige Jomfru vidste og kendte igennem sin stadige indre medoplevelse alt, hvad der var sket med Jesus. Hun gennemlevede alt i en åndelig betragtning og var hos ham og forenet med ham i inderlig bøn for hans bødler. Men hendes moderlige hjerte råbte stadig til Gud: »Lad dog ikke disse synder ske! Afvend dog disse pinsler fra min søn! « og hun længtes uimodståeligt efter at være i sin stakkels mishandlede søns nærhed. Da Johannes nu, efter det skrækkelige råb: »Han er skyldig til døden!« Fra Kaifas forgård var kommet til Lazarus hus i Jerusalem, og da han havde fortalt hende om alle Jesu frygtelige lidelser, som hun allerede kendte fra sin indre beskuelse, men nu af ham fik bekræftet, forlangte hun sammen med den næsten afsindige Magdalene og enkelte andre kvinder at blive bragt hen i nærheden af den lidende Jesus. Johannes, der kun havde forladt sin guddommelige Mester for at trøste hende, der næst efter Jesus stod ham nærmest, ledsagede derpå den Hellige Jomfru og de andre hellige kvinder derhen. Magdalene vandrede hændervridende mellem dem gennem de månelyse gader, hvor folk var begyndt at vende hjem. De gik tilhyllede, men deres forgrædte ansigter og uafbrudte klager henledte flere af Jesu fjenders opmærksomhed på dem, og mange bitre og højt udtalte smædeord om Herren forøgede deres smerte. Jesu moder gennemlevede i stadig inderlig betragtning Jesu lidelse, som hun dog som alt andet stille bevarede i sit hjerte, thi ligesom han led hun i tavshed. Da hun støttet af de hellige kvinder passerede en buegang, som vejen førte igennem, mødte hun nogle venligtsindede, som kom fra Kaifas domhus. De nærmede sig de hellige kvinder, og da de genkendte Jesu moder, hilste de hende i dyb med

98

ynk: »O, du ulykkeligste moder, du mest lidende moder, 0, du smertefulde moder til den helligste i Israel!« Maria takkede dem af ganske hjerte, og hun fortsatte skyndsomst sin tunge gang. Da hun nærmede sig Kaifas hus, førte vejen hende til den side af huset, der ligger modsat indgangen, hvor kun en mur omgiver det, medens man på den anden side skal gennem to gårde. Her ramte en ny, bitter sorg Jesu moder og hendes ledsagere. De måtte hen over en højere liggende, jævn plads, hvor man i fakkelskin under et let telttag tømrede Kristi kors. Jesu fjender havde, allerede da Judas drog bort med skaren, befalet, at når Jesus var taget til fange, skulle korset straks gøres i stand, for at der ingen frist skulle blive levnet Pilatus, thi de havde i sinde allerede på et tidligt tidspunkt at overgive Herren til hans dom og ventede ikke, at det skulle trække ud. De to røveres kors havde romerne allerede i stand. Her gennemboredes den smertefulde moders hjerte af arbejdernes forbandelser og hånsord mod Jesus, for hvis skyld de skulle arbejde om natten; og dog bad hun for de forblindede mennesker, der bandende beredte redskabet for deres egen forløsning og hendes søns pinefulde død.

Da hun var nået ind i den yderste gård, gik Maria omgivet af de hellige kvinder med Johannes hen i et hjørne ved porten til den næste gård; hendes sjæl var i usigelig smerte hos Jesus. Den Hellige Jomfru længtes meget efter, at porten skulle blive lukket op, og håbede ved Johannes mellemkomst at komme ind, thi hun følte, at kun denne port skilte hende fra hendes søn, der ved andet hanegal var blevet ført fra huset til fængslet under det. I samme øjeblik åbnedes porten, og forrest blandt dem, der gik ud, styrtede Peter med hænderne for ansigtet, med tilhyllet hoved og heftigt grædende mod dem. I måneskinnet og fakkellyset genkendte han straks Johannes og den Hellige Jomfru; det var, som trådte samvittigheden frem for ham i Marias skikkelse, efter at hendes søn havde vakt den. Ak, hvorledes lød det ikke for den stakkels Peter, da Maria talte til ham:

»Simon, hvorledes står det til med Jesus, min søn?« han formanede ikke at udholde hendes blik, han vendte sig hændervridende bort og kunne ikke tale, men Maria slap ham ikke; hun nærmede sig ham og sagde smerteligt: »Simon, Kefas søn, du svarer mig ikke?« da råbte Peter i dybeste smerte: »O moder, tal ikke til mig! Din søn lider umenneskeligt! Tal ikke til mig; de har dømt ham til døden, og jeg har skændigt fornægtet ham tre gange!« Da Johannes nærmede sig for at tale med ham, styrtede Peter som en vanvittig af sorg ud at

99

Gården, ud af byen til den hule ved Oliebjerget, hvor den bedende Jesu hænder er indtrykt i stenen. Jeg tror, at i denne hule har vor første fader Adam også gjort bod, da han kom hertil på den forbandede jord.

Medlidenheden med Jesus i denne hans nye smerte - smerten over at den samme apostel, den første som havde erkendt ham som Guds Søn, nu havde fornægtet ham, gjorde, at den Hellige Jomfru efter Peters ord sank sammen på stenen, hvor hun stod; der tryktes et spor af hendes hånd eller fod deri, som findes endnu, dog husker jeg ikke, hvor jeg har set den. Da de fleste mennesker ved Jesu fængsling var gået bort, blev porten stående åben, og så snart den Hellige Jomfru atter var kommet til sig selv, forlangte hun at komme nærmere til sin elskede søn. Johannes førte da hende og de hellige kvinder til Herrens fængsel. Vel kendte hun fuldtud Jesu tilstand og Jesus hendes, men den trofaste moder ville dog også med sine ydre sanser høre sin søns klage; hun mærkede også hans suk og de omkringståendes hån. Hun kunne dog ikke længe forblive ukendt her; Magdalene var for stærkt bevæget af sin smerte. Skønt den Hellige Jomfru også i sin ydre lidelses mådehold syntes vidunderlig værdig, hørte hun dog her på det korte stykke vej de bitre ord: »Er hun ikke galilæerens moder? Hendes søn kommer sikkert på korset, men da vel ikke før festen, thi da måtte han være den største nidding! « Da vendte hun sig, og ført af Ånden gik hun hen til ilden i atrium, hvor der kim var få mennesker tilbage; hendes ledsagere fulgte hende i stum sorg. På dette rædselens sted, hvor Jesus havde sagt, at han var Guds Søn, og hvor Satans yngel havde råbt, at han var skyldig til døden, lignede den af smerte overvældede moder mere en død end en levende. Johannes bragte hende tilligemed de andre kvinder bort derfra. Pøblen sagde intet, den tav og studsede; det var, som gik der en ren ånd gennem helvede.

Hun gik igen langs bagsiden af huset og over det frygtelige sted, hvor man var i færd med at gøre korset i stand. Som med dommen kunne de heller ikke blive færdige med korset. De måtte flere gange slæbe mere træ til, fordi dette eller hint slog fejl eller gik i stykker; tilsidst var de forskellige stykker træ sammenføjede, som Gud ville det. - jeg har haft flere syner om det; jeg så også engle, der ligesom forhindrede arbejdet, indtil det var udført efter Guds vilje, men da jeg ikke mere husker det så nøje, lader jeg det stå hen.

100

Jesus i fængslet.

Jesu fængsel ved Kaifas domhus var en lille, rund hvælving; jeg så, at en del af dette sted endnu er til. Kun to af de fire bøddelknægte blev hos ham, men de afløste ofte hinanden. Man havde endnu ikke givet Herren hans klæder tilbage; han bar kun den besudlede narrekåbe, og hans hænder var bundne. Da Herren trådte ind i fængslet, bad han til sin himmelske fader, om han ville tage alle de mishandlinger og forhånelser, som han indtil nu havde lidt og stadig skulle lide, som et sonoffer for hans plageånder og for de mennesker, der nogen sinde i lignende lidelser skulle forsynde sig ved utålmodighed eller vrede.

Heller ikke her lod bødlerne Herren i ro. De bandt ham midt i fængslet til en lav søjle og tillod ham ikke at læne sig til den, så at han dødtræt af fald og slag vaklede frem og tilbage på sine opsvulmede fødder. De hørte ikke op med at forhåne og mishandle ham, og når de to tilstedeværende var trætte, blev de afløst af de to andre, som begyndte på ny mishandling, straks de kom ind. Det er mig ikke muligt at gengive al den ondskab, de øvede mod denne, den reneste og helligste; jeg er for syg, jeg tror, jeg ville dø i medoplevelsen. Ak, hvor beskæmmende er det ikke for os, at vi af blødagtighed og væmmelse over lidelsen næppe formår at fortælle eller høre om de utallige lidelser og mishandlinger, som den uskyldige frelser tålmodigt led for os. Vi gribes derved af en rædsel lig morderens, der skal lægge sin hånd på den myrdedes sår. Jesus bar alt uden at åbne sin mund; det var mennesker og syndere, der rasede mod deres broder, deres frelser og Gud. Jeg er også en stakkels synderinde, også for min skyld har ban lidt alt dette. Men på dommens dag skal alt dette åbenbares; da skal vi alle se, hvorledes vi med vore synder, som vi atter og atter begår, på en mande fortsat billiger og tilslutter os den djævelske bandes mishandlinger af Guds Søn, da han som menneskesønnen var her på jorden. Hvis vi ret ville betænke det, så ville vi med langt større alvor end før bede hine ord, der forekommer i mange bodsbønner: »Herre, lad mig hellere dø, end at jeg endnu en gang skal såre dig ved synd!«

Stående i dette fængsel bad Jesus vedvarende for sine bødler, og da de tilsidst var blevet trætte og roligere, så jeg Jesus ganske omgivet af lys læne sig til pillen. Dagen gryede; hans uendelige lidelses og fyldestgørelses dag, dagen for vor forløsning kiggede frygtsomt

101

ned gennem en åbning over fængselsmuren til det hellige, mishandlede påskelam, som havde taget hele verdens synd på sig. Jesus hævede sine lænkede hænder mod den nye dag og bad højt og tydeligt en bøn til sin himmelske fader, hvor han takkede ham for denne dags frembrud, som allerede stamfædrene havde længtes efter, som han selv siden sit komme til jorden så længselsfuldt havde sukket efter og sagt: »Jeg skal lade mig døbe med en dåb, og hvor jeg længes efter, at denne bliver fuldbyrdet.« hvor bevægende var det ikke at se Herren takke for denne dag, der fuldendte hans livsmål og vor frelse, åbnede himlen, besejrede helvede, oplukkede velsignelsens kilder for menneskene og lod ham opfylde faderens vilje!

Jeg har bedt hans bøn med, men jeg kan ikke mere sige den; jeg var så syg af medlidenhed og græd så meget over hans smerter, da han takkede for al denne skrækkelige lidelse, som han også bar for mig, og jeg bad: »Ak, giv mig, giv mig dine smerter... De tilhører mig, de kommer af min skyld!« Dagen kiggede ind, og han hilste den så rørende smukt, at jeg tilintetgjort af kærlighed og medlidenhed som et barn sagde hans ord efter. Det var ubeskrivelig sørgmodigt, alvorsfuldt og helligt, som Jesus stod der lysende i det trange fængsel efter al nattens støj og takkede den store offerdags første lysstråle. Det var, som kom denne lysstråle til ham, som skarpretteren kommer til den dødsdømte i fængslet for i forvejen at forsone sig med ham, og han takkede den så hjerteligt. Bødlerne, der var trætte og syntes at være' sovet ind, så op og studsede; de forstyrrede ham ikke, de syntes forundrede og forskrækkede. Jesus må have været mere end en time i dette fængsel.

Judas ved domhuset.

Medens Jesus befandt sig i fængslet, kom Judas op til Kaifas domhus. Han var hidtil som en fortvivlet og drevet af Satan løbet omkring på den stejle sydside af Jerusalem: Hinnoms dalen, hvor al slags skam, knogler og ådsler lå. Han listede omkring og havde bundtet med sølvmønter hængende ved sit bælte. Nu var alt stille, og han spurgte, uden at blive kendt, vagten ved huset, hvorledes det ville gå galilæeren. De sagde: »Han er dømt til døden og vil blive korsfæstet.« andre hørte han tale om, hvor frygteligt Jesus var blevet behandlet, og hvor tålmodig han havde været; ved dagens frembrud ville han endnu en gang blive ført frem for det høje råd for højtideligt at blive dømt. Medens forræderen for ikke at blive genkendt havde samlet disse efterretninger hos forskellige, brød dagen frem, og der begyndte at spores bevægelse i huset. Judas trak sig tilbage til husets bagside for ikke at blive set, thi han frygtede for mennesker ligesom Kain, og der rugede en fortvivlelse i hans sjæl. Men hvad så han her? Det var stedet, hvor de havde arbejdet på korset; de enkelte stykker lå ordnede på jorden, og arbejderne sov indhyllede i deres tæpper. Himlen lyste hvid over Oliebjerget, det var, som om den blegnede ved at se vor forløsnings redskab. Judas så forfærdet på det og flygtede så; han havde set galgen, som han havde solgt sin Herre til. Han skjulte sig og ventede på den afsluttende dom.

V .

DOMFÆLDELSEN

Ved dagens frembrud, da det var blevet lyst, forsamledes Kaifas, Annas, de ældste og skriftkloge igen i den store retssal til et fuldt gyldigt møde, thi dommen om natten var ikke retsgyldig og skulle kun være et forudgående vidneforhør, fordi der var så knap tid inden festen. De fleste af rådet havde tilbragt resten af natten i Kaifas hus, dels i sideværelserne, dels på løjbænke over retssalen. Mange, som Nikodemus og Josef af Arimathæa, kom ved dagens frembrud. Det var en talrig forsamling, og hele deres færd var meget hastig. Da de nu holdt råd mod Jesus for at dømme ham til døren, imødegik Nikodemus, Josef af Arimathæa og enkelte andre Jesu fjender og forlangte, at sagen skulle opsættes til efter festen, for at der ikke skulle blive tumult; heller ikke kunne man grunde nogen retfærdig dom på nogen af de hidtil fremførte beskyldninger, fordi alle vidnerne havde modsagt hinanden. Ypperstepræsterne og deres store parti blev forbitrede over denne modstand og lod de anderledes sindede tydeligt mærke, at denne udtalelse visselig ikke kunne behage dem, fordi de derved drog den mistanke over sig: ikke at have været helt fri for deltagelse i galilæerens lære, og dermed skilte de alle dem, der var venligt sindede mod Jesus, ud fra rådet. Disse sagde sig fri for enhver andel i det, der nu måtte blive besluttet af rådet, forlod retssalen og begav sig til templet. De er efter denne begivenhed aldrig mere kommet ind i rådet. Kaifas befalede nu at føre den mishandlede og forvågede Jesus frem for rådet og ydermere således, at man straks efter dommen uden ophold kunne føre ham til Pilatus. Retsbetjentene ilede støjende ned i fængslet, overfaldt Jesus med skældsord, løste hans hænder, tog den pjaltede narrekåbe af ham og drev ham med slag til hurtigt at tage sin lange, vævede klædning på, som endnu var bedækket med al slags snavs; de bandt ham igen lænken om livet og førte ham ud af fængslet. Dette skete som alt andet i rivende hast og med gyselig råhed. Bødlerne drev ham med spot og slag som et offerdyr igennem soldaternes rækker og ind i

104

Retssalen, og da han kom til syne så frygtelig vansiret af mishandling, tilsøling og udmattelse, kun klædt i den lasede underklædning, forbitredes de endnu mere af væmmelse. Der fandtes ingen medynk i disse hårde, jødiske hjerter. Kaifas sagde forbitret og spottende til Jesus, der stod foran ham: »Hvis du er Herrens salvede, messias, så sig os det!« Da hævede Jesus hovedet og sagde med helligt tålmod og højtidelig alvor: »Om jeg sagde jer det, ville i ikke tro mig; om jeg gjorde jer spørgsmål derom, ville i ikke svare mig eller lade mig løs, men fra i dag skal menneskesønnen sidde ved Guds krafts højre hånd.« de så på hinanden og sagde ironisk og med latter: »Du er altså Guds Søn?« Jesus svarede med den evige sandheds stemme: »Ja, som i siger, jeg er det.« Efter dette Herrens ord talte alle i munden på hinanden. »Hvortil behøver vi flere beviser? Vi har jo selv hørt det af hans mund.« De rejste sig alle i det samme og brugte mund mod Jesus: Dette stakkels, forløbne, hjælpeløse menneske af lav herkomst ville være deres messias og sidde ved Guds højre hånd? De befalede bødlerne at binde ham og lod en lænke lægge om hans hals, som man gjorde med de dødsdømte, for at trække ham til Pilatus. De havde allerede tidligere sendt et bud, at Pilatus måtte holde sig rede til at dømme en forbryder, da det på grund af festen måtte ske hurtigt. De knurrede indbyrdes over den romerske landshøvding, som de nu først skulle til; selv kunne de i sager, der angik andet end deres religion og tempellove, intet foretage sig, og de kunne ingen dødsdom fælde. For med større ret at få Jesus dødsdømt, angav de ham som oprører mod kejseren, og så tilkom det hovedsagelig den romerske landshøvding at fælde dommen. Soldaterne var allerede opstillet i forgården, og mange af Jesu fjender og andet pak var forsamlet udenfor huset. Ypperstepræsterne og en del af rådet drog forud, derpå kom frelseren mellem bødler og omgivet af soldater, til sidst fulgte pøblen. Så drog de ned ad stien til den nedre by, til Pilatus palads. En del af de tilstedeværende præster var gået op til templet, hvor der i dag var meget at gøre.

Judas fortvivlelse.

Judas, forræderen, der ikke havde fjernet sig ret langt bort, hørte larmen af toget og samtaler fra mange forbitrede, for eksempel: »Nu fører de ham til Pilatus det høje råd har dømt ham han bliver

105

korsfæstet leve kan han heller ikke, de har tilredt ham for frygteligt - han er tålmodig, så det er forfærdende, han er tavs; han sagde kun, at han var messias og skulle sidde ved Guds højre hånd, derfor bliver han korsfæstet - hvis han ikke havde sagt det, ville de ikke have kunnet dømme ham til døden, men nu bliver han korsfæstet! Slynglen, der har solgt ham, var hans apostel og havde en stund forvejen spist påskelammet med ham; jeg ville ikke have del i den gerning, lad Galilæeren være, som han vil, han har dog ikke for penge bragt en ven i døden - sandelig, skurken fortjente også at blive hængt!«

Nu kæmpede angst, for sildig anger og fortvivlelse i Judas sjæl. Satan fik ham til at løbe. Knippet med sølvmønterne, som hang ved hans bælte under kappen, var som en helvedes spore; han holdt det fast med hånden, for at det ikke skulle rasle, mens han løb. Han løb ilsomt - ikke efter optoget for at kaste sig for Jesus på vejen og bønfalde frelseren om tilgivelse, ikke for at dø med ham, ikke for angrende at bekende sin skyld for Gud, men for at skyde sin skyld fra sig og løse sig fra forræder lønnen hos menneskene løb han som en vanvittig ind i templet, hvor flere af rådet samt de tjenstgørende præster, forstandere og de ældste efter Jesu domfældelse havde begivet sig hen. De så forundrede på hinanden og heftede derpå med hånende latter deres blik på Judas, der jaget af fortvivlet anger og ganske ukendelig trådte frem for dem. Idet han rev knippet med de sammenkædede sølvmønter fra sit bælte, holdt han det frem med højre hånd og sagde med heftig angst: »Tag jeres penge igen, ved dem har i forført mig og fået mig til at udlevere den retfærdige! Tag jeres penge igen, giv Jesus fri! Jeg hæver min overenskomst! Jeg har syndet svarlig, og jeg har forrådt uskyldigt blod.« Præsterne viste ham nu hele deres foragt; de trak hænderne til sig for ikke at blive urene ved at berøre de penge, han holdt frem mod dem - hans forræder løn - og sagde: »Hvad angår det os, at du har syndet? Tror du, at du har solgt uskyldigt blod, så se du dertil, det bliver din sag; vi ved, hvad vi har købt af dig, og fandt ham skyldig til døden; du har fået dine penge, vi vil ikke have dem.« Med disse ord, som blev sagt hurtigt og som af folk, der vil være nogen kvit, vendte de sig fra Judas. Han blev ved denne behandling grebet af en forbitrelse og en fortvivlelse, som var han blevet vanvittig; hans hår rejste sig, han sønderrev med begge hænder knippet, som sølvmønterne

106

var hæftede sammen i, slyngede dem ind i templet og flygtede ud af byen.

Jeg så ham igen løbe, som en rasende, i Hinnoms dal; ved hans side så jeg Satan i en frygtelig skikkelse; for at bringe ham til fortvivlelse tilhviskede han ham alle profeternes forbandelser over denne dal, hvor jøderne engang havde ofret deres egne børn til Afguderne. Det var, som om alle disse ord henviste til ham, som for eksempel: »De vil gå ud og betragte ligene af dem, der har syndet mod mig, hvis orm ikke dør, hvis ild ikke slukkes.« det lød atter i hans øre: »Kain, hvor er din broder? Hans blod råber til mig. Forbandet være du på jorden, omstrejfende og flygtende!« Da han kom til Kedrons bæk og så mod Oliebjerget, gøs han og vendte øjnene bort, thi han huskede ordene: »Ven, hvorfor er du kommet? Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?« Da blev det hele så frygteligt for ham, hans tanker forvirredes, og fjenden hviskede ham i øret: »Her over Kedron flygtede David for Absalon, Absalon døde hængende i et træ. David har også sunget om dig, da han sagde: De har gengældt godt med ondt, en hård dommer skal han få, og Satan skal stå ved hans højre, hver domstol skal fordømme ham, få dage skal han leve, hans embede skal en anden få. Herren skal altid huske hans faders ondskab og hans moders synd, fordi han uden barmhjertighed har forfulgt den ulykkelige, dræbt den bedrøvede; han har elsket forbandelsen, og som vand trængte den ind i hans indvolde, som olie i hans knogler; som en klædning er forbandelsen om ham, som et bælte, der evigt omgjorde ham; «

I et frygteligt samvittighedsnag var Judas kommet til et sted, som var fuldt af grus, skam og pøle; det var sydøst for Jerusalem ved forargelsens bjerg, hvor ingen kunne se ham. Fra byen hørtes ofte stærk støj, og Satan tilhviskede ham: »Nu bliver han ført til døden. Du har solgt ham. Ved du, hvad der står i loven? Den, der af sine brødre af Israels børn sælger en sjæl og får betaling for den, han skal dø døden. Gør en ende på det, elendige! Gør en ende på det!« Da tog Judas sit bælte og hængte sig i et træ, der med flere stammer*) voksede i en fordybning, og da han hang, brast hans legeme, og hans indvolde væltede ud på jorden.

*) fortællerinden beskrev dette træ meget udførligt, men hun var så syg og svag, at det ikke kunne opfattes.

107

Jesus bliver ført for Pilatus.

Den vej, ad hvilken Herren på en så grusom måde førtes fra Kaifas til Pilatus, gennemskar den mest befærdede del af byen, der nu myldrede af påskegæster og adskillige besøgende fra hele landet. Toget gik fra Sions bjerg mod nord gennem en tætbygget dal, derefter gennem bydelen Accra og langs templets vestside til Pilatus' palads og domhus, der ved det nordvestlige hjørne af templet lå lige overfor forum eller torvet. Kaifas, Annas og en stor del af det høje råd skred i festlige dragter foran toget, og skriftrullerne blev båret efter dem. Derpå fulgte andre skriftkloge og jøder; blandt dem var de falske vidner og de forbitrede Farisæere, der havde været særlig virksomme under anklagen mod Herren. Et lille stykke efter kom vor kære Herre Jesus, ført i reb af bødlerne og omgivet af soldater og hine seks embedsmænd, der havde været til stede ved tilfangetagelsen. Megen pøbel strømmede til fra alle sider og sluttede sig til toget under skrig og skrål; overalt på vejen ventede folk i tætte klynger.

Jesus var kun klædt i sin vævede, snavsede og plettede underklædning; fra hans hals hang ned til knæene den lange lænke, som stødte mod hans knæ, når han gik, og hans hænder var bundne som i går; de fire bødler trak ham i strikker, der var gjort fast i bæltet. Efter denne nats frygtelige mishandlinger var han ganske ukendelig, et sandt jammerens billede med forrevet hår og skæg, et blegt ansigt, som var blodunderløben og opsvulmet af slag. Man havde ophidset pøblen til ved dette tog at håne hans kongelige indtog palmesøndag. Man råbte alle slags spottende kongenavne til ham og kastede sten, knipler, træstykker og smudsige pjalter for hans fødder på vejen, og man sang smædeviser for at minde ham om hans festlige indtog. Bødlerne trak ham i strikkerne med skub og stød over disse forhindringer, hele vandringen var en fortsat mishandling. Ikke langt fra Kaifas hus ventede Jesu moder med Johannes og Magdalene på toget, idet de trykkede sig ind i et hjørne af en bygning. Hele hendes sjæl var hos Jesus, men også legemligt ville hun være ham nær, derfor drev kærligheden hende frem på hans vej og i hans fodspor. Hun havde efter sin natlige gang. Til Kaifas domhus kun haft tid til at dvæle et øjeblik i stum smerte i nadversalen, thi næppe var Jesus ude af fængslet for at føres til dommen, før hun rejste sig, hyllede sig i sin kåbe og sit slør og sagde til Johannes og Magdalene, idet

hun gik foran: »Vi vil følge min søn til Pilatus, jeg vil se ham med mine egne øjne.« ad en genvej var de gået forud for toget, og den Hellige Jomfru blev stående her for at vente sammen med de andre. Jesu moder vidste godt, hvorledes det stod til med hendes søn; i Ånden skuede hun ham stadig, men hendes indre øje kunne ikke opfatte ham så ukendelig og så mishandlet, som han ved menneskenes ondskab var blevet; hun så nok stadig hans frygtelige lidelser, men han var stedse gennemstrålet af sin ofrende viljes hellighed, kærlighed og tålmodighed. Nu trådte virkeligheden frem for hende. Jesu stolte fjender, den sande Guds ypperstepræster, drog klædt i de hellige festklæder forbi hende med det forehavende at myrde Gud, fulde af lunkenhed, svig, bedrageri og forbitrelse. Guds præster var blevet Satans præster - et skrækkeligt syn! Derefter folks skrål og støj, alle de medsammensvorende fjender og anklagere og endelig Guds Søn, menneskesønnen, hendes søn - vederstyggelig, ukendelig, mishandlet, bundet, forslået, mere vaklende end gående, trukket af frygtelige bødler i en sky af forhånelser og forbandelse. Havde han ikke været den ulykkeligste, den elendigste, den eneste roligt bedende i denne malstrøm af tøjlesløs ondskab, ville hun ikke have genkendt ham i denne forfærdelige tilstand. Da han nærmede sig, klagede hun på menneskelig vis: »Ve, er dette min søn! Ak, det er min søn, Jesus, min Jesus!« Toget drog forbi hende, Herren så fuld af kærlighed hen på sin moder, og hun mistede bevidstheden. Johannes og Magdalene førte hende bort, men næppe var hun kommet til sig selv, før hun igen af Johannes lod sig føre til Pilatus palads. At venner forlader en i nøden, måtte Jesus også opleve på sin vej, thi indbyggerne i Ophel var alle samlede på eet sted ved vejen, og da de så Jesus foragtet, så ukendelig, mellem bødler, spottet og mishandlet, blev de også rystede i deres tro. De kunne ikke forestille sig, at kongen, profeten, messias, Guds Søn kunne være i en sådan tilstand. De blev hånet af de forbi dragende Farisæere, fordi de var Jesu tilhængere: »Se, der er jeres rene konge, hils på ham! Nå, surmuler i, når han går til sin kroning og snart skal bestige tronen? Nu er det forbi med undergerninger; ypperstepræsten har sat en stopper for hans trolddom!« Disse gode folk, der havde modtaget så mange helbredelser og så megen nåde af Jesus, blev ved at se det frygtelige skue, som landets helligste mænd, ypperstepræsterne og synedriet, viste dem, vaklende i deres tro. De bedre trak sig nølende tilbage; de sletteste sluttede sig til toget, hvor de ellers kunne komme til, thi Farisæernes vagt hindrede tilgang for at undgå oprør.

Pilatus palads og dets omgivelser.

Ved foden af tempelbjergets nordvest hjørne (sandsynligvis tæt ved borgen Antonia, som hun ofte sagde, lå her.) ligger den romerske landshøvding Pilatus palads; det ligger temmelig højt, thi man stiger flere trin op ad en marmortrappe og ser derfra ud over en rummelig plads foran paladset, hvor der under søjlegangene er der til købmændene. Et vagthus, som har fire indgange: Mod vest, nord, øst og syd, afbryder, der hvor Pilatus palads ligger, bygningerne på dette torv, som kaldes forum, og som mod vest strækker sig ud over tempelbjergets nordvest hjørne; fra denne side af forum kan man se hen til Sions bjerg. Forum ligger noget højere end de omliggende gader, der skråner jævnt op mod dets indgange; husene i de nære gader støder på enkelte steder op til ydersiden af søjlegangene omkring pladsen. Pilatus palads støder ikke umiddelbart op til forum, men er skilt fra det ved en rummelig gård. Denne gård har mod øst en portbue, der fører lige til gaden mod Fåreporten, hvor man går op til Oliebjerget; på den vestre side har gården atter en portbue, der fører til byens vestside gennem bydelen Accra. Fra Pilatus trappe ser man over gården mod nord fil forum, ved hvis indgang der er anbragt søjler og nogle stensæder hen imod Pilatus gård. Til disse sæder nærmede de jødiske præster sig Pilatus domhus, men ikke længere for ikke at blive urene; grænsen var afmærket med en linie i stenbroen. Ved den vestlige bueport i gården var der bygget et stort vagthus, der mod nord stod i forbindelse med forum og mod syd gennem bueporten med Pilatus præteritum. Prætoriet hedder den del af Pilatus palads, hvor han holder dom. Vagthuset er omgivet af søjlegange og har i midten en gård uden tag; under det er der fængsler, hvor de to røvere sad indespærrede. Her vrimlede det med romerske soldater. Ikke langt fra dette vagthus står nærmest boderne hudstrygningssøjlen. Der står flere søjler på torvet endnu, de nærmeste til legemsstraffe, de fjerneste til at binde det falbudte kvæg ved. Lige overfor vagthuset på forum findes der en

110

smuk, tavlet terrasse med trin, et tingsted med stenbænke; fra dette sted, der hedder Gabbatha, forkynder Pilatus sine højtidelige domme. Den marmortrappe, der stiger op til Pilatus palads, fører op til en åben terrasse; det var herfra, han talte med anklagerne, der sad nærmest forums indgang på stenbænke. Når der taltes højt, kunne man gensidig forstå hinanden. Bag Pilatus palads ligger højere terrasser med haver og lysthuse. Ved disse haver stod Pilatus palads

i forbindelse med hans hustru Claudia Procles bolig. Bag bygningerne er der en grav (måske en af borgen Antonias voldgrave), der adskiller dem fra tempelbjerget. Tempeltjenernes boliger ligger også der bagved.

Pilatus palads støder mod øst til den gamle Herodes råd - eller domhus, i hvis gård engang flere uskyldige børn blev dræbt; det er blevet noget bygget om siden dengang. Indgangen er nu fra øst; men Pilatus har også en indgang fra sit forhus. I denne del af byen løber fire gader fra øst mod vest; tre fører til Pilatus palads og Forum, den fjerde mod forums nordside til den port, ad hvilken man går til Bethsur. I denne gade og nær ved porten ligger den smukke bygning, Lazarus ejer i Jerusalem, hvor også Martha har sin egen bolig.

Den gade, som ligger nærmest templet, fører ud gennem Fåreporten; gennem den kommer man til højre til Fåredammen, der ligger så nær ved muren, at denne er bygget i buer over dammen. Foran muren har den et afløb til Josafats dal, hvorved der er blevet sumpet omkring porten. Denne dam omgives af mange bygninger.

I den anden gade ligger Marias moder, den Hellige Annas hus og gård, hvor hun og hendes familie opholdt sig, og hvor de satte offerkvæget ind, når de var i Jerusalem ved festerne. I dette hus er også, så vidt jeg husker, Josefs og Marias bryllup blevet fejret.

Forum ligger, som jeg sagde, højere end de omkringliggende gader, og der løber rendestene ned derfra til Fåredammen. På bjerget Sion strækker der sig også et forum hen foran Davids forhenværende borg; i sydøstlig retning ligger i dennes nærhed Nadversalen og i nordøstlig retning ligger Annas og Kaifas domhus. Davids borg er nu en forladt, ødelagt fæstning med tomme gårde, stalde og kamre, som udlejes til karavaner og rejsende med deres lastdyr. Denne bygning har allerede længe ligget øde; jeg så den allerede ved Kristi fødsel i dens nuværende forfatning, det var, da de hellige tre kongers karavane blev ført ind gennem porten ligefor.

111

Når fortidens store kongepaladser eller templer bliver vist mig

i betragtninger, tænker jeg altid på, at det er ligesom i vore dage, et par tusind år senere; her ligger også mangen stor gerning, som i sin tid blev opført under møje og trofasthed, forødt hen: jeg tænker på kirker og klostre, der hærges og ødelægges eller bruges til verdslige og ikke altid syndefrit formål. Mit klosters lille kirke, der var mig himlen på jorden, hvor himlens og jordens konge i den Hellige Nadver så gerne boede hos os stakkels synderinder, står uden tag med ituslåede vinduer, og endog gulvet måtte afstå alle sine gravsten. I vort stakkels lille kloster var jeg så salig som nogen konge i min celle og med min stol, som var itu, fordi jeg kunne se hen mod den kant i kirken, hvor den Hellige Nadver stod i kalken. Vort lille kloster... Hvad vil det være om en årrække? Om nogen tid vil man næppe længere vide, at en skare sjæle, som var viede til Gud, der har bedt til Gud for hele verden og for alle forladte sjæle. Men Gud ved det, hos ham går intet i glemmebogen, hos ham er fortid og fremtid nuværende. Han er, han var, og som han i alle de gamle fortællinger var nærværende for mig, således er hos ham alt godt og tillige alt ondt, som blev gjort på glemte steder, gemt til regnskabets dag, hvor alt skal betales til den sidste hvid. For Gud gælder ingen persons eller rangs anseelse, han holder også regnskab med Nabots vingård. (1 Kongebog 21:1-29.) Jeg har ofte hørt, at vort lille kloster var grundlagt af et par fattige nonner med blot et krus olie og en sæk bønner. Alle redelige renter af denne kapital og af enhver anden kapital vil blive afkrævet den dag. Man hører ofte, at en stakkels sjæl på grund af et par ikke erstattede skillinger ikke kan få ro; Gud give dem, som nogen sinde kommer til at råde over fattige eller kirkens gods, disse goder og give dem den evige fred. (Fortællerindens meddelelser var ofte fyldt med refleksioner af denne slags, og det ovenstående fortsætter så naturligt fra betragtningen af Davids borg, at vi her har fremstillet det som et billede på hendes betragtningsmåde.)

Jesus for Pilatus.

Efter vor tidsregning var det omtrent klokken 6 morgen, at optoget med ypperstepræsterne og Farisæerne med den mishandlede frelser kom til Pilatus palads. Mellem torvet og indgangen til domhuset var der sæder på begge sider af vejen, og her stillede Annas, Kaifas

112

og rådet sig op uden at gå videre. Jesus blev af bødlerne ført noget længere frem til Pilatus trappe. Da de ankom, lå Pilatus på en slags løjbænk; der stod et lille bord på tre ben ved siden af ham, hvorpå der lå nogle standskendetegn og sager; som jeg ikke mere kan huske. Der stod officerer og soldater omkring ham; der var også opstillet romerske standarder rundt om ham. Ypperstepræsterne og jøderne holdt sig fjernt fra domhuset for ikke efter loven at blive urene; den bestemte grænse overskred de ikke.

Da Pilatus så dem komme så hurtigt og med så megen støj og så den mishandlede Jesus blive ført hen til sin trappe, rejste han sig og talte foragteligt til dem - omtrent som en hoffærdig fransk marskal ville tale til en lille bys udsendinge. »Hvad har i nu igen for så tidligt? Hvorfor har i tilredt det menneske så skrækkeligt? I begynder tidligt at flå og slagte!« De råbte til bødlerne: »Frem med ham, ind i domhuset!« Så vendte de sig til Pilatus: »Hør vore klager over forbryderen; vi kan ikke komme ind i domhuset for ikke at blive urene! «

Efter disse deres første højt udtalte ord råbte en stor, stærk og ærværdig mand af folket, som trængtes bag dem på forum: »Ja vist, i tør ikke komme ind i dette rådhus, thi det er blevet helligt ved uskyldigt blod; kun han tør komme ind, thi han er ren blandt jøderne som de uskyldige!« Efter at han med stor sindsbevægelse havde råbt således, forsvandt han i mængden. Han hed Zadok og var en velhavende mand, fætter til Seraphias (Veronikas) mand; to af hans små drenge havde været blandt de uskyldige børn, som på Herodes befaling var blevet myrdede i rådhusets gård. Han havde siden med sin hustru trukket sig helt tilbage og levede i afholdenhed som Essener. Han havde en gang set Jesus og hørt ham lære hos Lazarus, og i det øjeblik, han så den uskyldige Jesus blive trukket så ubarmhjertigt op ad trappen, kom erindringen om hans myrdede børn op i hans hjerte, og han aflagde dette vidnesbyrd om Herrens uskyld. Jesu fjender var alt for opbragte over Pilatus væsen og deres ydmygende stilling overfor ham til at lægge mærke til dette råb.

Jesus blev af bødlerne slæbt op ad de mange marmortrin og kom til at stå i baggrunden af terrassen, fra hvilken Pilatus talte til hans anklagere. Da han så Jesus, om hvem allerede adskillige rygter var kommet ham for øre, så skrækkelig mishandlet og elendig og dog med et så uforstyrret udtryk af værdighed - da han så ham således blive ført frem, voksede hans kvalmende foragt for de jødiske

113

Præster og randet. De havde før meddelt ham, at de ville føre Jesus af Nazareth, som de fandt skyldig til døden, frem for hans dom, og han lod dem mærke, at han ikke var tilbøjelig til at dømme Jesus uden bevist skyld. Han talte derfor på samme tid hånligt og bydende til ypperstepræsterne: »Hvilken skyld har i så at fremføre hos dette menneske?« Hvorpå de fortørnede svarede: »Hvis vi ikke havde anset ham for en forbryder, ville vi heller ikke have kommet med ham til dig.« Da sagde Pilatus: »Nå, så tag ham og døm ham efter jeres lov!« Herpå svarede de: »Du ved, at retten til at fuldbyrde en dødsdom ikke er os tilstået.«

Jesu fjender var forbitrede, og alle forhandlinger gik for sig med en rivende fart og heftighed, for at de kunne blive færdige med Jesus til deres lovbefalede festtid, så at de kunne slagte påskelammet. De vidste ikke, at han var det sande påskelam, som de selv havde ført ind i den hedenske afgudsdyrkers domhus, hvis tærskel de ikke måtte overskride, da de ellers ville blive urene og i dag ikke ville kunne spise påskelammet.

Da nu landshøvdingen opfordrede dem til at komme med deres klager, begyndte de på dem, idet de fremkom med tre hovedanklager mod Jesus; til hver af dem optrådte ti vidner. De opstillede klagerne således, at Jesus syntes at være en oprører mod kejseren, og Pilatus derfor måtte dømme ham, thi i de sager, der angik deres religion og tempellove, kunne de selv håndhæve loven. Først klagede de: »Jesus var en folkefører, en urostifter, en agitator,« og de fremførte beviser, som støttedes af vidner. De sagde: »Han drager omkring, holder store møder, bryder sabbatten, helbreder på sabbatten.« da afbrød Pilatus dem hånligt: »I er altså ikke syge? Ellers ville helbredelsen vel knap vække så stor en forargelse.« De vedblev: »Han forfører folket med en frygtelig lære, thi han siger, man skal spise hans kød og drikke hans blod, da vil man få det evige liv.«

Pilatus ærgrede sig over den hidsighed, hvormed de fremførte alt dette. Han så leende hen på sine officerer og tilkastede jøderne spydige bemærkninger som f. Eks.: »Det ser næsten ud, som om i fulgte hans lære og vil have det evige liv; i ser ud, som om i kunne æde hans kød og blod.«

Den anden hovedbeskyldning var: »Jesus ophidser folket til ikke at betale kejseren skat.« her afbrød Pilatus dem vredt, og som en, der har pligt til at vide besked med den slags ting, sagde han vis

114

i sin sag: »Det er løgn, det ved jeg bedre!« - Med råb kom nu jøderne med den tredje hovedanklage: »Det kan være, som det være vil, men dette menneske af simpel og mistænkelig herkomst har fået mange tilhængere og har råbt ve over Jerusalem. Han strør også tvetydige lignelser ud blandt folket om en konge, der vil holde sin søns bryllup. Allerede en gang har en mængde folk, som var samlede om ham på et bjerg, villet gøre ham til konge, men det kom ham for tidligt, og han skjulte sig dengang. I den sidste tid har han dog vovet sig længere frem, han har holdt et larmende indtog i Jerusalem og ladet sig tilråbe: hosianna, du Davids søn! Højlovet vor fader Davids rige, som kommer! Og han har ladet sig vise kongelig ære, thi han lærer, at han er Kristus, Herrens salvede, Messias, der er jødernes forjættede konge, og han lader sig også kalde det.« også disse beskyldninger blev bekræftede af ti vidner.

Ved den beskyldning, at Jesus lod sig kalde Kristus, jødernes konge, blev Pilatus noget eftertænksom. Han gik fra den åbne terrasse ind i retssalen, og idet han gik forbi, kastede han et undersøgende blik på Jesus, idet han befalede vagten at føre Herren ind i retssalen.

Pilatus var en forvirret, overtroisk og vægelsindet hedning; han havde alle slags tågede forestillinger om sine guders sønner, der havde boet på jorden; det var ham heller ikke ubekendt, at jødernes profeter for lang tid tilbage havde forudsagt en Guds salvede, en forløser og befrier, en konge, og at mange jøder ventede på ham. Han vidste også, at konger fra østerland havde været hos den gamle Herodes og spurgt efter en nyfødt jødernes konge, som de ville tilbede, og at derfor mange børn på Herodes befaling var blevet myrdede. Hine sagn om messias, en jødernes konge, vidste han besked om, men som ivrig afgudsdyrker troede han ikke på dem, han kunne heller ikke tænke sig, hvad det skulle være for en konge. Han har højst tænkt sig ham således, som de daværende oplyste jøder og Herodianerne gjorde, der tænkte sig ham som en sejrrig, mægtig hersker; derfor fandt han den beskyldning latterlig, at Jesus, der stod der så elendig og ussel foran ham, skulle have udgivet sig for denne Guds salvede, denne konge. Da jøderne imidlertid havde fremført dette som en krænkelse mod kejserens ret, lod han frelseren komme

i forhør.

Pilatus så forundret på Jesus og sagde til ham: »Du er altså jødernes konge?« Jesus svarede ham: »Siger du dette af dig selv eller har andre sagt det om mig?« da blev Pilatus vred over, at Jesus kunne tro ham så tåbelig af eget påfund at spørge et så usselt og elendigt menneske, om han var konge, og han sagde affejende sådan noget som: »Er jeg måske jøde, at jeg skulle vide besked om sådan noget jammerligt noget? Dit folk og dets præster har overgivet dig til mig med den påstand, at du er skyldig til døden; hvad har du da gjort?« Herpå svarede Jesus ham højtideligt: »Mit rige er ikke af denne verden; var mit rige af denne verden, så havde jeg tjenere, der ville have kæmpet for mig, at jeg ikke var blevet udleveret til jøderne; men mit rige er ikke af denne verden.« - Pilatus hørte disse Jesu alvorlige ord med en slags betagelse og sagde eftertænksomt til ham: »Så er du altså dog konge?« Og Jesus svarede: »Som du siger, ja, jeg er konge. Jeg er født og kommen til verden for at vidne om sandhed, og hver den, der er af sandhed, hører min røst.« - Da så Pilatus på ham og sagde, idet han rejste sig:

»Sandhed? Hvad er sandhed?« Og der blev sagt noget, som jeg ikke mere rigtig kan huske. Pilatus gik igen ud på terrassen; han kunne ikke forstå Jesus, men så meget vidste han nu om ham, at han ikke var en konge, der ville skade kejseren, at han ikke tog noget rige i besiddelse i denne verden; men et rige i den anden verden brød kejseren sig ikke om. Han råbte til ypperstepræsterne fra terrassen:

»Jeg finder ingen skyld hos dette menneske!« - Da blev Jesu fjender på ny forbitrede og kom med en strøm af beskyldninger imod ham. Herren stod tavs og bad for de stakkels mennesker, og da Pilatus vendte sig mod ham og sagde: »Har du intet at svare på disse anklager?« sagde han ikke et ord, så at Pilatus højligt forundret sagde til ham: »Jeg ser godt, at de lyver dig på.« - (Han brugte i stedet for »lyve« et andet udtryk, som jeg har glemt). Anklagerne vedblev i deres harme og sagde: »Hvad? Finder du ingen skyld hos ham? Er det ingen skyld, at han oprører folket? Han udbreder sin lære fra Galilæa hertil og over det hele land.«

Da Pilatus hørte ordet Galilæa, tænkte han et øjeblik efter og spurgte så dem dernede: »Er dette menneske fra Galilæa, altså en af Herodes undersåtter? Og anklagerne svarede: »Ja, for hans forældre boede i Nazareth, og nu er Kapernaum hans opholdssted.« Pilatus sagde så: »Når han altså er Galilæer og en af Herodes undersåtter, så før ham til Herodes, han er her til festen og kan dømme ham.« Han lod nu Jesus igen bringe ned til jøderne, sendte en officer til Herodes for at melde, at en af hans undersåtter, en galilæer - Jesus af Nazareth, blev sendt til ham for at dømmes af ham. Pilatus var glad over, at han på denne måde kunne skyde sagen fra sig, thi den forekom ham uhyggelig, og desuden havde han en politisk hensigt med det: at vise Herodes, der altid havde været begærlig efter at se Jesus, en høflighed, thi de var uvenner.

Jesu fjender var i højeste grad forbitrede over lige for alt folket at blive afvist af Pilatus og nu være nødt til at drage til Herodes. De lod Jesus undgælde for det og rasede gennem deres tjenere mod ham, idet de på ny med stød og slag og stormende hast drev ham over det menneskefyldte forum, gennem gaderne og til Herodes palads, der ikke lå langt borte. Der fulgte romerske soldater med.

Claudia Procles, Pilatus hustru, havde under den sidste forhandling ved en tjener ladet Pilatus vide, at hun indtrængende bad om at tale med ham, og da Jesus blev ført til Herodes, stod hun skjult på et højtliggende galleri og så med stor angst og bedrøvelse toget drage over forum.

Korsvejsandagten opstår.

Jesu moder, Magdalene og Johannes havde under hele anklagen hos Pilatus stået blandt folk i et hjørne ved en bod og med angstens smerte hørt larmen og råbene. Da Jesus blev bragt for Herodes, førte Johannes den Hellige Jomfru og Magdalene den smertelige vej tilbage, og de gik atter den hele vej fra Kaifas til Annas, gennem Ophel til Getsemane mod Oliebjerget; overalt hvor han var faldet, og hvor han havde lidt ondt, stod de stille, sørgede og led hans smerter. Ofte sank den Hellige Jomfru ned på jorden, hvor han var faldet, og kyssede den, Magdalene vred hænderne, og Johannes græd, trøstede dem og førte dem videre. Dette var den første begyndelse til kirkens hellige korsvejsandagt, en medlidende betragtning og tilbedelse af Jesu lidelser, endnu før de var endt. Allerede dengang begyndte menneskehedens blomst, den jomfruelige gudsmoder, kirkens andagt til forløserens smerte, allerede dengang da han var midt i sin lidelse, begræd og tilbad den udvalgte, nåderige moder sin søns og sin Guds fodspor. Hvilken medlidenhed! Hvor gik sværdet dog med frygtelig kraft skærende og smertende gennem hendes hjerte! Hun, hvis salige liv havde båret ham, hvis salige bryst havde næret ham, den salige hvem ordet, der i begyndelsen var hos Gud og var Gud, virkeligt og væsentligt tilhørte, hun, som havde gemt og bevaret: ham i ni måneder under sit nådefulde hjerte. Hun, som havde plejet, passet og ernæret ham ved sit bryst, som havde båret og følt hans liv inden menneskene, modtaget velsignelse, lære, helbredende hjælp af ham, hun, som led og delte alt med Jesus - også hans længsel efter menneskenes forløsning ved hans bitre lidelse og død. Ligesom den Evige Fader ikke har skånet Sin Enbårne Søn, men har hengivet Ham for os, således har heller ikke den Helligste Moder skånet sit livs velsignede frugt, men har indvilget i, at den blev ofret på korset som det sande påskelam. Og således er Maria gennem sin søn og næst ham medårsagen til vor frelse, vor medforløserinde, vor midler og mægtigste forberederinde hos Gud, nådens og barmhjertighedens moder. Alle den gamle pagts retfærdige, fra vore stamforældre til den yngste i Abrahams skød, vandrede, bad og ofrede i dag sammen med Guds moder, alle patriarkers og profeters dronning. Men også til alle tiders ende er det kun forundt dem, der er opfyldt af barnlig kærlighed til Maria, at øve andagten til den hellige korsvej, som hun selv har overgivet kirken, og ved hjælp af denne velsignelsesrige og gudvelbehagelige andagt at gå frem i tro og kærlighed til frelseren. Det er en kun lidt påagtet men overordentlig betydningsfuld kendsgerning, at der, hvor kærligheden til Maria og betragtningen og rosenkransens hemmeligheder kølnes, der går også korsvejsandagten, ja, selve troen på det kostbare blods uendelige værdi tabt.

Magdalene var som vanvittig af sorg. Hun følte en umådelig kærlighed til Jesus, men når hun i kærlighed ønskede at udøse sin sjæl for hans fødder som nardussalve over hans hoved, så, så hun, fuld af rædsel, mellem sig og forløseren sin synds afgrund. Uendelig var hendes anger over hendes synder, uendelig hendes taknemmelighed over hans tilgivelse, og når nu hendes kærlighed og taknemmelighed som røgelse ville stige op til ham, så, så hun Jesus mishandlet blive ført til døden også for hendes synder, som han havde taget på sig. Hendes sjæl var som opløst af taknemmelighed og kærlighed, af smerte og bitterhed, af sorg og veklage; thi hun så og følte også sit folks utaknemmelighed og blodskyld, da det overgav dets frelser til den forsmædelige korsdød. Alt dette kom til udtryk i hendes hele fremtoning, hendes ord og bevægelser. Johannes var opfyldt af den samme medlidenhed og kærlighed som Magdalene, men hans rene hjertes aldrig plettede uskyld undte hans sjæl en større ro.

118

Pilatus og hans hustru.

Medens Jesus førtes til Herodes og der led forsmædelse, så jeg Pilatus gå til sin hustru, Claudia Procle. De traf hinanden i et lysthus på en af havernes terrasser bag Pilatus palads. Claudia var meget bevæget og rystet. Hun var en høj, fyldig kvinde, men bleg; hun bar et slør, som hang ned bag hende, dog så man hendes hår, som var slynget om hovedet, og nogle smykker, som sad i håret. I ørerne og om halsen bar hun også smykker og havde på brystet en slags spænde, der holdt hendes lange, folderige klædning sammen. Hun talte længe med Pilatus og besvor ham ved alt, hvad der var ham helligt, ikke at krænke Jesus, profeten, den Helligste af de Hellige, og hun fortalte ham enkelte træk af de vidunderlige syner, som hun om natten havde haft om Jesus.

Jeg husker endnu, at hun så: Maria bebudelse, Kristi fødsel, hyrderne og kongernes tilbedelse, Simeons og hannas spådom, flugten til Ægypten, barnemordet, fristelsen i ørkenen

0.5. V. (mystisktt) Hun så billeder fra hans Hellige og heldbringende færden; hun så ham altid omgivet af lys, og hun så hans fjenders ondskab og lumskhed i de frygteligste billeder. Hun så hans moders hellighed og smerte og hans egne uendelige lidelser båret i stadig kærlighed og tålmodighed. Hun led af usigelig angst og sorg, thi alle disse ting var ny for hende og uendeligt indtrængende og overbevisende; hun så for eks. Barnemordet og Simeons spådom i templet foregå i nærheden af sit hus.

Da hun om morgenen, forskrækket af larmen fra mængden, så ud, så hun Herren midtpunktet i det vidunderlige, hun havde set om natten - forfærdelig vansiret og mishandlet af sine fjender, der trak ham over forum til Herodes. Da ængstede den vågnende erkendelse sammen med nattens vidunderlige erfaringer hende skrækkeligt, og hun sendte straks bud til Pilatus, hvem hun nu i angst og frygtsomhed fortalte meget af det, thi hun forstod ikke det alt sammen, i det mindste kunne hun ikke udtrykke sig, men bad og bønfaldt ham og trykkede sig ind til ham.

Pilatus blev meget forundret og en del bestyrtet over det, hun fortalte; han rimede det sammen med alt det, han tidligere havde hørt om Jesus, med jødernes forbitrelse, med Jesu tavshed og hans vidunderlige sikre svar på spørgsmålene, og han blev tvivlrådig og urolig. Han hældede til sin hustrus forestillinger og sagde, at han straks havde erklæret, at han ingen skyld fandt hos Jesus, og at han heller ikke ville dømme ham, da han havde gennemskuet jødernes ondskab. Han fortalte hende om Jesu ytringer og beroligede sin hustru; han gav hende et på t på, at han ikke ville dømme. Jeg ved ikke, hvilket klenodie det var han gav hende - om det var en ring eller et signet. Således skiltes de.

Jeg så, at Pilatus var en forvirret, havesyg, tvivlrådig, stolt og dog nederdrægtig mand uden gudsfrygt - en mand, der, når det var til hans fordel, kunne begå skændige handlinger og på samme tid, når han var i forlegenhed, på den fejeste og mest overtroiske måde kunne hengive sig til alskens afgudsdyrkelse og tegntyderi. Jeg så ham nu i stor forlegenhed; han havde stadig noget at gøre med sine guder, til hvem han ofrede røgelse i et skjult rum i huset, og af hvem han forlangte alle slags tegn. Han så også efter forskellige overtroiske tegn, for eksempel hvorledes hønsene åd. Hans tanker var helt forvirrede, og Satan indskød ham snart dette og snart hint. En gang mente han, at Jesus som uskyldig måtte løslades, men så mente han, at hans egne guder ville hævne sig på ham, Pilatus, når han holdt hånden over denne Jesus, der kom med så mærkelige domme og ytringer, som var han en slags halvgud, thi Jesus kunne gøre hans guder megen skade. »Måske,« tænkte han, »er han en slags jødernes Gud. Der gives så mange spådomme om en jødernes konge, der skal herske over alt; stjernetyderne, kongerne fra østerland havde allerede en gang søgt en sådan konge i landet; måske kunne han hæve sig over mine guder og min kejser, og jeg kunne få et stort ansvar, om han ikke døde. Måske skal hans død være en triumf for mine guder.« så kom hans hustrus vidunderlige natlige erfaringer, hun, der aldrig før havde set Jesus, og kastede et tungt lod for Jesus frigivelse i den svingende vægtskål, og han syntes nu at ville beslutte sig hertil. Han ville vise retfærdighed, men lod det ikke ske, ligesom han heller ikke havde afventet svaret på sit spørgsmål til Jesus: »Hvad er sandhed?«

Jesus for Herodes.

På forum og i de gader, gennem hvilke Jesus blev ført til Herodes, havde der samlet sig stadig større skarer. Folk fra samme by og egn holdt sig så vidt muligt sammen. Farisæerne fra hele landet tog opstilling hos deres menigheder for at opildne det vankelmodige folk mod Jesus. Foran det romerske vagthus ved Pilatus palads og på mange andre vigtige punkter i byen var romerske soldater opstillede i stort antal.

Herodes palads lå nord for forum i den ny by; der var ikke langt derhen, og der drog en skare romerske soldater med. Der var mellem dem folk fra Schweiz og Italien. Jesu fjender var meget fortørnede over denne trækken om og hørte ikke op med at skælde ham ud og lade bødlerne rive i ham og støde til ham. Pilatus' bud var kommet før toget til Herodes, og han ventede allerede toget i den store hal, hvor han sad på en slags trone af puder; der var mange hoffolk og soldater om ham. Ypperstepræsterne trådte ind gennem søjlegangen og stillede sig på begge sider; Jesus stod ved indgangen. Herodes var meget smigret over, at Pilatus offentlig og lige overfor ypperstepræsterne havde tilkendt ham retten til at dømme en galilæer; han havde meget travlt og var meget opblæst, det glædede ham tillige at se Jesus i en så ydmygende stilling hos sig, da Herren altid havde afslået at lade sig se hos ham. Johannes havde talt så højtideligt om ham, og Herodes spioner havde fortalt ham så meget om Jesus, at han var meget spændt på at se ham. Han ville nu overfor sine hoffolk og ypperstepræsterne anstille et pralende forhør over ham, hvorved han ville vise begge parter, at han var godt underrettet. Det var også meddelt ham, at Pilatus ingen skyld fandt hos Jesus, og dette var et vink for ham til at behandle anklagerne med megen tilbageholdenhed; dette forøgede endnu mere ypperstepræsternes forbitrelse. Straks de trådte ind, forebragte de meget indtrængende deres klagemål; Herodes så nysgerrigt på Jesus, og da han så ham så elendig, mishandlet, i en smudsig klædning, med forrevet hår og med et ansigt, der var forslået og dækket med blod og snavs, greb en kvalmende medlidenhed denne blødagtige, vellystne konge. Han råbte et gudsnavn som: »Jahve!«, vendte sig bort med modbydelighed og sagde til præsterne: »Tag ham væk, vask ham, hvorledes kan i stille et så snavset, mishandlet menneske for mig?« Bødlerne trak Jesus ud i forhallen, og man bragte vand i et bækken samt en klud; under megen mishandling blev han nu vasket, thi hans ansigt var såret, og de gned med hårde hænder over det.

Herodes bebrejdede præsterne deres grusomhed, og det syntes, som om han ville følge Pilatus eksempel, thi han sagde også: »Man kan se, at han er faldet i hænderne på slagtere. I begynder før tiden i dag.« Ypperstepræsterne trængte på med klager og beskyldninger. Da man nu igen førte Jesus frem, ville Herodes spille behagelig for ham og befalede at bringe ham et bæger vin, da han jo var ganske udmattet; Jesus rystede på hovedet og ville ikke tage mod drikken.

Nu blev Herodes meget snaksom og smigrede Jesus; han kom frem med alt, hvad han vidste om ham. I begyndelsen spurgte han om adskilligt, ønskede også at se tegn af ham. Da Jesus ikke svarede ham en stavelse, men stod og så stille ned for sig, blev Herodes ærgerlig og skamfuld overfor de tilstedeværende, han ville dog ikke lade sig mærke med det, men kom nu med en strøm af spørgsmål, om alt hvad han vidste om Jesus. Først søgte han at smigre ham. »Det gør mig ondt at se dig så hårdt anklaget. Jeg har hørt meget om dig; ved du, at du trådte mig for nær i Thirza, da du uden min tilladelse løskøbte fanger, som jeg havde ladet bringe derhen? Men du har måske ment det godt? Nu er du overleveret til mig af den romerske landshøvding, for at jeg skal dømme dig. Hvad siger du til alle disse klager? ... Du tier? Man har fortalt mig meget om din vise tale og lære, jeg ønsker at høre dig gendrive dine anklagere... Hvad siger du? ... Er det sandt, at du er jødernes konge? ... Er du Guds Søn?... Hvem er du?... Jeg hørte, du kunne gøre store undergerninger. Bevis det. Gør et under... Det står til mig at frikende dig... Er det sandt, at du har gjort den blindfødte seende, at du har opvakt Lazarus fra de døde, bespist flere tusind mennesker med få brød? ... Hvorfor svarer du ikke? ... Jeg besværger dig, at du gør et af dine undere!... Det skal blive til din gavn!« - Da Jesus stadig tav, begyndte Herodes at snakke hurtigere, som for eksempel: »Hvem er du? Hvad er der med dig? Hvem har givet dig fuldmagt? Hvorfor formår du ikke noget mere? Er du den, hvis fødsel man taler så sælsomt om? Der er engang kommet konger fra østerland til min fader for at spørge efter en nyfødt jødernes konge, som de ville tilbede; man siger, at dette barn var dig; er det sandt? Er du undsluppet døden, der overgik så mange børn? Hvordan gik det til? Hvorfor var der så længe stille om dig? Eller fortæller man kun denne begivenhed for at gøre dig til konge? Forsvar dig! Hvad er du for en konge? Sandelig, jeg ser intet kongeligt hos dig! Du har nylig, som jeg hører, beredt dig selv et triumftog til templet! Hvad skulle det betyde? Tal! Hvordan kan det være, at det har taget sådan en ende?

Således snakkede Herodes, men fik intet svar af Jesus. Det er nu og også tidligere blevet mig åbenbaret, at Jesus ikke talte til ham,.

122

fordi Herodes ved sin forbindelse med Herodias, hvilket var et ægteskabsbrud, og ved sit mord på Johannes Døberen var i band. Herodes vrede over Jesu tavshed benyttede Annas og Kaifas til på ny at trænge på med deres klager, de fremførte blandt andet: »Han har kaldt Herodes en ræv og længe arbejdet på hele familien Herodes undergang; han har villet begynde en ny religion og har allerede i går spist påskelammet.«

Skønt Herodes var ærgerlig ved Jesu tavshed, lod han sig dog ikke bringe bort fra sine politiske hensigter. Han ville ikke dømme Jesus. Dels var det på grund af en hemmelig frygt, han følte for ham, han var ofte bange efter mordet på Johannes; dels var ypperstepræsterne ham forhadte, fordi de heller aldrig havde villet pynte på hans ægteskabsbrud og derfor havde udelukket ham fra ofret; hovedsagelig dog fordi han ikke ville dømme den, Pilatus havde erklæret uden skyld; han havde politiske hensigter med at smigre Pilatus overfor ypperstepræsterne. Han overvældede Jesus med foragtelige smædeord og sagde til sine tjenere og sin livvagt, af hvilke han omtrent havde et par hundrede i sit palads: »Bring den dåre ud, vis den latterlige konge den ære, der tilkommer ham, thi han må snarere kaldes en nar end en forbryder.«

De førte nu frelseren ind i en stor gård og mishandlede og spottede ham usigeligt. Denne gård var omgivet af paladsets fløje, og Herodes stod på et fladt tag i nogen tid og så på mishandlingen af Jesus. Annas og Kaifas slap ham ikke, de forsøgte alt for at få ham til at dømme Jesus. Men Herodes sagde, så at romerne kunne høre det: »Det ville være den største synd af mig, hvis jeg dømte ham.« han mente rimeligvis: det ville være den største synd mod Pilatus dom, han der var så høflig at sende ham til mig.

Da ypperstepræsterne og Jesu fjender så, at Herodes på ingen måde lod sig bevæge, sendte de nogle af deres egne med penge til Acra, en del af byen, hvor Farisæerne endnu opholdt sig; de lod dem opfordre med deres menigheder til at begive sig til Pilatus palads. De lod dem få mange penge til at uddele blandt folket, for at man skulle forlange Jesu død; med andre sendte de den trussel ud blandt folket, at hvis det ikke forlangte død over denne gudsbespotter, ville det nedkalde Guds dom over sig. De lod også udsprede, at hvis han ikke døde, ville han forene sig med romerne; det var det rige, han altid talte om, og da var jøderne helt fortabte. På andre steder udbredte de rygtet om, at Herodes havde dømt Jesus, men

123

Folket måtte udtale sin vilje; man frygtede for hans tilhængere, og kom han fri, ville hele festen blive forstyrret, thi da ville hans tilhængere og romerne tage hævn. På den måde lod de udsprede de mest forvirrende og mest foruroligende rygter for at forbitre og ophidse folket, medens en del af dem gav Herodes soldater penge, for at de groveligt, ja dødeligt skulle mishandle Jesus, thi de ønskede han måtte dø, før Pilatus frikendte ham.

Medens Farisæerne var travlt beskæftigede med dette, led Herren den forfærdeligste hån og grusomme mishandlinger af en flok gudløse, frække soldater, hvis konge selv havde overgivet dem Jesus som en nar, der ikke ville svare ham. De stødte ham ud i gården, og en bragte en stor sæk, som lå i portnerens kammer; der havde været bomuld i den. De skar med deres sværd et hul i sækkens bund og kastede den under almindelig latterbrøl over Jesu hoved; en anden bragte en rød klud, som han kastede om halsen på Jesus som en krave. Sækken hang langt ned over hans fødder, og nu bøjede de sig for ham, skubbede ham frem og tilbage, udskældte ham og overspyttede ham, slog ham i ansigtet, fordi han ikke havde villet svare deres konge, viste ham spottende hyldest, kastede skarn på ham, trak i ham ligesom for at få til at danse og fik ham til at falde i den vide, slæbende narrekåbe. De slæbte ham gennem en rende, der løb rundt om gården langs bygningerne, så at hans Hellige hoved slog mod søjler og hjørner; snart rev de ham op igen og begyndte andre ondskabsfulde påhit med ham, thi der var vel et par hundrede soldater og tjenestefolk, mennesker fra de forskelligste egne, og enhver af de dårligste karle iblandt dem ville ved en eller anden skændselsgerning vise Herodes ære. Alt dette gjorde de ilsomt, Jesu fjender havde bestukket nogle blandt dem til at slå ham i hovedet med knipler. Jesus så sig om, sukkede og klagede smerteligt; med fordrejede stemmer gjorde de nar af hans klage og brød ved nye mishandlinger ud i latter, og der var ingen, som forbarmede sig over ham. Jeg så blodet løbe ned over hans hoved og så ham tre gange synke sammen ved deres slag med kniplerne, men jeg så også grædende engle over ham, de salvede hans hoved, thi det blev vist mig, at disse slag uden guddommelig hjælp ville have været dødelige. - filistrene, der i Gaza jagede den blinde Samson til døde, var ikke så voldsomme og så grusomme som disse knægte.

Ypperstepræsterne havde travlt, thi de skulle snart til templet, og da de havde forvisset sig om, at alle deres bud var sendt ud,

124

bestormede de endnu en gang Herodes med bøn om Jesu domfældelse han tænkte imidlertid kun på Pilatus og sendte Jesus i narredragten tilbage til ham.

Jesus fra Herodes til Pilatus.

Med forøget forbitrelse tiltrådte ypperstepræsterne og Jesu fjender tilbagetoget fra Herodes til Pilatus. De skammede sig over med uforrettet sag at måtte vende tilbage til det sted, hvor han allerede en gang var blevet erklæret for uskyldig. De gik derfor en anden og dobbelt så lang vej tilbage med ham for i andre dele af byen at vise ham frem i hans fornedrelse og for længere at kunne pine ham, og samtidig for også at give deres agitatorer tid til at bearbejde de sammendrevne skarer.

Den vej, de gik, var meget mere ujævn, og bødlerne, som førte ham, drev ham stadig frem den lange narrekåbe hindrede Herren i at gå, den slæbte i snavset, nogle gange faldt han i den og blev under slag i hovedet og spark trukket op i strikkerne igen. Undervejs led han usigeligt ved sine ledsageres og folkets hån og mishandling, men han bad om ikke at dø, før hans lidelser for os var fuldbragte. Klokken et kvarter over otte om morgenen kom toget med den mishandlede Jesus igen og fra en anden side over forum til Pilatus palads. Folkemængden var meget stor; man stod i klynger, og Farisæerne løb om mellem dem for at ophidse dem. Pilatus huskede de galilæiske fanatikeres oprør sidste på ske og trak derfor omtrent tusind mand sammen og lod dem opstille ved prætoriet og forums indgange.

Den Hellige Jomfru, hendes ældre søster Maria Heli, dennes datter Maria Kleofas, Magdalene og andre hellige kvinder *), vel hen imod tyve, var under de følgende begivenheder til stede; de stod i en bod, hvorfra de kunne høre alt, og sneg sig om hist og her. Johannes var også med i begyndelsen.

*) Hun glemte at sige, hvor alle disse kvinder havde fundet sammen, og om Maria, som hun siger, var kommet tilbage til fåreporten fra Oliebjerget og havde ledsaget toget med Jesus. Skriveren husker imidlertid fra andre meddelelser, at hun var gået til Herodes palads, havde mødt Jesus og fulgt med ham derhen.

I narredragten blev Jesus ført gennem den leende, hånende folkemængde; de mest forvorpne mellem folk blev af Farisæerne skubbet

125

frem for at give eksemplet for de andre. En af Herodes tjenere var allerede gået i forvejen og havde meldt Pilatus, hvor meget Herodes var ham forbunden for hans opmærksomhed, men at han i den berømte galilæer ikke havde fundet andet end en stum nar; han havde ladet ham behandle som en sådan og føre tilbage. Pilatus glædede sig over, at Herodes ikke havde været ham imod og ikke havde dømt Jesus. Han lod hilse igen. Fra i dag var de venner; siden den nedstyrtede vandledning havde de været fjender. Jesus blev ført over gaden til Pilatus hus og igen op ad trappen til den højere liggende plads. På grund af den ubarmhjertige måde, hvorpå bødlerne trak i Herren, snublede han i den lange narredragt og faldt på den hvide marmortrappe, som han plettede med blod fra sit Hellige hoved. Jesu fjender, der igen havde sat sig på forums sider, og det barbariske folk brød ud i hånlatter ved faldet, og bødlerne drev ham med spark op ad trappen.

Pilatus stod og støttede sig til sin stol, der var som en løjbænk; det lille bord stod ved siden af ham, og som før var der nogle officerer og mænd med papyrusruller hos ham. Han gik ud på terrassen, hvorfra han talte til folket og sagde til Jesu anklagere:

»I har overleveret mig dette menneske som en oprører af folket... Jeg har forhørt ham, og jeg har ikke fundet ham skyldig i det, i anklager ham for. Heller ikke Herodes fandt nogen skyld hos ham, thi jeg sendte ham med jer til Herodes, og se, der er ikke fundet nogen dødsskyld. Jeg vil lade ham revse og frigive ham.«

Der rejste sig en heftig knurren og larm blandt Farisæerne, og ophidselserne og pengeuddelingerne blandt folk blev endnu livligere. Pilatus behandlede dem med knusende foragt og lod blandt andre skarpe bemærkninger disse ord falde: om de dog i dag ikke så uskyldigt blod nok ved slagtningen?

Det var tiden, da folket inden påsken altid plejede at komme til Pilatus for efter gammel skik at anmode om at få en fange fri. Farisæerne havde netop tænkt på dette, da de fra Herodes palads sendte underhandlere til Acra for at bestikke de der forsamlede mængder, så de ikke ville forlange Jesu frigivelse, men hans korsfæstelse. Pilatus håbede, at folket ville anmode om Jesu løsladelse, og besluttede sig til overfor dem foruden Jesus at foreslå en frygtelig skurk, som allerede var dømt til døden, så at intet valg var muligt. Denne forbryder hed Barrabas og var forbandet af hele folket; i et oprør havde han begået mord; jeg har også foruden dette set alskens rædsler om ham, han øvede trolddom, og på svangre kvinder udskar han deres livsfrugt.

Der opstod en bevægelse blandt mængden på forum, og der trængte sig en skare frem med en ordfører forrest; han rettede sin røst mod terrassen og råbte: »Pilatus, gør som du altid har gjort ved festen!« Dette havde Pilatus ventet på, og han sagde til dem:

»I har den skik, at i ved festen i år en fange fri. Hvem vil i have fri, Barrabas eller Jesus, jødernes konge, Jesus, som skal være Herrens salvede?«

Pilatus var temmelig usikker, dels kaldte han ham »Jødernes konge«, som den hoffærdige romer ban var, fordi han ville spotte dem med, at de havde en så ussel konge, at valget stod mellem ham og en morder - dels kaldte han ham således i en slags overbevisning om, at Jesus virkelig kunne være denne vidunderlige, forjættede jødernes konge, denne Herrens salvede, denne messias, men også denne hans anelse om sandheden var halvvejs forstillelse, og han brugte denne titel til Herren, fordi han følte, at avind var ypperstepræsternes hoveddrivfjeder mod Jesus, som han holdt for uskyldig.

Efter dette spørgsmål fra Pilatus fulgte en kort tøven og overvejelse i folkemængden, og kun enkelte stemmer råbte frækt: »Barrabas!« Pilatus blev kaldt bort af en af sin hustrus tjenere, som viste ham hint på t, han havde givet hende om morgenen, og sagde:

»Claudia Procle heder dig mindes dette.« ypperstepræsterne og Farisæerne var i travl virksomhed, de truede og befalede; dog var arbejdet let.

Maria, Magdalene, Johannes og de hellige kvinder stod i hjørnet, bævede og græd, og om end Jesu moder vidste, at der ingen hjælp var for menneskene uden gennem Jesu død, så ønskede hun dog inderligt som den Helligste søns moder, at han måtte leve. Således som Jesus, der lige fil sin korsdød af fri vilje var menneske, og som et sådant led den rædselsfulde mishandlings angst og kval, sådan led også Maria den moders angst og kval, hvis barn bliver mishandlet. Hun rystede, frygtede og håbede, og Johannes gik ofte et øjeblik fra dem for fra et eller andet sted at kunne bringe dem et godt budskab. Maria bad, at en så stor synd som denne ikke måtte ske; hun bad som Jesus på Oliebjerget: »Hvis det er muligt, da lad denne kalk gå forbi,« og så håbede den elskende moder endnu stadig, thi mens Farisæernes ord og opfordringer gik fra mund til mund, var rygtet

127

om, at Pilatus søgte at frigive Jesus, også nået til hende. Ikke langt fra hende stod en klynge folk fra Kapernaum, hvorimellem der var mange, som Jesus havde helbredt og lært; de så fremmede ud og skottede stjålent hen til de ulykkelige tilslørede kvinder og Johannes, men Maria og alle de andre tænkte, at disse dog sikkert ville forkaste Barrabas til fordel for deres velgører og frelser. Men således skete det ikke.

Pilatus havde sendt sin hustru pantet tilbage som et tegn på, at hans løfte endnu stod ved magt. Han gik igen ud på terrassen, satte sig på stolen ved det lille bord, ypperstepræsterne havde også indtaget deres pladser, og Pilatus råbte igen: »Hvem af de to skal jeg frigive jer?« Da opløftedes et almindeligt højt skrig over hele forum, og fra alle sider lød det: »Bort med denne, giv os Barrabas fri!« Pilatus råbte endnu en gang: »Hvad skal jeg da gøre ved Jesus, der skal være Kristus, jødernes konge?« da råbte alle med heftig larm: »Korsfæst ham! Korsfæst ham!« Pilatus spurgte nu for tredje gang: »Men hvad ondt har han da gjort? Jeg finder i hvert fald ingen skyld hos ham. Jeg vil lade ham revse og så give ham fri.« Men skriget: Korsfæst ham! Korsfæst ham! Brusede som en helvedes storm rundt omkring ham, og Ypperstepræsterne og Farisæerne var som rasende med skrigen og skrålen. Da gav den vankelmodige Pilatus forbryderen Barrabas fri og dømte Jesus til hudstrygning.

Jesu hudstrygning.

Pilatus, denne elendige karakterløse dommer, havde flere gange brugt det selvmodsigende udtryk: jeg finder ingen skyld hos ham, derfor vil jeg revse ham og lade ham løs. Jødernes råb vedblev:

Korsfæst ham! Korsfæst ham! Dog ville Pilatus først prøve på at få sin vilje og gav befaling til, at Jesus skulle hudstryges på romersk vis. Da førte bødlerne, idet de slog og stødte til ham med korte stave, den mishandlede, forslåede og forhånede frelser gennem den skrigende folkemængde på Forum til hudstrygningssøjlen, som stod nord for Pilatus hus på torvet lige overfor de omliggende boder.

Bødlerne kom med deres svøber, ris og lænker, som de kastede ved søjlen lige overfor Jesus. Det var seks brune mennesker; de var mindre end Jesus, med uordentligt stridt hår, de havde af naturen tynd, spredt skægvækst, deres beklædning bestod af et bind om underlivet, dårlige sandaler, og et stykke læder eller tøj, der åbent i

128

siderne som et skapular dækkede deres overkrop; armene var nøgne. Det var nedrige forbrydere fra Ægypten, der som slaver eller straffefanger arbejdede her på bygninger eller kanaler, og det var de sletteste og nederdrægtigste, som i prætoriet blev brugt til denne bøddeltjeneste.

Disse grusomme mennesker havde ved denne søjle allerede pisket flere stakkels syndere til døde. De havde noget fuldkommen dyrisk og djævelsk ved sig og var halvfulde. De slog Herren, der dog gik godvilligt, med næver og stokke og rev ham hen til søjlen. Søjlen er fritstående og så høj, at et voksent menneske med udstrakte arme kan nå op til den øverste runde del, som er forsynet med en jernring; på bagsiden er der på midten også ringe og kroge. Det er umuligt at fortælle om det barbari, hvormed disse rasende køtere mishandlede Jesus på den korte vej; de rev Herodes narredragt af ham og næsten kastede frelseren til jorden.

Jesus dirrede og bævede ved søjlen; han tog selv sine klæder af med sine opsvulmede, blodige hænder, medens de rev og trak i ham; det var bevægende at se ham bede, da han et øjeblik vendte sit ansigt mod sin moder, der fuldstændig oprevet af smerte stod sammen med de hellige kvinder ikke langt fra hudstrygningspladsen; han sagde, idet han vendte sig mod søjlen for at skjule sin nøgenhed: »Vend dine øjne fra mig.« jeg ved ikke, om det var med udtalte eller med indre ord, han sagde dette, men jeg forstod dem, som Maria forstod dem, thi jeg så hende i samme øjeblik bevidstløs og bortvendt synke om i de tilslørede kvinders arme.

Nu omfavnede Jesus søjlen, og bødlerne bandt under gyselig banden hans Hellige hænder til søjlens jernring og spændte hans legeme så højt op, at hans fastbundne fødder næppe kunne stå. Den Helligste af alle Hellige stod i menneskelig nøgenhed med angst og forsmædelse fastspændt til forbrydersøjlen, og to af de grusomme mennesker begyndte nu med mordlyst at gennempiske hans ryg nedefra og opefter. Deres første svøber eller ris så ud som hvidt, sejt træ; måske var de af stive oksesener eller hvide læderstrimler.

Vor Herre og frelser, Guds Søn, sand Gud og sandt menneske, sitrede og krummede sig som en orm under forbrydernes slag, han stønnede, og en lys blid klage trængte som en kærlig bøn under den svidende pine gennem hans plageånders hvislende slag. Nu og da opslugte folkets og Farisæernes skrig disse hellige og velsignende klagelyde; hele mængden råbte: »Bort med ham! Korsfæst ham!«

129

Thi Pilatus forhandlede endnu med folket. Når han med nogle ord ville afbryde mængdens larm, lød der en slags trompetstød for at skaffe stilhed, og så hørtes igen slagene, Jesu klage, bødlernes banden og en brægen fra de offerlam, der blev vaskede i fåredammen ved fåreporten. Når de var vaskede, blev de med tilbundne muler båret til den rene tempelvej, for at de ikke igen skulle blive snavsede før ceremonivasken. Denne hjælpeløse brægen fra lammehjorden havde noget ubeskrivelig rørende ved sig; det var de eneste stemmer, der forenede sig med frelserens stønnen.

Det jødiske folk holdt sig i nogen afstand fra hudstrygningspladsen omtrent i en gadebredde. Hist og her stod der romerske soldater og navnlig omkring vagthuset. I nærheden af søjlen opholdt pøblen sig; de gik tavse eller hånende til og fra stedet. Hos mange så jeg dog, at de følte medlidenhed, og da var det, som om en lysstråle udgik fra Jesus og til dem.

Jeg så også skændige, næsten nøgne drenge, som ved siden af vagthuset gjorde nye svøber i stand, og andre, der gik bort for at samle tjørnegrene. Nogle af ypperstepræsternes bødler henvendte sig til de hudstrygende bødler, de stak penge til dem, og der blev bragt et stort krus med en tyk, rødlig saft, som de drak af, så de blev helt berusede. Efter et kvarters forløb hørte de to bødler op med at slå og trådte hen til de fire andre for at drikke. Jesu legeme var ganske brunt, blålig rødt og dækket med blegner, hans blod silede ned. Han skælvede og bævede. Hån og spot lød der fra alle sider.

Det havde været koldt i nat; fra i morges til nu havde det været uklart, og til folks forundring faldt der enkelte, korte haglbyger. Hen imod middag blev himlen klar, og det blev solskin.

Det andet par bødler faldt nu med ny voldsomhed over Jesus; de havde en anden slags svøber ligesom af tjørn og hist og her sad der knapper og sporer i dem. Under deres rasende slag reves alle blegnerne på Hans Hellige Legeme op; hans blod stænkede omkring, og bødlernes arme blev ramt af det. Jesus våndede sig, bad og skælvede i sin lidelse.

Der kom flere fremmede trækkende med deres kameler til forum; de så med skræk og sorg på det, da de fik at vide, hvad her gik for sig. Det var rejsende, som dels havde fået dåben, dels havde høre Jesu bjergprædiken. Spotten og larmen foran Pilatus hus vedblev.

De to næste bødler slog Jesus med rigtige svøber. På dem var

130

der til et jerngreb fæstnede små kæder eller remme, på hvis spidser der hang jernkroge, og disse rev stykker af hud og kød fra ribbenene. Hvem kan skildre dette rædselsfulde syn!

Men de havde ikke nok af gru; de løste rebene op og bandt Jesus med ryggen mod søjlen, og da han var så udmattet, at han ikke mere kunne stå, bandt de ham med tynde reb over brystet, under armene og knæene til søjlen, og hans hænder snørede de fast på midten bag søjlen. Guds Søns tilbedelsesværdige legeme var dækket af blod og vunder. Som rasende overdængede bødlerne ham med deres slag; en af dem havde et fint ris i den venstre hånd, hvormed han piskede ham i ansigtet. Der var ikke mere noget helt sted på Herrens legeme; han så på bødlerne med sine blodsprængte øjne, som om han bad dem om forbarmelse, men de rasede endnu mere, og Jesus stønnede stedse svagere.

Denne frygtelige hudstrygning havde varet henved tre kvarter, da en fremmed, tarvelig mand, en slægtning til den blinde Ctesiphon, der var helbredt af Jesus, styrtede hen mod søjlens bagside med en seglformet kniv og råbte: »Hold inde, slå dog ikke det uskyldige menneske helt ihjel!« Og de berusede bødler studsede og holdt op. Han, skar i hast og med et snit Jesu reb over, der var bundne i knude bag på søjlen til et jernsøm, så flygtede han igen og forsvandt i mængden. Jesus sank med sit blødende legeme sammen ved søjlens fod og lå afmægtig i sit blod. Bødlerne lod ham ligge, de drak og kaldte på bøddelknægtene, der i vagthuset flettede en tornekrone. Medens Jesus skælvende i sine smerter lå med blødende sår ved søjlens fod, så jeg nogle frække, løsagtige kvinder gå forbi; de holdt hinanden i hænderne, stod stille foran Jesus og så på ham med blødagtig væmmelse. Da smertede hans sår ham endnu mere, og han hævede sit ansigt og så med yak efter dem. De gik videre;

Bødlerne og soldaterne råbte grinende skældsord efter dem.

Flere gange under hudstrygningen så jeg ligesom sørgende engle om Jesus, og jeg hørte, hvorledes han bad under den bitre, skamfulde pinsel, idet han stadig opofrede sig til sin fader for menneskenes synder. Men nu, da han lå i sit blod under søjlen, så jeg en engel, der styrkede ham; det var, som gav den ham et lille, lysende stykke.

Nu nærmede bødlerne sig igen og stødte til ham med fødderne og sagde, at han skulle rejse sig op, for de var endnu ikke færdige med deres hyldest; de slog også efter ham. Jesus krøb efter sit' bælte, der lå ved siden af, men knægtene stødte det grinende frem.

131

og tilbage med foden, så at Jesus møjsommeligt i blodig nøgenhed, som en søndertrådt orm på jorden, måtte vende sig for at få bæltet og med det tilhylle sin sønderrevne lænd.

De trådte ham på hans vaklende fødder, slog ham og gav ham ikke tid til at tage sin klædning på, men kastede den blot med ærmerne over skuldrene. På den omvej, de gjorde med ham hen til vagthuset, tørrede han blodet af sit ansigt med klædningen. De kunne fra hudstrygningspladsen være kommet en kortere vej, fordi boderne mod forum var åbne, så at man kunne se korridorerne, hvorunder røverne og Barrabas lå fangne, men de førte Jesus forbi ypperstepræsterne. Disse råbte: »Bort med ham! Bort med ham!« Og vendte sig med væmmelse fra ham, og de førte ham til vagthusets indre gård. Ved Jesu komme var der på dette sted ingen soldater, kun slaver, bødler og landstrygere, udskud og ros.

Fordi folket nu var så uroligt, havde Pilatus trukket en forstærkning af den romerske vagt fra borgen Antonia hertil. Disse soldater stillede sig ordnede op omkring vagthuset. De måtte nok tale, le og håne Jesus, men de måtte holde sig i række og geled. Med dette ville Pilatus holde folket i ave og imponere det. Der var henved tusind mand samlet.

Maria under Jesu hudstrygning.

Jeg så den Hellige Jomfru under forløserens hudstrygning i stadig ekstase, hvori hun med usigelig kærlighed og lidelse led alt, hvad der ramte hendes søn. Man hørte ofte hendes sagte klage, hendes øjne var betændte af tårer. Hun lå helt tilsløret i sin ældre søster, Maria Helis arme.*)

*) Maria Heli er allerede omtalt før. Efter fortællerindens indgående betragtning over den hellige families slægtninge ser hun hende som Annas og Joachims datter, født 20 år før den Hellige Jomfru. Hun er ikke forjættelsens barn og bliver til forskel for andre ved navn Maria kaldt Maria Heli som Joachims eller Heliachims datter. Hendes mand hed Kleofas og hendes datter Maria Kleofas, hun er altså niece af den Hellige Jomfru, men flere år ældre end denne. Hendes første mand hed Alfæus, hendes sønner med ham var apostlene Simon, Jakob den yngre og Judas Thaddæus. Med sin anden mand havde hun Joses Barsabas, og i det tredje ægteskab med Jonas: Simon, der blev biskop i Jerusalem.

De andre hellige veninder, der alle var tilslørede og tilhyllede, stod klagende og i angst og smerte om den Hellige Jomfru, som ventede de også hendes dødsdom. Maria havde

132

en lang, næsten himmelblå klædning på og derover en hvid, ulden kåbe og et hvidgult slør. Magdalene var helt ødelagt og forvirret af sorg og klage, hendes hår havde løsnet sig under sløret.

Jeg så, da Jesus under hudstrygningen var sunket om ved søjlen, at Claudia Procle, Pilatus hustru, sendte Guds moder en pakke linklæder. Jeg ved ikke mere, om hun troede, Jesus ville blive løsladt, og at Herrens moder så kunne forbinde hans sår med dem, eller om hun, den medlidende, hedenske kvinde, sendte disse linklæder til den handling, hvortil den Hellige Jomfru siden brugte dem.

Maria så sin sønderrevne søn blive drevet af sted af bødlerne; han tørrede blodet af sine øjne med sin klædning for at se hen til sin moder; hun rakte hænderne efter ham og så på hans blodige fodspor. Nu så jeg den Hellige Jomfru og Magdalene, efter at folket havde vendt sig til en anden side, nærme sig hudstrygningspladsen; omgivet og skjult af de andre hellige kvinder og enkelte gode mennesker kastede de sig ned på jorden ved søjlen og tørrede Jesu blod op med tørklæderne, hvor de så spor af det.

Johannes så jeg ikke mere hos de hellige kvinder. Simeons søn, Obeds søn, Veronicas søn og Aram og Themeni, Josef af Arimathæas to nevøer, var alle i angst og sorg beskæftigede i templet.

Klokken var ni morgen, da hudstrygningen var forbi.«

Afbrydelse af passionsbillederne.

Marts 1823, søndagen lætare, Skt. Josephs fest.

(Forudgående bemærkning). Medens disse passionsbilleder vistes den betragtende fra vigilien eller aftenen før 18. Februar og til 8. Marts, lørdagen før søndagen lætare, havde hun lidt både sjæleligt og legemligt ved sin deltagelse i lidelserne. Hensunken i betragtning og uden ydre bevidsthed græd og klynkede hun som et forpint barn; hun skælvede og bævede, krøb klynkende om på sit leje, hendes ansigt så ud som et frygtelig pint og døende menneskes ansigt. Blodig sved kom flere gange frem på hendes bryst og ryg, i det hele taget svedte hun meget, ja, for det meste i så stærk grad, at alt, hvad hun havde om sig, var vådt, og sveden gennemtrængte hendes sengeklæder. Samtidig led hun en sådan tørst, at hun lignede en van smægtende i en ørken; hendes mund var ofte om morgenen så tør og hendes tunge tilbagesunken og så indskrumpet, at hun kun ved tegn og uartikulerede lyde kunne bede om hjælp. Desuden fulgte en stadig feber med disse

133

Lidelser, eller den var en følge af dem, og ved siden af alt dette vedblev uden afbrydelse den sædvanlige pine, medlidenhed og lidelse, som hun havde taget på sig. Kun efter møjsommeligt at have samlet kræfter formåede hun at fortælle om passionsbillederne, dog ikke dagligt og fuldstændigt, men lidt efter lidt og med mange gentagelser.

På denne måde havde hun i en forfærdelig elendig tilstand, lørdag 8. Marts 1923, fortalt om Jesu hudstrygning, som var den svundne nats betragtning, og om dagen syntes hun til dels endnu at dvæle ved dette billede. Ved solnedgang kom der i den ovennævnte fortsatte række passionsbetragtninger en afbrydelse, som vi her beskriver, da den både giver et indblik i et sjældent menneskes indre liv og forunder læseren af disse blade en hvile, thi vi har ofte erfaret, at betragtning over, eller ved fremstilling af den bitre lidelse, trættes den svage let, skønt den dog er lidt for ham.

Den betragtendes sjælelige og legemlige liv var i denne tid i inderlig samklang med kirkens daglige indre og ydre liv og aflagde et stadigt ydmygt vidnesbyrd om mysterierne, der er knyttet til de forskellige dage i kirkeåret. At hun måtte bringe dette til udtryk, faldt hende mere naturligt end almindelige menneskers reaktion overfor årets og dagens forskellige tider, klimaet og vejrliget. Hun levede så intenst med i kirkens liv, at hendes hele legemlige og sjælelige tilstand fuldstændigt forandredes ved den såkaldte vigilie før hver kirkefest, og at hendes tanke, hendes bønner og åndelige betragtninger udelukkende drejede sig om midtpunktet i den næste dags fest.

Det var ikke netop i det øjeblik, den katolske aftenringning meldte den nye kirkedag og kaldte til bønnen: Angelus Domini - en lyd, som ofte af forsømmelse eller uvidenhed kan komme for tidligt eller for sildigt - men det var i det øjeblik, da den evige virkelig trådte ind i tiden, at hele hendes væsen forandredes, og den stakkels Jesu Kristi brud, som virkelig og reelt sønderknust havde fejret kirkens sørgefest i sjælelig og legemlig lidelse, rettede sig pludselig som vederkvæget af en ny nådens dug for at afgive vidnesbyrd for den evige sandhed, munter og glad, men med en samtidig skjult lidelse.

Alt dette skete dog ikke så meget gennem hende som med hende, uforsætligt fra hendes side som bien, der af blomsterne tilbereder voks og honning i sit kunstfærdige bo. Fra barn af havde den lille bondepige en trofast vilje til at være lydig mod Jesus og hans kirke

134

og velbehagelig for Guds øjne; Gud lagde til hendes vilje ikke blot dåd, men også natur: hun kunne ikke andet end vende sig mod kirken som planten mod lyset, selv om den var omgivet af et kunstigt mørke. Hendes ansigt tilsløredes eller smykkedes med hendes moder, kirkens ansigt.

Lørdag den 8. Marts 1823 efter solnedgang, da hun lige havde talt om Herrens hudstrygning, blev hun stille, og skriveren troede, at hendes sjæl straks stod overfor billedet af Jesu tornekroning. Efter nogle minutters ro fik hendes dødsens trætte og udmattede ansigt en større klarhed, og hun sagde nogle ord med den venlighed, hvormed den uskyldige taler til børn. Hun sagde: »Å, den kære, lille dreng kommer hen til mig, hvem er han? Vent, jeg vil spørge ham ... Han hedder Joseph, hvor er han dog kær! Han løber forbi alle mennesker hen til mig... Det stakkels barn! Han er så venlig og ler... Han kender endnu ikke noget... Jeg er ked af, at han næsten er nøgen ... Hvis han blot ikke fryser. Det er ganske køligt i dag til morgen... Vent, jeg vil dække dig lidt.« Disse ord var talt med en sådan overbevisning, at man greb sig i at se sig om efter barnet; hun tog nogle tørklæder, der lå i nærheden af hende, og gjorde med dem de bevægelser, et medlidende menneske gør, når det tilhyller et kært barn imod kulden. Skriveren iagttog dette med opmærksomhed og forbandt med disse ydre bevægelser en indre bønsvirksomhed, som han ofte havde iagttaget hos hende. Han kunne ikke finde nogen forklaring på hendes ord og bevægelser, thi der indtrådte en pludselig afbrydelse i hendes tilstand; ordet »Lydighed« blev udtalt af den person, som plejede hende, og øjeblikkelig tog hun sig sammen som et fromt, lydigt barn, der vækkes af en dyb søvn for at komme til moderen. Hun tog hurtigt sin rosenkrans og det lille hånd krucifiks, som hun havde med sig, ordnede sin dragt, gned sine øjne, rejste sig op, men var ude af stand til at stå på fødderne eller gå; hun blev derfor bragt fra sit leje hen til en stol. Det var tiden til at pusle hendes seng. Skriveren forlod hende for at nedskrive det, han erfarede i dag.

Søndag den 9. Marts 1823.

I morges spurgte skriveren plejersken: »Hvad kan den syge i går aftes have ment med at tale om en dreng, den lille Josef?« hun svarede: »Ja, hun beskæftigede sig længe med den lille Josef; hun holder så meget af ham; han er en søn af en af mine slægtninge. Bare det kun ikke betyder sygdom for barnet, for hun sagde flere gange: »det er så nøgent, bare det ikke fryser.«

135

Nu huskede skriveren barnet Josef, der flere gange havde leget ved den syges seng, og han troede, at hendes sjæl i går i drømme havde beskæftiget sig med barnet.

Da skriveren den følgende morgen, søndagen lætare, besøgte hende for at høre fortsættelsen af passionsbillederne, fandt han hende mod forventning livligere og med bedre udseende end alle de andre dage. Hun sagde: »Jeg har intet mere set efter hudstrygningen,« og på spørgsmålet om, hvad hun i går aftes havde sagt om den lille Josef, kunne hun ikke huske, at hun overhovedet havde talt om dette barn. Under samtalen i dag var hun meget roligere, muntere og mere fri for smerter, og hun sagde: »Det er altid således ved midfaste. I dag synger kirken som indgangsvers til den Hellige Messe med

Esajas: fryd dig, Jerusalem, og samler eder alle, som elsker den, glæd eder og frydes, I, som var bedrøvede, at i må juble og mættes af trøstens rigt flydende strømme! Og: Derfor er det en vederkvægelsens dag, fordi det Hellige Evangelium i dag er dette, at Herren har vederkvæget 5000 mennesker med 5 brød og 2 fisk, og der blev dog meget tilovers; derfor må man glædes.« - Også hende havde han i dag bespist med den Hellige Nadver. På denne dag i fasten følte hun sig altid styrket på legeme og sjæl. Da nu skriveren så i almanakken fra Münster, opdagede han, at det ikke alene var søndagen, lætare, men også Herrens plejefaders, st. Josefs fest, der her til lands blev fejret på denne dag, hvad han ikke vidste, fordi Josefs festen andre steder falder 19. Marts. Da han gjorde hende opmærksom på, at det i dag var st. Josefs fest, og at hun måske derfor havde talt om Josef, sagde hun, at hun godt vidste, det var st. Josefs fest, men at hun ikke havde tænkt på drengen Josef, der ofte blev bragt til hende. Nu faldt det hende ind, hvad der i går aftes var vist hende under betragtningen, og man fik ved hendes fortælling et højst fornøjeligt indblik i den indre gang i hendes beskuelse. Der havde nemlig aftenen før søndagen lætare og st. Josefs festen pludselig i hendes passionsbetragtning vist sig et mildt billede af den hellige Josef, der levende og i et barns skikkelse trådte frem for hende.

Vi har ofte oplevet, at hendes himmelske brudgom sendte hende sine bud i barneskikkelse, og vi har bemærket, at det altid skete i tilfælde, hvor også kunsten havde kunnet betjene sig af barnets skikkelse som tolk. Skulle for eksempel en bibelhistorisk fortælling, en eller anden opfyldt profeti antydes, så trådte karakteren af denne eller hin

136

Profeti frem ved, at der sædvanligvis ved siden af dette billede løb en dreng frem, der i sin opførsel, sin klædning og i den måde, hvorpå han enten alvorlig holdt skriftrullen i hånden eller havde den bundet til en stav og svingede den i luften, gav udtryk for tanken. Når hun led meget, kom et stille, kærligt barn til hende i en grøn dragt; det sad roligt, tilfreds og yderst ubekvemt på den hårde, smalle kant af hendes seng, eller det lod sig sætte ned på gulvet, altid lige fornøjet og tilfreds; det så på hende, trøstede hende og var selve tålmodigheden. - var hun udmattet af sygdom eller lidelser og ved en festdag eller en relikvie kom i berøring med en helgen - et af disse Kristi lemmer, så hørte jeg kun om billeder fra denne helgens barndom i stedet for, at hun som ellers beskuede deres store lidelser med alle rystende omstændigheder. - skulle hun i sine store lidelser eller fuldkomne udmattelse ved Guds godhed modtage trøst og opmuntring, ja, endog belæring, advarsel eller irettesættelse, så skete det altid i barnlige skikkelser eller billeder. Det var så påfaldende, at når hun i stor nød og trængsel ikke vidste, hvordan hun skulle holde det ud, slumrede hun ofte øjeblikkelig ind og følte sig da knuget af en eller anden nød fra barndomsårene og det så skuffende, at hun i søvne opførte sig som en lille, femårs bondepige, som for eksempel ville smutte gennem et hul i gærdet, men blev stikkende fast i tornene. I en sådan tilstand var de oplevede barndomsscener altid nøjagtigt og virkeligt oplevede begivenheder fra hendes barndom, og ved anvendelsen af lignelsen hed det stadig: »Hvorfor skriger du sådan? Jeg hjælper dig ikke ud af gærdet, før du af kærlighed til mig tålmodigt holder ud og beder.« Denne formaning havde hun som barn fulgt i gærdet, og hun fulgte den nu i sin alderdoms synligt store nød, hun vågnede og smilede ad gærdet og nøglen dertil, som hed tålmodighed og bøn, den hun allerede havde mod taget som barn og kun i efterladenhed havde glemt, den hun nu trofast og med usvigelig godt udfald straks igen ville anvende.

Således bekræftedes og ofte på en overraskende og rørende måde, at ligesom hendes barndoms begivenheder havde en dyb betydning for hendes senere livs, således har såvel historien som det enkelte menneske et guddommeligt forbillede i forløserens skikkelse, for at begge må efterligne ham, overvinde naturens skranker og tilkæmpe sig Åndens fulde frihed og vokse op i Kristi billede, så at Guds vilje kan ske som i himlene således også på jorden, og hans rige komme til os.

137

Hun fortalte i dag følgende brudstykker af de billeder, som hun huskede af dem, der i går aftes på st. Josefs vigilie havde afbrudt ("endes passionsbetragtninger.

»Ved alle disse frygtelige begivenheder var jeg snart på det ene sted, snart på det andet sted i Jerusalem. Jeg var plaget og forpint, fuld af smerte og syg til døden. Da de hudstrøg min elskede brudgom, sad jeg på hjørnet af hudstrygningspladsen, hvor ingen jøder vovede sig hen af frygt for at blive urene. Jeg frygtede ikke for det, jeg satte mig derhen og ønskede at blive ren> jeg ønskede, at en dråbe af hans blod ville stænke hen på mig og rense mig. Jeg var så syg, så fuld af pine; jeg troede, jeg skulle dø. Jeg jamrede og bævede ved hvert slag og undrede mig stadig over, at man ikke tog mig bort. Hvor elendig lå dog ikke min sønderrevne brudgom i sit blod ved søjlens fod. Hvor grusomt sparkede ikke bødlerne til ham for at få ham til at gå, og hvor jammerfuldt krøb han ikke om efter sin klædning; næppe havde han med sine skælvende arme tilhyllet sig, før de igen drev ham til en ny plage og slæbte ham forbi hans stakkels moder, der så efter hans blodige fodspor. Gennem det åbnede vagthus så jeg de mange nederdrægtige bøddelknægtes spot, medens de flettede tornekronen med handsker på og grinende prøvede tornene. Jeg rystede og bævede, jeg ville løbe hen for at se min stakkels brudgom i hans nye lidelse. Da kom der pludselig en underskøn dreng med blonde krøller og kun iført et bælte. Han smuttede frem mellem kvindernes klæder, og på en gang løb han hen til mig. Han var så lystig og venlig, han drejede mit hoved bort og holdt mig snart for øjnene, snart for ørerne, og han ville slet ikke tillade mig at se på de sørgelige billeder. Drengen spurgte mig: »Kender du mig ikke? Jeg hedder jo Josef og er fra Bethlehem,« og nu begyndte han at fortælle om krybben i hulen og om Jesu fødsel, om hyrderne, om de hellige tre konger og om, hvor herligt og glædeligt alt havde været, og alt imens hoppede og spøgte han. Jeg frygtede for, at han frøs, fordi han havde så lidt på, og der faldt nogle haglbyger, men han holdt sine hænder hen på mine kinder og sagde: »Føl, hvor varm jeg er! Hvor jeg er, fryser man ikke.« Jeg jamrede endnu over tornekronen, som jeg så dem flette, men han trøstede mig og fortalte ulig i en skøn lignelse, hvorledes alle disse lidelser blev til glæde, og klappede i hænderne. I denne lignelse udlagde han betydningen af Kristi lidelse for mig og viste mig også ageren, hvor de torne havde vokset, som de nu flettede til kronen, han fortalte mig, hvad tornene

138

betød, og hvorledes disse agre blev herlige hvedemarker, som tornene beskyttede som et hegn, hvori der blomstrede smukke roser *)

*)sandsynligvis har hun glemt adskilligt om den glædelige søndag Lætare, der også hedder »Rosensøndag«, fordi den hellige fader for at fejre glæden i dag, der som en rose skyder frem mellem fastens torne, indvier en gylden rose og med den i hånden drager gennem Rom. Fortællingen om rosen kan hentyde til dette, ligesom hvedemarken til navnet »Vederkvægelsens søndag« eller "brød søndag", hvor Evangeliet om de 5000 læses. Dagen hedder derfor: Dominica rosata, de panibus, refectionis.

han vidste at forklare alt så tydeligt og venligt, at alle torne syntes at blive til roser, med hvilke vi legede. Alt, hvad han sagde, havde betydning; det var et langt, rørende billede i barnlige lignelser om kirkens opståen og udvikling. Den venlige dreng tillod mig slet ikke mere at se hen til Kristi lidelser, men viste mig et andet, et barnligt billede. Jeg var nu selv et barn og forundredes slet ikke over det; jeg løb med drengen Josef til Bethlehem, til alle hans barndoms legepladser, og han viste mig alt, og vi legede og bad i den senere krybbehule, hvor han ofte som dreng havde skjult sig, når hans brødre drillede ham for hans fromme væsen, og det var, som levede hans familie igen i det gamle stamhus, hvori fader David engang havde boet, og som på den tid, da Kristus blev født, allerede var i fremmede hænder; de var beboet af romerske embedsmænd, som Josef måtte betale skat til. Vi var glade som børn, og det var, som om hverken Jesus eller selv Guds moder var født endnu.

På den måde kom jeg aftenen før st. Josefs festen bort fra passionsbillederne og over til et trøsterigt barndomsbillede af den hellige Josef.«

Marias og Magdalenes udseende.

»Jeg har i dag, søndagen lætare, på st. Josefs festen slet intet set af passionen, men jeg har set den Hellige Jomfru> som har forklaret mig alt, hvad jeg ikke havde forstået.

Den Hellige Jomfrus kinder var blege og magre, hendes næse var fint formet og lang, hendes øjne blodrøde af gråd. Det er vidunderligt og ubeskriveligt, hvor åben, jævn og enkel hendes fremtoning er. Nu har hun dog siden i går og hele natten vandret om gennem Josafats dal og Jerusalems gader i skræk og angst og med tårer; hendes klædedragt ser dog ganske ordentlig og slet ikke ødelagt ud. Der er

139

ikke en fold i hendes klæder, som ikke er fuld af hellighed. Alt hos hende er så jævnt og enkelt, så alvorligt, rent og uskyldigt. Den måde, hvorpå hun ser sig om, er ædel, sløret falder i rene folder, når hun drejer hovedet lidt. Hun bevæger sig sagte, og selv i den mest oprivende smerte er hendes hele færd stilfærdig og rolig. Hendes dragt er fugtig af nattens dug og tårer, men den er ren, ordentlig og ikke ødelagt. Hun er på en ganske oversanselig måde usigelig skøn, thi al skønhed hos hende er samtidig jomfruelighed, sandhed, jævnhed, værdighed og hellighed.

Magdalene derimod ser helt anderledes ud, hun er højere og fyldigere, og hendes skikkelse har større former, men hendes skønhed er blevet ødelagt af lidenskab, anger og frygtelig smerte. I sin smertes utæmmede lidenskab er hun næsten skrækkelig, hvis ikke man kan sige hæslig. Hendes klæder er våde og snavsede, de hænger uordentlige og iturevne om hende, hendes lange hår hænger opløst og i urede under det flængede slør. Hun er ganske hærget, hun tænker kun på sin sorg og ser ud som en vanvittig. Der er temmelig mange mennesker her fra Magdalum og dens omegn, de har set hende før - først statelig, senere i et vildt udskejende liv, og da hun har levet skjult så længe, peger de nu fingre ad hende og håner hende, da de ser hende så forstyrret, ja, der er endogså slette folk fra Magdalum, der kaster snavs på hende. Men hun mærker ingenting, så dybt er hun hensunket i sin jammer.«

Jesu tornekroning og bespottelse.

Da den betragtende igen var begyndt at fortsætte disse billeder, blev hun meget syg. Hun havde høj feber og en så brændende tørst, at hendes tunge var ganske krampagtigt sammenkrummet og ligesom vissen. Mandag morgen efter lætare var hun så udmattet og elendig, at hun kun med møje og uden rigtig orden og rækkefølge kunne meddele følgende, og hun sagde, at det var umuligt for hende i den tilstand, hun var, at fortælle om alle mishandlingerne ved Jesu tornekroning, fordi alt så ville træde frem for hendes øjne på ny.

»Under Kristi hudstrygning talte Pilatus flere gange med folket, og engang råbte de endog: »Han skal bort, om vi så alle skal omkomme for det!« Og da Jesus blev ført til tornekroningen, lød det:

»Bort med ham, bort!« Thi der kom stadig nye strømme derhen, som af de bud, ypperstepræsterne havde sendt ud, var bestukne til at råbe sådan.

140

Så indtrådte der en kort stilstand. Pilatus gav sine soldater befalinger, og ypperstepræsterne og rådet, der sad på de noget højere stående bænke på begge sider af gaden under træer og udspændte solsejl og lige overfor Pilatus terrasse, lod deres tjenere bringe mad og drikke. Jeg så atter Pilatus i sælsom konflikt med sin overtro; han vedblev at frembære røgelse for sine guder og havde også med tegntyderi at gøre.

Da den Hellige Jomfru efter hudstrygningen havde tørret Jesu blod op, trak hun og hendes nærmeste sig tilbage fra forum. Jeg så hende med de blodige tørklæder i et lille hus, der var bygget op ad muren; det lå ikke ret langt borte. Jeg husker ikke, hvem det tilhørte. Johannes erindrer jeg ikke at have set under hudstrygningen. Jesu kroning og bespottelse fandt sted i vagthusets indre gård, der lå oven over fængslerne. Den var omgivet af søjler, og indgangene var åbne. Her var halvtreds nederdrægtige slyngler af trosset samlede, fangevogternes karle, bødler, håndlangere og slaver, og alle tog de virksomt del i Jesu mishandling. I begyndelsen trængte folk sig frem, men snart stod ca. Tusind romerske soldater rundt om bygningen. De stod i række og geled, hånede og b og gav derved Jesu plageånder anledning til at forøge hans lidelser, thi deres latter og løjer opmuntrede dem, som bifaldet opmuntrer skuespilleren.

De havde trillet foden af en søjle ind på midten; der var et hul i den, hvor søjlen vel ellers havde sin plads. Ovenpå denne satte de en lav, rund skammel med en hank bagi og lagde ondskabsfuldt sten og skår på den. De rev atter alle klæderne af Jesu sårede legeme og gav ham en gammel, rød, itureven, kort soldaterkappe på, der ikke nåede ham til knæene. Der hang hist og her stumper af gyldne kvaster på den. Den lå i et hjørne af bødlens kammer, og de plejede at lægge den om de hudstrøgne forbrydere, enten for at aftørre blodet på dem eller for at gøre nar af dem. Nu slæbte de Jesus hen til skammelen, som var dækket med sten og skår, og stødte med voldsomhed hans sårede, blottede legeme ned på den. Dernæst satte de tornekronen på. De lagde ham den som et bind om på den og bandt den fast i nakken. Den var af tre slags Kristtorn, der hos os hedder korsved, slåen og hvidtjørn. I den fremspringende kant havde de indflettet en tornet vidje af brombær, som de trak sammen og gjorde kronen fast med. Jeg har set stedet, hvor slynglerne hentede tornene.

141

- de gav ham et tykt rør, som foroven havde en dusk, i hånden. Alt dette gjorde de med en spottende højtidelighed, som kronede de ham virkelig til konge. De tog røret ud af hans hånd, slog på kronen med det, så blod fyldte hans øjne, de knælede foran ham, rakte tunge ad ham, slog ham, spyttede ham i ansigtet og råbte:

»Vær hilset, du jødernes konge!« De væltede ham og stolen om under rå latter og smed ham endnu en gang op på den.

Jeg formår ikke at gentage disse knægtes djævelske opfindelser for at spotte vor stakkels frelser. - han tørstede forfærdeligt, thi af sønderflængelsen ved den umenneskelige hudstrygning havde han fået sårfeber *) han rystede, kødet var hist og her revet fra ribbenene, hans tunge var krampagtigt trukket tilbage, det Hellige blod, som løb ned fra hans hoved, forbarmede sig over hans glødende mund, der stod åben. De skrækkelige mennesker brugte hans mund som skive for deres modbydelige slim. Således blev Jesus mishandlet i en halv time, og kohorten, der i række og geled omgav prætoriet, lo og jublede.

*) denne nats betragtning bevægede den benådede til en sådan medlidenhed, at hun begærede at tørste som sin frelser. Kun fik en heftig feber og led en så brændende tørst at hun om morgenen ikke formåede at tale, hendes tunge var stiv og tør trukket tilbage i svælget; hendes læber var tørre. Skriveren traf hende i denne tilstand om morgenen som en vansmægtende, hun var bleg og afmægtig og syntes døden nær. Efter at man møjsommeligt havde hældt hende noget vand i munden, kunne hun efter længere tids ro med stor anstrengelse fortælle det ovenstående. Plejersken, der havde våget hos hende, sagde, at hun om natten klynkende var krøbet om på sit leje.

»Ecce homo«.

De førte nu Jesus, med tornekronen på hovedet, rørsceptret i de bundne hænder og dækket med purpurkappen, tilbage til Pilatus palads. Jesus var ukendelig af blod, der fyldte hans øjne, og som var løbet ned i hans mund og skæg. Hans legeme, der var dækket af blegner og sår, lignede et tørklæde, der var dyppet i blod. Han gik bøjet og vaklende, kappen var så kort, at han måtte bukke sig for at dække sin nøgenhed, thi de havde ved kroningen revet alle hans klæder af ham.

Da Jesus kom til Pilatus i rappe, blev selv dette grusomme menneske grebet af en medlidende gysen og væmmelse, han lænede sig

I 42

til armen af en af sine officerer. Og da folket og præsterne stadig larmede og hånede, råbte han: "Hvis jødernes djævel er så grusom, kan man ikke bo hos den helvede!" Da Jesus møjsommeligt var blevet trukket op ad trappen og stod i baggrunden, gik Pilatus ud på terrassen, og der blev blæst i basun for at få stilhed, thi Pilatus ville tale til ypperstepræsterne og alle tilstedeværende han sagde: »Se, jeg lader ham endnu en gang føre ud til jer, for at i skal vide, at jeg ingen skyld finder hos ham!

Jesus blev nu af bødlerne ført ud på terrassen ved siden af Pilatus, så at alle folk på forum kunne se ham. Det var et frygteligt og hjerteskærende syn, der i begyndelsen fremkaldte en gysen og en dump stilhed, da Guds Søn, blødende og under en frygtelig tornekrone vendte sine blodige øjne mod folkemængden, og Pilatus ved hans side pegede på ham og råbte til jøderne: »Se, hvilket menneske!«

("Se! Her er dette menneske!" oversat fra "Ecce Homo!" Pilatus råber jo til Jøderne med foragt og uden medlidenhed, som Bibelen ellers giver udtryk for i Johannes 19:5. Men de, der citerer Bibelen har medfølelse, hvorfor: "Se, hvilket menneske!" Er godt at citere.)

Medens Jesus i sin røde narrekappe, med sønderflænget legeme, med sænket hoved, hvor blodet randt fra såret fra tornene, med bundne hænder, hvori sceptret sad, bøjet for med hænderne at skjule sin nøgenhed - medens han stod her foran Pilatus palads i uendelig sorg og mildhed, knust af smerte og kærlighed og som en blodig skygge var udsat for al folkets og præsternes rasende skrig, drog en skare fremmede kvinder og mænd iført korte klæder over forum mod fåredammen; de skulle hjælpe ved renselsen af offerlammene, hvis rørende brægen blandede sig med folkets skrigen kun Guds sande offerlam, denne hellige dags åbenbarede, uerkendte hemmelighed, opfyldte spådommen og bøjede sig tavs mod slagtebænken.

Ypperstepræsterne og rådet blev ganske hadefulde ved synet af Jesus, deres samvittigheds frygtelige spejl, de råbte »Bort med ham, korsfæst ham!« Men Pilatus råbte »Har i ikke nok? Han er nu tilredt sådan, at han ikke mere vil være konge.« de blev fuldstændig rasende og råbte mellem hinanden »Bort med ham, på korset med ham!« Da lod Pilatus igen basunen lyde og sagde: »Tag i ham så og korsfæst ham, da jeg finder ingen skyld hos ham. Nu råbte nogle af ypperstepræsterne: »Vi har en lov, og efter den må han dø, thi han har gjort sig selv til Guds Søn!« og Pilatus sagde: »Hvis i har sådanne love, at denne skal dø, ville jeg nødig være jøde!«

Jødernes ord. »Han gør sig selv til Guds Søn« ængstede Pilatus og vakte igen hans overtroiske bekymringer han lod derfor Jesus føre ene hen til et afsides sted og sagde til ham: »Hvorfra er du?« Jesus svarede ham ikke. Så sagde Pilatus: »Du svarer mig ....... Ved du ikke, at jeg har magt til at korsfæste dig og til at give dig fri?« og Jesus sagde: »Du havde ingen magt over mig, hvis ikke den var givet dig fra oven, derfor begår de, som har overgivet mig til dig, en endnu større synd.«

Da Claudia Procle var i stor angst over sin mands tøven, sendte hun igen bud til ham og lod ham se på det for at erindre ham om hans løfte, og han sendte hende det tilbage med et forvirret overtroisk svar, af hvilket jeg endnu kun kan huske, at han handlede i overensstemmelse med sine guder. Da Jesu fjender, ypperstepræsterne og Farisæerne, fik underretning om Pilatus hustrus forbøn for Jesus, udbredte de blandt folket: Jesu tilhængere har bestukket Pilatus hustru; bliver han fri, forener han sig med romerne, og vi vil alle omkomme.

Pilatus var helt igennem ubeslutsom, hans mening var snart een, snart en anden. Endnu en gang sagde han til Jesu fjen4er, at han slet ingen skyld fandt hos ham, og da disse alligevel rasende forlangte Jesu død, ville Pilatus, der ved sine egne forvirrede tanker, ved sin hustrus drømme og ved Jesu betydningsfulde ord var blevet uvis, endnu en gang afæske Herren et svar, der kunne bringe ham ud af denne pinlige tilstand; han vendte derfor tilbage til retssalen for at være alene med ham. Han så på den arme, blodige Jesus, som man ikke kunne se på uden at grue, med iagttagende, næsten frygtsomme øjne, og han tænkte: skulle han virkelig være Guds Søn? Med en ed udbrød han pludselig i spørgsmålet: Om han da var en Gud og intet menneske, om han da var hin konge? Hvor langt hans rige strakte sig, og hvilken værdighed hans guddom havde? Han skulle sige det, så ville han løslade ham. Jeg formår kun at meddele indholdet af, hvad Jesus sagde, og ikke ordene. Herren talte frygtelig alvorlige ord til ham. Han lod ham ane, hvilken konge han var, og hvilket rige han herskede over, og hvad sandheden var; thi han sagde ham sandheden. Herren fortalte ham lige ud, hvilken skjult rædsel han bar i sin indre tilstand, han forudsagde ham den skæbne, der ventede ham, forvisningen i elendighed, en afskyelig død, og sagde ham, at han ville 'komme igen og dømme ham med en retfærdig dom.

Pilatus, der blev halvt forskrækket, halvt ærgerlig over Jesu ord, gik ud på terrassen og råbte endnu en gang, at han ville give Jesus fri. Da råbte de: »Giver du ham fri, er du ikke kejserens ven, thi den, der opkaster til sig konge, er kejserens fjende! « Andre råbte:

144

"At de ville anklage ham for kejseren, fordi han forstyrrede deres fest; han skulle skynde sig, thi de skulle under stor straf være i templet klokken ti." Skrigene: »På korset med ham, bort med ham!« Bruste igen fra alle sider, ja, de var endog krøbet op på de flade tage og råbte ned fra dem.

Pilatus så nu, at han intet ville udrette mod disse rasende; larmen og skrigene havde noget frygteligt ved sig, og hele folkemængden foran paladset var i en så ophidset bevægelse, at man kunne frygte for en heftig opstand. Da lod Pilatus sin tjener bringe vand og lod ham hælde det over sine hænder ned i en skål, medens folket så det, og han råbte fra terrassen: »Jeg er uskyldig i denne retfærdiges blod, se i dertil!« Da rejste der sig et rædselsfuldt enstemmigt skrig fra det forsamlede folk, mennesker fra alle egne af Palæstina; de råbte: »Hans blod komme over os og vore børn!«

Refleksion over betragtningen.

Så ofte jeg ved betragtningen over Kristi bitre lidelse hører dette rædselsfulde råb fra jøderne: »Hans blod komme over os og vore børn!« Bliver virkningen af den højtidelige selvforbandelse vist mig og gjort forståelig for mig i vidunderlige, men frygtelige billeder. Jeg ser det, som ligger der en mørk himmel fuld af blodrøde skyer, glødende tugtens ris og sværd over det råbende folk. Det er, som jeg ser strålerne af denne forbandelse trænge gennem deres marv og ben og endog træffe barnet i moderens liv. Jeg ser nemlig hele folket som formørket og det skrækkelige skrig som en ild styrte ud af deres mund, forene sig over dem, atter vælte ned over dem, trænge dybere ind i nogle, men svæve dvælende over andre. Disse sidste er dem, som omvendte sig efter Jesu død. Deres antal var ikke ubetydeligt, thi jeg ser Jesus og Maria i al denne skrækkelige lidelse stadig bede for disse plageres frelse og intet øjeblik forarges over de frygtelige mishandlinger. Jeg ser Herrens hele lidelse fuldbragt under den ondskabsfuldeste, grusomste pinsel, under hovmodig, nederdrægtig hån, under forbitrelse, raseri og grusom blodtørst af hans fjender og deres tjenere, under utak og fornægtelse fra mange af hans nærmeste, som den bitreste sjælelige og legemlige lidelse, under stadig bøn, stadig kærlighed til sine fjender, stadig bønfaldelse om deres omvendelse lige indtil hans sidste åndedrag. Gennem al denne kærlighed og tålmodighed ser jeg hans fjenders harme og raseri endnu mere

145

hvidglødende; de hader, fordi alle deres mishandlinger ikke formår at fravriste hans lukkede mund et eneste ord til genmæle, der kunne undskylde deres ondskab. I dag ved påsken, da de slagter påskelammet, ved de ikke, at de dræber en uskyldig.

Når jeg i en sådan beskuelse retter mine tanker mod folkets og dommernes sindelag mod de hellige sjæle, Jesus og Maria, så bliver alt, hvad der foregår med dem, vist mig i syner, det, som folk dengang ikke så, men hvis realitet de dog alle følte. Jeg ser en mængde djævleskikkelser, enhver formet efter de laster, de betegner, i skrækkelig virksomhed blandt mængden; jeg ser dem løbe, ophidse, forvirre, hviske i ørene, fare ind gennem munden; jeg ser dem styrte enkeltvis ud af folkemængden og så forene sig og ophidse menneskene mod Jesus, for da på ny at skælve for hans tålmodighed og kærlighed og på ny forsvinde i mængden. Men jeg ser i alle deres gerninger noget fortvivlet, forvirret, selvødelæggende, en forviklet, vanvittig faren hid og did. Over Jesus og hos Maria og de få hellige ser jeg engle i virke. Jeg ser også disse i mange slags skikkelser og klædninger efter deres forskellige opgaver, og således bliver også deres. Handlinger synlige, snart som trøst, snart som bøn og som salvelse, jeg ser dem bespise, tilhylle eller øve andre barmhjertighedsgerninger. Ligeledes ser jeg også trøstens eller advarslens stemme som forskelligt lysende og farvede ord stråle ud fra munden på sådanne fremtoninger; eller hvis det er budskaber, da som breve i deres hænder. Ofte ser jeg også, når jeg skal vide det, sindsbevægelse og indre lidenskab, lidelse og kærlighed, alt hvad der er følelse, i forskellige farver lys og skyggebevægelser drage og fare igennem menneskers bryst og hele legeme; jeg ser det i mange slags skikkelser, retninger og skiftene i form, langsomt eller hurtigt, og jeg forstår da alt. Men det er umuligt at gentage det, thi det er så uendelig meget, og jeg er desuden så opfyldt af smerte, pine og sorg over mine og al verdens synder, tillige så sønderrevet af Jesu bitre lidelse, at jeg slet ikke ved, hvorledes jeg skal samle det lidet, jeg fortæller.

Mange ting, navnlig djævles og engles tilsynekomst og virksomhed, som af andre sjæle, der beskuende har betragtet Jesu lidelse, er blevet indflettet i fortællingen, er enkelte stykker af sådanne indre, dengang usynlige åndelige virkelighedsbilleder, der efter de beskuendes sjælstilstand snart huskes således, snart anderledes. Derfor kommer der ofte modsigelser, fordi det, de har glemt, forbigået og bemærket, er forskelligt. Når al verdens ondskab har martret Jesus,

146

og al kærlighed i ham har lidt, da han som Guds lam påtog sig al verdens synd, hvor uendelig meget kan der da ikke berettes om rædsel og hellighed. Når derfor flere fromme menneskers syn og betragtninger ikke stemmer helt overens, så kommer det af, at de ikke med samme nåde beskuede, fortalte og forstod.

Alle sådanne ytringer om synernes form har den syge ikke alene meldt skriveren under disse betragtninger, men også tidligere og på lignende måde. Hun sagde også, at hun ikke fortalte det alt sammen, fordi fortællingen derved ville blive for utydelig.

Det fremgår tydeligt af dette, hvor svært det på grund af synernes mængde måtte være for hende at bevare tråden i sin erindring. Hvem vil derfor ikke gerne tilgive den syge, der af medlidenhed var i så stærk sindsbevægelse, at der i hendes beretninger måske er et eller andet hul, eller at en forveksling i tid har fundet sted.

Jesus dømmes til korsdøden.

Pilatus, der ikke søgte sandheden, men en udvej, var mere vankelmodig end nogen sinde. Hans samvittighed sagde: »Jesus er uskyldig! «Hans hustru sagde: »Jesus er Hellig!« Hans overtro sagde: »Han er mine guders fjende!« Hans fejhed sagde: »Han er selv Gud og vil hævne sig!« Da spurgte han endnu en gang Jesus bange og højtideligt, og Jesus fortalte ham om hans hemmeligste forbrydelser, hans fremtidige elendige skæbne og endeligt, og at han på hin dag siddende på himmelens skyer ville holde en retfærdig dom over ham. Derved kom der et nyt lod imod Jesu løsladelse i hans retfærdigheds falske vægtskål; han ærgrede sig over, at han overfor Jesus, som han ikke kunne udgrunde, stod i hele sin indre skams nøgenhed, og at den, som han havde ladet hudstryge, og som han kunne lade korsfæste, spåede ham et sørgeligt endeligt, ja, at den mund, der ingensinde var beskyldt for løgn, den mund, der i den yderste nød intet ord havde talt til sin retfærdiggørelse, havde indstævnet ham for sin retfærdige dom på hin dag. Alt dette forbitrede ham, men da ingen følelse i dette elendige, vankelmodige menneske var hel, så ængstedes han så meget ved Herrens trussel, at han gjorde et sidste forsøg på at få Jesus fri. Ved jødernes råb om at anklage ham for kejseren, hvis Jesus blev frikendt, greb en ny skræk ham. Frygten for den jordiske kejser vejede mere end frygten for den konge, hvis rige ikke

147

var af denne verden. Den feje, vankelmodige skurk tænkte: »Dør han, dør også det, han ved om mig, og det, han har forudsagt om mig.« efter truslen med kejseren var Pilatus dem til vilje - mod sit ord, som han havde givet sin hustru, mod ret og retfærdighed og egen overbevisning. Af frygt for kejseren overgav han jøderne Jesu blod, for sin samvittighed havde han ikke andet end vand, som han lod gyde over sine hænder, medens han råbte: »Jeg er uskyldig i denne retfærdiges blod, se i dertil!« - Nej, Pilatus, se du dertil! Thi du kalder ham retfærdig og udgyder hans blod; du er den uretfærdige og samvittighedsløse dommer - og det samme blod, som Pilatus ville vaske af sine hænder, men ikke formåede at vaske af sin sjæl, nedkaldte de blodtørstige jøder med en ed over sig selv og deres børn. Jesu blod, der råber om barmhjertighed for os, opfordrede de til at skrige om hævn over dem. De råbte: »Hans blod komme over os og vore børn!«

Under dette skrækkelige råb befalede Pilatus at gøre forberedelser til dommen. Han lod højtidsklæder bringe til sig, på hans hoved blev der sat en slags krone, hvorpå der var en blinkende ædelsten eller noget andet blinkende, han fik en anden kåbe på, og en stav blev båret foran ham. Der gik mange soldater om ham og retsbetjente foran ham, som bar noget; skriverne fulgte efter med ruller og med tavler. Forrest gik en, der blæste basun. Således drog han ud af sit palads til forum, hvor der lige overfor hudstrygningspladsen var et højt, muret sæde; kun fra dette sted havde dommen fuld gyldighed. Dette dommersæde hed Gabbatha og var en rund terrasse, hvortil der fra flere sider førte trapper; øverst var et sæde til Pilatus og bag ham en bænk til andre retspersoner. Mange soldater omgav terrassen og stod også på trapperne. Flere af Farisæerne var nu gået fra paladset til templet. Kun Annas og Kaifas og omtrent otteogtyve andre drog straks til dommersædet på forum, da Pilatus tog embedsklæderne på. De to røvere var allerede ført til domstedet, da optrinet »e c c e h o m o« havde fundet sted. Pilatus sæde blev dækket med et rødt klæde, ovenpå det lå en blå pude med gule borter. Nu blev Jesus med den røde narrekåbe, med tornekrone på hovedet og bundne hænder ført af bødlerne og soldaterne for dommersædet gennem den spottende menneskemængde og stillet mellem begge morderne. Da Pilatus sad på sin domstol, sagde han endnu en gang til Jesu fjender: »Se, jeres konge!« Men de råbte: »Bort med ham, korsfæst ham!« Og Pilatus sagde: »Skal jeg da korsfæste jeres konge?« Men de råbte: »Vi har ingen konge uden kejseren!« Nu sagde Pilatus

148

ikke et ord mere for eller imod Jesus og begyndte dødsdommen. De to røvere var allerede før dømt til at korsfæstes, og deres henrettelse var på ypperstepræsternes anmodning blevet opsat til i dag, thi de ville spotte Jesus ved at lade ham korsfæste med simple mordere. Røvernes kors lå allerede ved siden af dem, bødlernes medhjælpere havde slæbt dem hid. Vor Herres kors var der endnu ikke, sandsynligvis fordi hans dødsdom ikke var fældet.

Den Hellige Jomfru havde forladt stedet efter Jesu offentlige fremstilling ved Pilatus og efter jødernes blodtørstige skrig; hun trængte sig med flere kvinder igen gennem folkemængden for at være til stede ved sin søns og sin Guds domfældelse. Jesus stod, omgivet af bødler og soldater, betragtet med spot og had af sine fjender, nedenfor på trappen hos Pilatus. Ved et stød i basunen blev der påbudt stilhed, og Pilatus udtalte med fej vrede dødsdommen over Frelseren.

Jeg følte mig rystet over hans nederdrægtighed og tvetungethed; synet af de opblæste skurke, de ophidsede og nu tilfredsstillede ypperstepræsters triumf og blodtørst, frelserens elendighed og dybe smerte, Jesu moders og de hellige kvinders usigelige angst og pine, jødernes griske og hadefulde luren, soldaternes kolde stolte væsen og synet af alle de forfærdelige djævleskikkelser i folkemængden havde aldeles tilintetgjort mig. Jeg følte, at havde jeg stået, hvor nu min elskede brudgom stod, da havde dommen været retfærdig. Jeg led så meget og var så oprevet, at jeg ikke mere nøje husker gangen i det hele. Hvad jeg husker, vil jeg fortælle.

Pilatus kom først med en ordstrøm, hvori han kaldte kejser Claudius Tiberius ved store navne, og derpå udtalte han anklagen mod Jesus, der som oprører, fredsforstyrrer, overtræder af den jødiske lov, idet han kaldte sig Guds Søn og en jødernes konge, af ypperstepræsterne var dømt til døden og af folket enstemmigt dømt til korsets død. Og dertil føjede Pilatus, at han havde fundet denne dom rigtig, han der i flere timer havde bedyret Jesu uskyld. Han sagde: »Så dømmer jeg Jesus nazaræeren, jødernes konge, til at korsfæstes,« og han befalede bødlerne at hente korset. Det forekommer mig også

dog ikke med bestemthed at han havde en lang stav med lidt marv indvendig, som han nu sønderbrød og kastede for Jesu fødder.

Jesu moder var ved disse ord døden nær. Nu var det sikkert, nu var denne frygtelige, pinefulde, forsmædelige død vis for hendes Hellige og Elskelige Søn og Forløser. Johannes og hendes ledsagere bragte hende bort, for at de forblindede mennesker ikke skulle forsynde sig

149

ved at smæde den smerte, der pinte deres frelsers moder. Men Maria kunne ikke hvile; hun og hendes ledsagere måtte på ny gå Jesu lidelsesvej igennem; nidkærheden for en hemmelighedsfuld medlidenheds gudstjeneste drev hende derhen, hvor den frelser, som hun havde født, havde lidt for sine brødre, menneskenes skyld, og hun udgød der sine tårers offer. Således tog Herrens moder ved sine tårers forudindvielse alle de hellige steder på jorden i besiddelse til kirkens, vor fælles moders tilbedelse, ligesom Jakob, der opstillede den sten, han salvede med olie, til erindring om det sted, hvor forjættelsen var givet ham.

Nu blev på dommersædet Pilatus dom skrevet og afskrevet mere end tre gange af andre, der sad bag ham. Der blev også sendt bud ud, thi enkelte ting skulle underskrives af andre; jeg ved ikke, om det hørte til dommen, eller om det var nye befalinger. Nogle af disse skrivelser blev sendt til fjernere egne. Pilatus skrev en dom over Jesus, der fuldt ud røber hans tvetungethed, thi den lød ganske anderledes end den mundtlige, og jeg så, at det var ligesom han skrev den mod sin vilje og i pinlig forvirring; det var, som førte en fortørnet engel hans hånd. Denne skrivelse indeholdt følgende mening:

»Nødtvunget af ypperstepræsterne, synedriet og en truende opstand af folket, der beskylder Jesus af Nazareth for oprør, gudsbespottelse, lovovertrædelse osv., og som derfor forlanger hans død

Beskyldninger som jeg egentlig ikke indser rigtigheden af har jeg, for ikke at blive anklaget for kejseren som en ubillig dommer overfor jøderne og befordrer af oprør, overgivet dem Jesus som en forbryder mod loven til korsfæstelse sammen med to andre dømte forbrydere, hvis henrettelse på præsternes tilskyndelse blev opsat, fordi de ville have Jesus henrettet sammen med dem.«

Han skrev også senere overskriften til korset i tre linier med fernis på en mørkebrun tavle. Dommen blev flere gange afskrevet og sendt forskellige steder hen. Ypperstepræsterne trættedes med ham; den dom passede dem slet ikke, navnlig ikke fordi han havde skrevet, at de havde anmodet om opsættelse af røvernes korsfæstelse for at henrette Jesus med dem. Derpå stredes de om Jesu titel og ville ikke have, at der skulle stå »Jødernes konge«, men »Den, der udgav sig for jødernes konge«. Men Pilatus behandlede dem utålmodigt og hånligt og sagde: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«

De ville også have, at Kristi kors ikke måtte rage højere op over hovedet end de to røveres, men det måtte blive højere, thi det

150

var på grund af uheld ved arbejdet blevet for kort over hovedet til, at den af Pilatus skrevne indskrift kunne sættes derpå. Protesten mod forlængelsen blev kun rejst for at forhindre den beskæmmende indskrift. Pilatus gav ikke efter, og korsstammen blev ved et stykke, der var befæstet med en tap, gjort højere; derpå kunne Pilatus indskrift sættes. Således fik korset ved de forskellige begivenheder hin betydningsfulde skikkelse, som jeg så ofte har set. Jeg så nemlig altid korset således, at begge armene løb skråt opad som et træs grene, og det var lig et Y, når man forlænger dets nedre linie i lige højde med armene. Begge armene var tyndere end stammen, hvori hver enkelt blev befæstet, og på hver side forstærkedes det af en kile, der blev slået ind. Ved foden blev der tilhugget en klods til at stå på.

Medens Pilatus nu udtalte den uretfærdige dom, så jeg, at Claudia Procles, hans hustru, sendte ham hans på t tilbage og brød med ham. Jeg så også, at hun samme aften hemmeligt flygtede fra hans palads til Jesu venner, og at hun blev skjult i en hvælving under Lazarus hus i Jerusalem. Jeg så også, at en af Jesu venner i anledning af Pilatus skændige dom og skilsmisse fra hans hustru indridsede i en grøn sten bag terrassen Gabbatha to linier, hvoraf jeg husker ordene: ”j u d e x - i n j u s t u s,” uretfærdig dommer, og Claudia Procles navn. Jeg så, at denne sten, uden at være kendt, endnu befinder sig i fundamentet til en bygning, hvor Gabbatha var. Claudia Procles opsøgte senere som Kristen Paulus og blev hans gode veninde.

Da dødsdommen var faldet, var Jesus prisgivet bødlerne; man bragte hans klæder, der ved bespottelsen hos Kaifas var blevet berøvet ham; man havde opbevaret dem, og jeg tror, de var blevet vaskede af medlidende mennesker, thi de var rene. Det var også, tror jeg, sædvane hos romerne at føre den, der skulle henrettes, således ud. Nu blev Jesus for anden gang blottet af de skændige bødler, og de løsnede hans hænder for at komme til at klæde ham på. De rev den røde, uldne kappe af hans sårede legeme og rev derved mange sår op igen. Han lagde selv underlivsbæltet om lænden, og så kastede de ham hans uldne skapular om halsen; da de ikke kunne få hans brune usyede kjortel, som hans moder havde forarbejdet, på ham på grund af tornekronen, rev de den af hans hoved, og fra alle sår flød blodet på ny under usigelige smerter. Da de nu havde kastet hans usyede kjortel over hovedet på ham, gav de ham hans lange hvide, uldne klædebon, hans brede bælte og til sidst hans kappe; herover bandt de

151

Lænker, forlængede med reb, som de trak ham i. Alt dette skete under oprørende råhed og under stød og slag.

De to røvere stod med bundne hænder på hans højre og venstre side; de havde ligesom Jesus, da han stod for dommeren, en lænke hængende om halsen. De var kun iført et underlivsbælte og skapular, en vams af simpelt tøj, som var ærmeløs og åben i siderne, og på hovedet havde de en hætte, som var flettet af strå, næsten som en hat, man giver børn på, når de falder. De var smudsigt brunlige og dækket af blegner fra tidligere hudstrygning. Den, der senere omvendte sig, var allerede nu stille og indadvendt; den anden var forbitret og fræk; han forbandede og spottede Jesus sammen med bødlerne; Jesus så på dem med kærlighed og længsel efter deres frelse, og sine lidelser bar han også for dem. - bødlerne var beskæftigede med at slæbe deres værktøj sammen, og alt blev gjort rede til det sørgeligste, grusomste af alle optog, hvor den elskende, forpinte frelser ville bære syndens byrde for os utaknemmelige, for som sone at udgyde sit hellige blod af det legeme, som menneskene havde gennemboret.

Endelig var nu Annas og Kaifas under skænderi og forbitrelse blevet færdige hos Pilatus; de fik et par lange smalle pergamentruller med en afskrift og ilede til templet. De havde nød med at nå derhen til tiden. Her skiltes ypperstepræsterne fra det sande påskelam; de ilede til templet af sten for blot at slagte sindbilledet og spise det, medens de lod skændige bødler føre opfyldelsen, det sande Guds lam, til korsets alter. Her skiltes vejene til det forbilledlige og det sande offer. De havde frygtsomt vogtet sig for ikke udvortes at blive urene, medens deres indvortes afskyelighed var løbet over af had, avind og spot og derved havde tilsmudset dem. »Hans blod komme over os og vore børn!« Med disse ord havde de opfyldt den ceremoni, at den ofrende lagde sin hånd på slagtofferets hoved. Her skiltes vejen til lovens alter og nådens alter. Pilatus, den stolte vankelmodige, der skælvede for Gud og tjente afguder, hedningen som leflede for verden, drog med sine hjælpere, med basunblæseren foran og omgivet af sin vagt mellem begge disse veje til sit palads. Den uretfærdige dom faldt klokken ti morgen efter vor tidsregning.

VI .

JESU BÆRER SIT KORS TIL GOLGATHA.

Da Pilatus forlod dommersædet, fulgte en del af soldaterne med ham og tog opstilling foran paladset. En lille skare blev hos de dømte. Otteogtyve bevæbnede Farisæere, hvoriblandt Jesu seks bitreste fjender, der var med ved tilfangetagelsen i Getsemane, kom ridende mod forum for at lede toget. Bødlerne førte Jesus hen til midten af forum, og fra porten mod vest kom der nogle slaver, der bar korstræet og bragende kastede det for hans fødder. De to tyndere indsatte arme var bundet fast på den svære stamme med reb; kilerne, fodklodsen og det senere lavede stykke til at sætte foroven samt nogle redskaber blev båret af forskellige bøddelknægte.

Da korset lå på jorden foran Jesus, knælede han ned, omfavnede det og kyssede det tre gange, idet han bragte sin himmelske fader en rørende stille tak for menneskenes forløsning, der nu begyndte. Som præsterne blandt hedningerne omfavner et nyoprettet alter, omfavnede Herren sit kors, det fyldestgørende, blodige offers evige alter. Bødlerne rev Jesus op i en oprejst knælende stilling, og med liden og rå hjælp måtte han tage den svære bjælke på sin højre skulder og lægge højre arm omkring den. Jeg så usynlige engle hjælpe ham, ellers havde han ikke kunnet løfte den; han knælede bøjet under byrden. Medens Jesus bad, lagde andre bødler tværbjælkerne, som var skilt fra stammen af de to røveres kors, tværs over nakken på dem og bandt deres oprakte hænder fast til dem. Disse tværbjælker var ikke helt lige, men en smule bøjede, og de blev ved korsfæstelsen gjort fast på den øverste ende af korsstammen; stammerne tillige med andre redskaber blev båret af slaver efter dem. Der lød basunstød fra Pilatus rytteri, og en af de beredne Farisæere nærmede sig Jesus, der endnu knælede under sin, og sagde: »Nu er det forbi med de smukke taler. Lad os blive fri for ham! Fremad! Da rev de ham op, og hele

153

korsets vægt kom på hans skuldre, det kors, som vi skal bære efter ham ifølge hans hellige, evigt sande ord. Så satte det tog sig i bevægelse, der på jorden er så forsmædeligt, men i himlen er kongernes konges triumftog. De bandt to strikker i den nederste ende af korsstammen, og to af bødlerne løftede den, for at den kunne være i ligevægt og ikke slæbe. Langt udenom Jesus gik fire bødler, der holdt fire strikker, som var bundet i den nye lænke, de havde lagt ham om livet. Hans kappe var sammenlagt bundet om hans overkrop. - Med det sammenbundne korstræ på skulderen mindede Jesus mig om Isak, der bar brændet til sin egen ofring op på bjerget. Basunstødet hos Pilatus antydede, at toget skulle drage foran, han selv med sit følge ville sætte sig i bevægelse for at forebygge opstand i byen. Han var rustet og sad til hest sammen med sine officerer og en rytterskare, derpå fulgte en afdeling på tre hundrede soldater til fods, alle fra grænsen mellem Schweiz og Italien.

Foran toget gik en basunblæser, der ved alle gadehjørner i byen stødte i basunen for at forkynde henrettelsen. Nogle skridt bagved ham gik en skare knægte og andet pak, de bar drikkevarer, tovværk, nagler, kiler og kurve med al slags værktøj; stærkere drenge bar stænger, stiger og røvernes korsstammer. Stigerne bestod kun af en stang, hvorigennem der var stukket tappe. Herefter fulgte nogle beredne Farisæere og derpå en ung fyr, der bar Pilatus indskrift til korset og havde Kristi tornekrone, der i begyndelsen syntes at være umulig at anbringe på hans hoved, hængende på en stang over skulderen.

Nu kom vor Herre og frelser, bøjet, vaklende, hudflettet til blods, sønderslået og træt under korsets tunge byrde. Siden den sidste Nadver i går aftes havde han været uden mad, drikke og søvn, han var stadig blevet mishandlet, havde lidt blodtab og lidt af sår, feber, tørst og en ubeskrivelig indre lidelse og rædsel. Udmattet og nedbøjet vaklede han på bare, sårede fødder. Hans højre hånd omfattede den tunge byrde på den højre skulder, den venstre hånd prøvede ofte møjsommeligt at løfte den lange kjortel, som hindrede ham i at gå. På afstand holdt fire bødler strikkerne til hans lænke; de to første trak ham frem, og de to andre drev ham frem, derved fik han ingen sikker gang, og de snærende reb hindrede ham i at løfte kjortelen op. Hans hænder var opsvulmede og sårede af den frygtelige sammensnøring. Hans ansigt var opsvulmet og blødende, hans hår og skæg var uredt og sammenfiltret af blod. Byrden og lænken tryk

154

kede den svære uldne klædning ind mod hans sårede legeme, og ulden hængte fast i de på ny oprevne sår; omkring ham var der kun spot og ondskab; han var usigelig elendig, lidende og fuld af kærlighed; hans mund bad, hans blik bønfaldt, tilgav og led. - de to bødler bag ham, som holdt korsstammens ende oppe ved rebene, forøgede vanskelighederne for Jesus: de forskød ofte byrden ved at hæve og sænke rebene.

Der gik flere soldater med lanser ved siden af toget. Nu fulgte begge røverne, to bødler førte hver af dem ved strikker i bæltet, de havde de krumme, løse tværbjælker på nakken. De var meget berusede af den drik, man havde givet dem. Den gode røver var dog stille, men den onde bandede forbitret. Bødlerne var små, brune, håndfaste folk. De havde ingen jødisk fysiognomi, de var kanalarbejdere af ægyptisk oprindelse. De var fuldstændig bestialske. Bag bødlerne sluttede halvdelen af de ridende Farisæere toget. Disse ryttere red enkeltvis langs hele toget for at holde orden. Blandt pøblen, der bar redskaber foran

i toget, var der også nogle nederdrægtige jødedrenge, der havde trængt sig på .

Efter et langt mellemrum kom Pilatus tog; foran red en basunblæser, derpå Pilatus i krigsklædning mellem sine officerer foran en rytterskare, og nu fulgte tre hundrede soldater til fods. Pilatus tog gik over forum og gennem en bred gade. Toget med Jesus blev ført gennem en ganske smal gade mellem baghuse for at give plads for folk, der skulle til templet, og for ikke at hindre Pilatus tog.

Den største mængde af folket havde straks efter domfældelsen sat sig i bevægelse. De fleste af jøderne gik til deres hjem eller til. Templet; de havde til morgen forsømt meget og skyndte sig med forberedelserne til på skelammets slagtning. Alligevel var mængden, der var sammensat af alle slags mennesker, fremmede, slaver, arbejdere, drenge, kvinder og pøbel, stor, og de løb gennem gaderne for ad omveje at komme forud og endnu en gang se det sørgelige optog. De fleste strømmede ud til Golgatha.

Den snævre gade, som Jesus førtes igennem, er næppe et par skridt bred, den løber bag baghuse, hvor der er megen urenlighed. Jesus måtte lide meget her, bødlerne gik nærmere ved ham, fra vinduer og muråbninger hånede al slags udskud ham, og slaver, som havde deres beskæftigelse her, kastede snavs og køkkenaffald på ham, ondskabsfulde skurke hældte sort, stinkende ajle over ham. Børn, som blev forledte, samlede sten i deres kjoler og rystede dem ud for hans

155

Fødder på vejen, idet de gjorde nar og råbte skældsord. Således behandlede børnene ham, der havde elsket og velsignet dem og prist dem salige.

Jesus falder første gang under korset.

Der, hvor den snævre gade slutter, drejer den til venstre, bliver derpå bredere og stiger noget. Der kommer en underjordisk vandledning fra bjerget Sion; jeg tror, den flyder langs forum, hvor der også under jorden løber murede render til fåredammen. Jeg hørte vandets klukken og rislen i rørene, her i gaden, noget før den stiger, er der et dybt sted, hvor der efter regn ofte samler sig vand og snavs, og her ligger der, som der ofte gør i Jerusalems meget ujævne gader, en høj sten til at træde på for at komme over. Jesus formanede ikke at gå videre, da han kom hertil med sin tunge byrde. Bødlerne rev og sled ubarmhjertigt i ham; da faldt den guddommelige korsdrager i hele sin længde over den fremspringende sten, og korset faldt ved siden af ham. Bødlerne bandede, trak i ham og sparkede til ham; der opstod en standsning i toget og tumult omkring ham. Forgæves strakte han hånden ud efter nogen, som ville hjælpe ham op. »Ak, det er jo snart forbi,« sagde han og bad; Farisæerne råbte: »Op, jag ham op! Ellers dør han mellem hænderne på os!« Hist og her ved vejens sider så man grædende kvinder og børn, der jamrede af angst. Ved overnaturlig hjælp rejste Jesus igen sit hoved, og i stedet for at hjælpe ham satte de djævelske drenge tornekronen på hans hoved. Da de igen havde rejst ham op, lagde de korset på hans skulder, og han måtte nu lade sit hoved, som var pint af torne, hænge helt ned til den ene side for på samme tid at kunne bære den brede krone og den tunge byrde på sin skulder. Så gik han med forøget kval gennem den brede opadstigende gade.

Jesus møder sin moder og falder anden gang under korset.

Herrens moder, der var helt oprevet af smerte, havde for omtrent en time siden, da den uretfærdige dom blev fældet over hendes barn, forladt forum med Johannes og nogle kvinder. De havde på ny betrådt flere af de steder, der var blevet helliget ved Jesu lidelse, og da folkets løben, basunens lyd, Pilatus tog og soldaternes tramp lod Maria forstå, at den bitre korsvej nu begyndte, kunne hun ikke længere

156

holde sig borte, hun måtte se sin guddommelige søn i hans lidelse og bad derfor Johannes om at føre hende til et sted, hvor Jesus kom forbi.

De kom fra Sion. De gik over pladsen foran domhuset, som Jesus havde forladt, derefter gennem porte og alleer, der ellers ikke var tilgængelige, men nu åbne, fordi folk strømmede frem og tilbage. Så kom de gennem paladsets vestside, hvor man gennem en port kommer ud i den brede gade, hvor toget ved Jesu første fald drejede ind. Jeg ved ikke mere ganske bestemt, om det er en fløj af Pilatus bolig, hvis bygning den synes at hænge sammen med ved gader og alleer, eller det er, hvad jeg snarere tror, ypperstepræsten Kaifas beboelseshus, thi det på Sion er blot embedshus. - Johannes fik af en medlidende tjener eller portner tilladelse til at gå igennem til den anden side med Maria og hendes ledsagere, og porten blev åbnet for dem.

Da jeg så den stakkels gudsmoder bleg, med øjne, røde af gråd, rystende og bævende, fra øverst til nederst indhyllet i en blålig, grå kåbe, gå med de hellige kvinder, Johannes og en nevø af Josef af Arimathæa gennem dette hus, forekom det mig så oprivende og rædsomt. Man hørte allerede støjen og råbene fra toget, der nærmede sig, lyden fra basunen og råbet på hjørnerne, at der var en, der skulle føres til døden på korset. - tjeneren åbnede porten, så blev støjen tydeligere og forfærdeligere. Maria bad og sagde til Johannes:

»Skal jeg se det? Skal jeg ile bort? Hvorledes skal jeg kunne udholde det?« Johannes sagde: »Hvis du ikke blev, ville det senere altid bittert smerte dig.« - Da gik de ud af porten og derpå til højre hen ad vejen, der steg lidt, men atter blev mere jævn, hvor Maria stod.

Toget nærmede sig, det var omtrent firs skridt fra dem, da de trådte ud fra porten. Foran toget var der ingen mennesker, men på siderne og bagefter gik skarerne. Meget pak, som nu havde forladt pladsen ved domhuset, løb spredt forud gennem sidegaderne for endnu en gang at se toget.

Da bøddelknægtene frække og triumferende nærmede sig med alle Marterredskaberne, rystede og jamrede Jesu moder og vred sine hænder. En af drengene spurgte folk, som gik forbi: »Hvem er den kvinde, der bærer sig sådan ad?« en anden svarede: »Det er galilæerens moder.» da skurkene hørte dette, hånede de den jamrende moder med smædeord, pegede fingre ad hende, og en af de nederdrægtige drenge tog naglerne i næverne og holdt dem spottende op for den Hellige Jomfrus ansigt. Hun så hændervridende efter Jesus og lænede sig tilintetgjort af smerte op ad portpillen. Hun var blevet som

157

et lig, hendes læber var blå. Farisæerne red forbi, så kom drengen med indskriften og atter et par skridt bag ham Guds Søn vaklende og bøjet; han forsøgte at holde hovedet med den smertende tornekrone borte fra den tunge korsbyrde på skulderen. Bødlerne rev ham fremad i strikkerne. Med de blodige, dybtliggende øjne under tornekronen så Kristus alvorligt og fuld af medlidenhed hen mod sin moder, og idet han snublede, sank han for anden gang sammen under korsets byrde med knæ og hænder på jorden. - i sit overmål af smerte og kærlighed så hun hverken soldater eller bødler, hun så kun sin elskede, elendige, mishandlede søn; hændervridende styrtede hun de få skridt fra husets port mellem bødlerne ind til Jesus og sank på knæ hos ham, idet hun omfavnede ham. Jeg hørte ordene - men jeg ved ikke, om de var udtalte med deres læber eller sjæl: »Min søn!« ... »Min moder!«

Men nu blev der tumult. Johannes og kvinderne ville trække hende bort. Bødlerne hånede hende, spottede og sagde: »Kvinde, hvad vil du her? Havde du opdraget ham lidt bedre, så var han ikke endt i vore hænder!« Jeg følte, at flere af soldaterne var bevægede. De jog den Hellige Jomfru bort; ingen bøddel berørte hende. Johannes og kvinderne gik bort med hende, og af smerte sank hun sammen på en af portens hjørnesten, der støttede muren. Hun vendte ryggen til toget, hendes hænder berørte den skråt opretstående sten, som hun sank sammen på. Det var en sten med grønne årer; hvor hendes knæ havde berørt den, blev der flade fordybninger; hvor hendes hænder havde hvilet, fladere pletter. Det var stumpe aftryk, som et slag i dej ville fremkalde. Det var en meget hård sten. Jeg så, at da Jakob den yngre var biskop i den første katolske kirke, kom den til kirken ved Betesda dam. - jeg har allerede sagt det, og jeg siger endnu en gang, at jeg ofte har set sådanne aftryk i sten ved hellig berøring under store alvorlige begivenheder. Det er lige så sandt som ordet: »Det må kunne røre en sten«, ligeså sandt som ordet:

»Dette gør indtryk«. Den evige visdom har aldrig haft bogtrykkerkunsten nødig for at overgive efterverdenen et vidnesbyrd om de hellige. (lignende side 70)

Da soldaterne, der med lanser gik ved siden af, atter drev toget fremad, bragte Johannes Jesu moder ind i porten, som lukkedes efter dem. Bødlerne havde imidlertid revet Herren op og lagt korset på en anden måde på hans skuldre. Korsarmene, som var bundet på foroven, var blevet løse, og en af dem var sunket ned i rebets løkke;

158

Jesus omfavnede den med armen, og så hang korset endnu mere ned bag ham.

Mellem pøblen, der spottede ledsagede toget, så jeg hist og her grædende tilslørede kvindeskikkelser.

Simon af Cyrene. - Jesus falder tredje gang under korset.

Ad den brede onde drog toget videre gennem en portbue i en af byens indre gamle mure. Foran denne port er der en større plads; her løber tre gader sammen. Nu skulle Jesus igen over en stor sten, han vaklede og sank om, korset faldt ved siden af ham, og han støttede sig mod stenen og formåede ikke mere at rejse sig. Der kom skarer af velklædte folk gående; de skulle op til templet, og de råbte medfølende: »O ve, det stakkels menneske dør!« Der blev tumult, de kunne ikke mere få Jesus op, og Farisæerne, der førte toget, sagde til soldaterne: »Vi får ham ikke levende af sted, i må finde en, der kan hjælpe ham at bære korset.« Simon af Kyrene kom netop i dette øjeblik gående gennem den midterste gade; han var hedning, hans tre sønner gik sammen med ham, han bar et bundt kvas under armen; han var gartner og havde arbejdet i de haver, der ligger ved den østlige bymur. Som så mange andre arbejdere kom han hvert år med kone og børn til Jerusalem for at beskære hækkene. Nu kunne han ikke slippe bort; der var trængsel, og da de så på hans dragt, at han var hedning og simpel arbejdsmand, greb soldaterne ham og slæbte ham med; han skulle hjælpe med at bære galilæerens kors. Han vægrede sig og viste stor modvilje, men de tvang ham med magt. Hans drenge græd og skreg; nogle kvinder, der kendte manden, tog sig af dem. Simon følte stor lede og modbydelighed ved dette; den stakkels Jesus så skrækkelig elendig og vansiret ud, og hans klæder var dækkede med snavs, men han så med tårer på Simon. Simon måtte hjælpe ham op, og nu bandt bødlerne den ene korsarm længere bagtil og lagde løkken om Simons skulder; han gik tæt bagved Jesus, der nu ikke længere havde så tung en byrde. De satte også tornekronen anderledes på Jesus. Så satte endelig det sørgelige tog sig i gang igen.

Simon var en kraftig mand på fyrretyve år; han gik med utildækket hoved og havde en kort, tætsluttende overklædning på , hans lænd var omvundet med klude; på sålerne, der var snøret fast til benene med remme, havde han spidse snabler. Hans sønner havde spraglede klæder. To af dem var allerede større; de hed Rufus og Alexander

159

og blev senere disciple. Den tredje var kun lille; jeg har set ham som dreng hos Stefanus. Simon bar ikke længe korset efter Jesus, før han følte sig dybt grebet.

Veronika med svededugen.

Gaden, hvor toget nu gik, er en lang gade, der bøjer noget til venstre; der støder flere gader til den, og fra alle sider kom der velklædte folk dragende, som skulle op til templet; nogle trak sig tilbage af Farisæisk frygt for at blive urene, andre viste lidt medlidenhed. Omtrent tohundrede skridt havde Simon hjulpet Herren, da der fra et smukt hus, som lå til venstre i gaden og havde en trappe, der førte op til en forgård med mur, terrasse og et strålende gitter, kom en høj, anselig kvinde med en lille pige ved hånden og styrtede hen mod toget. Det var Seraphin, rådmanden Sirachs hustru, der ved sin handling i dag fik navnet Veronica efter vera icon (det sande billede).

Seraphin havde hjemme tilberedt en kostelig krydret vin med det fromme formål at ville vederkvæge Herren på hans bitre lidelsesvej. Hun var i smertelig forventning allerede en gang ilet toget i møde; jeg så hende gå hen ved siden af toget, da Jesus mødte sin moder; ved hånden førte hun den lille pige, som hun havde antaget i barns sted. I trængselen fandt hun ingen lejlighed til det, og hun skyndte sig tilbage til sit hjem for at vente på Herren.

Hun trådte tilsløret ud på gaden; et tørklæde hang over hen des skulder; da toget nærmede sig, stod den lille pige, der omtrent var ni år gammel, ved siden af hende med kanden, fyldt med vin, skjult under et dække. De forreste ville holde hende tilbage, men ude af sig selv af kærlighed og medlidenhed trængte hun sig med barnet, der holdt fast i hendes klædning, igennem pøbelen, der løb ved siden af, forbi soldater og bødler og trådte i vejen for Jesus; hun faldt på knæ og holdt det udbredte tørklæde op til ham med de ord: »Hold mig for værdig til at tørre min Herres ansigt!« Jesus greb tørklædet med den venstre hånd og trykkede det med den flade hånd mod sit blodige ansigt, og da lagde han med venstre hånd tørklædet over i den højre, der fattede om korsarmen, trykkede tørklædet sammen med begge hænder og rakte hende det med tak tilbage. Hun kyssede det, lagde det under sin kåbe mod sit hjerte og rejste sig; da løftede den lille pige undseligt vinkruset op, men

160

bødlerne og soldaternes råhed tillod ikke, at hun vederkvægede Herren. Seraphias (Veronika) raske dristighed ved at trænge gennem mængden og derved standse toget i et par minutter havde gjort det muligt for hende at overrække svededugen. De ridende Farisæere og bødlerne forbitredes over dette ophold og endnu mere over den offentlige ærbødighed, der vistes Herren, de begyndte at slå og rive i Jesus, og Veronica flygtede med sit barn ind i huset.

Næppe havde hun betrådt sit værelse og lagt svededugen på bordet, før hun sank bevidstløs om; den lille pige knælede grædende ved siden af hende med vinkruset. En ven af huset, der netop kom ind, fandt hende således liggende som død ved det udbredte tørklæde, på hvilket Jesu blodige ansigt skrækkeligt men vidunderlig tydeligt var aftrykt; han var ganske forfærdet, vækkede hende og viste hende tørklædet med Herrens ansigt. Hun var opfyldt af klage og trøst, hun knælede ned foran tørklædet, idet hun råbte: »Nu vil jeg forlade alt: Herren har givet mig et minde.« dette tørklæde var en strimmel af fin uld, som var tre gange så lang, som den var bred; de bar det sædvanligvis hængende om nakken, undertiden også et andet over skulderen. Det var skik at træde sørgende, grædende, besværede, syge eller trætte i møde med det og aftørre deres ansigt, det var et tegn på sorg og medfølelse. I de varme lande brugte man det også som foræring til hinanden. Dette tørklæde har altid siden hængt ved hovedgærdet af hendes leje. Det er efter hendes død ved de hellige kvinder kommet til Guds moder og gennem apostlene til kirken.

Seraphin var Johannes døberens kusine, thi hendes fader var søn af Zacharias farbroder. Hun var fra Jerusalem. - da Maria som fireårs barn blev bragt til tempeljomfruerne, så jeg Joachim og Anna med andre ledsagere gå ind i Zacharias fædrene hus ikke langt fra fisketorvet. Her boede en meget gammel slægtning af Zacharias. Han har vist været hans onkel og Seraphias (Veronika) bedstefader. Jeg så hende dengang allerede betydeligt ældre end Maria; hun må have været fem år ældre. også ved Marias bryllup med Josef så jeg hende ældre end den Hellige Jomfru. Hun var ligeledes beslægtet med den gamle Simeon, der ved Jesu ofring i templet profeterede om ham, og fra ungdommen veninde med hans sønner. Disse havde allerede tidligt gennem deres fader en længsel efter Messias, som Seraphia delte. Denne forventning om frelsen havde dengang længe været en hemmelig kærlighed hos mange gode mennesker, de andre

161

anede ikke noget sådant på den tid. Da Jesus som tolvårig blev tilbage i Jerusalem for at lære i templet, så jeg Seraphia endnu som ugift; hun sendte mad til Jesus i et lille herberg, hvor han tog ind, når han ikke var i templet. Det var det samme herberg, tre kvarters gang fra Jerusalem, hvor Maria efter Kristi fødsel sammen med Josef opholdt sig hos to gamle folk i to dage og to nætter, da hun gik fra Bethlehem til templet for at ofre Jesus. Disse to gamle folk var Essæere, konen var beslægtet med Johanne Chusa; de kendte den hellige familie. Herberget her var en stiftelse for fattige; Jesus og hans disciple havde ofte deres tilhold der, og jeg så i den sidste tid, da han lærte i templet, Seraphia sende mad dertil. Engang var der andre husfolk på dette sted. - Seraphia giftede sig sent; hendes mand, Sirach, var efterkommer af den kyske Susanne og medlem af tempelrådet. Da han i begyndelsen nærede uvilje mod Jesus; måtte Seraphia lide meget fra hans side på grund af hendes inderlige forhold til Jesus og de hellige kvinder. Han har endog ofte i længere tid holdt hende indespærret i en hvælving. På virket af Nikodemus og Josef af Arimathæa blev han mildere stemt og tillod sin hustru at følge Jesus. Ved Jesu domfældelse i nat og i morges talte han sammen med Nikodemus, Josef af Arimathæa og alle retsindige Herrens sag og udtrådte sammen med dem af synedriet. Seraphia er endnu en smuk, statelig kvinde, men hun man dog være over halvtreds år.

- ved Jesu triumferende indtog i Jerusalem, som vi fejrer på palmesøndag, så jeg hende med et barn på armen sammen med andre kvinder tage sit slør af og med glad ærbødighed brede det ud for ham på vejen. Det var det samme tørklæde, som hun nu ved et sørgeligere, men sejrrigere triumftog rakte Herren for med det at aftørre spor af hans lidelser - det samme tørklæde, der gav dets ejerinde det ny, triumferende navn: Veronica, og som nu offentligt æres i kirken.

Jerusalems grædende døtre. - Jesus falder fjerde og femte gang under korset.

Toget havde endnu et godt stykke til porten, vejen skråner noget ned mod den. Porten er lang. Man går først gennem en hvælvet bue, så over en bro, så igen gennem en bue. Porten går i sydvestlig retning. Ved udgangen løber bymuren et stykke, omtrent et par minutters gang, mod syd, drejer derpå et stykke mod vest og tager

162

så igen en sydlig retning omkring bjerget Sion. Til højre for porten løber muren nordpå mod hjørneporten og drejer så langs Jerusalems nordside mod øst. Da toget nærmede sig porten, drev bødlerne hurtigere på . Tæt foran porten var der på den ujævne og opkørte vej en stor pøl; de ubarmhjertige bødler trak Jesus fremad, man gik tættere sammen, Simon af Cyrene prøvede at træde ud til siden, hvorved korsbyrdens fremaddrift blev forskudt, og Jesus faldt for fjerde gang under korset; han styrtede så brat i den skidne pøl, at Simon næppe kunne holde korset. Jesus stønnede med brudt, men dog tydelig stemme: »Ve, ve, Jerusalem, jeg har elsket dig som en høne, der samler sine kyllinger under sine vinger, og grusomt støder du mig ud af dine porte.« Herren var ganske sønderknust af sorg, men Farisæerne vendte sig hånligt til ham og sagde: »Fredsforstyrreren har nok ikke fået nok endnu, han fører stadig løs tale.« de slog og sparkede Jesus og trak ham på benene op af pølen. Da blev Simon af Cyrene helt forbitret over bødlernes grusomhed og råbte: »Hvis i ikke gør en ende på de slyngelstreger, så kaster jeg korset, om i så slår mig ihjel for det!«

Lige uden for porten drejer der til højre fra landevejen en ujævn, ikke særlig bred vej mod nord til Kalvariebjerget. Selve landevejen deler sig i tre retninger: til venstre går den sydvest på gennem Gihons dal til Bethlehem, mod vest går den til Imaus og Joppe, og tilhøjre i nordvestlig retning omkring Kalvariebjerget mod hjørneporten, der fører til Bethsur. Her fra porten, hvor Jesus blev ført ud, kan man i sydvestlig retning se Bethlehemsporten. Begge disse porte ligger lavere end Jerusalems porte.

På landevejen foran porten på det sted, hvor vejen drejer af til Kalvariebjerget, stod en tavle opslået på en pæl. Her var vor frelsers og begge røvernes dødsdom skrevet med ophøjede, ligesom på klistrede, hvide bogstaver. Ikke langt herfra, ved hjørnet af vejen, som gik op, stod mange grædende og klagende kvinder; det var dels jomfruer og fattige kvinder med børn fra Jerusalem, som var gået forud for toget, dels kvinder fra Bethlehem, Hebron og andre omliggende byer, som var kommet til festen og havde sluttet sig til de andre.

På dette sted sank Jesus ikke helt ned på jorden, men dog næsten afmægtig om, så at Simon bag den sammenbøjede frelser måtte sænke korset til jorden; han nærmede sig til ham og støttede ham. Herren lænede sig op mod Simon. Det var femte gang, frelseren

163

faldt under korset. Kvinder og jomfruer opløftede ved dette forfærdelige syn et jammerskrig og rakte efter jødisk skik i medlidenhed deres tørklæder mod Jesus for at kunne aftørre ham sveden. Da vendte Jesus sig mod dem og sagde: »I Jerusalems døtre <det vil også sige:

I folk fra Jerusalems søsterbyer), græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn, thi se, den dag skal komme, hvor man skal sige: salige er de ufrugtbare, de liv, der ikke har båret, og de bryster, der ikke gav die! Da vil de sige til bjergene: Fald over os, og til høj ene: Dæk os, thi når man gør således ved det grønne træ, hvad vil man da gøre ved det tørre?« Han talte endnu andre ord til dem, som jeg har glemt, blandt andet sagde han, at deres gråd skulle belønnes, og at de fra nu af skulle gå andre veje.

Der blev gjort et ophold, thi toget tøvede en stund; drengene, som var foran, gik med Marterredskaberne op på Kalvariebjerget, og med dem fulgte hundrede romerske soldater af Pilatus skare, som hidtil havde fulgt toget i en kort afstand og nu ved porten vendte direkte tilbage til byen.

Jesus på Golgathas bjerg. - Herren falder sjette og syvende gang.

Atter satte toget sig i bevægelse. Jesus blev med slag og rusken trukket op ad den ujævne og besværlige vej nordpå mellem bymuren og Kalvariebjerget, så drejede den bugtede sti sig igen mod syd, og Jesus faldt for sjette gang tungt under korset. Nu slog og drev de mere heftigt på end nogen sinde, indtil Jesus nåede op på retterstedet, og for syvende gang styrtede han til jorden med korset.

Simon af Cyrene, der selv var mishandlet og udmattet, var oprevet af vrede og medfølelse; han ville atter hjælpe Jesus op, men bødlerne jog ham ned ad vejen igen med ukvemsord. Han kom snart derefter til disciplene. De overflødige drenge og håndlangere blev også sendt bort. De ridende Farisæere havde valgt en bekvem og bugtet sti på Kalvariebjergets vestside. Her oppe fra kunne man lige se over bymuren.

Retterstedets øverste flade er kredsformet og nok så stor, at kirkegården foran sognekirken kan få plads på den, den er så stor som en almindelig ridebane og omgivet af en lavere jordvold, som gennemskæres af fem veje. Sådanne fem veje findes næsten ved alle anlæg her i landet, ved badesteder, dåbssteder og ved Betesda

164

Dam, ved mange byer er der også fem porte. Denne ordning findes ved alle anlæg fra gammel tid og også ved mange nye, der har fulgt den gode skik. Det er, som med alt i det Hellige land, forbundet med en dyb, profetisk betydning, som i dag ved åbenbaringen af de fem frelsesveje i Jesu Hellige vunder er blevet opfyldt.

De ridende Farisæere holdt på vestsiden, hvor bjerget skråner jævnt ned mod byen; der, hvor de, der skal henrettes, føres op, er der øde og stejlt. Der var omtrent hundrede romerske soldater fra den schweiziske grænse, som dels var opstillede her og der på bjerget, dels på retterstedets vold. Nogle stod hos de to røvere, som man for at få plads ikke havde ført helt op, men havde lagt på ryggen med armene fastbundne til tværbjælkerne; de lå på skråningen nedenfor retterstedet, hvor vejen igen drejer mod syd. Mange mennesker, dels simple folk, dels fremmede, drenge, slaver, hedninger og mange kvinder stod udenom kredsen; det var sådanne folk, som ikke var bange for at blive urene. Skaren på de omliggende høje forøgedes mere og mere af folk, som drog til byen. Vestpå på bjerget Gihon lå en hel lejr af påskegæster; mange herfra så det fra det fjerne og kom så nærmere og nærmere.

Klokken var omtrent et kvarter i tolv, da Jesus, som var slæbt op til retterstedet, styrtede, og Simon blev jaget bort. De trak ham op i rebene, løste korsets træstykker fra hinanden og lagde dem sammen på lykke og fromme. Hvor elendig, sørgende, sønderslået, blodig og bleg stod dog ikke Jesus her på sit pinested. Så væltede de ham om, idet de gjorde nar ad ham: »Vi må passe din trone til, konge! «Han lagde sig selv ned på korset, og havde han i sin elendighed formået at gøre det hurtigere, havde de ikke haft nødig at vælte ham om. Så strakte de ham ud på korset og satte mærker af til hans hænder og fødder, og Farisæerne hånede ham. De rev ham op igen og førte ham henved halvfjerds skridt nord over Kalvariebjerget ned til en udhugget hule i bjerget, der var som en kælder eller cisterne; der løftede de døren op og stødte ham så ubarmhjertigt ned, at det var et under, han ikke sønderslog knæene på den hårde klippegrund. Jeg hørte hans høje, tydelige klage. De låste døren og efterlod vagten der. Jeg gik de halvfjerds skridt med ham, og jeg tror også at have set i et syn, hvorledes engle hjalp ham, så hans knæ ikke knustes. Det skar i hjertet at høre hans stønnen. Stenen er blevet gjort blød under hans knæ.

165

Nu begyndte bødlerne deres forberedelser. Der var på Kalvariebjergets højeste punkt, på midten af retterstedet, en to fod højere forhøjning med nogle trin. På denne høj udmejslede de hullerne, hvori de tre kors skulle stå, efter at have taget mål af stammernes nederste del. De stillede de to røveres kors til højre og venstre på den runde top; stammerne var ujævne og lavere end Jesu kors og var skrant afsavede foroven. Tværbjælkerne, som deres hænder endnu var bundne til, blev senere ved korsfæstelsen gjort fast tæt under den øverste del. Bødlerne lagde nu Kristi kors på det sted, hvor de ville nagle ham til det, så at de lige kunne hæve det op og sænke det ned i hullet. De satte begge tværbjælkerne til højre og venstre fast med en tap, spigrede fodklodsen fast, borede huller til naglerne og Pilatus overskriftstavle, slog kiler under de indsatte arme og lavede hist og her små udhulinger i midterstammen for at gøre plads for tornekronen og ryggen, for at legemet mere skulle stå op end hænge og derved lide mere pine, og for at hænderne ikke skulle sønderrives. De slog pæle og en tværbjælke ned i jorden bag højen for at kunne hæve korset i de reb, som blev lagt derover, og de traf flere andre forberedelser.

Maria og hendes ledsagere drager til Golgatha.

Efter at den Hellige Jomfru havde mødt Jesus med korset og bevidstløs var sunket sammen, bragte Johanne Chusa, Susanne, Salome og Johannes hende ind i huset, og porten blev lukket mellem hende og hendes elskede og mishandlede søn. Hendes ledsagere gik med hende til Lazarus hus, hvor de andre hellige kvinder havde samlet sig hos Magdalene og Martha for at græde og klage; der var også nogle børn hos dem.

Jeg så dem alle alvorlige og bestemte, uanfægtede af hån fra pøblen, som de med deres sorg indgød en vis ærefrygt. I deres ærbare dragt kom de til forum, og på stedet, hvor Jesus havde taget korset på sig, kyssede de jorden. Så gik de hele Jesu lidelsesvej og ærede de steder, hvor han havde lidt. Maria søgte at træde i hans fodspor; den Hellige Jomfru, der følte og beskuede alt så inderligt, førte dem på denne korsvej, og alle stederne indprentede sig levende i hendes sjæl, ja, hun talte skridtene og fortalte sine ledsagere, hvor de hellige steder var.

166

På den måde blev kirkens mest rørende og første andagtsøvelse i begyndelsen indskrevet i Marias elskende moderhjerte med det sværd, som var profeteret af Simeon, og kom fra hendes læber til hendes lidelsesfæller og fra dem til os. Det er Guds hellige gave til moderhjertet, og fra hjerte til hjerte fortsætter kirkens tradition således hos børnene. Når man ser det, således som jeg ser, viser en sådan gave sig mere levende og helligere end nogen anden. Alle steder, hvor noget helligt har fundet sted, er for jøderne meget ærværdige, og de glemmer intet sted, hvor store begivenheder er sket; de opstiller stene der og går derhen og beder. Således opstod den hellige korsvejsandagt ikke med en bestemt hensigt, men ifølge menneskets natur og Guds hensigt med sit folk; den fødtes af den trofaste moderkærlighed så at sige i hans fodspor, der først havde gået den.

Det lykkedes disse hellige mennesker at nå Veronikas hus, og de gik ind, da Pilatus med sin rytterskare red gennem byen. Her så de med tårer og klager på svededugen med Jesu ansigt, og de priste Jesu miskundhed mod sin trofaste tjenerinde. De medtog kruset med den krydrede vin, som det ikke blev forundt Veronica at række Jesus, og gik nu fulgt af Veronica op til Golgatha. Foruden dem var der flere velsindede mennesker og folk, der var blevet grebne undervejs, samt flere mænd, der sluttede sig til det tog, der nu stille og tyst gik gennem gaderne. Dette tog var næsten større end Jesu tog, når man fraregner de mennesker, der løb efter det.

Man kan ikke beskrive Marias oprivende lidelser og smerter, da hun gik denne vej, da hun så retterstedet og ankom til det. Magdalene var helt oprevet og som bedøvet af smerte; det var, som om hun blev kastet fra pine til pine, hun svingede fra tavshed til jamren, fra følelsesløshed til hændervriden, fra klager til trusler; hele tiden måtte hun støttes, beskyttes, formanes og skjules af de andre.

De steg op ad højen fra vestsiden ad den jævne skråning og blev stående i tre forskellige hold. Jesu moder, hendes niece Maria Kleofas, Salome og Johannes gik tæt hen til kredsen; Martha, Maria Heli, Veronica, Johanne Chusa, Susanne og Maria Markus stod noget fjernere omkring Magdalene, der ikke kunne komme til sig selv; noget længere borte stod syv andre og sammen med dem hovedsagelig velsindede mennesker. De ridende Farisæere holdt på forskellige steder rundt om i kredsen, og der stod romerske soldater ved de fem indgange.

167

Hvilket syn var ikke dette rettersted for Maria! Korshøjen, det skrækkelige kors, der lå udstrakt foran hende, hammeren, rebene, de frygtelige nagler, der var samlet sammen, og alle de halvnøgne, bandende, drukne bødler, der arbejdede her og der. Røvernes korspæle var allerede stillet op og enkelte tapper stukket i de borede huller. Jesu fraværelse forlængede moderens kval, hun vidste, at han endnu levede, hun længtes efter at se ham, hun skælvede for at se ham; hun skulle se ham i uendelig lidelse.

Vejret.

Om morgenen klokken ti, da dommen faldt, kom der haglbyger. Da de gik herud, var det klar himmel og solskin; nu hen imod klokken tolv lå der en rødlig dis for solen.

VII .

KORSFÆSTELSEN

Nu gik fire bødler de halvfjerds skridt mod nord hen til fangekulen og rev Jesus op fra den. Her havde han bønfaldet Gud om kraft og endnu en gang ofret sig for sine fjenders skyld. De slæbte ham, slog og spottede ham på disse hans lidelsers sidste skridt. Folket så hånende til, soldaterne kroede sig og opretholdt ordenen, bødlerne modtog ham med råheder og rev ham ind i deres midte.

Da de hellige kvinder så Jesus komme, gav de en mand penge, for at han skulle bringe bødlerne den krydrede vin, at de kunne vederkvæge Jesus med den. Disse skurke gav ham ikke vinen, men drak den selv senere hen. De havde to brune kar stående, i det ene var der eddike og galde, i det andet en slags eddikebærme med malurt og myrra, det skulle være vin. De holdt den sidste drik i et brunt bæger op for den bundne frelsers mund, han smagte, men drak ikke. Der var atten bødler ved retterstedet: de seks hudstrygere, de fire, der havde ført ham ud, de to, der holdt i korsets strikker, og de seks, der skulle korsfæste. De var dels beskæftigede her, dels hos røverne, og de skiftevis drak og arbejdede. Det var små, smudsige, halvnøgne, stærke mænd med fremmede ansigter, stridt hår og stikkende skæg, og de var frygtelig brutale. De tjente jøderne og romerne for penge.

Synet af alt dette blev endnu forfærdeligere for mig, fordi jeg måtte se det usynlige onde i skikkelser. Jeg så nemlig store, frygtelige djævleskikkelser virksomme mellem alle disse grusomme mennesker, som rakte de dem alt, randede dem og hjalp dem med alting, og jeg så utallige små, græsselige fremtoninger af tudser, slanger og drager med mange kløer samt al slags gruelig giftigt kryb sværme om og formørke omgivelserne. De skød ind i menneskenes mund, i brystet, sad på deres skuldre, og det var på de mennesker, der husede onde

169

Tanker eller udstødte forbandelser og hånende ord. Over Herren så jeg ofte under korsfæstelsen store, grædende engleskikkelser og megen herlighed komme til syne, kun kendte jeg ikke ansigterne. Sådanne trøstens og medlidenhedens engle så jeg også komme til syne over den Hellige Jomfru og alle velsindede for at styrke og opmuntre dem.

Nu rev bødlerne Herrens kappe af, som havde været slynget over hans overkrop. De tog lænken og hans bælte af ham og rev den hvide, uldne overklædning af over hovedet på ham; den havde en brystslidse, som var bundet sammen med remme. Så tog de den lange, smalle strimmel af hans skuldre, og da de på grund af tornekronen ikke kunne få den usyede kjortel over hans hoved, rev de kronen af hovedet, hvorved sårene åbnede sig på ny, smøgede kjortlen op og trak den med eder og hån over det 'blodige, sårede hoved. Der stod menneskesønnen, skælvende og dækket af blod og blegner, tørre og vædskende sår, strimer og pletter. Nu havde han kun det korte, uldne skapular på overkroppen og underlivsbæltet på . Skapularets uld var tørret ind i hans sår og klistret med blod ind i de nye, 'dybe sår, som korsbyrden havde efterladt i hans skuldre; dette led han meget ved. De rev ubarmhjertigt skapularet af hans bryst, og han stod frygtelig forrevet og opsvulmet i sin nøgenhed. Skuldrene var sønderrevne indtil benene, og den hvide uld fra skapularet klæbede hist og her fast til sårrandene og i det indtørrede blod på hans bryst.

Nu rev; de det sidste bælte af hans hofter, og han stod nøgen og bøjede sig undseligt sammen; da det så ud, som om han skulle falde, satte de ham på en sten, som de havde rullet derhen, trykkede igen tornekronen fast på hans hoved og bød ham et nyt bæger med eddike og ga1de, men han vendte tavs hovedet bort.

Men da nu bødlerne greb ham i armene, som han dækkede sig med, og rettede ham op for at kaste ham ned på korset, brød der en forbitrelse og lydelig knurren og klageråb ud blandt alle hans venner over denne forsmædelige blottelse. Hans moder bad indtrængende; hun var i begreb med at tage sit slør af og trænge ind i kredsen for at række ham det som dække, og Gud bønhørte hende. I dette øjeblik styrtede nemlig en mand, som opkiltet og nådeløs kom løbende ad vejen fra porten, tværs gennem mængden og ind i kredsen blandt bødlerne og rakte Jesus et tørklæde, som han med tak tog imod og bandt om sit liv.

170

Denne frelserens velgører, som ved den Hellige Jomfrus bøn var blevet tilkaldt af Gud, havde i sin heftighed noget bydende ved sig; han sagde blot, idet han truede med næven ad bødlerne: »Vil i så lade det stakkels menneske tilhylle sig!« Han talte ellers ikke med nogen, men ilede bort så hurtigt, som han var kommet. Det var Jonadab, den hellige Josephs nevø fra Bethlehem, søn af den broder, til hvem Josef efter Kristi fødsel havde pantsat det overflødige æsel. Han var ikke nogen egentlig ven af Jesus; også i dag havde han holdt sig på afstand og var strejfet omkring overalt. Men allerede da han hørte om blottelsen ved hudstrygningen, blev han forbitret, og da tiden for korsfæstelsen nærmede sig, grebes han i templet af en stor angst. Medens Jesu moder på Golgatha råbte til Gud, blev Jonadab pludselig grebet af en uimodståelig trang: Han måtte ud af templet, ud på Kalvariebjerget. Han følte uvilje mod Kams skammelighed, der spottede den af vin berusede Noahs blottelse, og skyndte sig som en ny Sem for at tilhylle persetræderen. De, der korsfæstede, var Kams efterkommere, og Jesus trådte den ny, forløsende vins blodige perse, da Jonadab dækkede ham. Denne handling var opfyldelsen af et forbillede og blev, som jeg senere har set, belønnet.

Jeans bliver naglet til korset.

Jesus blev af bødlerne strakt ud på korset; han satte sig selv på det, de stødte ham ned på ryggen og rev hans højre hånd hen til naglehullet på den højre korsarm. Nu snørede de hans arm fast, en knælede ned på hans bryst, en holdt den hånd, der ville lukke sig, og en tredje satte den lange, tykke nagle, der var filet spids, i det tykke af hans højre hånd, den som havde velsignet, og slog voldsomme slag med en jernkølle. Et sødt, klart, brudt veråb lød fra Herrens mund; hans blod sprøjtede ud på bødlernes arme. Senerne i hånden blev sønderrevet og med den treæggede nagle drevet ind i det snævrere naglehul. Jeg har talt hammerslagene, men i min elendighed glemt dem igen. Den Hellige Jomfru klagede stille, og Magdalene var ganske ude af sig selv.

Boret var et stort stykke jern af form som et latinsk t, intet af det var af træ; også de store hamre var ligesom deres hoveder helt af jern og omtrent af samme form som trækøllerne hos vore snedkere, dem de bruger til at slå på stemmejernet med.

Naglerne, som Jesus havde gyst ved, var så lange, at de, når de

var gået igennem en hånd, omtrent ragede en tomme ud på hver side; de havde et toppet hoved, der af omfang var omtrent som en kronedaler. Naglerne var treæggede, foroven så tykke som en almindelig tommelfinger, forneden som en lillefinger og spidst tilfilede. Når de var slået ind, sås spidsen på den bageste side af korsarmen.

Efter naglingen af vor Herres højre hånd fandt de, der korsfæstede ham, at hans venstre hånd, der også var bundet til korsarmen, ikke nåede naglehullet, det var boret to tommer længere borte, end fingerspidserne rakte. De bandt nu bare rebet om den venstre arm og trak, med fødderne stemte mod korset, så voldsomt i armen, at hånden nåede naglehullet. Jesus klagede sig; de havde revet hans arme af led, hans skuldre var udtrukne og hule, på albuerne så man knogle leddene. Hans bryst hævede sig, knæene trak sig op mod underlivet. De knælede på hans arm og bryst, de bandt armen fast og slog den anden frygtelige nagle gennem Herrens venstre hånd. Blodet sprøjtede frem; Jesu blide, klare veråb lød ind mellem den tunge hammers slag. - Jesu arme var spændt så stramt ud, at de ikke mere dækkede de skråt opadstigende korsarme; man kunne se mellem korsarmene og hans armhuler.

Den Hellige Jomfru følte hele smerten med Jesus, hun var bleg som et lig, og sagte klage lød fra hendes læber. På den side, hvor hun stod, hånede og spottede Farisæerne, og man førte hende derfor længere bort fra kredsen og hen til de andre hellige kvinder. Magdalene var som en afsindig; hun rev sig i ansigtet, hendes øjne og kinder var blodige.

Der var på korset, omtrent i en tredjedels højde, en fremspringende klods, som var fæstet dertil med en meget stor nagle, f6r at Jesu fødder kunne nagles til den, så han mere stod end hang, ellers ville hænderne sønderrives, og man kunne ikke nagle fødderne fast uden at brække dem. I denne klods var naglehullet boret. Der var også udhulet et sted til hælene, ligesom der i det hele taget var indrettet nogle udhulinger på korsstammen for at gøre det muligt, at den korsfæstede kunne hænge endnu længere, og for at forhindre, at hænderne sønderreves, eller at legemet ved sin tyngde skulle styrte ned.

Vor frelsers legeme havde ved armenes voldsomme udtrækning trukket sig i vejret, og hans knæ havde rettet sig op. Nu faldt bødlerne over dem og bandt dem ned med løkker fra rebet, og på grund af

172

Naglehullernes forkerte stilling nåede hans fødder langt fra ned til klodsen. Da begyndte bødlerne at bande og håne, nogle mente, at man måtte bore andre huller i armene, thi det var for besværligt at rykke klodsen op; men andre spottede grusomt: han ville ikke strække sig, men de skulle hjælpe ham! De bandt ham rebet om det højre ben og trak med grusom kraft foden ned på klodsen, idet de bandt benet fast til den. Strækningen af legemet var så frygtelig, at Jesu bryst knagede, og han jamrede højt: »Åh Gud! Åh Gud!« De havde også bundet brystet og armene, for at hænderne ikke skulle rives ud af naglerne. Underlivet trak sig helt sammen, og det var, som om ribbenene brækkedes fra brystbenet. Det var en rædselsfuld tortur.

Nu bandt de den venstre fod ligeså voldsomt ned over den højre med strikker, og da den ikke kunne nå den højre, gennemborede de den over vristen med en finere fladhovedet nagle. De tog så den forfærdelige og meget længere nagle og drev den med stor anstrengelse gennem den venstre sårede vrist, gennem den højre fod nedenunder og knagende ind i klodsen, hvorigennem den atter gik ind i korsstammen. Jeg har ved korset fra siden set, at naglen gik gennem begge fødder.

Føddernes nagling var grusommere end alt andet på grund af udstrækningen af hele legemet. Jeg talte seksogtredive hammerslag under den stakkels forløsers klage, der for mig syntes sød, klar og ren, medens spottens og forbitrelsens stemmer rundt om mig lød dumpe og mørke.

Den Hellige Jomfru var igen vendt tilbage til retterstedet, og ved at høre denne knagen og hans klage ved føddernes nagling sank hun om i sine ledsageres arme, og der opstod tumult. Farisæerne kom ridende derhen og smædede hende, og hendes venner bragte hende atter bort fra kredsen. Der løftede sig hist og her, navnlig blandt kvinderne, under naglingen og da korset derpå rejstes et medlidenhedsråb:

»At jorden dog ikke opsluger de forbrydere, at ikke himlens ild fortærer dem!« Spot og hån besvarede disse deres kærlighedsytringer.

Jesu klage bestod stadig af bøn, enkelte salmer og profetier, hvis forudsigelser han nu opfyldte; på vejen og lige til sin død bad han uafbrudt. Jeg har hørt alle disse salmer og profetier og bedt dem med, eller også faldt de steder mig altid ind, når jeg bad salmerne, men nu er jeg så tilintetgjort af min himmelske brudgoms pinsler, at jeg ikke kan få dem samlet. - Jeg så grædende engle komme til syne over Jesus, medens disse grusomme pinsler fandt sted.

173

Da naglingen begyndte, havde befalingsmanden for den romerske vagt allerede ladet overskriften, som var skrevet af Pilatus, fæste på en pæl over korsets hoved. Farisæerne ærgrede sig over det, thi romerne b højt over denne overskrift: »Jødernes konge«, og nogle af Farisæerne red til byen, efter først at have taget mål til en ny overskrift, for endnu en gang at bede Pilatus om en anden indskrift. Under naglingen mejslede man på korshøjen hullet, hvori korset skulle rejses, thi det var for lille og klippen meget hård. Bødlerne havde ikke givet Jesus den krydrede vin fra de hellige kvinder, men havde selv drukket den; de var ganske berusede af den og fik en brand og en svie i underlivet, så de blev som gale. De skældte Jesus ud for en troldmand og var rasende over hans tålmod, og de løb flere gange ned fra Kalvariebjerget og drak æselmælk. Der var nogle kvinder fra påskegæsternes lejr nærved, som havde aseninder, der gav mælk; den solgte de. Efter solen var klokken omtrent et kvarter over tolv, da de korsfæstede Jesus. Da de rejste korset, lød et stærkt trompetstød fra templet herop: påskelammet var slagtet.

Korsets oprejsning.

Efter vor Herres korsfæstelse trak de korset op på det hævede sted i reb, der var gjort fast i ringe bag det, og kastede derpå tovene op over bommen eller tværbjælken, der var rejst på den anden side. Mange bødler trak nu ved hjælp af disse tove korset i vejret, andre styrede med hager og rettede foden mod hullet; så skød de korsets spids noget frem, så det kom til at stå lodret, og derpå faldt det med hele sin vægt med et rystende stød ned i hullet. Korset dirrede ved stødet; Jesus klagede højt, legemets udspilede byrde trak ned, sårene blev større, blodet randt stærkere, og alle legemets ben stødte mod træet. Nu gjorde de korset fast og slog fem kiler omkring det i hullet: en foran, en tilhøjre, en til venstre og to bagved mod korsets noget mere runde side.

Det var et forfærdeligt men tillige gribende øjeblik, da korset svajede i vejret og rystende stødtes ned under bødlernes, Farisæernes og de fjernere stående folks hånskrig; dog hørtes også fromme, klagende stemmer. Den helligste stemme på jorden, moderens stemme, hørtes tillige med vennernes. Alle, der var rene af hjertet, hilste det på korset ophøjede, evige menneskevordne ord med en gribende klage, og alle elskendes hænder raktes op, som ville de hjælpe, da den

174

Helligste af alle Hellige, alle sjæles brudgom, levende naglet til korset svajede i de rasende synderes hænder. Da det oprejste kors med et højt drøn sank ned i hullet, indtrådte en kort stilhed; alle syntes overraskede af en ny, hidtil ukendt følelse. Selv helvede følte med skræk stødet af det synkende kors og gjorde endnu en gang oprør imod det ved håndlangernes hån og forbandelser. Hos de arme sjæle og i forhelvede var der en ængstelig, forventningsfuld glæde; de hørte dette stød med længselsfuldt håb, det lød for dem som en banken på forløsningens port fra en sejrherre, der nærmer sig. Det hellige kors stod for første gang midt på jorden som et andet livets træ i paradiset, og fra Jesu vunder dryppede der fire hellige strømme ned på jorden for at sone dens forbandelse, og Han den nye Adam, gør jorden til et paradis. 1 Korinter 15:45. Da vor frelser stod oprejst på korset, og hånskriget få minutter efter var afløst af en tavs undren, tonede lyden af mange trompeter og basuner fra templet herover og forkyndte, at nu begyndte slagtningen af påskelammet, forbilledet. Da fortrængtes hånen og spotten om det sande Guds lam af en anelsesfuld højtidsfølelse, og mangt et hårdt hjerte bævede og tænkte på døberens ord: »Se det Guds lam, som bærer alverdens synd! «

Da korsfoden stod ovenfor fordybningen, var Jesu fødder i mandshøjde, og da det var sænket fast i hullet, kunne vennerne omfavne og kysse hans fødder. Der var en jævnt skrånende sti op til højen. Korsstedet var ca. 2 fod (60 cm) høj. Jesu ansigt vendte mod nordvest.

Røvernes korsfæstelse.

Medens Herren nagledes til korset, lå røverne endnu med hænderne bundne om tværbjælkerne på den østlige side af Kalvariebjerget; der stod vagt hos dem. De var begge mistænkte for et mord på en jødisk rejsende kvinde og hendes børn mellem Jerusalem og Joppe; de var blevet taget til fange der på et slot, hvor Pilatus ofte boede under krigsøvelser, og hvor de havde udgivet sig for rige købmænd. De havde længe siddet fangne, indtil bevis og dommen faldt. Jeg har glemt de nærmere omstændigheder. Den såkaldte venstre røver var ældre og en større skurk, han var den omvendtes forfører og mester. Man kalder dem sædvanligvis Dismas og Gesmas, jeg har glemt de rigtige navne, derfor vil jeg kalde den gode Dismas, og den onde Gesmas.

De var begge fra en røverbande ved den ægyptiske grænse, i hvis herberge den hellige familie og Jesus på flugten til Ægypten havde

175

overnattet. Dismas var hin spedalske dreng, der på Marias råd af sin moder var blevet vasket i Jesu badevand og øjeblikkelig var blevet helbredet. Den barmhjertighed og beskyttelse, som hans moder dengang ydede den hellige familie, var blevet belønnet ved hin forbilledlige renselse, der nu opfyldtes ved korsfæstelsen, da han blev renset ved Jesu blod. Dismas var helt udmattet, han kendte ikke Jesus, men han var ikke ondskabsfuld, og Herrens tålmodighed havde bevæget ham. Han talte, medens han lå her, hele tiden om Jesus til sin staldbroder Gesmas. Han sagde: »De behandler galilæeren frygteligt; det må være en større forbrydelse, han har begået med sin nye lov end vi med vor dåd, men han har stor tålmodighed og magt over menneskene.« - Da svarede Gesmas: »Hvilken magt har han da? Er han så mægtig, som de siger, så kan han hjælpe os alle!« - Således talte de, og da korset var rejst, kom bødlerne og slæbte dem frem med de ord, at nu var det deres tur; man løste dem fra tværbjælkerne og skyndte sig meget, thi solen var diset, og der var en bevægelse i naturen, som om et uvejr nærmede sig.

Bødlerne stillede stigerne mod de oprejste stammer og fastgjorde med en tap tværbjælkerne ovenpå dem. Der blev nu op mod hvert af korsene stillet to stiger, som bødlerne stod på. Man havde givet dem myrraeddike at drikke og afført dem deres vamse, som var åbne i siden; så trak man dem op ved armene i strikker, der var kastet over korsarmene. På tværbjælkerne og stammerne var der allerede fastgjort reb, jeg tror af snoet bast. Deres arme blev vredet og bøjet rundt om tværbjælkerne, og der slyngedes reb om håndledene og albuerne såvel som knæene og anklerne, reb, der ved omdrejning af en indsat kæp blev så voldsomt strammet, at musklerne blødte og knoklerne knagede. De udstødte et frygteligt brøl, men den gode røver, dismas, sagde, idet han blev trukket tilvejrs: »Om i havde behandlet os som den stakkels galilæer, havde i ikke haft nødig at trække os herop.«

Lodkastningen om Jesu klæder.

Neden for Kalvariebjerget, på det sted hvor røverne havde ligget, havde de, der korsfæstede, imidlertid lagt Jesu klæder i flere bunker for at kaste lod om dem. Kappen var snævrere foroven end forneden og havde mange folder; på brystet var den dobbelt og dannede derved lommer. De rev den i lange strimler og delte den; den hvide lange

176

Klædning delte de også, ligeledes halsstrimlen, bæltet, brystskapularet og underlivsbæltet, der alt sammen var gennemtrængt af Jesu blod. Da de blev uenige om hans brune, usyede kjortel, der ved at rives itu ikke ville være dem til nytte, tog de et brædt med tal og bønneformede sten med mærker, som de havde hos sig, og kastede lod om hans kjortel. Der kom imidlertid folk, som Nikodemus og Josef af Arimathæa havde sendt, og sagde til dem, at der nedenfor var købere til Jesu klæder; så skrabede de alle klæderne sammen og løb ned og solgte dem. Således blev disse relikvier hos de Kristne.

Den korsfæstede Jesus og røverne.

Efter det voldsomme stød, da korsets rejstes, strømmede blodet fra Jesu hoved, som var besværet af tornekronen; også fra hænder og fødder flød hans Hellige blod. Bødlerne steg nu op på stiger og løste de reb, hvormed de havde bundet hans legeme til korsstammen, for at han ikke skulle rives ud af naglerne ved oprejsningen. Blodomløbet, som var forandret ved den liggende stilling og sammensnøringen, kom nu i en ny bevægelse ved den lodrette stilling; alle smerter blev fornyede og ganske bedøvende; Jesus sænkede hovedet og var afmægtig i syv minutter. Der var en kortvarig ro; de, der korsfæstede, var beskæftigede med at dele Jesu klæder. Basunstødet fra templet døde hen i luften. Alle de tilstedeværende var udmattede af deres had og hån, og jeg så min Jesus, min frelser, verdens frelser, ubevægelig, som død og afmægtig af smerte. Jeg beskuede ham med alvor, skræk og medlidenhed, også jeg var døden nær og troede snarere, at jeg skulle omkomme end leve. Mit hjerte var fuldt af bitterhed, kærlighed og smerte, mit hoved som vanvittigt og omgivet af stikkende torne, mine hænder og fødder som en smelteovn af lidelse. Gennem mine årer og nerver for en usigelig smerte, der mødtes i mit legemes lemmer, hvor de kæmpede og blev kilden til fly kval. Hele denne frygtelige lidelse var dog ublandet kærlighed, og al den flammende smertens ild var dog som en nat, hvori jeg intet andet så end min og alle sjæles korsfæstede brudgom, og jeg beskuede ham i jammer og i håb. Hans hoved med den frygtelige krone, blodet, der fyldte øjnene, håret, skægget og den vansmægtende åbne mund var sunket ned på brystet og formåede på grund af kronens omfang heller ikke senere at hæve sig uden i uendelig pine. Hans bryst var stærkt udspændt og trukket voldsomt opad, hans skuldre var hule

177

og skrækkeligt udstrakte, hans albuer og håndled som trukne af led, hans blod strømmede ned ad armene fra de vidt udflængede sår i hænderne. Under det optrukne bryst var der en dyb hulning, hele hans underliv var hult og smalt og som indskrumpet. Ligesom armene var også Herrens lænd og ben på en frygtelig måde trukket af led. Hans lemmer var voldsomt udstrakt, hver en muskel og den iturevne hud så rædselsfuldt spændt, at man kunne tælle alle legemets knogler. Under de frygtelige nagler, der gennemborede hans fødder, dryppede blodet ned på korsstammen; hele hans Hellige Legeme var dækket af sår, røde blegner, strimer, brune, blå og gule pletter, buler og blodige steder. De sårede steder blev ved den voldsomme udspænding revet op og udgød rødt blod. Senere blev blodet blegt og vandigt og det Hellige Legeme stedse hvidere, sårrandene faldt af, og han lignede fuldstændig forblødt kød. Til trods for denne frygtelige vansiring forekom vor Herres Legeme på korset dog usigelig ædelt og gribende, ja, Guds Søn, den evige kærlighed, der hengav sig i timeligheden, var skøn, reti og hellig i det ødelagte legeme -det døende påskelam, der tyngedes af alle menneskenes synder:

Frelserens hudfarve var ligesom den Hellige Jomfrus af naturen fint gullig. Ved de sidste års anstrengelser og rejser var hans kinder og næse blevet noget rødbrun. Han havde et højt bredt bryst, der var ganske rent og hårløst; Johannes døberens bryst var dækket med røde hår som et skind. Jesus havde brede skuldre og stærke armmuskler, hans lænd var også stærk og med gode muskler, hans knæ var kraftige som et menneskes, der har gået meget, hans ben var lange med stærkt udviklede muskler af de mange rejser og bjergbestigninger. Hans fødder var meget smukke og stærkt formede. Huden under fodsålerne var af de mange barfodede vandring på ujævne veje blevet hård og tyk. Hans hænder var velformede med lange smukke fingre, ikke blødagtige, men heller ikke som hos en, der arbejder strengt. Hans hals var ikke kort, men stærk og muskuløs. Hans hoved ikke for stort, hans på de høj og fri, ansigtet en ren smuk oval. Hans hår, som ikke var overdrevent tykt, var rødbrunt og skilt lige og faldt ned til nakken, hans skæg var ikke langt men spidst og delt på hagen.

Korset var bagtil noget afrundet, foran fladt, korsstammen var omtrent lige så bred, som den var tyk. Korsets enkelte stykker var af forskelligt træ, dels brunt og dels gulligt; stammen var mørk som træ, der har ligget længe i vandet.

Røvernes kors var mere rå, de stod til højre og venstre på højens

178

kant og så langt fra Jesu kors, at en mand kunne ride imellem; de var drejet lidt imod hinanden og stod noget lavere. Røverne bad og talte hånende op til Jesus, og han sagde noget ned til dismas. Synet af røverne på korset var afskyeligt, især den venstre - en forbitret, beruset skurk, fuld af had og spot - de hang der ganske forvredne, brudte, opsvulmede og sammensnørede. Deres ansigter var blå og brune, deres læber brune af drikken og det optrængende blod, deres øjne opsvulmede røde og fremspringende. De brølede og skreg frygteligt under rebene, Gesmas bandede og bespottede, naglerne fra de påheftede tværbjælker trykkede deres hoveder fremefter. De gjorde krampagtige bevægelser og vred sig af smerte, og til trods for at benene var stærkt snørede, arbejdede den ene sin fod opad, så at knæet stod frem.

Bespottelsen og Jesu første ord på korset.

Efter røvernes korsfæstelse og delingen af Jesu klæder skrabede bødlerne alle deres redskaber sammen, spottede Jesus og drog bort. Også de beredne Farisæere satte sig i bevægelse, red kredsen rundt og hen foran Jesu ansigt, hånede ham og red bort. Ligeledes drog de hundrede romerske soldater med deres anfører bort fra bjerget, thi der kom halvtreds andre soldater derop og besatte indgangene. Disse solters anfører var Abenadar, en araber, der senere ved dåben kom til at hedde Ctesiphon, underofficeren hed Cassius og var en slags ordonnans hos Pilatus, han fik senere navnet: Longinus. Der red også på ny tolv Farisæere, tolv Sadducæere, tolv skriftkloge og nogle ældste derop, heriblandt dem, der anden gang forgæves havde bedt Pilatus om en anden overskrift over korset. Han havde ikke en gang taget imod dem. De var om muligt endnu mere forbitrede. De red om i kredsen og bortjog den Hellige Jomfru, som de kaldte en letfærdig kvinde; hun blev af Johannes bragt til de hellige kvinder, der stod noget længere borte; Magdalene og Martha holdt hende i deres arme.

Da de kom hen foran Jesus, rystede de foragteligt på hovedet og sagde: »Tvi dig, du løgner! Hvorledes vil du nu nedbryde templet og oprejse det på tre dage?« - »Andre har han villet hjælpe og kan nu ikke hjælpe sig selv; er du Guds Søn, da stig ned af korset!« -»Er han Israels konge, lad ham så stige ned af korset, så vil vi tro på ham.« - »Han stolede på Gud, han hjælpe ham nu!« Også

179

Soldaterne spottede og sagde: »Er du jødernes konge, så hjælp dig nu!«

Da Jesus stadig hang så elendig og afmægtig, sagde Gesmas: »Nu har hans djævel forladt ham!« En soldat tog en svamp med eddike på en stængel og holdt den op til Jesu ansigt; han syntes at suge en smule, spotten vedvarede. Soldaten sagde: »Er du jødernes konge, så hjælp dig selv!« Alt dette skete, medens den tidligere afdeling blev afløst af Abenadars soldater.

Jesus løftede sit hoved lidt og sagde: »Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør,« og han bad stille videre. - da råbte Gesmas:

»Er du Kristus, så hjælp dig selv og os!« Hånen fortsattes, men Dismas blev dybt bevæget, da Jesus bad for sine fjender. Da Maria hørte sit barns stemme, kunne hendes ledsagere ikke holde hende tilbage; hun trængte ind i kredsen, Johannes, Salome og Maria Kleofas fulgte hende; anføreren jog dem ikke bort.

Dismas fik ved Jesu bøn et strejf af indre oplysning; da den Hellige Jomfru kom derhen, forstod han, at Jesus og hans moder havde hjulpet ham, da han var barn, og han løftede sin røst og sagde omtrent følgende højt og tydeligt: »Hvor er det muligt, at i bespotter ham, medens han beder for jer... Han har tiet og tålt og bedt for jer alle, og i bespotter. Han er en profet, han er vor konge, han er Guds Søn.« ved denne uventede straffetale fra en elendig korsfæstet morders mund opstod der tummel blandt spotterne, de søgte efter sten og ville stene ham på korset. Men høvedsmanden, Abenadar, forhindrede det, lod dem jage fra hinanden og oprettede orden og ro.

Den Hellige Jomfru følte sig ganske styrket ved Jesu bøn, og til Gesmas, som i dette øjeblik sagde til Jesus: »Når du er Kristus, så hjælp dig selv og os.« Sagde Dismas: »Frygter du, som er under den samme dom, heller ikke Gud? Vi er her med rette i denne pine, thi vi får løn for vore gerninger, men denne har intet forkert gjort. Tænk dog hellere på den tid du har og vend din sjæl om, osv.« Han var fuldkommen oplyst og dybt bevæget og bekendte sin synd for Jesus, idet han sagde:

»Herre, hvis du fordømmer mig, så sker der mig min ret, men forbarm dig over mig.« Men Jesus sagde til ham: »Du skal lære min barmhjertighed at kende.« Dismas fik den nåde i et kvarter at føle en dyb anger.

Det sidst fortalte skete næsten på samme tid og lige efter hinanden fra klokken tolv til halv et, nogle minutter efter korset blev rejst op. Der

180

skete hurtigt en forandring med alle tilstedeværende sjæle, thi allerede medens den angrende røver talte, skete der et stort tegn i naturen, som fyldte alle med angst.

Solformørkelsen. - Jesu andet og tredje ord på korset.

Indtil Kl. 10, da Pilatus udtalte dommen, var der vekselvis faldet haglbyer, så kom der lidt før kl. 12 en lysere himmel med solskin, og nu kom en trykkende rød tåge for solen. Ved den sjette time efter jødisk tid, men efter solen klokken halv to, blev solen formørket på en ganske underfuld måde.

Lukas 23:43. Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i dag skal du være med mig i Paradiset."
44. Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time,
45. idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over.
46. Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han.

Sammenhængen blev vist mig meget udførligt, men desværre kan jeg ikke huske den og kan heller ikke finde ord at genfortælle den med. Jeg var i begyndelsen ligesom udenfor jorden, da jeg så den komme. Jeg så alle slags himmellegemer og stjerner kredse vidunderligt om hinanden. Jeg så månen på den anden side af jorden og så den gøre et hurtigt spring eller løb som en svævende lldkugle. Jeg så månen komme frem over Oliebjerget som fuldmåne og bleg; der var en tåge over solen, og månen kom meget hurtigt fra øst frem foran solen. Jeg så i begyndelsen på østsiden af solen ligesom en mørk banke, den blev til et bjerg og dækkede den snart fuldstændigt; dens kerne syntes bleg, og der var et rødt skin som en glødende ring omkring den. Himlen blev ganske mørk; stjernerne trådte rødglinsende frem. Der kom en uhyre angst over mennesker og dyr, kvæget brølede og løb bort, fuglene søgte skjulesteder og faldt i skarer ned på højene omkring Kalvariebjerget. Spotterne begyndte at tie, Farisæerne forsøgte dog at forklare alt på en naturlig måde, men det lykkedes dem ikke, også de blev grebne af skræk. Alle mennesker så op mod himlen. Mange slog sig for brystet, vred hænderne og råbte: »Hans blod komme over hans mordere!« Mange fjernt og nær kastede sig på knæ og bad Jesus om tilgivelse, og Jesus vendte i sin smerte blikket mod dem. Medens mørket stadig tog til, og alle så mod himlen, da korset stod forladt kun med Jesu moder og de nærmeste venner omkring, da vendte dismas, der havde været hensunken i dyb anger, i ydmygt håb sit hoved mod Herren og sagde: »Herre, lad mig komme på et sted, hvor du vil frelse mig; tænk på mig, når du kommer til dit rige!« Da sagde Jesus til ham: »Sandelig siger jeg dig, idag skal du være med mig i paradiset.«

Jesu moder, Magdalene, Maria Kleofas, Maria Magdalene og Johannes stod mellem røvernes og Jesu kors og så på Herren. Overvældet af moderkærlighed bønfaldt den Hellige Jomfru Jesus, om han

181

ville lade hende dø med ham. Da så Herren ganske alvorligt og medlidende på sin moder, vendte sit blik mod Johannes og sagde: »Kvinde, se det er din søn; han vil være dig mere søn, end om du havde født ham.« Han talte godt om Johannes og sagde: »Han har altid været enfoldig og troende og har kun været forarget, da hans moder ville have ham ophøjet.« til Johannes sagde han: »Se, det er din moder.« Og under den døende frelsers kors omfavnede Johannes med ærbødighed den Hellige Jomfru, der nu også var blevet hans moder. Men den Hellige Jomfru var så rystet af sorg og alvor over dette hendes døende søns testamente, at de hellige kvinder sluttede hende i deres arme; i en lille tid sad hun ned på jordvolden og blev derpå hentet af sine venner.

Jeg ved ikke, om Jesus udtalte alle disse ord med sine læber, eller om jeg begreb dem, da han før sin død overgav Johannes sin moder til moder og hun ham til søn. I sådanne betragtninger føles meget, som ikke er skrevet, og man kan kun fortælle en smule af det med sædvanlige ord. Hvad der synes så klart, at man synes det er ligetil, kan man her ikke gøre forståeligt med ord. Derfor undres man ikke over, at Jesus ikke kaldte den Hellige Jomfru for »Moder« men »Kvinde«, thi man føler, at hun i sin værdighed som »Kvinden, der skulle knuse slangens hoved« i denne stund ved menneskesønnens, hendes søns, offerdød, har opfyldt spådommen. Så undrer man sig ikke over, at han gav hende, hvem englen hilste med: »Du er fuld af nåde!« Johannes til søn, thi dennes navn er et nådens navn, og hisset er alle, hvad de hedder; Johannes var blevet et Guds barn, og Kristus boede i ham. Man følte der, at Jesus med hint ord havde gjort Maria til moder for alle dem, der som Johannes havde taget imod ham, troet på hans navn og var blevet Guds børn - ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Guds. Man føler der, at den reneste, den ydmygste, den lydigste, som sagde til englen: »Se, jeg er Herrens tjenerinde, det ske mig efter dit ord,« var blevet moder til det evige menneskevordne Guds ord, nu da hun af sin døende søn forstår, at hun også skal være en åndelig moder for en anden søn, midt i den sønderrivende afskedssmerte igen ydmyg og lydig har sagt i sit hjerte:

»Se, jeg er Herrens tjenerinde, det ske mig efter dit ord,« og at hun derpå tog alle Guds børn - Jesu brødre - til sig som sine børn. Alt dette forstås her så ligefremt og som en nødvendighed, og det er her så maugfoldigt, at det mere kan fattes ved Guds nåde end udtales

182

med ord. Jeg må ved sådanne ting tænke på, hvad min himmelske brudgom engang sagde til mig: »I de troende, håbende, elskende kirkens børn står alt skrevet.«

Tilstanden i byen og templet under formørkelsen.

Klokken var omtrent halv to, og jeg blev ført ind i byen for at se, hvorledes alt gik for sig. Jeg så der en almindelig angst og bestyrtelse, tåge og nat lå over gaderne; mange lå med tilhyllede hoveder og slog sig for brystet, mange så op mod himlen eller stod på tagene og klagede. Dyrene brølte og søgte ly, fuglene fløj lavt og faldt ned. Jeg så, at Pilatus havde besøgt Herodes, og at de med den største bestyrtelse så mod himlen fra den samme terrasse, hvorfra Herodes om morgenen havde set på Jesu bespottelse. Dette gik ikke naturligt til, mente de; der var vist faret for strengt frem mod Jesus. Jeg så derpå Herodes gå med Pilatus til hans palads over forum; de var begge ængstelige og gik omgivet af vagten hurtigt af sted. Pilatus så ikke mod Gabbatha, hvor han havde dømt Jesus. Forum var tomt, folk ilede ind i husene, enkelte løb klagende omkring. På de offentlige pladser stimlede de sammen i småflokke. Pilatus lod de ældste kalde for sig i sit palads og spurgte dem, hvad de mente om dette mørke: han holdt det for at være et tegn på, at deres Gud var vred over, at de med vold havde forlangt døden for galilæeren, som sikkert havde været deres profet og konge; han havde vasket sine hænder osv. Men de forblev hårdnakkede, udtydede alt som en sædvanlig naturbegivenhed og omvendte sig ikke. Dog hist og her omvendte flere folk sig og næsten alle de soldater, der i går havde været med ved Jesu tilfangetagelse ved Oliebjerget.

Imidlertid samledes der mange foran Pilatus slot, og der, hvor de imorges havde råbt: »Korsfæst ham! Bort med ham!« Råbte de nu:

»Uretfærdige dommer! Hans blod komme over hans mordere!« Pilatus måtte omgive sig med soldater, og hin Zadoch, der om morgenen højt havde vidnet om Jesu uskyld, da han gik ind i domhuset, råbte og larmede sådan foran Pilatus palads, at Pilatus var lige ved at lade ham fængsle. Pilatus gjorde jøderne de heftigste bebrejdelser: Han havde ingen del i dette; det havde ikke været hans men deres konge, deres profet, deres hellige, som de havde jaget i døden; det kom ikke ham ved, de havde villet hans død.

I templet herskede der den største angst og skræk. De var i begreb

183

med påskelammets slagtning, da den pludselig nat indtrådte. Alt var lutter forvirring; hist og her hørtes høje klageråb. Ypperstepræsterne gjorde alt for at opretholde ro og orden; skønt det var midt om dagen, tændte man alle lamperne, men forvirringen blev kun endnu større. Jeg så Annas i pinlig angst, han løb fra den ene krog til den anden for at skjule sig. Skærme og gitre rystede foran vinduerne, og dog var der ingen storm. Mørket blev stadig tættere. Jeg så også i den yderste del af byen ved bymurens nordvestside, hvor der var mange haver og grave, at enkelte indgange til gravene sank, som om jorden skred.

Jesu forladthed. - Jesu fjerde ord på korset.

På Golgatha havde mørket en frygtelig virkning; den uhyggelige rasen og pinslerne, den bandende virksomhed ved korsfæstelsen, begge røvernes korsfæstelse og brølen, soldaternes vagtskifte og de berusede bødlers bortgang havde i begyndelsen afledt opmærksomheden en del fra formørkelsen. Derpå kom den angrende røvers straffeord og Farisæernes raseri mod ham, men nu voksede mørket, tilskuerne blev alvorlige og vendte sig fra korset. Alt var hyllet i tåge; mange mennesker flygtede til byen.

På korset led Jesus i en ufattelig pine den yderste forladthed og trøstesløshed, og med bøn for sine fjender vendte han sig til sin himmelske fader. Han bad, som under hele lidelsen, salmerne, der nu ved ham gik i opfyldelse. Jeg så engleskikkelser om ham. Da mørket tiltog, da angsten lagde sig knugende på alles bevidsthed, og en dump stilhed hvilede over folk, så jeg Jesus ensom og uden trøst. Han led alt, hvad et forpint og tilintetgjort menneske kan lide i den største forladthed og uden indre og ydre trøst, når tro, håb og kærlighed står ene tilbage uden svar og fortrøstning, uden noget som helst lys i prøvelsens ørken. Fuld af kærlighed erhvervede Jesus os kraften til sejrrigt at holde ud i vor forladthed og elendighed, når alle bånd og hensyn til tilværelse og liv, verden og natur, som vi lever i her, hører op, og når de udsigter, som i dette liv af sig selv åbner sig til andres tilværelse, lukker sig. Gennem forening af vor forladthed med hans forladtheds fortjenester modtager vi kraften. Han erhvervede os fortjenesten til at kunne holde ud i den sidste kamps fuldkomne forladthed og ofrede sin elendighed, sin armod, sin lidelse og sin forladtbed for os stakkels syndere, så at det menneske, der i kirkens legeme er forenet med Jesus, ikke mere tør fortvivle i den sidste time, når alt mørkner og alt lys og al trøst forsvinder. Vi behøver ikke mere ensomme og truede af farer at stige ned i denne nats øde! I denne forladthedens afgrund har Jesus nedsænket sin indre og ydre forladthed på korset og lader derfor ingen Kristen mere være ene i dødens forladthed og mørke. Der gives intet øde, ingen ensomhed, ingen forladtbed og ingen fortvivlelse mere for den Kristne i den sidste dødskamp, thi Jesus, der er lyset, vejen og sandheden, er velsignende gået den mørke vej, har betvunget al rædsel og plantet sit kors i den store tomhed.

Jesus hengav, fuldkommen fattig, forladt og hjælpeløs som kærligheden gør, sig selv, ja, han gjorde selve sin forladthed til den rigeste skat, thi han opofrede sig og sit hele liv, sit arbejde, sin kærlighed, sine lidelser og den bitre følelse af vor utaknemmelighed til sin himmelske fader for vor svaghed og fattigdom. Han gjorde sit testamente og gav kirken og synderne hele sin fortjeneste. Han tænkte på alle; han var i sin forladthed hos alle indtil tidernes ende, og han bad også for hine vantro, som mener, at han som Gud ikke havde følt sine smerter og ikke havde lidt, eller i det mindste ikke havde følt, som et menneske ville føle, der udstod de samme pinsler. - da jeg blev delagtig i hans bøn, fornam jeg, at han sagde, man skulle vide, at han havde følt denne forladthed bitrere end et menneske formår at lide, fordi han fuldkommen forenet med guddommen som sand Gud og sandt menneske nu i følelsen af denne menneskelighed, som blev forladt af Gud, og som gudmenneske fuldt ud tømte forladthedens lidelse i hele dens omfang.

Og så udråbte han i sin lidelse beviset på sin forladthed og gav derved alle de, som lider hårdest, og som erkender Gud, som deres fader, friheden til fortroligt og barnligt at klage. - Jesus råbte henved klokken tre med høj røst: »Eli, Eli, lama sabachtani!« Det er:

»Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!«

Da dette høje råb fra Herren afbrød den ængstelige stilhed, vendte spotterne sig igen mod korset, og en sagde: »Han kalder på Elias!«

En anden: »Lad os nu se, om Elias kommer og hjælper ham ned!« Da Maria hørte sin søns stemme, kunne hun ikke holde sig tilbage, men trængte atter frem til korset; Johannes, Maria Kleofas, Magdalene og Salome fulgte hende.

Medens folket klagede modløst, kom et tog på henved tredive fornemme mænd fra judæa og egnen ved Joppe ridende op til festen

185

Da de hørte om den forfærdelige behandling af Jesus og så de truende tegn i naturen, udtalte de højlydt deres forfærdelse og sagde: »Ve! Hvis ikke Guds tempel fandtes der, skulle man nedbrænde den forfærdelige by, en sådan skyld har den draget over sig.«

Denne, de fornemme folks ytring, opmuntrede nu folket, en knurren og klage brød frem overalt, og de ligesindede holdt sammen. De tilstedeværende delte sig i to partier, den ene del klagede og knurrede, og den anden smædede og rasede. Farisæerne blev stadig mere lavmælte, de frygtede en opstand blandt folket. I Jerusalem herskede der også bestyrtelse, derfor talte de med høvedsmanden, Abenadar, hvorpå man sendte bud til den nærliggende port og lod den lukke for derved at afbryde forbindelsen med byen, og ved et bud forlangte man fem hundrede soldater af Pilatus og Herodes livvagt for at forebygge en opstand. - foreløbig skaffede Abenadar ved sin alvor orden og ro og forbød al spot for ikke at opirre folket.

Klokken lidt over tre blev det lysere. Månen begyndte at vige fra solen. Solen kom til syne rød og uden stråler og omgivet af tåge, månen forsvandt til den anden side, som om den faldt. Lidt efter lidt kom solens stråler igen, stjernerne forsvandt, men det skumrede dog stadig. Med det tiltagende lys blev spotterne igen dristigere og triumferede, og da var det, de sagde: »Han kalder på Elias!« Men Abenadar påbød ro og orden.

Jesu død. - Jesu femte, sjette og syvende ord på korset.

Da det blev lysere, så Herrens legeme på korset blegt ud, svagt, næsten livløst og hvidere end før, således havde han forblødt sig. Han sagde også - jeg ved ikke, om det var i bøn og kun forståeligt for mig, eller om han halvhøjt sagde: »Jeg er perset som vinen, der først blev perset her, alt mit blod må jeg give, lige til der kommer vand, og skallen bliver hvid, men her skal ikke mere perses vin.«

Jeg så senere i tilknytning til dette billede, hvorledes Japhet i tiden efter syndfloden på dette sted har perset vin.

Jesus var ganske vansmægtende og sagde med indtørret tunge:»Jeg tørster!« - Og da hans egne bedrøvede så op på ham, sagde han: »Kan I ikke give mig en drik vand?« han troede ikke, at nogen ville forhindre det i mørket. Johannes sagde bedrøvet: »Herre, vi har glemt det!« Og Jesus sagde noget lignende som: »Også mine nærmeste skulle glemme mig og ikke række mig en drik, for at skriften kan

186

fuldkommes.« - Denne forglemmelse gjorde ham inderlig ondt. Ved hans klage bad de soldaterne om for penge at give ham en drik vand; de gjorde det ikke, men en af dem dyppede en pæreformet svamp i eddike, som stod i en basttønde, og hældte galde derpå. Men høvedsmanden, Abenadar, der var rørt over Jesus, tog svampen fra soldaten, trykkede den ud og fyldte den med ren eddike. Han satte i den ene ende af svampen en kort isopstængel, som tjente til sugerør, og hævede den på spidsen af sin lanse op til Herrens ansigt, således at rørstykket nåede Jesu mund, og han kunne suge eddiken ud af svampen.

Af enkelte ord, som Herren talte til folket, husker jeg kun, at han sagde: »Når jeg ingen stemme har mere, vil de døde tale!« Hvorpå nogle råbte: »Han bespotter endnu!« Abenadar påbød ro.

Da nu Herrens time var kommet, kæmpede han med døden, og en kold sved brast fra hans lemmer. Johannes stod ved korset og tørrede Jesu fødder med en svededug. Magdalene lænede sig opløst af smerte mod bagsiden af korset. Den Hellige Jomfru stod mellem Jesu og den gode røvers kors, understøttet af Maria Kleofas og Salome, og så op til sin døende søn.

Da sagde Jesus: »Det er fuldbragt!« Han hævede hovedet og råbte med høj stemme: »Fader, i Dine hænder befaler jeg min ånd!« Det var et blidt, højt råb, der gik gennem himlen og jorden. Da bøjede han sit hoved og opgav ånden, og jeg så hans sjæl som en lysende skygge fare gennem jorden ned til forhelvede. - Johannes og de hellige kvinder kastede sig ned på deres ansigt.

Abenadar, høvedsmanden, holdt endnu, efter han havde givet Jesus at drikke, på sin hest nær ved korshøjen, således at dyrets forkrop stod højere. Han så længe dybt rystet, alvorligt og ufravendt på vor Herres ansigt, der var omgivet af tornekronen. Hestens hoved var ængsteligt og sygt sænket, og Abenadar, hvis stolthed bøjede sig, trak ikke mere i tømmen. Da sagde Herren de sidste ord højt og kraftigt og døde med et råb, der trængte gennem jorden, helvede og himlen. Jorden skjalv, klippen revnede mellem Jesu og den onde røvers kors, Guds vidnesbyrd gik med skræk og rædsel manende gennem den sørgende natur. Det var fuldbragt - Herrens sjæl forlod legemet, og ved den døende forløsers skrig skælvede alle, der hørte det, sammen med jorden, der rystende erkendte sin frelser; Herrens venners hjerter blev gennemborede af et sorgens sværd. Da var det, at nåden kom over Abenadar, hans lidenskab rokkedes, og hans stolte, hårde sind brødes ligesom Kalvariebjerget; han kastede sit spyd fra sig, slog sig

187

voldsomt for sit bryst og sagde med høj stemme: » lovet være Herren, den almægtige, Abrahams og Jakobs Gud, denne var en retfærdig mand! Sandelig er han Guds Søn!« Mange af soldaterne, der blev rystede af høvedsmandens ord, gjorde som han.

Abenadar, der nu var et nyt forløst menneske, ville, efter at han offentligt havde hyldet Guds Søn, ikke mere være i fjendens tjeneste. Han drejede sin hest om mod Cassius, underofficeren, steg af, tog sin lanse og gav ham den og sagde derpå noget til soldaterne og Cassius, der nu besteg hesten og overtog befalingen. Abenadar ilede fra Kalvariebjerget gennem Gihons dal til hulerne i Hinnoms dal og fortalte de disciple, som var skjulte der, om Herrens død; så gik han til byen til Pilatus.

Ved Jesu dødsråb greb en frygtelig skræk alle de tilstedeværende, jorden bævede, klipperne revnede, en angst gik gennem hele naturen, thi da sønderreves også templets forhæng, mange døde gik ud af gravene, templets mure sank, bjerge og bygninger styrtede sammen i mange egne.

Abenadar udråbte sit vidnesbyrd, mange soldater vidnede med ham, flere af de tilstedeværende folk og de senest ankomne Farisæere omvendte sig. Mange slog sig for brystet, klagede og løb fra bjerget gennem dalen hjem. Andre sønderrev deres klæder og strøede støv på hovedet. Alle var opfyldte af skræk og angst.

Johannes rejste sig op, og de hellige kvinder, der havde stået fjernere, trængte ind i kredsen, løftede Jesu moder op og førte hende og de øvrige kvinder bort. Da livets Herre, fuld af kærlighed, ved den pinefulde dødsskyld betalte for synderne, da han som menneske befalede sin sjæl til sin Gud og fader og gav sit legeme hen i døden, antog det hellige knuste kar dødens blege, kolde farve. Hans legeme fortrak sig af smerte og blev hvidt, blodet, som strømmede fra sårene, syntes mørkere. Hans ansigt blev længere, hans kinder faldt helt ind, hans næse blev smallere og spidsere, hans kæbe sank ned, hans lukkede, blodfyldte øjne åbnede sig brustne; han løftede for sidste gang det tornekronede hoved og lod det under smertens byrde synke ned på brystet. Mellem de blå, tørre læber så man den blodige tunge i den åbne mund. Hans hænder, der før var krummede om naglehovederne, åbnede sig og sank mere fremefter, idet armene strakte sig helt ud; ryggen støttede sig mod korset, og byrden af hans Hellige Legeme sank ned på fødderne. Hans knæ sank sammen og vendte sig til en side, og fødderne drejede sig noget om naglerne, der gennemborede dem.

188

Hans moders hænder stivnede, det blev mørkt for hendes øjne, hun blev dødbleg, hendes fødder vaklede, hun sank til jorden. Også Magdalene, Johannes og de øvrige sank ned med tilhyllede hoveder, idet de gav efter for smerten.

Solens lys var endnu diset og uklart, luften var lummer og trykkende under jordskælvet, senere blev det føleligt koldt. - vor Herres legemes stilling på korset var ualmindelig rolig og gribende. Røverne hang frygteligt forvredne som drukne; tilsidst tav de begge, dismas bad.

Jesus døde lidt over klokken tre. Da den første forskrækkelse over jordskælvet havde foretaget sig, blev flere af Farisæerne frækkere; de nærmede sig revnen i Kalvariebjerget, kastede sten ned i den, bandt strikker sammen og lod sig hejse ned, men da de ikke kunne nå bunden, blev de noget betænkelige, folkets veråb greb dem også, og de red bort. Manges sind var ganske forvandlet. Snart gik også folket til byen i angst og skræk. Mange havde omvendt sig. En del af de halvtreds romerske soldater forstærkede portvagten, indtil de forlangte fem hundrede ankom; porten var lukket, nogle soldater havde besat andre poster for at hindre opløb og forvirring. Cassius og henved fem soldater blev på pladsen; de lå på jordvolden omkring den. Jesu venner var omkring korset, de sad overfor ham og klagede og sørgede flere af de hellige kvinder var vendt tilbage til byen.

Det blev stille, ensomt og trist. I det fjerne i dalen og på de omliggende højder sås nu og da en sky discipel, der frygtsomt og nysgerrigt så hen mod korset, men straks trak sig tilbage, når der nærmede sig mennesker.

Jordskælv. - de døde viser sig i Jerusalem.

Da Jesus med høj røst overgav sin ånd i sin himmelske faders hænder, så jeg hans sjæl som en lysskikkelse fare ned i jorden sammen med en lysende engleskare, hvoriblandt også Gabriel var; jeg så en stor mængde onde ånder på jorden blive nedstyrtet i afgrunden af disse engle. Jesus sendte flere sjæle fra forhelvede herop i deres legemer for at skræmme de ubodfærdige og vidne om ham. Under jordskælvet ved Jesu død, da Kalvariebjerget revnede, styrtede meget i verden om, især i Palæstina og Jerusalem. Næppe var de i byen og i templet blevet beroligede ved det aftagende mørke, før jordgrundens rystelse og sammenstyrtningernes brag spredte en almindelig skræk,

189

der gik over til rædsel, thi hist og her trådte opstandne, omvandrende lig de flygtende mennesker i møde og formanede dem med hul røst.

I templet havde ypperstepræsten netop sat slagtningen i gang, som på grund af skrækken ved mørket var blevet noget forstyrret, da jorden pludselig rystede, et dumpt bulder hørtes, og braget af nedstyrtende mure blandede sig med den hvislende lyd fra forhænget, idet det revnede. Mængden blev grebet af en stum angst, der gik over til klageråb. Men masserne var så ordnede, templets uhyre bygninger så fyldte, den store skare af slagtende menneskers frem- og tilbagevandren så regelmæssigt fastlagt, slagtningen, blodudtømmelsen, altrets bestænkning med blod af de utallige præster og den høje sang og basunstødene, så sammenhængende og sammenkædet, at skrækken ikke straks gik over til på ik og opløsning. Så fortsattes da i den uhyre bygnings mange rum og gange offervirksomheden på enkelte steder ganske roligt, medens skræk og forfærdelse brød ud andre steder for atter af præsterne at blive dysset ned, indtil endelig alt ved de dødes tilsynekomst opløstes i templet, og offeret blev afbrudt, som om templet var urent. Dog kom heller ikke denne begivenhed så pludseligt over mængden, at den styrtede hovedkuls ned over trapperne den opløstes lidt efter lidt; et stort antal flygtede, medens andre ved afsondringen og af præsterne blev holdt tilbage. Dog var skrækken i det store og hele ubeskrivelig.

Man kan danne sig en forestilling om den uorden og forstyrrelse, der herskede her, når man tænker sig en stor myretue i fuld ordnet virksomhed, som med eet bliver oprodet med en stok eller får en sten kastet ned; medens alt forstyrres på eet sted, går arbejdet på et andet sin uforstyrrede gang, og det oprodede sted bliver straks igen dækket og gjort i stand.

Ypperstepræsten Kaifas og hans tilhængere tabte på grund af fortvivlet frækhed dog ikke hovedet; som den kloge øvrighed i en oprørsk by afværgede han faren ved trusler, deling af partierne, taler og alle slags falske forestillinger og opnåede navnlig ved sin djævelske hårdnakkethed og tilsyneladende ro så meget, at en alvorlig og skadelig forvirring ikke brød ud, og at folket ikke udlagde disse skrækkelige tegn som et vidnesbyrd om Jesu uskyldige død også den romerske besætning i borgen Antonia gjorde alt for at holde orden, ganske vist var skrækken og forvirringen stor, men det kom ikke til

190

Oprør; flammen blev til en ulmende angst, som folket, der lidt efter lidt spredtes, tog med sig hjem, og som var blevet holdt nede takket være Farisæernes virksomhed.

De enkelte begivenheder, jeg husker, var alt i alt følgende: begge de store søjler ved indgangen til templets allerhelligste, hvorimellem et prægtigt forhæng hang ned, veg fra hinanden den venstre mod syd og den højre mod nord. Dørkarmen, som de bar, faldt ned, og det store forhæng sønderreves fra øverst til nederst; det åbnede sig, da det delte sig til begge sider. Dette forhæng var rødt, blåt, hvidt og gult; der var afbildet mange himmellegemer på det og tillige figurer for eksempel kobberslangen. Nu kunne man se ind i det allerhelligste. Ved Simeons bedecelle ved siden af det allerhelligste styrtede en stor sten ned, og cellens hvælvinger styrtede sammen. I enkelte gallerier sank gulvet, dørkarmene blev forrykkede og søjlerne gav efter.

I det allerhelligste kom Zacharias til syne, den ypperstepræst, som var blevet myrdet mellem templet og altret; han talte truende ord til dem, og han talte også om den anden Zacharias og Johannes død og i det hele taget om profeternes mord. Han kom fra den åbning i Simeons bedecelle, som den udfaldne sten havde dannet, og talte til præsterne i det allerhelligste. To af den fromme ypperstepræst Simon Justus tidligt afdøde sønner viste sig i kæmpeskikkelser i de store lærestole og talte truende ord om profeternes mord og om ofret, som nu var ved at ende, samt formanede alle til at slutte sig til den korsfæstedes lære (Simon Justus var en af forfædrene til den gamle Simeon, der profeterede ved Jesu oplæring i templet) - ved altret kom Jeremias til syne og talte truende ord: ofret var endt, og et nyt offer begyndte. Disse ord og syner, som kun Kaifas eller præsterne havde været vidne til, blev benægtede eller hemmeligholdte, og det blev under svær straf forbudt at tale om dem.

Men der opstod stor larm, dørene til det allerhelligste sprang op, og der lød en stemme, som sagde: »Lad os drage bort herfra!« Jeg så engle vige bort fra templet. Røgofferaltret rystede og et røgelseskar faldt om; skriftrullernes beholder knustes, og alle rullerne styrtede ud mellem hverandre; forvirringen voksede. Nikodemus, Josef af Arimathæa og flere andre forlod templet og gik bort. Hist og her lå de afdødes legemer, andre gik rundt mellem folk og talte truende ord; ved stemmen fra den engel, der forlod templet, vendte de tilbage til gravene. Lærestolen styrtede sammen i forhallen. Mange af de.

191

Farisæere, som sidst var blevet sendt til Kalvariebjerget, kom tilbage til templet under forvirringen, og da de var blevet omvendte under korset, forfærdede alle disse tegn dem, så de gjorde Annas og Kaifas heftige bebrejdelser og veg bort fra templet.

Annas, som egentlig var Jesu hovedfjende, og som længe havde spundet alle mulige rænker mod ham og disciplene og givet anklagerne efterretninger, var ganske vanvittig af angst og flygtede fra den ene krog til den anden i templets hemmelige værelser. Jeg så ham ganske krumbøjet som i krampe under klynken og klagen blive bragt ind i et skjult rum, omgivet af flere af sine tilhængere. Kaifas havde en gang omfavnet ham for at holde modet oppe hos ham, men forgæves, de dødes tilsynekomst havde bragt ham til vanviddets rand. Skønt Kaifas var i stor angst havde han en så stolt og hårdnakket djævel i sig, at han ikke lod sig mærke med sin forfærdelse. Han bød alt trods og satte med knejsende hoved sin forbitrelse og stolthed op mod Guds ildevarslende tegn og sin egen skjulte angst. Da han ikke mere kunne få folk til at fortsætte den hellige handling, skjulte han og påbød andre at skjule alle begivenheder og syner, som ikke hele mængden var bekendt med. Han selv sagde og lod andre præster sige, at disse tilkendegivelser af Guds vrede var foranledigede af den korsfæstede gal ilæers tilhængere, som var kommet urene til templet; kun fjender af den hellige lov, som Jesus også havde villet omstøde, havde forårsaget denne forskrækkelse, og meget kunne tilskrives galilæerens trolddom, der i døden som i livet havde forstyrret templets ro. Således lykkedes det ham at bringe mange til at tie og ved trusler at indjage andre skræk, men adskillige var dybt rystede og skjulte deres mening. Festen blev opsat indtil tempelrenselsen. Mange lam var endnu ikke blevet slagtede; folk spredtes lidt efter lidt.

Zacharias grav under tempelmuren var sunket og styrtet sammen, hvorved der var faldet sten ud af muren; Zacharias er gået ud her, men er ikke gået ind igen; jeg ved ikke, hvor han har lagt sit legeme. Simon Justus opstandne sønner lagde deres legemer igen i graven ved tempelmuren, da Jesu legeme blev beredt til graven. Mens alt dette foregik i templet, herskede der flere steder i Jerusalem en lignende skræk. Straks efter klokken tre styrtede mange grave sammen indenfor byen. Jeg så hist og her de indhyllede døde ligge deri, i andre lå forrådnede pjalter og benrade, og op fra mange trængte en ulidelig stank. I Kaifas domhus styrtede trappen ned, hvor Kristus havde stået, da han blev bespottet; også en del af lldstedet i

192

Forhallen på det sted, hvor Peters fornægtelse var begyndt, faldt sammen. Det forårsagede en sådan forstyrrelse, at man måtte benytte en anden indgang. Her kom Simon Justus til syne. Han talte truende ord om den uretfærdige dom, der var fældet. Flere af synedriet var samlede her. - de folk, der i går aftes havde skaffet Peter og Johannes ind, omvendte sig og flygtede ud til disciplene i hulerne. - ved Pilatus palads sønderbrødes den sten og sank det sted, hvor Jesus stod, da Pilatus fremviste ham for folket. Alt vaklede og rystede. I det nærliggende domhus' gård sank hele det sted, hvor legemerne af de uskyldige børn, som Herodes havde ladet myrde, var nedgravede. - på flere steder endnu i byen styrtede væggene sammen, og murene revnede, dog blev ingen bygning helt ødelagt. - den forvirrede, overtroiske Pilatus var meget forfærdet og fuldstændig ude af stand til at lede; jordskælvet rystede hans slot, det rystede og vaklede under ham, han flygtede fra det ene værelse til det andet. Fra forgården råbte de døde hans uretfærdige og selvmodsigende domme ham i møde. Han troede, det var profeten Jesu guder og låste sig inde i det hemmelige rum i slottet, hvor han ofrede til sine guder; han aflagde løfter til dem, for at de skulle gøre galilæernes guder uskadelige. - Herodes var som afsindig i sit palads og lod alt afspærre.

Det var vel omtrent hundrede døde fra alle tider, som i Jerusalem og omegn i deres legemer havde rejst sig af de sammenstyrtede grave og for det meste parvis gik til enkelte steder i byen, hvor de trådte menneskene i møde og i korte straffetaler vidnede om Jesus. De fleste grave lå ensomme ude i dalene, men der var også mange i de nyanlagte dele af byen, særlig i villakvarteret mod nordvest, ligesom der under templet fandtes flere hemmelige og glemte grave.

Det var ikke alle de lig, der ved gravenes sammenstyrtninger blev synlige, som rejste sig; mange kom kun til syne, fordi graven var fælles. Mange, hvis sjæle Jesus sendte op fra forhelvede, rejste sig, løftede svededugen af deres ligklædning og skred, som om de svævede, gennem gaderne hen til deres egne. De trådte ind i deres efterkommeres huse med truende tale på grund af deres delagtighed i mordet på Jesus. - jeg så ikke deres fødder bevæge sig under de lange ligklæder, de gik så let henad jorden, deres hænder var dels slyngede sammen i brede bind, dels hang de vide ærmer ned over dem. Svededugen var slået tilbage over deres hoved, de blege, gule ansigter så visne og tørre ud bag de lange skæg, stemmerne lød uvante og fremmede; disse stemmer, og deres stadige strejfen om fra sted til

193

Sted, ubekymrede om alt omkring dem, var deres eneste udtryk, ja, de syntes egentlig kun at være stemmer. De var meget forskelligt klædt efter deres dødsårs skik, deres stand og alder. På skillevejene, hvor Jesu dødsstraf blev udbasuneret foran toget til Golgatha, stod de stille og udråbte Jesu berømmelse og ve over morderne. Menneskene stod fjernt derfra, hørte, skælvede og flygtede, når de skred frem. På Forum foran Pilatus palads hørte jeg dem udstøde truende ord, jeg husker ordene: »Blodige dommer!« - Alle mennesker flygtede ind i husenes inderste kroge og skjulte sig, og der var stor angst i byen. Omtrent klokken fire vendte ligene tilbage til gravene. Efter Kristi opstandelse viste der sig hist og her mange ånder. - Ofret var afbrudt og alt forvirring; kun en lille del af folket spiste påskelammet til aften.

Jeg så på andre steder af det forjættede land og i fjernere lande al slags rystelse og tegn i denne time.

VIII .

NEDTAGELSEN AF KORSET

Josef af Arimathæa forlanger Jesu legeme af Pilatus.

Næppe var der indtrådt lidt ro i Jerusalem efter disse skrækkelige begivenheder, før den forskrækkede Pilatus fra alle sider

blev bestormet med beretninger om det forefaldne. Som de havde besluttet om morgenen, sendte nu også jødernes høje råd bud til ham, at han måtte lade de korsfæstedes ben bryde og, når de var dræbte, lade dem tage ned, for at de ikke skulle blive hængende på korset sabbaten over. Pilatus sendte i den anledning bødler ud til retterstedet.

Straks derefter så jeg Josef af Arimathæa komme til Pilatus. Han havde allerede erfaret Jesu død og sammen med Nikodemus besluttet at begrave Herrens legeme i den nye klippegrav i sin have, der ikke lå langt fra Kalvariebjerget. Jeg tror allerede at have set ham udenfor porten, hvor han stod og spejdede; der var i det mindste nogle af hans folk i gravhaven, der rensede den og fuldførte noget i gravens. Indre. Nikodemus gik forskellige steder hen for at købe linklæder og krydderier til ligets beredelse og ventede så på Josef.

Josef fandt Pilatus meget ængstelig og forvirret; han bad ham ganske åbent og uforfærdet, om han ville tillade ham at nedtage Jesu, jødernes konges legeme fra korset, thi han ville begrave ham i sin grav. Pilatus blev endnu mere rystet, da en anset mand så indtrængende bad om Jesu legeme for at ære den, han så forsmædeligt havde ladet korsfæste; det mindede ham atter om Jesu uskyld, men han forstilte sig og sagde: »Er han allerede død?« han havde jo først for nogle minutter siden sendt bødlerne ud for at dræbe de korsfæstede ved at bryde benene på dem. Han lod derfor Abenadar kalde, der netop var kommet tilbage fra hulerne, hvor han havde talt med disciplene, og spurgte ham, om jødernes konge var død. Da fortalte.

195

Abenadar, at Herren var død klokken tre; han fortalte om hans sidste ord, hans høje råb, jordens skælven og klippernes revnen, og Pilatus lod, som om han undrede sig over, at Jesus var død så tidligt, fordi de korsfæstede ellers levede længe, men indvendig var han bange og rystet over, at tegnene var indtruffet samtidig med Jesu død. Han ville måske pynte lidt på sin grusomhed: han lod straks udfærdige en befaling, at han skænkede Josef jødernes konges lig, og at det derfor var ham overgivet til nedtagelse af korset og til begravelse. Han glædede sig herved over at have spillet ypperstepræsterne et puds, som gerne havde set Jesus æreløst gravet ned sammen med de to mordere. - Han sendte bud derud, sandsynligvis med Abenadar, thi jeg så

ham ved Jesu nedtagelse fra korset.

Josef af Arimathæa forlod derpå Pilatus og gik hurtigt hen til Nikodemus, der ventede ham hos en kvinde, der var dem venligtsindet, og hvis hus lå i den brede gade nær ved hin snævre, hvor Herren i begyndelsen af sin korsvej havde lidt så megen forsmædelse. Nikodemus havde mange urter og krydderier til indbalsameringen ; han havde dels købt dem her hos kvinden, som handlede med krydderier, dels havde hun købt de krydderier, som hun ikke selv havde, andetsteds, samt mange linklæder og bind til beredelse af liget og bundet det hele sammen for ham. Josef af Arimathæa gik hen og købte et meget smukt, fint bomuldsklæde, seks alen langt og flere alen bredt. Fra et skur nær ved Nikodemus hus hentede hendes tjenere stiger, hamre, kiler, lædervandflasker, kar, svampe og alt det nødvendige til deres forehavende. Hun pakkede de mindre genstande på en let bærebør omtrent som den, hvori disciplene bar Johannes døberens lig fra Machærus, Herodes faste borg.

(Johannes døberens hovedløse lig, som man først senere fik, blev begravet i familiegraven i Jutta.) Jesu side åbnes. Røvernes ben brydes.

Nu var alt stille ude på Golgatha. Folk var gået bort. Jesu moder, Johannes, Magdalene, Maria Kleofas og Salome sad sørgende overfor korset. Cassius red frem og tilbage; soldaterne talte fra Kalvariebjerget ned til andre, der stod lidt borte. Himlen var overtrukken, og der hvilede som en sorg over hele naturen. Da kom der seks

196

bødler, de havde stiger, skovle og reb med sig samt svære, trekantede jernkøller til at knuse benene med.

Da bødlerne kom ind i kredsen, trak Jesu pårørende sig noget tilbage, og den Hellige Jomfru blev grebet af en ny angst: bødlerne ville måske endog mishandle Jesu legeme på korset, for de steg op til korset og stødte til Jesu Hellige legeme; de troede, at han kun foregav at være død. Da de følte, at han var ganske kold og stiv, og da Johannes på kvindernes anmodning henvendte sig til soldaterne, lod de foreløbig Herrens legeme i ro, men syntes dog ikke at være overbeviste om, at han var død. De steg så op ved røvernes kors; to knuste med deres køller benpiberne i armene over og under albuerne, en tredje knuste knæ og skinneben; under et frygteligt brøl fra Gesmas knuste de hans bryst. Dismas klynkede og døde under pinslerne; han var den første dødelige, der genså sin frelser. Derpå løste de båndene op, lod ligene styrte til jorden og slæbte dem så ned i dalen mellem højen og bymuren, hvor de begravede dem.

De syntes endnu at tvivle på, om Herren virkelig var død, og efter at have set den grusomme benbrydning var Jesu pårørende blevet endnu mere ængstelige for, at de skulle vende tilbage. Men Cassius, den noget fremfusende tjenstivrige mand på femogtyve år, hvis skryderi og svage, skelende øjne ofte vakte hans undergivnes spot, blev pludselig grebet af en forunderlig iver. Bødlernes grusomhed og nederdrægtige kynisme, de hellige kvinders angst og en pludselig nidkærheds nåde gjorde ham til opfylder af en profeti. Han forlængede sin lanse, satte odden på, vendte sin hest og jog den hurtigt op på den snævre korshøj, hvorpå den næppe kunne vende sig; jeg så, hvorledes han vogtede sig for revnen i klippen. Mellem den gode røvers kors og Jesu kors, tilhøjre for frelserens legeme, holdt han stille, greb om lansen med begge hænder og stødte den med en sådan voldsomhed opad i det Hellige legemes hule, strakte, højre side og gennem indvoldene og hjertet, så at odden gik ud og dannede et sår i den venstre side af brystet. Da han med heftighed rev sin lanse ud, styrtede der ud af det store sår i Jesu højre side en rig strøm af blod og vand ned over hans opadvendte ansigt en strøm af velsignelse og nåde. Han sprang af hesten, faldt på knæ, slog sig for brystet og bekendte sin tro på Jesus for alle de tilstedeværende.

Den Hellige Jomfru og de andre, hvis blik stadig var rettet mod Jesus, så på denne mands pludselige handling med angst, og

197

lansestødet fulgtes af et klageråb, idet de skyndte sig hen til korset. Maria følte stødet gennem sit eget hjerte, følte det skærende jern og sank om i sine ledsageres arme, medens Cassius priste Gud, thi med et slag troede han og så alting klart. Hans legemes som hans sjæls øjne blev helbredte og åbnede. - alle blev straks grebet af en ærbødig følelse for frelserens blod, der skummende og blandet med vand samlede sig i en fordybning i klippegrunden under korset, og Cassius, Maria, de andre hellige kvinder og Johannes øste blodet og vandet med en drikkeskål op i flasker, som de havde hos sig, og tørrede det op med linklæder. *)

*) hun sagde også: "Cassius, der blev døbt Longinius, prædikede senere Kristendommen som diakon og førte til stadighed noget af det Hellige blod med sig. Det var indtørret, og man fandt det i hans grav i Italien i en by ikke langt fra det sted, hvor den hellige Clara levede. Der er en grøn sø med en ø ved denne by. Hans legeme må vel være blevet bragt derhen." Fortællerinden synes med denne by at mene Mantua, hvor der findes en sådan tradition. Det er skriveren ubekendt, hvilken »hellig Clara« der har levet der i nærheden.

Cassius var som forvandlet, han havde fået sit fulde syn og var dybt bevæget og ydmyget. De tilstedeværende soldater blev grebne ved dette under, der var sket med ham, og kastede sig på knæ, slog sig for brystet og bekendte sig til Jesus. Bødlerne, som imidlertid havde fået Pilatus befaling, gik bort uden at berøre Jesu legeme, som Josef af Arimathæa havde fået overdraget for at begrave.

Cassius lanse bestod af flere dele, som man kunne sætte sammen, og den lignede en stærk, middellang stav, når den ikke var trukket ud. Jernet, der sårede, var fladt og pæreformet, herpå satte man odden; når lansen brugtes, trak man underneden to bevægelige, skærende, krumme stykker frem.

Alt dette skete under Jesu kors klokken lidt over fire, medens Josef af Arimathæa og Nikodemus var beskæftigede med at skaffe, hvad der behøvedes til Kristi begravelse. Da Jesu venner på Golgatha af Josefs tjener fik underretning om Pilatus tilladelse til at nedtage Jesus af korset og begrave ham i Josef af Arimathæas nye grav, gik Johannes straks til byen med de hellige kvinder, for at Maria kunne komme sig lidt, og for at hente nogle ting, som var nødvendige til gravlæggelsen. Hun havde en lille bolig i sidebygningen af nadversalen. De gik ikke gennem den nærmeste port, men gennem den sydlige, thi den nærmeste port var lukket og besat af soldater, som Farisæerne havde forlangt for at forebygge opstand.

198

Nedtagelsen af korset.

Medens korset stod ensomt, kun omgivet af vagten, så jeg fire - fem mænd komme fra Bethlehemsporten; de nærmede sig retterstedet og så op mod korset, hvorpå de igen sneg sig bort; jeg tror, det har været disciple. To mænd, Josef af Arimathæa og Nikodemus, så jeg i dag tre gange der i nærheden; det var, som om de forskede og overvejede. Engang var de i nærheden under korsfæstelsen (det var måske, da de købte Jesu klæder af soldaterne>. Senere kom de for at se, om folk gik bort, og gik så til graven for at bringe noget i stand; fra graven gik de igen til korset, så sig omkring; de lagde planen til nedtagelsen og vendte tilbage til byen. Nu begyndte de at bære det nødvendige sammen til balsameringen. Nikodemus havde købt hundrede pund krydderier, der i vor vægt svarer til omtrent syvogtredive pund, hvad der ofte er åbenbaret mig. De bar disse krydderier i små basttønder, der hang over nakken ned på brystet. I en af tønderne var der et pulver. Urteknipper bar de i læder- eller pergamentspunge. Joseph bar også en salvekrukke; jeg ved ikke af hvilken slags; den var rød og havde en blå ring. Tjenerne havde, som jeg sagde før, bragt kar, læderflasker, svampe og værktøj på en bærebør. De tog brændende ild med i en lukket lanterne.

Disse tjenere gik forud for deres Herrer til Kalvariebjerget; jeg tror; de gik gennem Bethlehemsporten. På vejen gennem byen kom de forbi det hus, som den Hellige Jomfru med de andre kvinder og Johannes havde begivet sig til, og disse fulgte i nogen afstand efter tjenerne. Der var fem kvinder, hvoraf nogle bar store pakker af linklæder under deres kapper. Kvinder plejede at hylle sig i et alenbredt klæde, når de gik ud om aftenen eller til religiøse hverv; de begyndte ved den ene arm og viklede sig derpå så stærkt til, at de kun kunne tage korte skridt, når de gik. Jeg har ofte set dem således, men i dag forekom det mig noget påfaldende: de var i sørgedragt.

Josef og Nikodemus bar også sørgedragt, sorte halværmer, armdug, bredt bælte, og deres kapper, som de havde trukket op omkring hovedet, var side og lange og smudsiggrå af farve. Alt, hvad de selv bar, skjulte de under deres kapper. De gik begge mod den port, som Jesus var blevet ført ud ad.

Der var stille og tomt i gaderne; den almindelige angst holdt folk inden døre. Mange mennesker gjorde bod, og meget få overholdt festen. Da Josef og Nikodemus kom til porten, var den lukket og vejene og murene rundt om besat med soldater. Josef viste dem en

199

skriftlig befaling fra Pilatus, der gav ham ret tit at gå igennem; de var beredvillige, men, som de sagde, de havde allerede forgæves forsøgt at åbne den. Porten måtte ved jordskælvet være blevet noget forrykket, derfor havde bødlerne fra korsfæstelsen måttet gå tilbage til hjørneporten. Da Josef og Nikodemus tog i slåerne, åbnede porten sig til alles forbavselse ganske let.

Det var endnu skummelt, mørkt og tåget, da de kom til Kalvariebjerget; her traf de deres tjenere og de hel lige kvinder, der grædende sad overfor korset. Cassius og flere andre soldater, der havde omvendt sig, stod som forvandlede, frygtsomme og ærbødige i nogen afstand. Josef og Nikodemus fortalte den Hellige Jomfru og Johannes om alt, hvad de havde gjort for at frelse Jesus fra den forsmædelige død, og hørte af dem, hvorledes de kun med nød og næppe havde kunnet forhindre, at benene blev brudt på Jesus, og hvorledes profetien så var blevet opfyldt. Også om Cassius lansestød fortalte de. Da Abenadar nu var kommet, begyndte de med sorg og stor ærbødighed på det hellige kærlighedsværk at nedtage deres Herre, Mester og frelsers legeme fra korset.

Den Hellige Jomfru og Magdalene sad på korshøjen mellem dismas og Jesu kors; de andre kvinder var beskæftigede med at ordne krydderierne, linklæderne, vandet, svampene og karrene. Cassius nærmede sig, da han så Abenadar komme, og meddelte ham det under, at hans øjne var blevet helbredte. Alle var meget grebne, højtidsfulde, alvorlige, bedrøvede og opfyldte af kærlighed; man talte ikke mange ord. Ofte hørtes der under arbejdet et højt suk eller klageråb. Magdalene, der helt havde overgivet sig til sin smerte, var heftig i sine bevægelser, så ingen mennesker og tog ikke hensyn til noget.

Josef og Nikodemus stillede stiger op bag korset og tog et stort klæde, hvori der var fæstnet tre brede remme; de bandt Jesu legeme under armene og knæene til korsstammen og bandt med tørklæder Herrens arme under hænderne til korsarmene. Så slog de bagfra naglerne ud. Jesu hænder flyttede sig ikke ved disse slag; naglerne faldt let ud af sårene, thi de var blevet stærkt udvidede ved legemets vægt, og legemet, som var trukket op i klæder, hvilede ikke længere på naglerne. Jesu underliv, der i døden var sunket ned mod knæene, hvilede nu i siddende stilling på et klæde, der var bundet over hænderne til korsarmene. Medens Josef slog den venstre nagle ud og lod armen stille synke ned i bindet om legemet, bandt Nikodemus på samme måde Jesu højre arm til korsarmen; også det tornekronede

200

Hoved, der var sunket ned på højre skulder, lagde han i en fast stilling, slog så den højre nagle ud og lod Jesu højre arm synke ned i bindet. Abenadar havde med megen møje slået den store nagle ud af fødderne.

De udfaldne nagler tog Cassius ærbødigt op og lagde dem ved siden af den Hellige Jomfru. Nu blev stigerne stillet foran korset og tæt op ad Herrens legeme, derpå løste de den øverste rem fra korsstammen og hængte den på en krog på stigen; således gjorde de også med begge de andre remme, og idet de således stadig gjorde remmene fast på lavere siddende kroge, sank det Hellige Legeme ned mod Abenadar, der var steget op på en bænk. Han tog om legemets knæ og steg således ned, medens Nikodemus og Josef holdt Jesu overkrop fast i deres arme og stille og varsomt gik ned trin for trin, som bar de en hårdtsåret, kær ven. Således kom forløserens mishandlede legeme fra korset ned på jorden.

Jesu nedtagelse af korset var ubeskrivelig gribende; de gjorde alt så forsigtigt og skånsomt, som frygtede de for at volde Herren smerte; de var gennemtrængte af den kærlighed og ærbødighed for det Hellige legeme, som de havde haft for den Helligste af Hellige

i live. Alle så ufravendt op mod Herrens legeme og fulgte hver bevægelse med tårer og bekymring. Alt var stille, og de arbejdende mænd talte lidet og kun halvhøjt, grebne af en uvilkårlig ærbødighed for den hellige handling. Da hammerslagene, der drev naglerne ud, lød, blev Maria og Magdalene og alle, der havde været til stede under korsfæstelsen, gennemborede af en ny smerte, thi klangen af disse slag mindede dem om Jesu grufulde nagling; alle frygtede for igen at høre Jesu høje klageråb, men sørgede nu over den Hellige munds tavshed i døden. - da legemet var taget ned, tilhyllede mændene straks Jesu underliv fra knæene til hofterne og lagde det Hellige Legeme på et klæde i hans moders udbredte arme.

Jesu legeme beredes til begravelse.

Den Hellige Jomfru sad på et udbredt tæppe med det højre knæ noget hævet; hun støttede ryggen mod en pude, som måske var lavet af sammenrullede kapper for at støtte den trætte og smertefulde moder i hendes sorgens gerning ved den myrdede søns lig. Jesu hoved hvilede på hendes knæ, og legemet lå udstrakt på tæppet. Jesu moders smerte var lige så stor som hendes kærlighed; nu havde hun

201

igen sin elskede søn i sine arme. Under den lange tortur havde hun ikke kunnet vise ham sin kærlighed, nu så hun det Hellige legemes frygtelige mishandling; hun kyssede hans blodige kinder, og Magdalene lagde sit ansigt mod hans fødder.

Mændene trak sig nu tilbage til en lavere liggende plads på

Kalvariebjerget, hvor de ville gøre sig færdige til balsameringen af Liget. Cassius og de andre soldater stod i nogen afstand. De ondsindede var draget til byen, de tilstedeværende tjente som en slagsæresvagt for Jesus, så at ingen fredsforstyrrere kunne nærme sig. Nogle af dem hjalp til hist og her, når man havde brug for dem.

Alle de hellige kvinder hjalp til med at række kar med vand, svampe, linklæder, salver og krydderier og stillede sig derpå opmærksomt i nogen afstand. Mellem dem var Maria Kleofas, Salome og Veronica. Magdalene var stadig beskæftiget med det Hellige legeme. Maria Heli sad stille i dyb betragtning på jordvolden omkring pladsen. Johannes gik stadig den Hellige Jomfru til hånde; han var sendebud mellem kvinderne og mændene; her hjalp han kvinderne, og senere hjalp han også mændene med beredelsen af liget. Der var sørget for alt, kvinderne havde læderflasker, som man kunne lukke op og igen lukke helt sammen, og de havde et kar med vand over en kulild; de rakte Maria og Magdalene nye skåle med rent vand og nye svampe og trykkede de brugte ud i læderkar. Jeg tror nemlig, at de runde bylter, jeg så dem trykke ud, var svampe.

Den Hellige Jomfru var ved denne lidelse opfyldt af stor sjælsstyrke; i sin sorg kunne hun ikke lade det Hellige Legeme blive i den fornedrede tilstand, derfor gav hun sig straks og uden ophør til at pleje og vaske det Hellige legeme. Med stor varsomhed og med hjælp fra de andre fjernede hun tornekronen af Jesu hoved; enkelte af tornene, som var trængt ind, måtte skæres af, for at de ikke ved bevægelsen skulle udvide sårene. Hun lagde kronen hen ved siden af naglerne, og Maria trak nu nogle torne og splinter i Herrens hoved ud med en gul elastisk tang og viste dem til de omkringstående. Nogle af tornene blev lagt hen til kronen, men andre blev opbevarede som erindring.

Man kunne næsten ikke genkende Herrens ansigt, så dækket det var af blod og sår. Det uredte hår og skæg var sammenfilret af blod. Maria vaskede Jesu hoved og ansigt og blødte det størknede blod i håret op med våde svampe, og de grusomme mishandlinger kom mere og mere til syne. Hun vaskede blodet af med en svamp, og

202

med højre hånds pegefinger og et stykke klæde vaskede hun hovedets sår ud, de brustne øjne, næseborene og ørerne; hun vaskede Herrens halvåbne mund, tunge, tænder og læber. Hun skilte Herrens hår i tre dele, en del til hver side og en del over baghovedet, sidehåret strøg hun bag ørerne. Da hovedet var reut, kyssede den Hellige Jomfru hans kinder og tilhyllede det. Så begyndte hun med det Hellige legeme: halsen, brystet og ryggen, armene og de blodige, sønderrevne hænder. Nu kom den forfærdelige ødelæggelse rigtig til syne: alle ribbenene, hele vævet var fortrukket og forvredet og derefter blevet stift. Skuldrene, som havde båret korsets tyngde, var sønderflængede af store sår, hele overkroppen var fuld af blegner og sår fra hudstrygningen. På venstre side af brystet var der et lille sår, hvor Cassius lanse var gået igennem, og i den højre side gabede det store sår, hvor lansen havde gennemboret hans hjerte fra den ene side til den anden. Disse sår vaskede og rensede Maria, og Magdalene, som lå på knæ ved siden af hende, hjalp hende flere gange, men mest med fødderne, som hun nu for sidste gang salvede med sine tårer og tørrede med sit hår.

Da nu hovedet, overkroppen og fødderne var rene for blod og snavs, og det Hellige Legeme lå i Marias skød, blåblegt som forblødt kød, med brune størknede blodpletter og røde steder, som var blottede for hud, tilhyllede hun de vaskede lemmer og begyndte at salve alle sårene. De hellige kvinder knælede overfor hende og rakte hende en bøsse, hvoraf hun med højre hånds tommel og pegefinger tog noget salve eller andet kosteligt, hvormed hun fyldte eller overstrøg alle sårene. Også i håret gød hun salve, og jeg så, hvorledes hun ærbødigt holdt Herrens hænder i sin venstre hånd, kyssede dem, fyldte deres sår med salve, ligesom hun også gød den i ørerne, næsen og Herrens sidevunde. Magdalene beskæftigede sig hele tiden med Jesu fødder, snart tørrede hun dem, snart salvede hun dem for så igen at væde dem med sine tårer; ofte dvælede hun længe med ansigtet mod dem.

Jeg så, at det vand, de brugte, ikke blev kastet bort, men samlet i læderflasker. Jeg så flere gange friskt vand i de flasker og krukker, kvinderne havde bragt med sig; det var vand, som Cassius eller de andre soldater havde hentet fra brønden, Gihon, som lå så nær, at man kunne se den fra begravelseshaven.

Da den Hellige Jomfru havde salvet alle sårene, viklede hun Jesu hoved ind i et bind, men svededugen over ansigtet trak hun ikke ned

203

endnu. Hun trykkede Jesu brustne øjne til og lod sin hånd hvile lidt på dem, lukkede hans mund, omfavnede sin søns legeme og lod grædende sit ansigt synke ned mod hans. Magdalene berørte af ærbødighed ikke Herrens ansigt med sit, hun lagde det kun mod hans fødder.

Josef og Nikodemus havde allerede ventet en stund, da Johannes nærmede sig den Hellige Jomfru og bad hende slippe Jesu legeme, for at det kunne blive gjort i stand til begravelsen, thi sabbaten var nær. Maria omfavnede det endnu en gang og tog med rørende ord afsked med det. Nu løftede mændene Jesu legeme i det klæde, som det havde hvilet i på hans moders skød, og bar ham hen, hvor beredelsen fandt sted. Maria, hvis smerte var blevet dulmet ved den kærlige beskæftigelse, blev på ny henrevet af smerten og hvilede med tilhyllet hoved i kvindernes arme. Magdalene ilede nogle skridt efter dem, som om de havde villet røve hendes elskede, men vendte igen tilbage til den Hellige Jomfru. De bar det Hellige Legeme et stykke ned ad Golgatha til stedet; her havde mændene alting parat. Jeg så først et netagtigt, gennembrudt, udbredt stykke klæde ligesom en knipling; det var den slags, man i fasten bruger til at tildække altret med. Som barn troede jeg altid, når jeg så dette klæde i kirken, at det var det, jeg havde set ved beredelsen til Herrens begravelse. Det var sandsynligvis netagtigt, for at vand kunne løbe igennem det ved renselsen. Jeg så også et andet stort udbredt klæde. De lagde Jesu legeme på det gennembrudte klæde, og nogle holdt det andet klæde over ham. Nikodemus knælede ned og løste under dette dække bæltet, som Jonadab ved korsfæstelsen bragte Jesus. Så vaskede de underlivet ærbødigt under dækket, og det Hellige Legeme blev derefter på tværslagte klæder, stadig dækket af det øverste klæde, hævet op og vasket på ryggen, uden at det blev vendt. De vaskede ham så længe, indtil vandet, der trykkedes ud af svampene, var klart. Senere vaskede de ham med myrravand, og jeg så, at de lagde det Hellige Legeme ned og med ærbødighed strakte det ud, da knæene var noget bøjede. De lagde dernæst et alenbredt og omtrent tre alen langt klæde under hans lænd, fyldte hans skød med urteknipper af den slags, jeg ofte har set ved de himmelske måltider stå grønne på gyldne tallerkener med blå kant, og med fine, krusede plantetrande som safran, hvorpå de overstrøede det med et pulver, som Nikodemus havde med i en bøsse. Så viklede de underlivet sammen med alt dette ind i klædet, som ina under, trak det op mellem benene og stak det fast. Efter denne

204

indhylning salvede de lændernes sår, strøede krydderier på dem og lagde urteknipper mellem benene ned til fødderne, hvorpå de viklede benene ind.

Nu hentede Johannes den Hellige Jomfru og de andre kvinder. Maria knælede ved hovedet; hun lagde under Jesu hoved et fint ligklæde, hun havde fået af Claudia Procle, og som hun havde haft hængende om halsen under sin kappe. Hun og de andre kvinder fyldte nu med urteknipper hulrummet mellem Jesu skuldre og hoved, omkring halsen og op til hans kinder og tilstrøede det med hint pulver, hvorefter den Hellige Jomfru bandt alt fast med et tørklæde over hoved og skuldre. Magdalene hældte en hel flaske vellugtende salve i Jesu sidevunde, og kvinderne lagde urter i hans hænder og om og under hans fødder. Så fyldte mændene armhulerne med urter, hjertekulen og ethvert hulrum om legemet; hans arme blev lagt over kors på brystet, og hele legemet blev derefter hyllet fast ind i det store, hvide klæde, sådan som man svøber et barn. Nu stak de den ene ende af et bredt bind ind under den ene arms sammenbundne skulder og viklede det, idet de hævede det Hellige Legeme fra jorden i deres hænder, om hovedet og ned om hele legemet, som nu lignede en indhyllet dukke. Så lagde de Herrens Legeme på det seks alen lange klæde, som Josef af Arimathæa havde købt, og svøbte det deri. Han lå på tværs af det: det ene hjørne blev fra fødderne lagt op til brystet, det andet ned over hovedet og skuldrene; siderne blev viklet om legemet.

Da de nu alle grædende omringede Herrens Legeme og knælende tog afsked med det, viste der sig et betagende under for deres øjne:

Jesu hele skikkelse viste sig med alle hans sår i en rødbrun afbildning på det klæde, som dækkede ham; det var, som om han taknemmelig ville belønne deres pleje og deres tårer og gennem al tilhylning efterlade dem et billede. Grædende og klagende omfavnede de det Hellige Legeme og kyssede ærbødigt det underfulde billede. Deres forbavselse var så stor, at de åbnede klædet igen, og den blev endnu større, da de fandt alle det hellige legemes bind hvide som før og alene det yderste klæde mærket med Herrens skikkelse.

Den side af klædet, som legemet lå på, fik billedet af hele Herrens ryg, den side, som lå over ham, billedet af skikkelsen set forfra. Det var ikke et aftryk af sår, thi hele legemet var med urter viklet tæt ind i mange bind; det var et under, et tegn på den skabende, formende guddom i Jesu legeme.

205

Jeg har også set meget om dette Hellige klædes senere historie, som jeg ikke mere husker i bestemt rækkefølge.

Efter opstandelsen var det med de andre linklæder i Jesu venners besiddelse. Jeg så det engang blive revet bort fra en, som bar det over armen; to gange så jeg det i jødernes hænder. Jeg så det også på forskellige steder længe blive æret af de Kristne. En gang kom der strid om det; for at bilægge den blev det kastet på ilden, men det fløj over flammerne hen i armene på en Kristen.

Der er ved hellige mænds bøn frembragt tre aftryk af det. Disse aftryk er på højtidelig mande blevet indviede af kirken og har til alle tider virket store undere. Originalen har jeg set i asien æret af ikke katolske Kristne; den var noget beskadiget og revnet. Jeg har glemt byens navn; den ligger i et stort land nær ved de hellige tre kongers hjem. Jeg har i disse syner set noget om Turin, Frankrig, pave Klemens I og om kejser Tiberius, der døde fem år efter Kristi død, men jeg har glemt det igen.

Gravlæggelsen.

Mændene lagde nu det Hellige Legeme på en bærebør af læder, dækkede det med et brunt klæde og skød to stænger ind langs siderne. Jeg blev ved dette rigtig mindet om pagtens ark. Nikodemus og Josef bar de forreste stænger på skuldrene og Abenadar og Johannes de bageste. Efter dem fulgte den Hellige Jomfru, Maria Heli, hendes ældste søster Magdalene og Maria Kleofas, derpå en skare af de kvinder, der havde siddet lidt fjernere: Veronica, Johanne Chusa, Maria Markus, Salome Zebedæi, Maria Salome, Salome fra Jerusalem, Susanne og Anna, som var kommet i pleje i Jerusalem en broderdatter til den hellige Josef. Cassius og soldaterne sluttede toget. De andre kvinder f. eks. - Maroni fra Nain, Dina Samaritanerinden og Mara fra Suphaniti - var nu i Bethania hos Martha og Lazarus.

Foran gik et par soldater med vendte fakler, thi man måtte have lys i gravhulen. Således drog de af sted i omtrent syv minutter og sang sagte og vemodige salmer, til de gennem dalen kom ned til gravhaven. Jeg så Jakob den ældre, Johannes broder, stå hinsides dalen og fra højen følge toget med øjnene for derpå at vende om og fortælle de andre disciple i hulen om det.

Den uregelmæssige have foran klippegraven som lå for enden var dækket af græs og havde et levende hegn; indenfor ved indgangen var der ydermere en indsnævring af tværstænger, der med jerntapper var gjort fast til pæle. Foran havens ind

206

gang og tilhøjre for klippegraven står nogle palmetræer. Ellers er det mest buske, blomster og stauder, som vokser i haven.

Jeg så toget standse ved indgangen til haven og åbne den ved at tage nogle stænger ud, som de siden brugte som løftestænger til at vælte stenen hen til graven. Da de var kommet til klippegraven, åbnede de båren og tog det Hellige Legeme ud på et smalt brædt, hvorunder et klæde var udbredt på tværs. Nikodemus og Josef bar i brædtet, de to andre i det skråtlagde klæde. Gravhulen, der var ny endnu, var blevet renset og røget af Nikodemus tjenere; den var helt net og havde indvendig en smukt hugget frise. Stedet til båren var noget bredere ved hovedet end ved fødderne, og der var hugget fordybning til et indhyllet legeme og en lille forhøjning til hovedet og fødderne.

De hellige kvinder satte sig lige overfor graven. De fire mænd bar Herrens Legeme ned i gravhulen, satte det ned og fyldte en del af hulningen ved båren med urter, bredte et klæde derover og lagde det Hellige Legeme på det. Tørklædet, der lå under, hang ned over båren. Ved deres tårer viste de endnu en gang det Hellige Legeme deres kærlighed og gik så ud af hulen. Den Hellige Jomfru gik ind i hulen, og jeg så, at hun satte sig ved hovedgærdet af båren, der var hævet omtrent to fod over jorden, og hun bøjede sig grædende over sit barns lig. Da hun forlod hulen, ilede Magdalene derind; hun havde plukket kviste og blomster i haven, og dem strøede hun over det Hellige legeme. Hun vred hænderne og omfavnede grædende Jesu fødder. Da mændene skulle til at lukke, gik hun frem og satte sig blandt kvinderne. Mændene lagde nu det nedhængende dække over det Hellige Legeme og det brune klæde over hele båren og lukkede de brune døre, der vistnok var af kobber eller af jern; der blev stillet en skrå og en lodret stang derfor, det så ud som et kors. - (Hun forklarede ikke rigtigt, om disse stænger blev

lagt for, eller om det blot var ophøjede lister i dørene, der tegnede sig således.)

Den store sten, der skulle lukke for hulen, så omtrent ud som en kuffert. *) eller en gravsten; der kunne vel ligge et menneske udstrakt på den. Den var meget svær og blev nu af mændene ved hjælp af. De udtrukne stænger væltet hen foran gravindgangen. Forhallens ydre indgang blev lukket med et let fletværk.

*) sandsynligvis mente fortællerinden hermed de gammeldags kister eller skrin, som bønderne fra hendes hjemegn opbevarede deres klæder i.

207

Al syslen inde i hulen var foregået ved fakkelskin, da der var mørkt. Ved begravelsen har jeg set flere mænd i nærheden af Kalvariebjerget og haven, som sky og bedrøvede vandrede om; jeg tror, det var disciple, som efter Abenadars meddelelse er kommet gennem dalen fra hulerne og atter er gået tilbage.

Hjemkomsten fra graven. Sabbaten.

Det var på den tid, hvor sabbaten indtrådte, og Nikodemus og Josef begav sig til byen ad en lille port, som var nær ved haven og førte gennem bymuren; jeg tror, det var et særligt privilegium, de havde. De sagde til den Hellige Jomfru, til Magdalene, Johannes og de hellige kvinder, der endnu en gang ville til Kalvariebjerget for at bede og for at hente forskellige ting, at denne port ligesom også nadversalens dør ville blive åbnet for dem, når de bankede. Maria Heli gik til byen ledsaget af Maria Markus og andre kvinder. Josefs og Nikodemus tjenere gik til Kalvariebjerget for at hente deres red skaber.

Soldaterne drog til dem, der stod ved den anden port, og Cassius red med sin lanse til Pilatus, hvem han berettede alt, hvad der var sket med ham, og hvem han lovede at holde underrettet om alt, blot han ville befale ham til den gravvagt, som jøderne sikkert efter hvad han havde erfaret ville forlange af ham. Pilatus hørte på hans fortælling med hemmelig rædsel, men behandlede ham som en sværmer og befalede ham af lutter væmmelse og overtro at sætte lansen, som han havde med sig, udenfor døren.

Da den Hellige Jomfru og hendes ledsagere kom tilbage fra Kalvariebjerget, hvor de havde grædt og bedt, så de en trop soldater med fakler komme dem i møde; de gik til side, mens skaren drog forbi. Det var folk, som drog til Kalvariebjerget rimeligvis for at tage korsene ned før sabbaten og for at nedgrave dem. Da de var kommet forbi, fortsatte de hellige kvinder deres vej til den lille port.

Josef og Nikodemus mødte inde i byen Petrus, Jakob den ældre og Jakob den yngre. De græd alle, og navnlig Peter var utrøstelig og voldsom, han omfavnede dem under tårer, anklagede sig, jamrede over ikke at have været hos Herren i hans død og takkede dem for Jesu grav.. De var alle ude af sig selv af smerte. Det blev nu ordnet således, at: også de, når de bankede på, ville blive lukket ind i nadversalen, og så skiltes de for at opsøge flere af de omstrejfende apostle.

208

Jeg så senere den Hellige Jomfru og hendes ledsagere banke på døren til nadversalen og blive indladt; også Abenadar blev indladt, og lidt efter lidt de fleste apostle og disciple. Kvinderne gik til den Hellige Jomfrus bolig. Man vederkvægede sig lidt og tilbragte endnu nogle minutter i sorg og angst og med mange slags fortællinger. Mændene havde taget andre klæder på, jeg så dem stå under lampen og holde sabbat. Da spiste de lam ved forskellige borde i nadvedsalen men uden Ceremonier. Det var ikke påskelammet; det havde de spist i går aftes. Blandt dem alle var der forvirring og dyb sorg. Også de hellige kvinder bad med Maria under en lampe. Senere, da det var blevet helt mørkt, lukkede man også Lazarus, Martha, Maroni, Dina og Mara ind; de kom fra sabbaten i Bethania, og smerten fornyedes ved fortællingerne.

Jesu grav bliver bevogtet.

Natten mellem fredag og lørdag så jeg, hvorledes Kaifas og jødernes øverste drøftede, hvad de skulle gøre ved disse vidunderlige hændelser og folkestemningen. Om natten gik de til Pilatus og sagde til ham, at de huskede, at denne forfører, medens han levede, havde forudsagt, at han ville genopstå på den tredje dag: Pilatus måtte derfor lade graven bevogte indtil den tredje dag, for at Jesu disciple ikke skulle stjæle liget og senere udsprede, at han var opstanden fra de døde; da ville det sidste bedrag blive værre end det første.

Pilatus ville dog ikke have noget med den sag at gøre; han sagde til dem: »I har jo en vagt; så gå og vogt graven, som i kan bedst!« Han gav dem dog Cassius med, for at han skulle holde øje med alt og meddele ham det. Jeg så henimod tolv soldater gå ud før solopgang; de bar ikke Romersk dragt, det var tempelsoldater, der forekom mig som en slags drabanter. De tog lldkurve på stænger med for i nattens mørke at kunne holde øje med alt og for at lave lys ved den mørke gravhule. Da de ved ankomsten havde forvisset sig om, at liget var der, trak de en lænke tværs over gravhulens dør og fra denne lænke atter en over den foranliggende sten og satte et segl på den, et halvmåneformet segl. Så gik de tilbage til byen, og vagten satte sig lige overfor den ydre gravdør. Der var til stadighed fem eller seks mand tilstede, da enkelte af dem gik til byen efter levnedsmidler. Cassius forlod ikke sin post, han stod eller sad mest foran hulens indgang i den ende af graven, hvor Jesu fødder lå. Han havde modtaget

209

stor indre nåde og var blevet delagtig i mange åndelige hemmeligheder, så at han, der ikke var vant til en sådan tilstand, den meste tid levede ligesom beruset og uden bevidsthed om ydre ting. Først her blev han helt forvandlet og nyt menneske; han tilbragte dagen i anger, tak og tilbedelse.

Jesu venner påskelørdag.

Jeg så i går aftes mændene i nadversalen, da de alle var samlede; de var omtrent tyve i tal med hvide klæder og bælter; de fejrede sabbaten under lampen og spiste siden. Så skiltes de for at sove. Flere af dem gik til deres boliger. Også i dag så jeg dem ganske stille forsamlede i huset; de vekslede med bøn og læsning, nu og da lukkede de nogle nyankomne ind.

I det hus, hvor den Hellige Jomfru opholdt sig, var der en stor sal, som ved tæpper og skærmbrædter var delt op til forskellige soveceller. Da de hellige kvinder var vendt tilbage fra graven og havde fået alt på plads, tændte en af de lampen, der hang ned x x i rummet, og sammen med den Hellige Jomfru trådte den hen under den og bad med stor sorg og andagt. Da det var blevet sent, lod nogle mænd, blandt hvilke Josef af Arimathæa, de kvinder kalde, som ville gå hjem til deres bolig i byen, og de skiltes så. På hjemvejen blev Josef ved Kaifas domhus taget til fange og sat ind i et tårn.

De kvinder, der blev tilbage, gik nu til de adskilte soveceller, hvor de hængte lange klæder over hovedet og sad en stund ved væggen lænet mod de sammenrullede sovetæpper i stille sorg. Så rejste de sig, rullede sovetæpperne op, tog sandalerne, bæltet og nogle af deres klæder af, hyllede sig ind fra hoved til fødder, som de plejede, når de skulle sove, og lagde sig derpå ned på lejet for at få en kort søvn. Allerede ved midnatstid stod de op, gjorde deres klæder i stand, rullede tæpperne sammen og trådte igen med den Hellige Jomfru hen under lampen for at bede.

Da Jesu moder og hendes ledsagere havde udført denne natlige bønnens pligt, som jeg siden har set Guds trofaste børn og hellige mennesker overholde påskyndede af kirkelige anordninger, bankede Johannes med nogle disciple på deres dør, efter at mændene i nadversalen også havde bedt under lampen, og straks indhyllede de sig i deres kapper, og alle fulgtes med den Hellige Jomfru til templet.

Omtrent på det samme tidspunkt, hvor graven blev forseglet -

210

henved klokken tre om morgenen - så jeg den Hellige Jomfru med kvinderne, Johannes og flere disciple ankomme til templet. Morgenen efter at påskelammet var spist, plejede der at komme mange jøder op til templet, som allerede blev åbnet ved midnat, da ofret på denne morgen begyndte meget tidligt. Men i dag var, grundet på festens forstyrrelse og templets besmittelse, alt forsømt, og det forekom mig, som om den Hellige Jomfru og hendes ledsagere kun ville tage afsked med templet, hvor hun var blevet opdraget i tilbedelse af helligdommen, indtil hun selv i sit skød bar den helligdom, der i går så grusomt var blevet ofret som det sande påskelam. Templet var i dag efter sædvane åbnet og oplyst af lamper, og selv præsternes forgård var efter skik og brug tilgængelig for folket. Men templet var ganske tomt med undtagelse af nogle vogtere og tjenere. Alt lå øde og uordentligt fra den foregående dags forstyrrelse. Templet var besmittet ved de døde, og jeg måtte ved synet stadig tænke: hvorledes vil de gøre det godt igen?

Simeons sønner og Josef af Arimathæas nevøer, der ved efterretningen om deres onkels fængsling var blevet meget bedrøvede, traf sammen med den Hellige Jomfru og hendes ledsagere og førte dem omkring overalt, thi de havde opsyn i templet. De så med skræk og beundring på ødelæggelsen, der var Guds vidnesbyrd, kun nu og da fortalte ledsagerne med få ord om den forrige dags begivenheder.

Jeg så megen ødelæggelse fra i går, der ikke var sat i stand. Den Hellige Jomfru gik med sin ledsagere til alle de steder, som Jesus havde helliggjort. Hun kyssede stederne, idet hun bøjede sig ned og grædende sagde nogle gribende ord. Hendes ledsagere gjorde det samme.

Jøderne har ualmindelig stor ærbødighed for alle steder, hvor der er sket noget, der er dem helligt; de berører og kysser disse steder og kaster sig på ansigtet ned over dem. Jeg har aldrig været forundret over det; når man ved, tror og føler, at Abrahams, Isaks og Jakobs Gud er en levende Gud, som bor blandt sit folk i templet, i sit hus i Jerusalem, så måtte man dog snarere undre sig, om de ikke gjorde det. Den, der tror på en levende Gud, på en fader, forløser og frelser for sine børn, menneskene, kan ikke undre sig over, at han levende af kærlighed er hos de levende, og at disse viser ham og alt, hvad der hører ham til, mere kærlighed, ære og tilbedelse end deres jordiske forældre, venner, lærere, foresatte og fyrster. Jøderne følte for templet og de hellige steder, som vi Kristne for den Allerhelligste

211

Nadver. Men hos jøderne har der bande været blinde og oplyste, som der også er hos os; der er dem, der ikke tilbeder den levende, nærværende Gud, men er henfaldene til at stå i et overtroisk tjener forhold til verdens afguder. De tænker ikke mere på Jesu ord: »Den, som fornægter mig for menneskene, vil jeg fornægte for min himmelske fader.« Sådanne mennesker, som fuldt ud tjener verdens ånd og usandhed med tanker, ord og gerning, men forkaster al ydre gudsdyrkelse, siger måske, når de ikke helt har forkastet Gud selv: »Vi tilbeder Gud i ånd og sandhed.« de ved ikke, at dette vil sige i

Helligånden og sønnen, der har påtaget sig kød ved Jomfru Maria, givet sandheden et vidnesbyrd, har levet blandt os, er død for os på jorden og vil være til stede i den Hellige Nadver i sin kirke til dagenes ende.

Med en sådan ærefrygt gik den Hellige Jomfru med sine ledsagere til mange steder i templet. Hun viste dem, hvor hun som lille pige først var kommet ind, og hvor hun i den sydlige del var blevet opdraget indtil sin formæling. Hun viste dem, hvor hun var blevet formælet med Josef, hvor hun havde ofret Jesus, og hvor Simeon og Anna havde udtalt profetien; da græd hun heftigt, profetien var opfyldt, sværdet havde gennemtrængt hendes sjæl. Hun viste dem, hvor hun havde fundet Jesus som dreng, da han lærte i templet, og hun kyssede ærbødigt lærestolen. Hun var også ved pengekisten, hvor enken havde lagt sin skærv, og på det sted, hvor Herren havde tilgivet ægteskabsbrydersken. Efter at hun således med ærbødighed og bevægelse, tårer og bøn havde æret de hellige steder, vendte hun tilbage til Sion.

Den Hellige Jomfru skilte sig grædende og i dyb alvor fra templet, hvor forstyrrelsen og tomheden på den ellers så hellige dag vidnede om hendes folks synd. Hun mindedes, hvorledes Herren havde grædt over templet, og hvad han havde forudsagt: »Nedbryd dette tempel og om tre dage vil jeg genopbygge det,« og hun tænkte på, hvorledes Jesu fjender havde ødelagt hans legemes tempel, og hun længtes mod den tredje dag, hvor den evige sandheds ord skulle opfyldes.

Da hun ved dagens frembrud atter kom til nadversalen på Sion, begav den Hellige Jomfru og hendes ledsagere sig til hendes bolig. Ved indgangen skilte Johannes og disciplene sig fra dem og gik ind i nadversalen til de øvrige mænd, der, henved tyve i tallet, i dag på sabbaten var forsamlede for at sørge og bede under lampen. Nu og da så jeg dem ængsteligt lukke en nyankommen ind og grædende tale med ham. Alle følte inderlig ærefrygt og på en måde en slags beskæmmelse overfor Johannes, der havde været til stede ved Herrens død. Johannes viste dem stor deltagelse og kærlighed, og naturlig og frimodig som et barn trådte han til side for enhver af dem. Jeg har også engang set dem spise. De var for øvrigt ganske stille forsamlede i det tillukkede hus. Her kunne man ikke angribe dem, thi huset tilhørte Nikodemus, og de havde lejet det til påskemåltidet.

Jeg så nu igen de hellige kvinder forsamlede ved aftenstid bag lukkede døre og tilhyllede vinduer i den mørke sal, der kun var oplyst af en lampe. Snart samlede de sig under lampen til bøn omkring den Hellige Jomfru, snart trak de sig enkeltvis tilbage til aflukket, tilhyllede hovedet med sørgeflor og satte sig enten i flade kasser, som var bestrøede med aske, eller bad ved væggen med ansigtet vendt imod den. Så snart de med den Hellige Jomfru samledes til bøn under lampen, aftog de først sørgesløret, som de lagde ind i det lille kammer. Jeg så også, at de svagere blandt dem tog nogen føde til sig, men de andre fastede.

Ofte har jeg vendt mit blik derhen, og altid har jeg set det hele på den måde, jeg her har beskrevet. Idet jeg i min betragtning forenede mig med den Hellige Jomfrus erindring om Kristus, så jeg nogle gange graven og henved syv soldater, der stod eller sad overfor indgangen. Tæt ved klippegravens dør stod Cassius stille og tankefuld. Jeg så dørene til graven lukkede og stenen væltet for. Gennem dørene så jeg Herrens legeme, således som det var lagt, omgivet af lys og glans og hvilende mellem to tilbedende engle. Da min betragtning nu vendte sig mod Frelserens Hellige Sjæl, blev der vist mig et stort billede af nedfarten til helvede, så stort, at jeg kun kan huske en ganske lille del deraf, og den vil jeg fortælle, så godt jeg kan.

Nedfarten til helvede.

Da Jesus med et højt råb opgav sin Hellige sjæl, så jeg den som en lysstråle fare ned i jorden ved korsets fod, ledsaget af mange engle. Jeg så hans guddom vedblivende være forenet med denne hans sjæl og med hans legeme, der hang på korset. Jeg formår ikke at sige, hvordan det skete. Jeg så stedet, hvor Jesu sjæl for hen, i tre dele ligesom tre verdener, og jeg havde følelsen af, at de var runde, og at hvert af disse steder var omgivet af en sfære, der skilte dem fra hinanden. Foran forhelvede var et lyst og så at sige grønt og livligt rum. Det var det rum, hvor jeg altid ser sjælene, der er forløste fra skærsilden, træde ind, før de føres til himlen. Forhelvede, hvori de befandt sig, som ventede en forløsning, var omgivet af en grå, tågeagtig sfære og delt i forskellige kredse. Frelseren trængte, lysende og ligesom ført i triumf af engle, ind mellem to af disse kredse: den til venstre omfattede stamfædrene til Abraham, den til højre sjælene fra Abraham til Johannes døberen. Jesus trængte ind mellem begge, og de kendte ham endnu ikke, men alt blev fyldt med glæde og længsel, og det var, som om dette længslernes rum fuld af bekymring og ængstelse blev udvidet. Det var, ligesom om luft, lys og forløsningens dug kvægende trængte derind så hurtigt som vindens susen. Herren trængte først mellem disse kredse ind i et tågeagtigt rum, hvor Adam og Eva, vore første forældre, befandt sig. Han talte til dem, og de tilbad ham med usigelig glæde. Herrens skare trængte nu fulgt af det første menneskepar ind til forhelvedets venstre rum til alle stamfædrene før Abraham. Dette var en slags skærsild, thi der var hist og her onde ånder blandt dem, der pinte og ængstede enkelte af disse sjæle på mange måder. Englene bankede på og befalede, at der skulle åbnes, thi her var en indgang, fordi der var nogle, der trængte ind, en dør, fordi der var en afgrænsning, og en råben, fordi et komme meldtes, og det syntes mig, som om englene råbte: »Opluk portene! Åbn dørene!« I triumf drog Jesus nu ind, og de onde ånder veg tilbage og skreg: »Hvad vil du os? Hvad vil du her? Vil du nu også korsfæste os?« Osv. Englene bandt dem og drev dem foran sig. Disse sjæle kendte kun lidet til Jesus og vidste kun lidet om ham; han talte til dem, og de lovpriste ham. Nu vendte Herrens sjæl sig til højre mod det egentlige forhelvede, og foran dette mødte han den gode røvers sjæl, som ledsaget af engle gik ind til Abrahams skød, medens den onde røvers sjæl ledsaget af onde ånder fo'r til helvede. Jesu sjæl talte til dem og drog så ledsaget af engle og de forløstes skare ind til Abrahams skød.

Dette rum syntes mig at ligge højere; det var, som om man gik under kirkegården og så steg op af jorden og op i kirken. De lænkede onde ånder strittede imod og ville ikke igennem her, men de blev tvungne frem med magt af englene. Her befandt alle de Hellige Israelitter sig; til venstre patriarkerne, moses, dommerne, kongerne, til højre profeterne, Jesu forfædre og deres slægtninge til Joachim, Anna, Josef, Zacharias, Elisabeth og Johannes. Her i dette rum var der ingen onde ånder og ingen kval uden længslen efter forjættelsen, og denne var opfyldt nu. En usigelig glæde og salighed gennemtrængte

214

alle sjælene, som hilste forløseren og tilbad ham; de lænkede onde ånder blev tvungne til at bekende deres skam for dem. Mange af sjælene blev sendt op for at hæve deres legemer af graven og derved give Herren et vidnesbyrd.

Jeg så nu frelserens triumftog trænge ind i en lavere sfære, hvor de fromme hedninge, som havde anet sandheden og længtes efter den, befandt sig på en slags renselsessted. Der var onde ånde iblandt dem, thi de havde haft afgudsbilleder; jeg så de onde ånder tvungne til at bekende deres svig og så sjælene med rørende glæde hylde frelseren, men også her blev djævlene lænkede og drevet videre. Så, så jeg frelseren i triumf og i stor hast drage igennem og befri flere på forskellige steder og gøre uendelig meget, som jeg i min elendige tilstand ikke kan beskrive.

Endelig så jeg ham med stor alvor nærme sig afgrundens midtpunkt: helvede. Det forekom mig at være en stor, skrækkelig, sort, metalglinsende klippebygning, hvis indgang var forsynet med uhyre, frygtelige, sorte porte med lanse og slåer, som vakte stor rædsel. Et brøl, et rædselsskrig hørtes. Porten blev stødt op, og man så ind i en frygtelig mørk verden.

Ligesom jeg plejede at se de saliges boliger i det himmelske Jerusalems skikkelse, som en by med utallige årsager til lykke, med forskellige slotte og haver fulde af vidunderlige frugter og alle slags blomster, således så jeg også alt her i form af en sammenhængende verden med mange slags bygninger, pladser og marker. Men alt her var salighedens modsætning. Alt var kun kval og pine. Medens alt i de saliges bolig syntes dannet efter den uendelige fred, evige harmoni og fyldestgørelse, så er alt her uenighed og fortvivlelse. Som der i himlen findes usigeligt skønne, gennemsigtige bygninger for glæde og tilbedelse, så er her lige så utallige mange mørke fængsler og huler for kval, forbandelse og fortvivlelse. Hisset er der de vidunderligste haver, fulde af frugter med guddommelig vederkvægelse, her er der de græsseligste ørkener og sumpe, fulde af kval og pine og alt, hvad der kan opvække gru, væmmelse og rædsel. Jeg så her forbandelsens, hadets, rædslens, fortvivlelsens, forvirringens, pinens og kvalens templer, altre, slotte, troner, haver, søer og floder; som i himlen er fulde af velsignelse, kærlighed, enighed, glæde og salighed. Her var de fordømtes evige, oprivende uenighed, hisset de helliges salige samfund.

215

Roden til al vranghed og usandhed kom her til syne, intet var rigtigt her, ingen tanker beroligende, kun den alvorlige tanke på den guddommelige retfærdighed der ligger i, at hver fordømt gribes af den kval og pine, som hans synd har beredt ham, thi alt det skrækkelige, som kommer til syne og sker her, er den røbede synds væsen, form og forbitrelse: slangen, som vender sig mod den, der har næret den ved sin barm. Jeg så der en skrækkelig søjlebygning, indrettet til angst og gru, som den i Guds rige er indrettet til fred og ro osv. Alt dette er let at forstå men ikke til at forklare i enkeltheder.

Da portene blev stødt op af englene, så man ind i en malstrøm af oprør, forbandelse, hylen og klagen. Jeg så, at Jesus talte til Judas sjæl. Enkelte engle nedkastede hele skarer af onde ånder. Alle måtte erkende Jesus og tilbede ham, og dette var den frygteligste kval for dem. En stor mængde lænkedes udenom den anden kreds, som derved blev bunden. I midten var der en afgrund af nat; Lucifer blev lagt i lænker og nedkastet i den, og det sydede om ham. Alt dette skete ifølge bestemte love, og jeg hørte, at Lucifer, om jeg ikke tager fejl, 50 eller 60 år før året 2000 efter Kristi fødsel igen en tid skulle frigives. Mange andre talbestemmelser husker jeg ikke mere. Nogle andre skulle frigives før fra deres straffe og prøvelser for at friste andre mennesker. Jeg tror, at frigivelsen for enkelte fandt sted i vor tid, for andre kort efter vor tid.

Det er mig umuligt at sige alt, hvad der blev vist mig, og det er mig umuligt at komme med det i orden og rækkefølge, thi jeg er meget syg, og når jeg taler om det, ser jeg igen det hele for mine øjne, og man kunne dø ved dette syn.

Jeg så også, hvorledes de forløste sjæle i uendelige skarer ledsagede Herren fra forhelvede og renselsesstederne til et glædeligere sted under det himmelske Jerusalem. Det er der, hvor jeg også for nogen tid siden har set en salig ven af mig. Her kom nu også den gode røvers sjæl hen og så efter forjættelsen Herren igen i paradiset. Jeg så, at der her var beredt sjælene vederkvægelse ved det himmelske måltid, som det så ofte var vist mig i trøstende billeder.

Om alt dette kan jeg ikke bestemme nogen tid eller varighed, ej heller kan jeg fortælle om alt, hvad jeg har set og hørt, dels fordi jeg ikke mere selv forstår det, dels fordi det let kunne misforstås. Jeg har set Herren på meget forskellige steder, selv i havet; det var, som om han helligede og befriede alle skabninger, overalt flygtede de onde ånder ned i afgrunden. Jeg så også Herrens sjæl mange steder på jorden. Jeg så ham inde i Adams grav under Golgatha; Adam og Evas sjæle kom til ham der, og han talte til dem, og jeg så ham gå sammen med dem under jorden til flere profeters grave, hvis sjæle forenede sig med deres ben, og hvem han forklarede meget. Så jeg ham med en udvalgt skare, hvoriblandt også David var, vise sig på flere af de steder, hvor han havde levet og lidt, og forklare dem det forbilledlige, der var sket der, og i stor kærlighed tilegne dem opfyldelsen af det.

Jeg så også, hvorledes han på det sted, hvor han var blevet døbt, forklarede sjælene meget af det forbilledlige, som var sket her, og dybt bevæget af hans barmhjertighed så jeg, at Jesus lod den Hellige dåbs nåde komme dem til gode.

Det var usigeligt gribende at se Herrens sjæl omgivet af disse salige, trøstede ånder roligt og lysende svæve gennem den mørke jord, gennem klipper, gennem vand og luft og over jorden.

Dette er det lidet, jeg husker af min rige betragtning over Herrens nedfart til helvede og de retfærdige sjæles forløsning efter hans død, men jeg så også foruden dette timelige billede et evigt billede af hans barmhjertighed mod de arme sjæle på denne dag. Jeg så, hvorledes han på denne dags årlige højtid gennem kirken kaster et frelsende blik ned i skærsilden, og jeg så, hvorledes han i dag, påskelørdag, da jeg holdt denne betragtning, befriede fra renselsesstedet enkelte sjæle, der havde forsyndet sig ved hans korsfæstelse. Jeg så også i dag mange mig ubekendte, men også bekendte sjæles. Befrielse, men jeg nævner ingen.«

Endnu i dag talte fortællerinden i ekstatisk tilstand og sagde:

»Jesu første nedfart til forhelvede er opfyldelsen af tidligere forbilleder og selv atter et forbillede, hvis opfyldelse er den nuværende forløsning. Nedfarten til helvede, som jeg så, er billedet på en forbigangen tid, men den nuværende forløsning er en vedvarende sandhed. Ved nedfarten til helvede plantede Jesus et nådens træ, sine fortjenester, for de arme sjæle, og de arme sjæles vedvarende og nuværende forløsning er nådetræets frugt fra kirkeårets åndelige have. Den kæmpende kirke må pleje træet og samle frugterne og lade dem blive den lidende kirke til del, da denne intet kan udvirke for sig selv. Således er det med alle Herrens fortjenester: vi må selv virke med for at få del i dem. I vort ansigts sved skal vi spise vort brød. Alt, hvad Jesus i tiden har gjort for os, bringer evige frugter, men vi må pleje og plukke dem i tiden, ellers kan vi ikke nyde dem i evigheden. Kirken er en fuldkommen familiefader, dens år er som en have, der her i timeligheden frembringer alle evighedens frugter; i et eneste år er der nok til os alle. Ve, alle dovne og troløse gartnere, som nogensinde har ladet en nåde gå til grunde, der havde kunnet helbrede en syg, styrke en svag, mætte en sulten, de vil på dommens dag komme til at aflægge regnskab for familiefaderen for det mindste græsstrå.

Aftenen før opstandelsen.

Ved sabbatens ende kom Johannes ind til de hellige kvinder; han sørgede med dem og trøstede dem. Da han et øjeblik efter forlod dem, kom Peter og Jakob den ældre også ind til dem og med samme hensigt, men de fjernede sig snart. Nu satte de hellige kvinder sig igen i de særskilte rum, som var bestrøede med aske, sørgende og indhyllede i sørgekapper.

Medens den Hellige Jomfru nu sad i dyb bøn og i inderlig længsel efter Jesus, så jeg en engel træde hen til hende og sige, at hun skulle gå ud af den lille port hos Nikodemus, Herren nærmede sig! - Da blev Marias hjerte fyldt af glæde, hun hyllede sig i sin kappe og forlod de hellige kvinder uden at sige, at hun gik bort. Jeg så hende ile alene hen mod den lille port i bymuren, hvor hun var kommet ind, da hun kom fra graven.

Klokken var vel ni, da jeg så den Hellige Jomfru pludselig stå stille på et ensomt sted ved den lille port. Hun så med glad iver hen mod den høje bymur, og jeg så Jesu sjæl, lysende, uden sårmærker og ledsaget af en stor skare af stamfædrene, svæve hen mod Maria. Han talte henvendt til stamfædrene og talte om den Hellige Jomfru, idet han brugte ordene: »Min moder, Maria,« og det var, som om han omfavnede hende. Så forsvandt han. Den Hellige Jomfru faldt på knæ og kyssede jorden, hvor han havde stået; hendes knæ og fødder blev aftrykt i stenen, og hun ilede fuld af usigelig trøst tilbage til kvinderne, som hun fandt beskæftigede med ved et bord at tilberede salve og urter. Hun sagde ikke til dem, hvad der var vederfaret hende, men hun var meget trøstet og styrkede dem alle i deres tro.

Da Maria vendte tilbage, så jeg de hellige kvinder stå ved et bord, der lignede et anretterbord; på bordet lå et tæppe, der hang. Helt ned til gulvet. Jeg så nogle af dem undersøge alle slags urter.

218

knipper, blande og ordne dem; de havde også små flasker med nardusvand og flere slags levende blomster, hvoraf jeg husker en stribet iris eller lilje. De pakkede alt ned i tørklæder. Medens Maria var borte, var Magdalene, Maria Kleofas, Salome Chusa og Maria Salome gået til byen for at købe alt dette. De ville om morgenen bestrø, overhælde og indhylle Herrens Legeme med det. En del af det så jeg disciplene hente hos kræmmersken og aflevere i huset uden at træde ind hos kvinderne.

Natten før opstandelsen.

Jeg så Herrens grav. Alt var stille og roligt; syv soldater stod eller sad om den. Cassius havde kun nogle få øjeblikke forladt sin plads ved graven. Det var nat, og lldkurvene foran gravhulen kastede et skarpt lys omkring sig. Da nærmede jeg mig i min betragtning tilbedende det Hellige legeme, der hvilede mellem to engle, en ved hovedgærdet og en ved fødderne. Disse engle sås i fuldstændig præstelige skikkelser og mindede ved deres stilling med de korslagte arme på brystet om keruberne på pagtens ark; kun så jeg ingen vinger. Herrens begravelse mindede mig overhovedet ofte og levende om pagtens ark på de forskellige tider i dens historie. Dette lys og englene, der måske har været synlige for Cassius, har bevirket hans vedvarende beskuelse af den Hellige grav, som hos den, der tilbeder den Hellige Nadver.

Under betragtningen af det Hellige Legeme forekom det mig, som trådte Herrens sjæl med stamfædrenes forløste ånder ind i graven og lod dem se hans Hellige legemes mishandling. I samme øjeblik var det, som om alle ligklæder var strøgne af, og jeg så det Hellige Legeme helt fuldt af sår, og det var, som om den tilstedeværende guddom på en hemmelighedsfuld måde viste det Hellige Legeme frem i hele dets mishandling og tortur for sjælene. Det forekom mig ganske gennemsigtigt og som blottet ind til det inderste. Hans sår, krænkelser og smerter blev på det fuldkomneste erkendt. Sjælene følte en usigelig ærefrygt og syntes at bæve og græde af medlidenhed.

Nu gik jeg over til en betragtning, hvis hemmelighed jeg i hele dens indhold ikke formår at gengive. Jeg så et billede, hvori det forekom mig, at Jesu Legeme blev udtaget af graven, uden at hans sjæl havde tilknytning til det, men dog stod i inderlig forbindelse med

219

det; det forekom mig, at to engle bar det Hellige forpinte legeme op, nøgent, elendigt og fuldt af sår, men i den stilling, lemmerne havde, da han befandt sig i graven. Jeg så dem ved en rystelse i klippen svæve op til himlen, og det forekom mig atter i en betragtning, at Jesus fremstillede sit mishandlede legeme for sin himmelske faders trone mellem utallige kor af tilbedende engle. Det skete på samme måde, som da mange profeters sjæle efter Jesu død havde taget bolig i deres legeme og i det var gået til templet uden dog derfor at være levende og skulle dø igen, thi da de skiltes fra det, skete dette uden dødskamp. Jeg så ikke stamfædrenes sjæle ledsage Herrens legeme.

Jeg bemærkede under denne betragtning ligesom en rystelse af klippegraven; fire af soldaterne var gået til byen, de tre, som var tilbage, blev som afmægtige. De tilskrev dette fænomen en jordrystelse og lagde ikke mærke til årsagen. Cassius derimod blev meget bevæget og rystet, thi han havde et klart blik for, hvad der skete, uden at dog alt var tydeligt for ham. Han holdt ud på sin plads og ventede med stor andægtighed på, hvad der ville ske. De fraværende soldater vendte imidlertid tilbage.

Min betragtning vendte sig nu igen til de hellige kvinder, og jeg så dem gøre deres forberedelser færdige; de pakkede urterne i tørklæder og lagde alt til rette. Så trak de sig tilbage, men lagde sig ikke til at sove, da de ville gå til Jesu grav, før det blev dag. De havde flere gange talt bekymret sammen om dette forehavende, thi de var bange for, at Jesu fjender ville efterstræbe dem, når de gik ud. Den Hellige Jomfru, der siden Jesu åbenbaring var besjælet af nyt mod, opmuntrede dem: de skulle efter en kort hvile modigt gå ud til graven, der ville ikke ske dem noget ondt. Så hvilede de da nu.

Klokken var henved elleve, da den Hellige Jomfru drevet af kærlighed og længsel ikke kunne blive længere på det samme sted. Hun rejste sig, hyllede sig helt i sin grå kappe og forlod huset alene. Jeg tænkte: hvorledes kan man dog under disse omstændigheder lade den ængstede, rystede Hellige moder gå alene? Jeg så hende gå sørgende til Kaifas hus, derfra til Pilatus palads og på denne måde ensom gå hele Jesu korsvej gennem de tomme gader; hun dvælede på alle de steder, hvor Herren havde lidt det var, som søgte hun noget, hun havde tabt ofte kastede hun sig ned på jorden og følte omkring på stenene med hånden, berørte dem så med sin mund, som havde

220

hun berørt en helligdom: Herrens blod, og kyssede den ærbødigt. Hun var i en sådan tilstand, at hun så alt lyst og klart om sig, og hun var ganske hensunken i kærlighed og tilbedelse.

Så gik hun til Kalvariebjerget, og da hun nærmede sig det, blev hun med et stående, og i et syn forekom det mig, at Jesus trådte hen for den Hellige Jomfru i sit forpinte legeme. En engel viste hende dette billede, og de to tilbedende engle fra graven samt en stor skare forløste sjæle fulgte ham. Han bevægede sig ikke, han var som et vandrende lig, omgivet af lys, men jeg hørte hans stemme, der fortalte den Hellige Jomfru, hvad han havde gjort i forhelvede, og hvorledes han ville opstå med forklaret legeme og komme til hende; hun skulle vente ham ved den sten på Kalvariebjerget, hvor han var faldet. Jeg så nu alle disse skikkelser drage ind til byen og den Hellige Jomfru knæle på det sted, Herren havde vist hende. Klokken var vel nu over tolv, thi Maria havde brugt en rum tid til at gå korsvejen.

Jeg så Herrens tog gå hele korsvejen, og hele Jesu tortur og mishandling blev vist sjælene; de hellige substanser, der under hans lidelse var blevet revet af ham, så jeg engle samle på en hemmelighedsfuld måde, og jeg så, at naglerne til korset, korsets rejsning, åbningen af siden, nedtagelsen og beredelsen til begravelsen også blev vist dem; den Hellige Jomfru så alt dette i ånden, elskede og tilbad.

Det forekom mig nu i min betragtning, at Herrens Legeme igen hvilede i den hellige grav og på en mystisk måde af englene blev fuldstændiggjort med alt det, der under lidelserne var blevet afrevet. Jeg så ham som før omgivet af glans og med begge de tilbedende engle ved gravens hoved- og fodende.

Da det første hvide lysskær viste sig på himlen, så jeg, at Magdalene, Maria Kleofas, Johanne Chusa og Salome helt indsvøbte i deres kapper forlod huset ved nadversalen. De medbragte urterne i tørklæderne, og en af dem bar en brændende lanterne; de gemte alting under deres kapper. De medbragte levende blomster til at sprede ud og til at udpresse saft af, essenser og olier til at gyde ud over Jesu legeme. Jeg så de hellige kvinder med stor ængstelse gå hen til den lille port hos Nikodemus.

IX.

OPSTANDELSEN

I strålende glans af lys, mellem to krigerske engle og omgivet af mange lysende skikkelser så jeg Jesu sjæl fra oven svæve ned gennem klippen til sit Hellige legeme, og det var, ligesom den bøjede sig over det og smeltede sammen med det. Nu så jeg lemmerne bevæge sig i svøbet, og Herrens lysende, levende legeme med sjæl og guddom ligesom træde frem af ligsvøbets side, som om det steg ud af sidevunden. Synet minder mig om Eva, der kom frem af Adams side. Alt var opfyldt af lys og glans.

I en betragtning forekom det mig nu, at jeg så en drage med menneskehoved, der snoede sig op af dybet fra graven. Det rejste sin slangehale og vendte sit hoved forbitret mod Herren. Jeg så i den opstandne forløsers hånd en smuk, hvid stav, hvorfra der vajede en lille fane, og Herren trådte på dragehovedet og stødte tre gange staven mod slangens hale; hver gang trak den sig mere og mere sammen, og endelig forsvandt den; tilsidst blev dragehovedet trådt helt ned i jorden, og kun menneskeansigtet skuede opad. Jeg har ofte før - både ved billedet af opstandelsen og ved Kristi undfangelse set en lignende slange lure. Denne slange mindede mig altid om slangen i paradiset. Jeg tror, at dette billede peger hen mod forjættelsen:

»Kvindens sæd skal søndertræde slangens hoved«. Det hele synes mig kun at være sindbille det på sejren over døden, thi da jeg så dragehovedet blive søndertrådt, så jeg ikke længere Herrens grav.

Nu så jeg Herren svæve lysende gennem klippen. Jorden bævede, og en engel i krigersk skikkelse fo'r som et lyn fra himlen ned til graven, væltede stenen til højre og satte sig på den. Det var sådan en rystelse, at ildkurvene svajede, og flammerne stod til alle sider. Da vagten så dette, faldt de om som bedøvede og lå stive i forvredne stillinger. Cassius så alting opfyldt af glans. Da han havde fattet

222

sig, gik han hen til graven og følte på de tomme linklæder. Han ventede dog lidt for at se, om der skulle ske noget mere; han havde mærket jordrystelsen, men kun set, at stenen var væltet bort af englen og at graven var tom, men Jesus havde han ikke set.

I det øjeblik, hvor englen foer ned til graven og jorden bævede, så jeg den opstandne Herre komme til syne hos den Hellige Jomfru på Kalvariebjerget. Han var smuk, alvorlig og lysende; hans klædning, der var slået om ham som en vid kappe, skinnede blåhvid som røg i solskin. Hans sår var meget store og strålende; jeg tror, en finger kunne få plads i hændernes sår. Fra håndens midte løb der stråler ud mod fingrene. Stamfædrenes sjæle bøjede sig for Jesu moder, til hvem Jesus sagde noget om et gensyn. Han viste hende sine sår, og da hun faldt ned for at kysse hans fødder, tog han hende ved hånden, løftede hende op og forsvandt.

De he1lige kvinder ved graven. Jesus viser sig.

De hellige kvinder var i nærheden af den lille port, da Herren opstod fra de døde; de mærkede intet til de tegn, der skete, og vidste heller ikke noget om vagten ved graven, thi i går på sabbaten havde ingen været ved graven. De talte bekymrede indbyrdes: »Hvem skal vælte stenen fra graven for os?« thi de havde i deres iver for at vise Herrens Legeme ærefrygt slet ikke tænkt på stenen. Det havde været deres hensigt at overøse Herrens Legeme med nardusvand og salver og strø urter og blomster på det. Ved begravelsen havde Nikodemus sørget for alt, og da de dengang ikke havde bidraget med noget, ville de nu ofre det kosteligste, de havde, på deres Herres og Mesters legeme. Salome havde sammen med Magdalene købt det meste, det var ikke Johannes moder, men en anden Salome, en rig kvinde fra Jerusalem, beslægtet med den hellige Josef. De besluttede sig nu til at stille alt foran graven og sætte sig på stenen og vente, til en eller anden discipel kom, som kunne hjælpe dem med at åbne graven, og de fortsatte hen mod haven.

Jeg så vagterne ligge som bedøvede; stenen var væltet til side, så at man kunne åbne dørene, der nu stod på klem. Jeg så gennem dørene linklæderne, som Jesu Legeme havde været hyllet i, ligge på følgende måde: det store klæde, som liget havde været indsvøbt i, lå ganske uforandret, kun hult og sammensunket, da der ikke var

223

andet i det end urterne. Det bind, som dette klæde havde været omvundet med, lå snoet, ligesom det var strøget af; det klæde, hvormed Maria havde indhyllet hans hoved, lå for sig selv tilhøjre, ganske som da hovedet var deri, svededugen var blot løftet op.

Nu så jeg kvinderne nærme sig graven. Da de så vagtblusset og soldaterne, blev de bange og gik lidt forbi haven hen mod Golgatha. Men Magdalene glemte al fare og ilede ind i haven, Salome fulgte hende i nogen afstand. De to andre kvinder var bange og blev udenfor haven.

Da Magdalene kom nær hen til vagten, så jeg hende forskrækket gå tilbage til Salome, men så gik de begge frygtsomt forbi soldaterne, der lå rundt om. De så, at stenen var væltet bort; dørene var åbnede på klem, hvad Cassius sandsynligvis havde gjort. Da åbnede Magdalene i stor angst døren, stirrede hen mod graven og så linklæderne ligge tomme i den. Alt var opfyldt af lys og der sad en engel tilhøjre for graven. Magdalene var bange, og jeg så hende straks løbe ud af graven tilbage gennem den lille port og ind til byen, hvor apostlene var forsamlede. Også Salome, der kun var gået ind forhallen, flygtede efter Magdalene i stor angst for at opsøge de kvinder, der stod uden for haven, og fortælle dem, hvad der var sket.

De andre kvinder, der blev underrettede af Salome, forfærdedes, men glædede sig samtidig og var en tid lang ængstelige for at gå ind i haven. Cassius skyndte sig af sted til Pilatus for at bringe ham bud og sagde blot nogle ord til kvinderne om, hvad han havde set, og opfordrede dem til selv at overbevise sig. Nu fattede de mod og gik sammen ind i haven, og da de med stor ængstelse var gået ind i forhallen, stod de to engle fra graven i hvide, lysende præstedragter for dem. Kvinderne blev meget forskrækkede og holdt hænderne for ansigtet, idet de bøjede sig mod jorden. En af englene talte til dem og sagde omtrent således: de skulle ikke ængstes, de skulle ikke søge den korsfæstede her, han var opstanden og ikke mere i graven. Han viste dem også den tomme plads og befalede dem at fortælle disciplene, hvad de havde set og hørt. Jesus ville gå forud for dem til galilæa. De skulle vel huske, hvad han havde sagt i Galilæa: »Menneskets søn skal overleveres i syndernes hænder og blive korsfæstet, men på den tredje dag igen opstå.« - så forsvandt englene, og de hellige kvinder rystede og frygtede, men de var dog fulde af glæde og så på graven og ligklæderne, græd og gik bort. Men de var endnu meget forskrækkede og skyndte sig ikke; hist og her stod de stille og så sig omkring, om de muligvis skulle få Herren at se, eller om Magdalene kom tilbage.

Imedens så jeg Magdalene komme til nadversalen; hun var ude af sig selv og bankede heftigt på døren; flere af dem lå endnu og sov langs væggene, nogle stod og talte. Peter og Johannes lukkede op. Magdalene sagde kun: »De har taget Herren ud af graven; vi ved ikke, hvor de har bragt ham hen.« efter disse ord ilede hun igen ud til graven. Peter og Johannes gik ind igen og talte med de andre disciple; derpå fulgte de hurtigt efter hende, men Johannes løb hurtigere end Peter.

Jeg så atter Magdalene i haven, hvor hun løb hen til graven. Hun var gennemvåd af dug, kappen var faldet af hendes hoved og ned på skuldrene, og hendes lange hår hang løst ned. Da hun var ene, var hun ængstelig for at gå ind i gravhuset og tøvede lidt ved indgangen til forhallen. Hun bøjede sig lidt ned og så ind i graven, hvor hun så to hvidklædte engle sidde ved bårens hoved- og fodende, og hun hørte den ene sige: »Kvinde, hvorfor græder du?« og da hun ikke havde andet i tankerne end Herrens legeme, svarede hun:

»De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« da hun havde sagt dette, vendte hun sig om som en søgende, thi hun troede, hun måtte kunne finde ham: hun havde en dunkel fornemmelse af hans nærværelse, og selv englenes tilsynekomst havde ikke forstyrret hende. Det var, som om hun slet ikke var klar over, at det var engle; hun formåede kun at tænke på Jesus, kun på dette: Jesus er her ikke, hvor er Jesus?

Jeg så hende gå et par skridt hen mod graven og så igen tilbage som en søgende, der er helt forvirret. Det lange hår, der faldt ned om hendes skuldre, slog hun tilbage med begge hænder og så sig omkring. Da så hun omtrent ti skridt fra gravhulen, mellem buskene bag et stort palmetræ, en høj hvidklædt skikkelse, og da hun styrtede frem, hørte hun for anden gang ordene: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem søger du?« Hun antog skikkelsen for gartneren, og jeg så også, at den havde en skovl i hånden og havde en flad hat på, der lignede bark, netop som jeg har set gartneren i lignelsen, som Jesus kort før sin lidelse havde fortalt kvinderne i Bethania. Hans fremtoning var ikke lysende, men lignede en hvidklædt menneskeskikkelse i dæmringen. På ordene: »Hvem søger du?« Svarede hun straks:»Herre, hvis du har båret ham bort, så sig mig hvorhen, for at jeg kan hente ham.« Hun så sig igen omkring, om han ikke skulle være i nærheden. Da sagde Jesus med sin sædvanlige røst: »Maria!« Og da hun genkendte stemmen, glemte hun korsfæstelse, død og begravelse, vendte sig øjeblikkelig og sagde, som hun plejede: »Rabuni (Mester)!« Faldt på knæ og rakte armene ud efter hans fødder. Jesus hævede afværgende hånden mod hende og sagde: »Rør mig ikke! Thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader; gå til mine brødre og sig dem, at jeg farer op til min Fader og eders Fader, til min Gud og eders Gud.« Så forsvandt Herren.

Jeg fik en forklaring på, hvorfor han sagde »rør mig ikke«, men jeg husker den ikke mere. Jeg tror, han sagde det, fordi hun var så voldsom og troede, at han levede som ellers, at alt var som ellers. Om Jesu ord: At han endnu ikke var opfaren til faderen, fik jeg den forklaring, at han efter sin opstandelse endnu ikke havde fremstillet sig for sin Himmelske Fader og endnu ikke havde takket ham for sejren over døden og for forløsningen. Han sagde hende med dette, at glædens førstegrøde tilhører Gud; hun skulle først komme til ro og takke Gud for forløsningens fuldbragte hemmelighed og sejren over døden. Hun havde som før villet omfavne hans fødder, hun havde kun tænkt på sin elskede Mester og i sin stormende kærlighed glemt hele det store under. Jeg så, hvorledes Magdalene efter at Herren var forsvundet, tog sig sammen, som om hun havde drømt, og endnu en gang løbe hen til graven. Der så hun de to engle sidde, så linklæderne ligge der og ilede, nu ganske overbevist om sit syn og underet, ud for at søge efter sine ledsagerinder på vejen mod Golgatha, hvor de vandrede om, dels for at vente på Magdalene og dels i håb om at se Herren.

Klokken var vel halv tre, da Herren viste sig, og hun var næppe løbet ud af haven, før Johannes ilede derind, fulgt af Peter. Johannes stod stille ved indgangen, bukkede sig ned og så ind gennem den og fik øje på linklæderne. Nu kom Peter og gik ind i hulen og så alt, og Johannes og Peter troede på opstandelsen, thi nu stod det klart for dem, hvad Herren havde sagt, og hvad der stod i skriften; før havde de kun overfladisk agtet på det. Peter tog linklæderne under sin kappe og løb gennem den lille port, men Johannes løb igen forbi Peter.

Jeg beså graven med ham, som jeg havde beset den sammen med Magdalene; begge gange så jeg de to engle, men det forekom mig, at Peter ikke så dem. Jeg hørte senere Johannes fortælle disciplene

226

fra Emaus, at han havde set en engel. Måske var det derfor, at han forskrækket løb forbi Peter, og at han af ydmyghed ikke har meddelt det i evangeliet for ikke at have set mere end Peter.

Nu så jeg vagten komme til sig selv; de tog deres spyd og ildkurve og skyndte sig ængstelige ud af haven mod porten ind til byen.

Magdalene havde imidlertid fundet de hellige kvinder og fortalte dem, at hun netop nu havde set Herren i haven, og at hun havde set englene; kvinderne svarede, at også de havde set englene. Nu skyndte Magdalene sig til byen gennem den snævre port, kvinderne gik igen hen mod haven, måske for at træffe apostlene der, og jeg så vagten gå forbi dem uden at sige et ord til dem.

I gravhaven trådte Jesus de hellige kvinder i møde i et langt, hvidt klædebon, der endog hang et stykke ud over hænderne, og sagde:

»Fred være med eder!« Da sank de ned for hans fødder, og det var, som om de ville omfavne hans fødder. Jeg så, at Herren talte nogle ord med dem, pegede med hånden i en bestemt retning og forsvandt. Nu skyndte de hellige kvinder sig gennem Bethlehemsporten til disciplene i nadversalen for at fortælle, at de havde set Herren, og hvad han havde talt til dem. Disse ville dog i begyndelsen hverken tro på deres eller Magdalenes udsagn, men holdt det for en indbildning hos kvinderne, indtil Peter og Johannes kom tilbage. Johannes og Peter, der var i st6r undren, traf på hjemvejen Jakob den yngre og Thaddæus, der havde villet følge dem til graven. Også disse to var meget rystede, thi Herren havde vist sig for dem i nærheden af nadversalen. Jeg så, at Jesus gik forbi Peter og Johannes, og Peter syntes at have set ham, thi han stod pludselig stille i forbavselse. Om Johannes så ham, ved jeg ikke.

Nu ser jeg oftere i disse billeder Herren vise sig i Jerusalem og andre steder mellem folk, uden at jeg forstår, om de ser ham. Ofte ser jeg en enkelt pludselig forbavses, medens de andre er helt upåvirkede.

Jeg ser altid Herren, men jeg forstår ,at menneskene dengang kun så ham nu og da. Ligeledes så jeg også begge englene i graven; de hellige kvinder så undertiden dem begge, undertiden kun den ene af dem. Englen, der talte til kvinderne, var englen fra graven. Kun en af dem talte, og kun en af dem blev set, da dørene ikke var helt åbne. Englen, der som et lyn kom ned fra himlen, væltede stenen bort og satte sig på den, var klædt som en kriger. Cassius og vagten så

227

den i begyndelsen sidde på stenen. Hvorfor alt dette skete, ved jeg ikke mere; da jeg så det, undrede jeg mig ikke over det, thi så er alt rigtigt og intet forekommer en mærkeligt.

Gravvagtens udsagn.

En time efter opstandelsen var Cassius kommet til Pilatus. Jeg så landshøvdingen endnu ligge på sit leje og Cassius træde frem for ham. I stor sindsbevægelse fortalte han ham, hvorledes klippen havde rystet, englen var faret ned og havde væltet stenen fra, og linklæderne lå tomme derinde; Jesus var sikkert messias og Guds Søn; han var opstanden og var der ikke mere, og Cassius fortalte endnu mere om, hvad der var sket. - Pilatus hørte på alt med hemmelig rædsel, men lod sig ikke mærke med noget; han sagde til Cassius: »Du er en sværmer, du har gjort meget uklogt i at sætte dig ved galilæerens grav: hans guder har nu fået magt over dig og foregøglet dig alle slags tryllebilleder. Jeg råder dig til at tie med disse ting overfor ypperstepræsterne.« han anstillede sig, som om han troede, at Jesus var stjålet af disciplene, og at vagten kun sagde noget andet som undskyldning, fordi de havde været forsømmelige eller måske også havde været fortryllede. Efter mange sådanne vaklende udtalelser fra landshøvdingen forlod Cassius ham, og Pilatus lod igen ofre til sine guder.

Nu kom der fire af de tilbagevendte soldater til Pilatus med samme udsagn; han indlod sig ikke med dem, men sendte dem til Kaifas. Jeg så en del af vagten gå ind i en stor gård i nærheden af templet, hvor mange gamle jøder var samlede. Jeg så, at man rådslog, tog dem enkeltvis, bestak dem med penge eller truede dem til at sige, at disciplene havde stjålet Jesu legeme, medens de sov. Da vagten indvendte, at deres kammerater, som havde berettet sagens sammenhæng for Pilatus, ville modsige dem, lovede Farisæerne at ordne det hos Pilatus. De fire soldater, som Pilatus havde sendt af sted, kom nu og holdt fast ved, hvad de havde sagt til landshøvdingen. Nu gik der allerede det rygte, at Josef af Arimathæa på en ufattelig måde var kommet ud af fængslet gennem lukkede døre. Da Farisæerne agtede at mistænkeliggøre de soldater, der holdt fast ved sandheden, for at være i forståelse med disciplene og have hjulpet til med at bortføre Jesu legeme, truede de dem, hvis de ikke skaffede det tilbage. Mændene

228

svarede, at de lige så lidt kunne skaffe det tilbage, som Josef af Arimathæas vogtere kunne skaffe ham tilbage, der var forsvundet. De forsvarede sig tappert og var ikke til at bevæge til at lade sig bestikke, ja, de talte endog højt og lydeligt om den uretfærdige dom om fredagen og om, hvorledes påsken derfor var blevet forstyrret; så tog man dem til fange og indespærrede dem. De andre udbredte rygtet om, at Jesus var blevet stjålet af disciplene; og Farisæerne, Saddukæerne og Herodianerne lod denne løgn udsprede overalt og blive bekendtgjort i alle jødernes synagoger i hele verden, idet den blev forøget med smædeord om Jesus.

Dog nyttede denne løgn dem kun lidet, thi mange af de afdøde hellige jøders sjæle viste sig for dem af deres efterkommere, der var i stand til at modtage nåden, og omvendte dem. Jeg så også mange vise sig for mange af disciplene, hvis tro var rystet, og som modløse havde spredt sig omkring i landet; de trøstede dem og bevarede deres tro.

De døde legemers opstandelse fra deres grave havde ingen lighed med Jesu opstandelse, thi Herren opstod med sit forklarede, fornyede legeme, gik levende om på jorden og fo'r med dette legeme til himmels for sine venners øjne, og dette hans legeme var ikke mere underkastet død og grav. Hine opstandne legemer var kun vandrende lig, som var givet sjælen som hylster og igen med den blev nedlagt i jordens skød, hvor de sammen med os alle venter opstandelsen på den yderste dag. De var mindre opstandne fra de døde end Lazarus, der virkelig levede og senere døde for anden gang.

Fastebetragtningens slutning.

Jeg så også - jeg tror, det var den følgende søndag - hvorledes jøderne begyndte at rense, vaske og skure i templet. De strøede urter og aske af dødningeben og ofrede sonofre; de ordnede og skjulte det sammenstyrtede med brædder og tæpper og indhentede så det af påskefesten, der ikke var blevet fuldført på selve dagen.

De undertrykte al tale og knurren, idet de forklarede festens forstyrrelse og templets beskadigelse og de urenes tilstedeværelse ud fra et syn af Ezekiel om opstandne døde, jeg ved ikke mere hvorledes. Forøvrigt truede de med store straffe. Således bragte de omtrent alle til tavshed, thi mange havde del i skylden. Egentlig lykkedes det dem kun at berolige den store, forstokkede, fortabte folkehob, thi alle bedre

229

Mennesker omvendte sig stiltiende nu, men højlydt ved pinsefesten og senere i deres hjem ved apostlenes lære. Ypperstepræsterne blev stadig mindre højrøstede; allerede på diakonen Stefanus tid kunne hele Ophel og den østlige side af Sion ikke rumme Jesu Kristi menighed, og de Kristne byggede hytter og telte over Kedrons dal lige til Bethania.

Jeg så i disse dage Annas som besat; man indespærrede ham, og han kom ikke mere frem for dagen. Kaifas var ganske som en rasende af hemmelig forbitrelse.«

Torsdagen efter påske sagde hun: »I dag så jeg, at Pilatus forgæves søgte efter sin hustru. Jeg så derefter, at hun hemmeligt befandt sig i Lazarus hus i Jerusalem. Man aner ikke, at hun er der, thi nu er der ingen kvinder, og kun ynglingen Stefanus, der som discipel endnu ikke er særlig kendt, går ofte ud og ind der for at bringe hende mad og efterretninger og forberede hende til erkendelsen. Stefanus er i slægt med Paulus; han er en brodersøn af Paulus fader. Simon af Cyrene kom efter sabbaten til apostlene for at bede om optagelse og dåb.«

Hermed slutter disse betragtninger, som varede fra 18. Februar til ugen efter påske den 6. April 1823.

Den femte i rækken var en pige. Kun få timer gammel var hun blevet bragt til dåben i sognekirken i det nærliggende Koesfeld ifølge kirkebogen var det den 8. September 1774. Efter moderen fik hun navnet Anna og efter den Hellige Katharina af Siena tilnavnet Katharina.

Anna Katharina var en alvorlig og eftertænksom lille en. Hun var ikke fyldt seks år, da hun var så indadvendt, at når nogen bad hende om noget, måtte hun først ligesom besinde sig på, hvor hun egentlig var, og hvad det var, der blev sagt til hende. Hendes forældre mente, at det ikke var andet end et udslag af egensindighed, og irettesatte hende strengt for det. Da dette gentog sig dag for dag, blev barnet aldeles forsagt og troede, at Gud også så sådan på det.

Sandheden var imidlertid den, at Anna Katharina allerede i sin tidligste barndom ustandseligt havde indre syner og oplevelser, der helt tog hende fangen. Hun troede naturligvis, at sådan havde alle det, og fortalte derfor i al troskyldighed, hvad hun så. Men da forældrene skændte på hende og sagde, at det var noget, hun selv fandt på, forstod hun, at hun gjorde bedst i at holde sine oplevelser for sig selv. Følgen var, at hendes tanker og sind vendte sig bort fra den ydre verden og indad mod ham, der teede sig så underfuldt for hende. Og dermed begyndte, hvad Johannes Jørgensen engang har kaldt »die geschichte einer seele«.

Udadtil formede livet sig for hende som for ethvert andet husmandsbarn: i hjemmet måtte hun tidligt tage hårdt fat, og næppe var hun fyldt tolv, førend hun måtte ud at tjene. I tre år var hun på en nabogård som kodriver; så kom hun i lære hos en syerske i Koesfeld, hvor hun også var i tre år, og derefter tog hun plads som hushjælp hos en kantor Soentgen da han var meget fattig, ville hun ikke have løn, han skulle blot undervise hende i orgelspil. Bag denne ordning lå ikke blot et uselvisk ønske om at hjælpe den stakkels mand ud af hans økonomiske elendighed, men også en lille spekulation. Anna Katharina havde for mange år tilbage givet Gud det løfte, at hun ville vie ham sit liv i et kloster; men hun havde aldrig fået lagt penge op til sit udstyr alt, hvad hun tjente, gik til de fattige. Nu mente hun, at hvis hun lærte at spille orgel, ville et eller andet kloster nok tage imod hende. Men det blev aldrig til noget med orgelspillet; hun havde for meget at gøre i huset, og han havde aldrig tid!

I alle disse år levede Anna Katharina et liv »skjult i Gud«. Udadtil var der ikke noget særligt at mærke udover, at hun var mere from end de fleste, meget uselvisk og tjenstvillig og altid tog sig af alle, der led nød. Men i det skjulte var hendes liv rigt på underfulde oplevelser. Gud selv var hendes læremester; han førte hende dybt ind i erkendelsen af troens store mysterier, og han gav hende i indre syner at opleve og forstå den gamle og den nye pagts Hellige historie, og hvad der var det største af alt: han gav hende i hjertet en stærk attrå efter at »fuldende i sit kød, hvad der fattes kirken i Kristi lidelser« (Kolossenserne 1:24.) så stærk var denne attrå i hende, at hun daglig bønfaldt sin sjæls brudgom om at måtte få lov til at tømme lidelsens beske bæger sammen med ham. Men da skete det, at Kristus en dag teede sig synlig for hende, og han var som en strålende yngling at se til; men i sin venstre hånd holdt han en krans flettet af duftende blomster og i den højre en tornekrone, og han tilbød hende selv at vælge; men hun greb efter tornekronen, og han satte den på hendes hoved og trykkede den med begge hænder så fast ned, at tornene trængte dybt ind og forvoldte hende stor pine; men den næste dag var på den og tindingerne svulmet op helt ned til kindbenene, og hun led såre meget...

At sårene til tider blødte, blev hun først var, da en ung pige en dag sagde, at hun skulle tage og skifte sit på debind, da det var fuldt af rustpletter. »Jeg lod hende i den tro,« tilføjer Anna Katharina, »og jeg lagde fremtidig på debindet således, at jeg havde held til at skjule blødningen også senere i klosteret, hvor kun en opdagede det, men tav med det.«

Årene gik, og Anna Katharina var blevet 28 år. Gentagne gange havde hun søgt optagelse i et kloster, men var blevet afvist på grund af sit svage helbred. Endelig i forsommeren 1802 fik hun lov til at prøve hos Augustinernonnerne i klosteret Agnetenberg i Dülmen. Sent på sommeren indtrådte hun sammen med kantor Soentgens datter Klara. Prøvetiden varede dengang kun eet år. Den 13. November 1803 fik hun lov til at aflægge de tre ordensløfter for livstid. Strålende lykkelig gav hun sig helt over til sin himmelske brudgom - fra nu af ville hun tilhøre ham med hver fase af sin sjæl, og han måtte gøre med hende, hvad han ville.

Og han tog hende i lidelsernes skole. Forholdet mellem søstrene indbyrdes var ikke synderlig godt; det måtte også Anna Katharina sande. Nogle søstre kunne ikke døje hende og lod deres overmod få frit løb, hvor de kunne komme til det. Det gjorde ondt, »men Anna Katharina gjorde, hvad hun kunne, for at være dem tilpas«, fortæller hendes åndelige vejleder, og klosterets priorinde tilføjer: at når hun en enkelt gang tabte tålmodigheden, når de var for slemme imod hende, bad hun dem snarest om forladelse og var straks god igen. Hun selv beretter: »I 1807 gjorde jeg en rejse til Koesfeld for at besøge mine forældre. En dag tilbragte jeg flere timer i bøn bag alteret foran et krucifiks i Lambertiner Kirken. Jeg var meget bedrøvet over tilstanden i vort kloster og bad om, at jeg og mine medsøstre måtte se vore fejl, for at der dog endelig engang måtte blive fred. Jeg bad også om, at Jesus måtte lade mig fornemme alle hans lidelser. 8iden da har jeg altid haft smerter og brænden i hænder, fødder og side. Jeg troede, at jeg stadig havde feber, og at smerterne kom deraf; jeg havde også tit den tanke, at det måske skyldtes, at min bøn var blevet hørt; men jeg afviste den altid straks, fordi jeg mente, at jeg var ikke værdig til en sådan nåde. Tit kunne jeg ikke gå for smerter i fødderne. Også hænderne gjorde så ondt, at en del arbejder kunne jeg slet ikke udføre, f. Eks. At grave. Langfingeren kunne jeg ikke bøje, og til tider var den død.«

Så kom året 1811 med klosterophævelserne i rhinlandet. I december ramte forbudet også Agnetenberg. »Jeg blev så syg,« fortæller hun, »at de andre nonner bestemt troede, at jeg skulle dø. Da viste Guds moder sig for mig og sagde: »Du dør endnu ikke! Der skal stå megen ståhej om dig forinden! Men frygt ikke! Hvad der end vederfares dig, skal du blive hjulpet!«

I løbet af vinteren tømtes klosteret lidt efter lidt for sine beboere. Anna Katharina, der stadig var syg og sengeliggende, blev til hen på foråret, da også hun skulle ud. Venner hjalp hende til et værelse ude i byen hos en enkefrue roters. Næppe var hun blevet installeret, førend hun igen blev dødssyg og måtte have de syges salvelse - og så kom hun sig.

En eftermiddag - det var henved klokken tre den 29. December 1812 - lå Anna Katharina hensunket i betragtningen af Jesu bitre lidelse. Mindelig bad hun om også ret at måtte føle, hvad han led, og sagde fem fadervor til ære for de fem Hellige vunder. Da blev hun med eet bortrykket i Ånden, og det barres hende for, at der faldt et såre klart lys ned mod hende, og midt i lyset så hun et korsfæstet legeme, levende og gennemsigtigt, med udbredte arme, men uden noget kors. Og vunderne lyste med endnu større glans end legemet, og omkring hver vunde stod en glorie af lys. Men hendes hjerte var ved at briste af smerte og stor sødme og attrå efter at føle Jesu smerter sammen med ham. Og jo mere hun betragtede hans Hellige vunder, desto stærkere blev attråen, og fra hendes hænder, fødder og side strømmede en bøn op imod ham om at få lov til at dele hans smerter. Og da så hun først fra billedets hænder, så fra dets side og så fra dets fødder en tredobbelt, lysende rød stråle skyde som en pil ned imod hendes hænder, side og fødder. Men netop i det øjeblik kom husets unge datter gennem stuen - Anna Katharina lå i ekstase med armene udstrakt som korsfæstet, og begge hænder var fyldt med blod. Den unge pige troede, at hun havde slået sig, og gik derfor hen til sengen, bøjede forsigtigt den syges arme og lagde dem oven på dynen, og så listede hun ud, ligeså lydløst som hun var kommet. Da hun kom igen lidt senere, var Anna Katharina vågnet. »De må have slået dem,« sagde hun intetanende. »Åh, det er ikke noget,« svarede Anna Katharina, »men vær sød og tal ikke om det til de andre,« tilføjede hun lidt efter.

Tre dage senere altså den 31. December - kom en dominikaner pater Limberg med den Hellige kommunion. Som ellers hørte han først hendes skriftemål; Anna Katharina lå med begge hænder skjult under et linned klæde, men ved ordene: 'Deinde ego te absolvo,' trak hun højre hånd op og slog kors for sig. Præsten kunne ikke undgå at se det blodige sår på håndens yderside. Det gav et sæt i ham, og kun med yderste besvær lykkedes det ham at fuldføre den Hellige handling. Heller ikke bagefter lod han sig overfor hende mærke med noget, men han skyndte sig ovenpå til en fransk abbed, der også havde fundet husly hos enkefrue roters - som mange andre franske præster havde han nægtet at aflægge den berygtede ed på konstitutionen og var derfor flygtet ud af landet. Dominikaneren vidste, at Anna Katharina tit rådførte sig med abbed Lambert, og måtte derfor tale med ham om det. Abbed Lambert fulgte straks med ned for at få syn for sagn. »Ma soeur,« udbrød han ivrigt, »ma soeur, du musst nicht meinen, du seiest eine Katharina von Siena!« - Det var tydeligt, at han undså sig for at tro på et sådant under. Men næste dag kom dominikaneren igen og fortalte ham, at der stadig flød friskt blod af sårmærkerne. Franskmanden var bleg af indre bevægelse. »Pater!« Sagde han med en afværgende gestus, »dette må ingen få nys om! Ingen! Lov mig, at det bliver kun mellem os - ellers får vi kun ærgrelser og spektakel! « Dominikaneren nikkede, forfærdet allerede ved tanken om, hvad de kunne vente sig. Heller ikke overfor hende selv ville de lade sig mærke med noget.

Men ret længe kunne sagen ikke forblive skjult. Både enkefrue roters og hendes datter, der skiftedes til at passe den syge, kom snart bag om det; også søster Klara Soentgen opdagede det en dag, hun var på besøg - og så var det ude over hele byen. Som det var at vente, blev der et run til enkefrue roters. Alverdens mennesker kom på besøg for at få lov til at se den stigmatiserede. Anna Katharina var ulykkelig over at være genstand for så megen opmærksomhed. »Sig dog til dem, at jeg er en stor synder,« sagde hun, og hun bønfaldt Gud om dog at tage sårmærkerne fra hende: hun ville gerne gælde for hykler og bedrager,! Men hendes bøn blev ikke hørt; hun fik tværtimod det svar: Dine lidelser skal ikke mindskes! Guds nåde skal være dig nok!

Historien var også kommet sognepræsten i Koesfeld for øren. Provst Rensing var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der var hans pligt: sammen med pater Umberg, hendes skriftefader og to ansete læger i byen opsøgte han uanmeldt Anna Katharina for med egne øjne at se og af hendes egen mund høre, hvad der var om sagen. Han blev hurtigt klar over, at der i hvert fald var så meget om den, at han omgående måtte underrette den kirkelige øvrighed. Allerede næste dag skrev han til biskoppen af Münster. Tre dage senere mødte dennes generalvikar - den siden hen så berømte ærkebiskop af Köln Clemens august von Droste zu Vischering - sammen med dekan Overberg og en medicinalråd von Druffel. De tre herrer overbeviste sig hurtigt om, at sårmærkerne var en kendsgerning, og at der ikke kunne være tale om et bevidst bedrag fra Anna Katharina Emmerichs side. Men de anså det for deres pligt at foretage en grundig undersøgelse for også at udelukke muligheden af et bedrag. Der blev derfor truffet bestemmelse om, at en læge i byen, dr. Krauthausen, skulle forsøge at læge sårene. Da det ikke førte til noget, satte de Anna Katharina under opsyn dag og nat - i alt 10 dage, men det gav heller ikke noget resultat: sårene var lige friske, og føde tog hun ikke til sig, bortset fra en smule flydende. Overfor dekan Overberg skulle hun gøre rede for hele sit liv, for at denne meget erfarne præst skulle danne sig en dom om hendes mentalitet. Hans kendelse gik ud på, at der overhovedet ikke kunne være nogensomhelst tvivl om hendes ægte og dybe religiøsitet og fuldkomne åndelige sundhed. Generalvikaren ønskede også en protestantisk læge tilkaldt. Denne afgav følgende erklæring: »Hvad jeg har set sætter en i undren. Bedrag er her utænkeligt; det viser personens religiøse tankegang, hendes fysiognomi, der så tydeligt er præget af from enfold, oprigtig gudsfrygt og glad hengivelse i Guds vilje; det viser sårmærkernes tilstand - i hvert fald fagmanden. En naturlig oprindelse til sårene ved forstillelse, påførelse, analogi (?), eller hvad man nu ellers kunne tænke sig at forklare dem med, er næppe mulig. Efter min mening er det overnaturligt.« til samme opfattelse kom også kredslægen dr. Wesener. Da han hørte om den stigmatiserede nonne, havde han sagt til sig selv: det er løgn! Det kan ikke være andet end bedrag! Og irriteret over folks fabelagtige lettroenhed havde han opsøgt Anna Katharina, sikker på, at det snart skulle lykkes ham at afsløre bedrageriet. »Det hele forekom mig så mærkværdigt,« fortæller han, »og jeg så det i en så forfærdende lettroenhed, at jeg for at gøre en hurtig ende på sagen ville optræde meget overlegent. Men det gik ikke, som jeg havde ventet. Hver gang jeg besøgte den syge, fik jeg et stærkere indtryk af hendes rolige, frimodige og ligefremme personlighed... Jeg blev mere og mere overbevist om hendes enfoldige, i sandhed Kristne sindelag, der levede i fred med sig selv og hele verden, fordi det i alt så Guds Hellige vilje... Det sårede og beskæmmede hende dybt, at der blev gjort så megen ophævelse af hende. Hun var venlig og kær overfor alle; fattige hjalp hun i det skjulte, syge og mennesker i nød trøstede hun ved at tage deres byrde på sig... Hendes sjæl levede helt i Gud, skønt hun ustandseligt blev trukket ind i alskens jordiske anliggender, fordi så mange mennesker kom med deres sorger til hende.« efter at dr. Wesener havde tilset hende i over et år, erklærede han: »For at give sandheden vidnesbyrd må jeg bekende, at jeg har gjort mig ikke ringe umage for at finde noget, som Anna Katharina kan spise uden straks at måtte kaste det op igen men forgæves! Har jeg her taget fejl, så kan jeg ikke stole på mine ydre og indre sanser. Desuden ville de mennesker, der til stadighed er om den syge, med glæde fortælle det, hvis der var det allermindste tvetydige eller mistænkelige ved hende. Hendes egen søster, der skulle passe hende, er vrangvillig og hård, og da både jeg og den syge gentagne gange har måttet irettesætte hende, har hun ingen kærlighed til hende og lader hende tit dage lang ikke få så meget som en slurk vand. Hun ville sandelig ikke tie til et bedrageri.«

Alle talte om den stigmatiserede nonne i Dülmen. Anna Katharina led frygteligt under det og bad Gud gentagne gange om at tage sårmærkerne fra hende, for at hun kunne synke tilbage i ubemærkethed; men Gud gav hende at forstå, at hun skulle bære Jesu Hellige sårmærker synligt på sit legeme til vidnesbyrd for verden om sandheden. Beseglet med den levende Guds sejrstegn var hun i en verden af vantro og kulde rejst som et troens levende vartegn, ingen kunne komme udenom. »Det skal der mod til,« skriver Clemens Brentano, »og kun med Guds nåde er det muligt at være til forargelse for de fleste, være genstand for mistro og tvivl, være en gåde for alle, have alles blikke rettet på sig, være omtalt og drøftet på den mest forvirrede måde, plantet korsfæstet ved alfarvej, hvor vantro og overtro, ondskab og tåbelighed, menneskelig videnskabs h6vmod og fladbundet oplysnings sleske nederdrægtighed mødes.«

Clemens Brentano sigter her til den storm af forargelse og vrede, der havde rejst sig indenfor rationalistiske og anti kirkelige kredse. Religiøst hysteri! Råbte disse oplysningens talsmænd og krævede ret til at afsløre, hvad de kaldte et bevidst bedrageri. De forlangte, at det offentlige skulle undersøge sagen under betryggende forhold uden nogen indblanding fra kirkelig side. Stemningen blev efterhånden så ophidset, at øvrigheden virkelig gik ind på at bemægtige sig hendes person og tvangsindlægge hende til en grundig undersøgelse. Tavs og væbnet med tålmod lod Anna Katharina dem gøre ved sig, hvad de ville, skønt deres hensynsløse behandling voldte hende de frygteligste smerter. Hun havde kun en tanke: at tømme lidelsens beske bæger med ham, der lod sig føre som et lam til slagterbænken uden at åbne sin mund. I øvrigt førte undersøgelsen ikke til noget »Resultat« - de herrer havde ikke andet at sige end, at de beklagede, at det ikke var lykkedes dem at komme bag om bedrageriet! Men det var jo også et resultat!

Enkefrue Roters havde imidlertid fået nok af alt det postyr. Nu ville hun have fred og forlangte, at Anna Katharina skulle flytte. Pater Limberg talte med sin broder, der var bager i byen, og det blev til, at hun skulle flytte over til ham. Her hos Limbergs kom digteren Clemens Brentano i forbindelse med hende, og her nedskrev han - efter diktat hendes visioner. Da hun talte sin Westphalske dialekt, skrev han det hjemme om til højtysk og gennemgik det siden sammen med hende, så at hun kunne godkende alt, førend det blev offentliggjort.

Det var aldeles ikke Anna Katarinas eget ønske, at hendes visioner blev nedskrevet for at offentliggøres efter hendes død. Det kostede hende tværtimod den allerstørste overvindelse at tale om de ting, fordi hun frygtede, at det skulle indbringe hende menneskers højagtelse. Men hun skulle lade dem nedskrive, siger hun selv: »Disse mange underfulde meddelelser... Var alle givet mig af Guds barmhjertighed, ikke blot til min egen belæring - meget kan jeg slet ikke fatte - men for at de skulle meddeles, for at meget, der er skjult og glemt, skal vækkes til live igen. Det er gang på gang blevet mig pålagt. Jeg ved, at jeg var død forlængst, hvis ikke alt skulle bekendtgøres ved pilgrimmen (hendes stadige udtryk om Clemens Brentano. Han skal nedskrive alt; thi forkyndelsen af mine visioner er min livsopgave.« ved en senere lejlighed udtalte hun: »I går har jeg indstændigt bedt Gud om at tage visionerne fra mig for at fritage mig for ansvaret at skulle genfortælle dem, men jeg blev ikke bønhørt og fik ligesom tidligere at vide, at jeg skulle fortælle alt, så godt jeg formåede, selvom jeg ville blive udlet. Nytten kunne jeg ikke forstå.« »Jeg skal åbenbare mange ting endnu, førend jeg dør. Jeg ved og føler, at det er min pligt; men jeg kan ikke, og det især fordi jeg frygter, at det, som jeg har at sige, vil blive udlagt til min ros. Jeg føler også meget vel, at denne frygt er en fejl hos mig; for Guds og sandhedens skyld skulle jeg kunne fortælle alt frit ud; men jeg er endnu ikke så vidt, og jeg vil komme til at ligge, indtil jeg har lært at overvinde mig.«

I øvrigt kostede det hende store anstrengelser at fortælle, hvad hun så, også fordi hun til stadighed havde de frygteligste smerter. Clemens Brentano kunne til tider næsten ikke udholde at se på, hvor hun pintes. »I fire år,« fortæller han, »har jeg daglig været hos hende, og jeg har tit set hendes hoved bløde og været vidne til de smerter, hun havde... Jeg har set blodet flyde i striber frem under hovedbindet ned over ansigtet i sådanne strømme, at man kunne have samlet det op i folderne af hendes halsbind... Hun følte sit hoved omsluttet af en bred, tung tornekrone og kunne ikke lægge det på hovedpuden, siddende vuggede hun det på halsen som under en byrde af smerter og duvede frem og tilbage i timevis under usigelige kvaler - tit har jeg i kortere eller længere tid støttet hendes hoved ved hjælp af to fingre under næsebenet, fordi jeg ikke kunne udholde at se hendes lidelser, hvorunder angstsveden strømmede ned over hendes ansigt.«

Man forstår, at hun i denne tilstand havde forfærdeligt vanskeligt ved i det hele taget at opfatte, hvad det var, hun så og hørte, og at hun, knuget af ansvaret overfor Gud, der lod hende se og opleve alt dette, måtte anstrenge sig til det yderste for at kunne give en nøje beskrivelse af det. Derfor var hun også så kritisk indstillet både overfor sine egne forklaringer og overfor Brentanos referat deraf. Hun tålte ingen unøjagtigheder - huskede hun ikke mere nøje, om noget forholdt sig sådan eller sådan, måtte han stryge det. Og blev hun i en senere vision klar over, at noget forholdt sig anderledes, end hun havde opfattet det i en tidligere vision, så blev det rettet.

I øvrigt skal hendes beskrivelser af stedlige forhold være såre korrekte - fagfolk, der har haft lejlighed til at kontrollere dem på åstedet, påstår i hvert fald, at de i de allerfleste tilfælde stemmer til punkt og prikke. (Se Jerusalemskortet bag i bogen.)

Det er værd at lægge mærke til, at Anna Katharina var så kritisk indstillet overfor sine egne forklaringer til Brentano. Det viser nemlig, at hun var sig det subjektive element i opfattelsen af visionerne klart bevidst, og man forstår, hvorfor hun heller ikke selv troede på sine visioner på den måde, som hun troede f. Eks. På evangelierne. Hun sagde engang til dekan Overberg: »Jeg har altid opfattet disse syner som min billedbog og betragtede dem i al fred og tænkte blot: alt til Guds større ære! I åndelige ting har jeg altid kun troet det, Gud Herren har åbenbaret os og ved den Hellige Katolske kirke givet os at tro, hvad enten det nu er skrevet eller ikke. Jeg har aldrig på samme måde troet det, jeg har set i syner. Jeg har set på det på samme måde, som jeg fra tid til anden betragtede forskellige julekrybber uden at lade mig forstyrre af, at den ene var anderledes end den anden: i hvert af dem tilbad jeg det ene og samme Jesusbarn og således også med synerne«. Hun fremhæver derfor også selv gentagne gange, at synerne er ikke givet hende af Gud - og gennem hende verden - for at pirre den menneskelige nysgerrighed, men for at gøre den gamle og den nye pagts beretninger nærværende og levende for os. I en tid, hvor selv de troende har vænnet sig til at læse de bibelske beretninger som blot og bar historie - om end hellig historie vil Gud gennem hende lære dem, at det er åbenbarings historie:

han vil lære dem at forstå, at igennem disse hellige historier skinner Kristi lys ind i kirken og oplyser de troedes hjerter, således som solens lys til alle tider falder gennem de farvestrålende ruder i vore ærværdige domkirker. »Jeg giver dig disse syner,« sagde Jesus en dag til Anna Katharina, »og har til alle tider gjort sådant for at vise, at jeg er med min kirke indtil dagenes ende.« derfor skulle hendes syner også blive kendt af menneskene - således som det skulle blive kendt, at hun bar Kristi sårmærker på sit legeme. Begge dele skulle bære vidnesbyrd om, at Jesus af Nazareth er ikke, hvad vantroen vil gøre ham til, en blot og bar »historisk« person, han er Kristus, den levende Guds Søn, den samme i går, i dag og i al evighed, kirkens hoved og Herre, nærværende og virksom i kirken, der er hans legeme. Hvad Herren engang havde sagt til sine apostle: i skal være mine vidner - det gjaldt også om Anna Katharina: overfor en verden, der var nedsunket i rationalisme og vantro, skulle hun bære vidnesbyrd om, at Han til stadighed lever, arbejder, virker, lider, soner og forløser i sin kirke.

Anna Katharina forstod, at dette var hendes livs mening. Allerede i sin barndom havde hun bedt Gud om, at hun måtte få lov til at overtage andres lidelser og gøre bod for andres synder og således elske ham i næsten. »Jeg har tit oplevet,« sagde hun en dag, »at kærlighed til skabninger kan få mange mennesker til at påtage sig store og besværlige opgaver; hvorfor skulle kærligheden til Jesus ikke formå meget mere?« »Hvor er det sødt at lide for Jesus! At kunne lide tavst har altid forekommet mig at være den mest misundelsesværdige tilstand i verden!« »Selvom der hverken gaves en himmel, et helvede eller en skærsild, ville jeg elske dig, min Gud, af hele mit hjerte over alt!«

I begyndelsen af 1824 blev det klart for Anna Katharinas omgivelser, at nu var hendes kræfter fortæret af hendes lidelsers overmål. Hele vinteren havde hun lidt frygteligt. Den 12. Januar skriver Brentano i sin dagbog: »Hvem kan udholde at se denne frygtelige tilstand! Dag og nat sidder hun op duvende frem og tilbage og stønnende af smerte. Hendes ansigtsudtryk er præget af største tålmodighed, mildhed og Gud hengivenhed midt i lidelsernes frygtelige alvor.«

Den 7. Februar skriver han: »Hun råber stadig til Gud om hjælp. Gang på gang beder hun: Herre Jesus! Tusind tak for hele mit liv! Herre, ikke som jeg vil, nej, som du vil!« Den 9. Februar modtog hun for sidste gang den Hellige kommunion. Hen på eftermiddagen begyndte dødskampen. Da hendes søster så, at det nu bar mod slut, kastede hun sig på knæ ved sengen og bad under megen gråd om tilgivelse, fordi hun havde været så frygtelig ond imod hende og kun tænkt på, hvorledes hun kunne gøre hende livet uudholdeligt. Anna Katharina svarede blidt: »Der er ikke noget menneske på jorden, som jeg ikke har tilgivet!« Og så sukkede hun dybt: »Herre Jesus, kom dog!« Klokken 8 ville hun endnu engang tale med sin skriftefader alene - hendes sidste ord til ham var: »Nu er jeg så rolig, og jeg har en sådan fortrøstning, som om jeg aldrig havde begået nogen synd.« Så fik de andre lov til at komme ind igen, præsten gav hende den brændende dødskerte i hånden - symbolet på den brændende lampe, som den kloge jomfru holder beredt til brudgommens komme, alle knælede ned omkring hendes seng og begyndte bønnerne for de døende: »Så far nu hen, du Kristne sjæl, fra denne jord; i den almægtige Gud faders navn, han, som har skabt dig; i Jesu Kristi, den levende Guds Søns navn, han, som har lidt for dig; i Helligåndens navn, han, som er udgydt i dig; i den prude og Hellige Jomfru og gudsmoders navn; i hendes værdige husbond, den hellige Josefs navn... I dag vorde dit sted i fred og din bolig på Sions Hellige bjerg...« »Herre, Jesus, hjælp! Herre, Jesus, hjælp!« Sukkede den syge stille hen for sig - så sank hendes hoved ned mod brystet, og hun havde udåndet.

Clemens Brentano skrev i sin dagbog: »Ved denne salige sjæls sygeleje har jeg af tusinde småtræk lært at forstå, hvad kirken er, og hvad det vil sige: I kirken at stræbe efter de helliges samfund.«

Der er lavet en del rettelser, flere laves senere. Siden her kan kopieres frit, helt eller delvist, der er ingen copyrights. Jan Wind. adressen er:
Marts 28. 2010
(646 Kilobyte) 22.07.2004

Han fortalte dem også, at først efter modtagelsen af Helligånden kunne de selv konsekrere brød og vin og salve andre apostle.
Han talte også om boden, om erkendelse af synd og bekendelse, om anger og renselse.
De vedblev: »Han forfører folket med en frygtelig lære, thi han siger, man skal spise hans kød og drikke hans blod, da vil man få det evige liv.«