www.tilFT.dk fra: www.beholy.be

af Mil Jan Wind Tlf 42 10 1730
Min opfattelse af virkeligheden med forbehold

.
(alle datoer)- fra mig. Det er mig velbehageligt og dig til velsignelse."

30. november
- 'Salig er den, som ikke forarges på mig!' (Matt. 11:6) - "De, som forarges på mig - det er dem, for hvem nåden ikke er nok - de vil ikke ydmyges, og derfor ønsker de ikke en ydmyg og sagtmodig Frelser. De forlader mig for selv at finde en "frelsesvej", der stemmer med deres egne tilbøjeligheder.
De ønsker ikke at høre om synd og nåde - de vil uden om denne snævre port.
Husk, at Jeg gik vejen for jer, og jeg er VEJEN, jeres vej. I behøver aldrig at være alene, jeg er hos jer for at gøre min gerning i jer, så jeres glæde kan blive fuldkommen.
Jeg er den hjælpeløses hjælper, den afmægtiges kraft, den syges læge og hvert menneskes FRELSER."
November 29 2013 Kl. 22:19 Aktindsigt i Vestre Landsret er en tynd omgang læsestof.
Efter gennemlæsning af 2siderkonstaterer jeg at jeg nu har fået at vide hvad de 3 dommere hedder. Og at de har dømt som de gjorde, fordi det var det byretten kom frem til. Ud fra det materiale, som blev fremlagt i byretten og ligeledes i landsretten.
De lytter således ikke til min anmodning eller forklaring, og ønsker heller ikke at få flere forklaringer, de skriver de tydeligt med ord i deres aktindsigt, og vasker derved deres hænder af med at den dom de kom frem til er uundgåelig.
Men jeg læser netop ikke de paragraffer på samme måde.
Så spørgsmålet er om de følger lovens tekst.
Ofte må man bøje sig for lovens tekst, og kræver den omformuleret. Men det er ikke sket her.
Jeg er førtidspensionist, og det blev der fremført en hel del beviser på, man fik aktindsigt ni de sager. flere hundred sider.
Men loven forbyder ikke førtidspensionister at have del i forældremyndigheden.
Så dette om hvorfor og hvordan jeg blev førtidspensionist er sagen uvedkommen.
Havde der været noget i mit liv, som beskrev mig som kriminel, så kunne dommerne have taget det frem, som en begrundelse for at min søn ikke kunne få mig som far. Men det er der ikke tale om. Jeg har været hjemmegående, og det i sig selv burde ikke være årsag til at nægte mit barn, at få mit efternavn.
Og derfor er denne sag egnet til Højesteret.
Man kan også sige at Vestre Landsret fik yderligere 1 kendelse de kunne komme frem til, nemlig mere subsitiært: At min søn får mig som sin far. Men bliver boende under kommunens opsyn, (Fordi moderen ikke vil tage ansvar for ham) indtil de finder det passende, at jeg får ham hjem på besøg, hvor han kan møde og opleve mere af sin familie, her 1 storsøster samt 4 større brødre.
Jeg vil også langt nemmere kunne genetablere hans kontakt til familien på hans mors side.
For som situationen er i dag, har kommunen ødelagt de bånd som burde være imellem mor og barn.
Drøm. Kl 7:08 November 30 2013.
Det var egentligt en lang drøm, men jeg kan ikke bruge andet end slutningen her.
Efter at have rejst igennem by med tog og bus og mange mennesker, kom jeg ud på et bakket og grønt landskab, der var grønne marker og dal til venstre og den naturlige skovvej jeg surfede på gik langs en sø og der var masser af skov på min højre side, som forsvandt i høje bakker. Det kunne god ligne Tyske højland, lige før man når til Alperne.
Jeg stod på et skatebord, vi var 2 der fulgtes, (det giver kun mening, hvis den anden var Gud, så Gud og jeg var alene af sted på denne tur.)
Når jeg vippede mit skatebord lidt op, så acceleredede det, og så gik det stærkt, så lige så hurtigt, som det er at læse dette, lige så hurtigt var vi henne ved søen og handlingens højdepunkt.
Inde i den grønne skov kom en bjørn os i møde.
Jeg blev lidt nervøs, så jeg sprang ud i vandet, svømmede fint, men kom hurtigt op og stå, søen var kun 1 fod dyb i resten af drømmen, så jeg løb rundt i vandet, imedens min vens tilstedeværelse fangede bjørnens opmærksomhed, når den ville ud og jage mig.
Vi kom i snak, bjørnen og jeg, og min ven, bjørnen fortalte at den havde ædt mange som kom forbi på dette sted. Men det var meget længe siden sidst det skete, og nu var den sulten. Der stod nogle tæer i en tæt klump ude i vandet og på et aftalt signal, som jeg gemte mig bagved, og min ven fik bjørnens opmærksomhed, og løb med den tilbage af stien vi var kommet. Jeg løb bagom bjørnen og ned til landsbyen, og passede på at jeg ikke efterlod mig et lugtspor, den kunne følge. Efter få hundred meter var jeg ude af skoven og en kameramand løb på marken udenfor med fuld fart på for at følge efter min ven og bjørnen.
Husene var små, og der var hurtigt en masse mennesker stimlet sammen.
Jeg stak først hovedet ind i huset, som var bygget i gamle natursten, men ikke meget større end en campingvog, der var varmt, rart og hyggeligt hos dem, det var nærmest som årstiden, nu, et rigtigt nissehjem, det kunne tage pusten af enhver.
Hurtigt kom de ud, da jeg fortalte om bjørnen, og hurtigt stod vi tæt samlet udenfor på den smalle gade, (i denne Hobitby), (men beboerne var almindelige af højde også velnærede), Pragtfulde mennesker.
Lad os skyde den, foreslog jeg, men der var ingen, som havde et skydevåben. Og jeg kunne se og mærke, at det var sandt. Men efter en pause, hvor stemning og følelser blev vist, var der vist en de kendte, som kunne afslutte denne sag. TV er med sagde jeg. Det fik et smil frem, på jægeren, vidste jeg bare, selvom han ikke var til stede i landsbyen.
Men hele byen blev tændt, og jeg foreslog at vi tog ud for at finde bjørnen, til jægeren kom.
Og her fortsætter historien. Næste gang. Nu var der lige kommet en sms, så jeg skal lige snakke lids telefon.



denne side d. 29. november 2013