LIVET I GUD

TANKER OG LIGNELSER

OVERSAT AF

VILLIAM NIELSEN

SADHUENS TOLK: I DANMARK

Originalens Titel: Meditations on various aspects of the spiritual life. Indhold.

Alene med Herren. . 13
Livet i Kristus ... 19
Smerte og Lidelse. 25
Modstand og Kritik... 37
Moral og Skønhed... 45
Menneskets Længsel efter Gud... 53
Kan man kende Gud? . 61
Guds Rige... . . . . . . 73
Onde Tankers og Gerningers Indflydelse. 81
Tjeneste og Offer.. .. . 87

Forord:

Jeg har i denne lille Bog fremsat nogle. Betragtninger over forskellige Sider af det åndelige Liv, og har behandlet de Vanskeligheder, som nødvendigvis må møde ethvert troende Menneske, efterhånden som det gennemlever de forskellige Udviklingstrin i sit åndelige Liv.
Det er muligt, at ikke alle vil være enige med mig i mit Syn på nogle af de Spørgsmål, jeg har behandlet. Det ville være mærkeligt, om de var det.
Ligesom to Mennesker ikke er fuldstændig ens i Skikkelse og Træk, eller har samme Grad af Hørelse og Syn, således vil hvert Menneskes Opfattelse af åndelig Sandhed betinges af hans Temperament, Erfaring og hele åndelige Udvikling.
Det er ikke sandsynligt, at der vil være afvigende Meninger om de fundamentale Sandheder, men det er meget muligt, at der vil være det angående mindre betydningsfulde Ting. Gud tager nemlig det enkelte Menneskes åndelige Udvikling og Evne i Betragtning, når han åbenbarer sin Vilje.
Det, som den ene synes er uden Betydning for ham på hans nuværende Udviklingstrin, vil derfor forekomme den anden både gammel kendt og unødvendigt.
Der er endvidere mange, der ikke kan forstå Betydningen af de af Gud åbenbarede Kendsgerninger, som berettes af visse Mennesker, der lever i Samfund med Gud og er oplyst af ham. Da de ikke selv har haft nogen udpræget Erfaring af Glæden i Samfundet med Gud, kæmper de for deres egne Anskuelser om ham, og strides om Ubetydelighedernes Avner, som Hunde om tørre Ben.
Men de, som glædes over Fællesskabet og Forbindelsen med Gud, er løftet op over disse ufrugtbare Stridigheder og bringer fra deres personlige Erfarings Forrådskamre "Nyt og Gammelt", hvorom de aflægger Vidnesbyrd uden at skænke det en Tanke, om andre vil være enige med dem eller ej.
Det er med oprigtig Glæde, at jeg også ser denne lille Bog udsendt i Oversættelse for mine danske og norske Læsere, hvis kristne Venskab og Fællesskab i Forening med Billedet af de to Landes store Skønhed altid står frisk og levende i min Erindring.

Sundar Singh.

Alene med Herren.

Det var ikke blot, for at de skulle hvile, at Herren tog sine tre udvalgte Disciple med op på Bjerg tinden. Det var tillige, for at de der måtte skue et Glimt af Virkeligheden: hans guddommelige Naturs Herlighed. Deres daglige Samliv med ham havde været Forberedelsen til en sådan Åbenbaring. De havde set hans Undergerninger og lyttet til hans forunderlige Ord - Ord, som intet Menneske før ham havde talt dem.
Men der skulde opnås andet og mere end Tilbedelsen og den overvældende Undren alene. Det var nødvendigt at forlade Hverdagslivets travle Dage, og i den stille Ensomhed på Bjerget beskue hans guddommelige Væsens oversanselige Herlighed. Og dog var det på den anden Side heller ikke nok, at hans jordiske Skikkelse blev forvandlet for dem. Også deres øjne måtte åbnes, thi havde de ikke fået det opladte åndelige øje, ville de ikke have været i Stand til at se Herrens Ansigt eller forstå, at Moses og Elias var hos dem.
Også deres Øren måtte åbnes. Uden de "opladte øren" ville de ikke have kunnet høre om "Udgangen, han skulde fuldbyrde" eller have hørt Guds egen Røst, der sagde: "Hører ham" (Luk. 9, 28-36).
Gud blev Menneske i Kristus, og han taler til os gennem ham, og vi må følge ham i fuldkommen Lydighed uden at spørge: hvorledes? eller hvorfor? Men vi kan slet ikke høre hans ømme stemme, førend vi har lukket vore Øren for denne Verdens forvirrende Røster.
Heller ikke kan vi virkelig møde ham eller have Samfund med ham, førend vi begærer det af hele vort Hjerte. Dersom vi ikke tier stille, kan vi ikke høre, h vad andre siger til os, og vi kan ikke forstå dem fuldt ud, medmindre vi skænker dem hele vor Opmærksomhed. Således må vi også, dersom vi begærer at høre vor himmelske Faders Røst, i Tavshed dvæle hos ham og med hele vort Hjerte være optaget af ham. Han åbenbarer sig endnu for dem, der flittig søger ham.
Men dette er ikke alt. De, som søger ham på denne Måde, opnår tillige Velsignelsen af de helliges Fællesskab, således som hine tre Apostle ved deres Forbindelse med Herren også kunde fryde sig ved Samværet med Moses og Elias.
Men vi må heller ikke søge dette hellige Fællesskab som et Middel til at opnå timelig Fordel, således som hine to Disciple gjorde, der bad om at få Pladsen ved hans højre og venstre Side, når han kom i sit Herligheds Rige (Mark. 10, 35-37). Se i Modsætning hertil, hvor langt ypperligere Marias Fremgangsmåde var, da hun valgte Pladsen ved hans Fødder og sad og lyttede til hans livgivende Ord og ikke begærede en ophøjet Plads på hans Trone, men valgte den gode Del, som ikke skal tages fra hende.
Under den stille Betragtning taler Gud uden Ord til vore Hjerter, og dersom vi ydmygt åbner vore Hjerter for ham, der er selve Livets Kilde, vil han selv strømme ind i os med hele sin Nærværelses Fylde. Ligesom Kilden fylder Karret, der står nedenunder Kildespringets Udløb, således vil Ånden og Guds sande Fred strømme ind i dens Hjerte, der ydmyger sig for at modtage ham.
"Jeg bor i det høje og hellige . . . og hos den sønderknuste og i Ånden nedbøjede." (Es. 57:I5). Hugo har sagt, at" Vejen til at søge op til Gud er at stige ned i sig selv."
Hos Hylton finder vi følgende: "Ligesom Pengestykket i Lignelsen, således er Kristus blevet borte for dig. . . men hvor? I Huset d.v.s. inde i din Sjæl. Du behøver altså ikke at løbe til Rom eller Jerusalem for at søge efter ham. Han sover i dit Hjerte, som han sov i Skibet; væk ham med dit Hjertes Længselsråb. Ikke des mindre tror jeg nok, at det i dit Forhold til Kristus tiere er dig end ham, der sover ."
Men når vi er nået op til Ensomheden på Bønnens Bjerg og der har mødt Herren, så skal vi ikke øde Tiden, som Disciplene ønskede at gøre det, med at planlægge og bygge Hytter, men i den Kraft, vi på ny har vundet, gå tilbage til Menneskers Verden for at fuldføre det Arbejde, som han har givet os at gøre.
{En pilgrimsfærd kan godt give dig den ro og den pause, som du har brug for at finde og få øje på Gud. Men for mange er den lokale kirke målet for deres rejse.
Der finder de det Hellige Tempel, som Gud har sat i deres nærhed for at give dem: Det som de søger og der finder de ind til livets kilder i præstens ord og i salmernes eller sangens tekster.
Ligesom også apostlene fandt de selv samme ord, da de hørte dem fra vor alles mester, Jesus.}

Livet i Kristus.

Livet er i Blodet, og ved at udgyde sit Blod giver Kristus os Liv. Ligesom Serum indsprøjtes for at helbrede Sygdommen, således frelser Kristus os fra Syndens dødelige Sygdom, ja, fra Døden selv ved Anvendelsen af sit Blod.
Alt det skabte er et Legeme. Hvert enkelt Lem er forbundet med det hele Legeme, således at hvis et Lem lider, føler hele Legemet Virkningen deraf. Dersom man anvender Serum på en særskilt Del af Legemet, føles Virkningen over det hele.
Skønt Kristus blev korsfæstet i denne Verden, der kun er en enkelt Del af det hele usynlige og synlige Univers, følte hele Universet Virkningen af hans Død.
Og skønt han blev korsfæstet for Verdens Synd i en afgrænset Del af denne Verden (Jerusalem), blev den ganske Jord delagtig i hans offer.
Og ligesom Sjælen er til Stede i hele Legemet, således er Gud til Stede i hele sin Skabning. Sankt Bonaventura har sagt: "Gud kan lignes ved en Cirkel, hvis Centrum kan påvises hvor som helst, men hvis Yderkreds intet Steds er at finde",
Der fortælles om en god Mand, der gav sig til at leve blandt en Flok onde Mennesker for at kunne frelse dem fra deres onde Veje.
Der var mange, som tænkte, at denne Guds Mand også var en af de onde, og da der blev begået en større Forbrydelse, blev også han mistænkt for at stå i Forbindelse dermed. Han blev arresteret, og da han blev dømt til Døden, hilste han Domfældelsen med Glæde. Røverbanden vidste, at han var ganske uskyldig, og da han var død, blev de så betaget ved Tanken om, at denne Guds Mand var død for deres Skyld, at mange af dem omvendte. sig fra deres onde Gerninger.
Således gjorde Jesus. Hans Kraft er altid virksom, og når Syndere påvirkes af hans Kærlighed og angrer og vender deres Sind til ham, så udrydder han det Onde af deres Hjerter og skænker dem nyt Liv. Så bliver de nye Skabninger, der ligner ham.
Beviset for Sandheden af det, Kristus kræver og lover, ligger i utallige Troendes Erfaring. Enhver erfaren Kristen er et Vidne om, hvor nødvendig, men også hvor tilfredsstillende for ethvert af hans Behov, Kristi Nærværelse hos os er.
I Året 1922, da jeg og en Ven rejste i Palæstina, tog jeg hen for at se Jakobs Brønd og forfriskede mig ved at drikke af dens herlige, friske Vand. Men en Times Tid eller to efter var jeg atter tørstig. Da trængte hine Ord af Herren sig stærkt ind på mig: Den, som drikker af dette Vand, skal tørste igen, men den, som drikker af det Vand, som jeg vil give ham, skal til evig Tid ikke tørste, men det Vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, der opvælder til et evigt Liv (Johs. 4, 13-14). Nylig havde. jeg drukket af Jakobs Brønd, men tørstede atter, men i dybeste Ydmyghed og Taknemlighed kan jeg sige, at i de tyve År, der er gået, siden jeg gav ham mit Hjerte og drak af det Vand, han gav mig, har jeg aldrig tørstet på ny, thi han er i Sandhed Livets Kilde. Med Henblik på den Kendsgerning, at der i Kristi Personlighed og Ord findes "Ånd og Liv" (Johs. 6, 63), siger Dr. Parker så udmærket:
"Mål Jesu religiøse Lære med den, der tilhørte den Tid og det Sted, hvor. han levede, ja, for den Sags Skyld med det, der lærtes af andre til enhver Tid og på ethvert Sted. Betænk hvad hans Ord og Gerninger har udrettet i Verden. Husk at de største Ånder, de varmeste Hjerter, aldrig har opstillet noget større Mål eller nogen sandere Vej til at nå Målet end den Vej, han anviste: fuldkommen Kærlighed til Gud og Næsten.
Vil man fortælle os, at et sådant Menneske aldrig har levet? At hele Fortællingen om ham er en Løgn?
Sæt at Plato eller Newton aldrig havde levet. Hvem udførte da de Undere og tænkte de Tanker, der tillægges dem? Hvilket Menneske kunde have frembragt en Skikkelse som Jesus? Ingen uden Gud selv."
Moralfilosofi, Metafysik, al Videnskab, Teknik og Kultur kan ikke yde os nogen Hjælp til at overvinde Synden eller de utøjlede Lidenskaber.
Dersom vi ikke får Del i Guds Kraft og Nåde, kan verdslig Opdragelse og Kultur så langt fra at hjælpe os, kun sætte os i Stand til at opfinde nye Midler og Metoder til at synde og hjælpe os til at ødelægge hverandre.
Det er derfor uomgængelig nødvendigt, at vi for at blive frelst fra Synden og dens onde Følger overgiver os i hans Hænder, der kan give os en hel og fri Frelse.

Smerte og Lidelse.

I Verden findes der såvel sjælelig som legemlig Smerte. Den sjælelige Smerte er en Følge af Menneskets Synd og Adskillelse fra Gud, medens den legemlige Smerte stammer fra en eller anden Sygdom eller Skade. Alle levende Væsener føler Lidelsen i Forhold til, hvor stærkt deres Sanseorganer er udviklet, men ikke i samme Udstrækning som Mennesket, hvis Følelser og højere Forstandsevner i højeste Grad forøger dets Evne til at lide, thi når det forestiller sig, at det lider Smerte, forøges dets virkelige Lidelse i samme Grad.
I Almindelighed er Rovdyrenes og Rovfuglenes Tænder, Kløer og Næb således indrettet, at det næsten er umuligt for deres Bytte at undslippe dem, hvorved det dræbes uden at lide overflødige Smerter og således, at det slipper for de Lidelser, der ville følge af, at det undslap i såret Tilstand. Endvidere ser vi, at Slangernes Gift og Giften af giftige Insekter trænger ind i Blodet og forårsager en sådan Følelsesløshed, at Døden indtræffer uden Smerte.
På få Undtagelser nær indtræffer Døden uden nogen særlig stærk Smerte, idet Byttet, når Døden indtræffer, er i halvbevidst Tilstand, enten som Følge af Giften eller det Nervechok, Tilføjelsen af Sårene har fremkaldt. Deres Tilstand er altså ikke så beklagelsesværdig, som vi ofte indbilder os, men den Smerte og Lidelse, der er en Følge enten af det legemlige eller sjælelige Onde, vi er udsat for, er i Sandhed frygtelig.
Smerte og Lidelse er ofte nødvendig for vort åndelige Livs Fremskridt og Vækst, og Gud vil ikke, at vi for stedse skal skånes for dem. Der er mange Ting, der for vor Smag er bitre og ubehagelige, som dog i Virkeligheden er særdeles nyttige.
Man kan måske endog gå så vidt at sige, at enhver Gift og bitter Ting virker enten som et almindeligt Helbredelsesmiddel eller er særlig virksomt i bestemte Tilfælde.
Vi kalder dem Gifte, fordi vi ikke kender deres egentlige medicinske Egenskaber, men Gud har skabt alle Ting med et bestemt Mål for øje, og for Opnåelsen af dette Formål er de egnet. Ved vor Uvidenhed om deres rette Anvendelse, bliver den Brug, vi gør af dem, ofte skadelig.
Gud har intet skabt, der i sig selv er skadeligt eller ondt eller i Stand til at skade nogen af hans Skabninger, når det anvendes på rette Måde. Således er også al Smerte og Lidelse et Middel til Vækst og Uddybelse af det åndelige Liv.
En forvendt Brug af de Kræfter og Evner, som Gud har givet os, vil have sin giftige og skadelige Indflydelse på os, og dette gælder ganske særligt Ulydighed mod Gud.
Smerte og Lidelse er ikke blot et ypperligt Middel til at vække Mennesket til Erkendelse af dets åndelige Stilling, men er tillige frugtbringende for dem, der hjælper et sådant Menneske i dets Nød. Det giver dem nemlig en Lejlighed til at udøve de særlige Dyder, der er nødvendige for deres egen Vækst mod Fuldkommenheden.
Den sande Sejr ligger ikke i, at vi skulde fries fra Smerte og Lidelser, fra Døden og det Onde, men deri, at vi, ved Guds Nåde, forvandler Smerte til Hvile, Korset og Døden til Liv og Ondt til Godt. Det er den virkelige Grund til, at vi er sat ind i denne Kamp, thi "det bør os gennem megen Trængsel at indgå i Guds Rige". (Ap. Gern. 14, 22).
Hvilens sande Værdi kan ikke forstås, uden at vi har kendt til Smerten, og Sødmen værdsættes ikke, uden at man har smagt det bitre, og det gode sætter man ikke Pris på, uden at have oplevet det onde.
Heller ikke forstås Livets sande Værdi, uden at man har smagt Døden. Gud vil, at vi, førend vi sammen med ham kan indgå i hans Rige og der i uafbrudt Fryd leve hos ham, først skal gennemgå alle disse Ting og således gennem vor egen Erfaring have lært en Lektie, der har Evighedsbetydning.
Perlemuslingen har måttet gennemgå megen Lidelse, medens Perlen langsomt udviklede sig. Perlemuslingen lider ved, at en eller anden levende Organisme udefra har trængt sig ind i den.
Det kan være et borende Insekt, en Orm eller et andet lille Dyr. Et Sandskorn eller en anden uorganisk Ting kan også have fundet Vej ind i Muslingens Skal, og da Muslingen ingen Midler har til at befri sig for det fremmede Legeme, tvinges den til at uskadeliggøre det ved at forvandle det til en Genstand af overordentlig Skønhed.
På denne Måde er Perler et Produkt af Smerte og Lidelse. Og dog kan deres Skønhed ødelægges, når de behandles med Uforstand. Deres Skønhed, der skyldes et ejendommeligt Spil af Lyset på deres Overflade, kan ødelægges ved at bringe dem i Berøring med Fedt, Blæk eller lignende Ting.
I gamle Grave er der undertiden lagt Perler ned sammen med Ligene, men også de er smuldret hen og har blandet deres Støv med den Dødes.
Ligesom Perlen fødes gennem Smerte, må også vort åndelige Liv udvikles gennem Lidelse for at opnå sin Skønhed. Og selv når vi har nået denne Tilstand af Skønhed er der Grund for os til at frygte for at falde ud af den og miste vor åndelige Skønhed, dersom vi ikke altid med ydmyge og taknemmelige Hjerter i Kærlighed holder os nær til Herren. Det er derfor nødvendigt for os altid at våge og bede.
I Naturens store Værksted må Diamanter og kostbare Stene Hundredetusinder af År gennemgå Hede og Kulde og uhyre Tryk, inden de når den fuldkomne Skønhed.
Således må også vi gå gennem Smerte og Lidelse, inden vi kan opnå Fuldkommenheden. Og skønt Videnskabsmændene kan frembringe kunstige Diamanter og Ædelstene, kan vi dog, når vi omhyggeligt prøver sådanne Stene, opdage deres Ufuldkommenheder. Derfor kan vi heller ikke på en enkelt Dag opnå en sådan Fuldkommenhed, at der ingen Mangler ville være hos os, men ved uafladelig at leve nær Gud og i Samfund med ham, vil vi blive fuldkomne, som han er fuldkommen.
Regnen og Stormen kan synes ødelæggende, men de er i Virkeligheden Velsignelser i Forklædning, for de fjerner alle dødbringende Pest", og Sygdomsspirer og bringer os Sundhed. På samme Måde bringer Helligåndens Stormpust og Smerternes og Lidelsernes Anfald åndelig Sundhed og Velsignelse til os.
Der er en Del Mennesker, der er uvidende om, at hvad Hjertet længes efter, både med Hensyn til denne og den tilkommende Verden. findes hos Gud alene. Nogle af disse Mennesker - Tænkeren så vel som det umoralske og det forbryderiske Menneske - er blevet fortvivlet, når det er mislykkedes for dem at finde blot nogen Tilfredsstillelse i denne Verden og har forsøgt at gøre en Ende på det hele ved at begå Selvmord.
Modsætningen til dette finder vi hos de sande troende Kristne. De lider meget i denne Verden, thi jo mere de vokser i åndelig Erfaring. desto større bliver de Vanskeligheder, der møder dem.
Det verdsligsindede Menneske fatter aldeles ikke dette og i Stedet for at hjælpe dem, står han dem ofte imod og forfølger dem. Og alligevel bringes de ikke til Fortvivlelsens Selvmord, thi i selve Opgivelsen af deres verdslige Forhåbninger, finder de Fred i Samfundet med Gud.
Men skønt et Menneskes hele åndelige Behov således tilfredsstilles af Gud, længes det dog efter Venskab med og Sympati fra sine Medmennesker. Når dette Instinkt for Samfund med Mennesker ikke tilfredsstilles, vil Kristus, der både er Gud og Menneske, imødekomme både dets naturlige Trang til Samfund med andre Mennesker og dets åndelige Naturs Krav.
Thi Kristi Forståelse af Menneskets Vanskeligheder og Lidelser udspringer ikke af hans guddommelige Natur alene, men også fra hans egen personlige Erfaring, da han selv led som et Menneske, og det sætter ham i Stand til nu at skænke fuldkommen Hjælp til alle lidende Menneskebørn.
Åndeligsindede Mennesker må lide i denne Verden (2. Tim. 3, 12), fordi de misforstås af andre, der ikke formår at sætte Pris på Sand heden, og hvis Sind er forkrøblet, og hvis Evne til at skelne i åndelige Ting er død på Grund af deres Synder.
N år denne Slags Mennesker træffer et godt Menneske, går det op for dem, at hans Natur er uforenelig med deres, og de føler sig instinktmæssig drevet til at indtage en fjendtlig Holdning overfor ham.
Men det Menneske, hvis Følelser og Samvittighed er i levende Forbindelse med Gud, vil, når han kommer i Berøring med et ligesindet Menneske, genkende Gudslivet, der er til Stede hos den anden og drages imod ham.
Den sande Kristnes Liv kan lignes ved Sandeltræet, der uden at skade Øksen, der hugger det om, meddeler den sin Vellugt.
Herrens Ord til Henrik Suso: "1 Offentlighedens øjne skal du miste dit gode Navn, og der, hvor du venter at finde Kærlighed og Troskab, skal du finde Forræderi og Lidelse", har gentaget sig i Masser af Kristnes Liv.
I denne Verden, hvor alle gudfrygtige Profeter og Apostle, ja, Herren selv, har måttet lide Forfølgelse, må den, der ønsker at undfly Forfølgelsen, fornægte Sandheden og vende sig bort fra Gud og gøre sig til Verdens Ven.
Dog skal vi huske, at den Ære, at blive delagtig med Herren i hans Lidelsers Samfund tvært imod er et herligt Privilegium. N år den forud bestemte Tid kommer, skal den, der i Sandhed er delagtig i sin Herres Lidelser, gå ind til den evige Herlighed og der regere med ham.
Inden vi kan nå det for os bestemte Mål, må vi igennem Smerte, Lidelse og Fristelse. Disse forskellige Udviklingstrin er nødvendige for vor åndelige Vækst og for vort fremtidige Vel, og derfor er det Guds Vilje, at vi skal igennem dem.
Dersom dette ikke lå i Guds Plan med os, ville han ikke have forlangt det af os. Men når han nu forlanger det, hvem er da vi, at vi skulde modstå ham? Andet kan der ikke siges herom.
Med Glæde skal vi tage imod, hvad han sender os, og vi må ikke give Plads for nogen Slags Tvivl i vore Hjerter. Tvivl vil rejse en Skillemur mellem Gud og os og ødelægge vor Evne til at glædes ved hans Nærværelse og Samfund.
Så længe vi lever i denne Verden må vi bære Smerte og Lidelse. Bien samler ikke alene Honning, men den har også en Brod til et ganske bestemt Brug.
Tornene på den smukke og duftende Rose er givet den i en ganske bestemt Hensigt. Paulus havde sin Torn i Kødet, og den var også givet ham, for at Guds store og vise Plan med ham kunde fuldkommes.
Det er absolut nødvendigt, at også vi skal gå gennem sådanne Prøvelsestider, for at det evige Formål, hvortil vi er skabt, kan opfyldes med os.

Modstand og Kritik.

Hvis Mennesker ikke forstår os og derfor kritiserer vore gode Hensigter, eller hvis de på Grund af Misforståelse står os imod og forfølger os, er dette ikke noget nyt eller forbavsende.
Der findes Masser af Mennesker, der slet ikke forstår Hensigten med deres eget Liv, for ellers ville de ikke spilde Tiden med at blande sig i andres Sager.
De, der forstår Guds Hensigt med deres Liv, har altid deres egen bestemte Opgave for øje, og de bekymrer sig ikke om, hvad andre Mennesker tænker eller siger om dem, thi den Gud, for hvem de skal aflægge Regnskab, ved, at deres Bevæggrunde er gode, og han bevarer dem i sin Kærlighed og vederkvæger dem.
Når vor Skaber og Herre kender vore gode Hensigter, hvorfor skulde vi da lade os forurolige på Grund af Modstand, så meget mere som vi ved, at den Time vil komme, da han vil åbenbare hele vort Livs gode Øjemed.
Kommer et Menneske til et fremmed Land, vil Mennesker stirre på ham, og Hundene vil gø ad ham. Den sande Kristne hører ikke til i denne Verden. Han er en Pilgrim og en Fremmed (Joh. 17, 14; Hebr. 11, 13).
Han må ikke forundre sig over eller blive nedslået ved, at denne Verdens Hunde tager ham for en Fremmed og gør ad ham, ja, måske sønderriver ham (Matt. 7,6).
"Hundene gør, men Karavanen bevæger sig fremad". Til en Tid vil Hundene følge gøende efter og vender så om, men Karavanen drager roligt videre og når før eller senere sit Bestemmelsessted.
De Mennesker, der står overfor Sandheden med ond Kritik, har ikke fået denne Opgave givet af Gud. De har måske en Gang haft et Kald fra Gud for deres Liv, men ved deres Mangel på Evne til at udføre dette Kald, har de atter mistet det. Da den Opgave, Gud har givet dem, således blev taget fra dem, og de intet havde at gøre, begyndte de at beskæftige deres ledige Hænder med at kaste Sten på dem, der gjorde Guds Gerning. Satan fandt dem ledige, og han har betroet dem sit Kald!
Når et blindt Menneske famler sig frem ad Vejen, er det kun hvad der passer sig, at den, der kan se, træder til Side og undgår at støde sammen med ham. Skulde den Blinde komme til at støde til ham, burde han ikke vredes på ham, men hjælpe ham til Rette. Vredes han på ham, viser det kun, at han er mere blind end det blinde Menneske, for han ser ikke en Gang, hvad almindelig Høflighed og menneskelig Medfølelse kræver af ham.
Således må heller ikke vi, når nogen forfølger os, fordi vi følger Sandheden, vredes på ham, men skal tilgive ham og med Kærlighed bede for ham (Matt. 5, 44-45).
Og dersom han til Trods herfor ikke lader sig påvirke til at opgive sin Modstand, taber vi dog intet derved, thi vi gjorde det jo for den Sandheds Skyld, der har åbnet vore øjne, og som selv er vor Del og Løn.
Som bekendt æder Bjørnene og nogle andre af Polaregnenes Dyr så meget i Sommertiden, at de oplagrer Fedtstof i deres Legemer, hvorpå de så tærer i de lange Vintermåneder, hvor de ikke kan finde F øde.
Således optager vi igennem Bønnen et Forråd af åndelig Føde og Styrke fra Gud, 0g når da Forfølgelsens Tid kommer, bevares vi derved stærke og urokkede. Når Modstanden mod Herren blev drevet til den Yderlighed, at Mennesker naglede ham til Korset, hvad er da vi, at vi skulde krympe os ved Forfølgelsen? "Han kom til sine egne, men hans egne modtog ham ikke."
Der fortælles, at en Købmand en Gang rejste til et fremmed Land Kort efter at han var draget bort, fødte hans Hustru ham en Søn, der kostede Moderen Livet.
Tid efter anden sendte Købmanden Penge til Slægtningene til Barnets Underhold. År efter, da Drengen var vokset op, kom Faderen tilbage til sit Hjem. Det var ved Nattetid, og han bankede på Døren for at vække Sønnen.
Da den unge Mand så det fremmede Menneske, troede han, det var en Tyv og tiltalte ham hårdt. Atter og atter forsøgte Købmanden at forklare, at han var hans Fader, men den unge Mand havde aldrig set sin Fader og vidste intet om ham eller hans Kærlighed. Han angreb og sårede ham og overgav ham til Politiet.
Under Forhøret næste Dag kom det frem, at den Fremmede virkelig var den Fader, der så længe havde været borte. Da blev den unge Mand fuld af Anger, slog sig for Brystet, græd, og bad med den dybeste Alvor om Tilgivelse og lovede, at han for Fremtiden lydigt ville tjene ham.
Kærnepunktet i Historien er, at den unge Mand dybt skammede sig over den Vanære, han havde tilføjet sin Fader og bad om Tilgivelse. Men der er iblandt os Hundreder, ja Tusinder, der endnu ikke har angret og vendt sig til deres himmelske Fader.
Lad os bedrøves over deres Hjerters Hårdhed og bede Gud i sin Barmhjertighed åbenbare sig for dem.
Der er mange, der aldrig fæster øjet på deres egne Mangler og Ufuldkommenheder, men som stadig spejder efter Fejl hos andre. øjet, der ser alle udvortes Genstande, kan hverken se sig selv eller sine egne Mangler, og således ser Sandhedens Modstandere alt undtagen deres egne Fejl.
Men ser man ind i et Spejl, kan man se sit eget øje og dets Mangler.
Således kan vi også ved at leve i Samfund med Ordet, der blev Kød, og ved at betragte vort Liv i Lyset af Guds skrevne Ord komme til at kende os selv, som vi er.
Og Gud vil ikke alene åbenbare vor Syndighed for os, men også sin helbredende og frelsende Kraft. Dersom vi da vender os til ham og holder ud i Bønnen og lever i hans hellige Samfund, vil han hjælpe os af med vore Ufuldkommenheder og evigt forvandle os til sin herlige Lighed, så at vi endog skal være delagtige med ham i hans Herlighed (Johs. 14, 26; 17, 24).

Moral og Skønhed.

Gud er Grundvolden for og Livet i al Moral, thi han er alt det godes Kilde. Uden Gud er det åndelige Liv ligesom en Sten - smuk, men kold og død.
Kun det Menneske, der bevarer Forbindelsen med Gud ubrudt, kan gøre Fremskridt i al Godhed og Sandhed, hvilket netop er Sjælens Skønhed. Men den, der ikke stoler på Gud, er ligesom en Klit af Flyvesand, der flyttes, så den er her i Dag og der i Morgen, ligesom Vindstødene og Stormens Magt driver den hid og did, så den ikke har noget sikkert Sted, hvor den kan blive.
Ved at leve i Guds Nærværelse og kende ham lærer vi også vor egen Natur og vort Væsen at kende, og uden denne Hjælp ville vi altid være i Uvidenhed om, hvad vi i Virkeligheden er.

Den kinesiske Tænker Chuang Tsu har sagt: "En Gang drømte jeg, at jeg var en Sommerfugl, flagrede hid og did, ganske og aldeles en Sommerfugl. Pludselig vågnede jeg. Nu lå jeg der og var atter ganske mig selv igen. Men nu ved jeg ikke, om jeg den Gang var et Menneske, der drømte, at jeg var en Sommerfugl, eller om jeg nu er en Sommerfugl, der drømmer, at jeg er et Menneske."
Overvej dette. Dersom et Menneske ikke har nogen virkelig Erkendelse af sit eget Væsen, hvilken Forskel vil han da være i Stand til at gøre mellem godt og ondt, Dyd og Last.
Confucius har en mærkelig Tanke om Reb færdighed og Moralitet. Der var en Lensfyrste, der en Gang overfor Confucius roste sig af det høje Standpunkt, Moralen havde nået i hans Rige.
"Her iblandt os vil du finde ærlige Mennesker. Dersom en Mand har stjålet et Får, vil hans egen Søn aflægge Vidnesbyrd imod ham."
"Der hvor jeg har hjemme, har vi en anden Målestok for Moralitet," svarede Confucius. "En Fader vil dække sin Søn og en Søn sin Fader. Det er deri, Ærlighed består." Og videre siger Confucius: "Det Menneske, der er uden Dadel med Hensyn til de vigtigste Regler for, hvorledes Mennesker bør leve, bør man undskylde med Hensyn til Fejltrin i de mindre vigtige Ting."
Sammenlign hermed Kristi fuldkomne Lære.
Han siger: Den, som er tro i det mindste, vil også være tro i det største, og den, som er utro i det mindste, vil også være utro i det største (Luk. 16, 10).
Hvad Confucius udtrykte negativt: Gør ikke imod andre, hvad du ikke vil, at andre skal gøre imod dig, udtrykker Kristus positivt: "Gør imod andre, hvad du vil, at andre skal gøre imod dig" (Matt. 7, 12). Der findes mange Ting, det er Synd at gøre, men der findes også mange Ting, som det er Synd ikke at gøre, som f. Eks. det at elske Gud af ganske Hjerte og Sind og ens Næste som sig selv.
Skønhed i åndelig Forstand er Guds ubegrænsede Kærlighed, Herlighed og Godhed. Men da han altid er til Stede i sin Skabning, vil hans virksomme Delagtighed i denne Verden give sig Udslag i forskellige Former af Skønhed, som vore Sanser kan opfatte.
Vi kan med andre Ord sige, at i Verden eller Skabningen er den Skønhed, der lader sig til Syne, et Genskin eller Billede af en indre og skjult åndelig Skønhed.
Emerson siger: "Enhver Tilsyneladelse i Naturen svarer til en eller anden sjælelig Tilstand, og denne sjælelige Tilstand kan kun beskrives ved at fremstille hin naturlige Tilsyneladelse som et Billede af Sjæletilstanden."
Carritt siger: "Skønheden er det Salt, uden hvilket Livet ville blive uden Smag. Og denne Skønhed er en Åbenbaring af Sandheden og Godheden, hvad enten den findes i Blomst eller Frugt, Bjerg eller Sø, Digtning eller Prosa, Kunst eller Musik eller i gode Gerninger.
Når denne Skønhed rører vore slumrende eller nedtrykte Følelser, kan vi glæde os over den, men kun i samme Udstrækning, som vi ej er Evne til at påskønne den. Således følte Profeterne Musikkens Inspiration som en Hjælp til at nå til Sandhedens Åbenbaring, og vi føler, at Musikkens Skønhed fører vore Hjerter tilbage til Sandheden og hjælper dem, der har Sans for den opløftende Magt, der ligger deri, til at tilbede Gud.
Forbindelsen mellem Moral og Skønhed er af afgørende Betydning, thi Sandheden er begges Kilde, og begge vil findes hos dem, i hvem Sandheden har taget Bolig. Skønheden findes også i andre levende eller livløse Ting. Dersom nu disse Egenskaber ikke findes hos Mennesket, der er ypperligere end alle andre Skabninger, bliver det derved ringere end selv de livløse Ting. Det er Synden, der har udviklet sig til en fornedret og hæslig Natur.
Bevidst eller ubevidst føles Indflydelsen af det gode og skønne Liv, som de lever, i hvis Hjerter Sandheden har taget Bolig.
Det skete en Gang, da jeg var på Vej til Tibet, at jeg standsede i en Bjerglandsby. Folkene i Byen var uhyre snavsede.
Jeg bemærkede, at en lille Purk betragtede mig meget nøje. Jeg så ham efter en Tids Forløb stikke sine Hænder frem og sammenligne dem med mine. Han sagde ingen Ting, men et Øjeblik efter gik han bort, og jeg så ham vaske sine Hænder ved en lille Bæk. Så kom han tilbage igen og sammenlignede atter sine Hænder med mine.
Uden at jeg havde sagt noget om det, var han bleven påvirket af, at mine Hænder var så rene, og det Ønske fødtes i ham, at få sine lige så rene.
Når vort Liv leves under Indflydelsen af vort Samfund med vor himmelske Fader, vil det stille øve sin Påvirkning på dem, der omgiver os. Hvor nødvendigt er det derfor ikke, at vi i vort Liv lader vor himmelske Faders gode Gerninger og Herlighed skinne frem (Matt. 5, 16).

Menneskets Længsel efter Gud.

Vi ved af Erfaring, hvor stærk den Længsel efter Gud er, der er nedlagt i vore Hjerter. Som Hjorten er ulykkelig, indtil den finder Kildespringet i Junglen, således tørster Menneskets Hjerte efter Gud og er hvileløst, indtil det finder ham.
Skønt Mennesket på mange Måder søger at tilfredsstille denne Hjertets medfødte Længsel, stilles den aldrig, førend det finder Gud. Alene i ham, der skabte både Hjertet og dets Længsel, kan denne fuldt ud tilfredsstilles. Homer har sagt: "Som Fugleungerne åbner Næbbene for at få Mad, således higer Menneskene efter Guderne".
En Gang, da jeg rejste i en Bjergegn, satte jeg mig ned på en Klippe for at hvile. Nedenfor Klippen var der en Busk med en Fuglerede, hvorfra jeg hørte Skrig af Fugleunger. Jeg så, at Moderen var kommet med Føde til dem, og så snart de hørte Bruset af hendes Vinger, begyndte de at skrige, men lige så snart hun havde madet dem og var fløjet væk, blev de atter stille. Jeg steg ned for at se Reden og fandt, at skønt de endnu ikke havde fået øjne, og altså ikke kunde se hende, åbnede de dog deres Næb, når Moderen nærmede sig.
Dersom disse Fugleunger havde sagt: "Vi vil ikke åbne vore Næb, førend vi ser vor Moder eller Føden, hun bringer os, for vi ved jo ikke, om det er hende eller en Fjende, heller ikke ved vi, om det er Gift eller Mad hun bringer os," så ville de ikke have haft den mindste Mulighed for at leve. Længe før deres øjne var blevet åbnet, ville de være omkommet af Sult. Men de havde slet ingen Tvivl om Moderens Kærlighed. Nogle få Dage senere ville de få øjne og ville så glædes ved at se den Moder, der havde elsket dem, og inden længe ville de være i Stand til at flyve i Luften.
Lad os et Øjeblik overveje, om vi, der kaldes de ædleste af alle Skabninger, dog ikke står tilbage for disse ubetydelige Fugleunger. Hvor ofte har vi ikke i vort Sind tvivlet om vor himmel ske Faders Tilværelse og Kærlighed. Jesus sagde: "Salige er de, som ikke ser og dog tror". (Johs. 20, 29).
Vi, der åbner vore Hjerter for Gud, modtager fra ham åndelig Føde og vil i hans Time nå til Mands Modenhed og vil, når vi ser ham Ansigt til Ansigt, være evigt lykkelige i Samfund med ham.
Der fortælles en Historie om en Vismand, der en Gang på en Vej mødte tre Mænd. Den første af dem var bleg og udtæret og betaget af Frygt. Vismanden spurgte ham, hvoraf det kom, at han var i en så sørgelig Forfatning. Han svarede: "Tanken om, at jeg måske en Gang bliver kastet i Helvedes Ild, forfølger mig altid". Vismanden sagde: "Hvor er det dog sørgeligt, at du således i Stedet for at frygte Gud, hvilket er al Visdoms Begyndelse, frygter for det, som kun er en skabt Ting (Helvedes Ild). Din Gudsfrygt er ikke ægte. Den er en Slags Bestikkelse, du tilbyder Gud for at blive frelst fra Helvedes Ild."
Den anden af de tre Mænd sad ved Vejen, helt afkræftet af Sorg og Ængstelse. Vismanden spurgte ham: "Hvorfor er du så bedrøvet og fuld af Frygt?" Han svarede: "Jeg gruer for, at jeg måske til sidst skal gå Glip af Himlens Glæde og Hvile". Den vise sagde: "Hvor er det dog en Skændsel, at du har sluppet Tanken om Skaberen og hans Kærlighed og kun tilbeder Gud på Grund af et Begær efter at vinde Himlen, der dog, kun er en af ham skabt Ting."
Efter at have talt med disse to Mænd mødte han en tredje, der var overmåde lykkelig og tilfreds. Han spurgte ham: "Hvad er Hemmeligheden ved den Glæde og Fred, du ejer?" Denne svarede: "Det er min stadige Bøn til ham, der lærte mig at tilbede Gud i Ånd og Sandhed, at han vil forunde mig at elske ham af ganske Sjæl og Sind og give mig at tjene og tilbede ham af Kærlighed alene. Dersom jeg ville tilbede ham af Frygt for Helvede, kunde jeg gerne blive styrtet deri. Dersom jeg ville tjene ham alene for at vinde Himlen derved, kunde han lukke mig ude derfra, men dersom jeg tjener ham alene af Kærlighed, kan han åbenbare sig for mig, så at hele mit Hjerte må fyldes med hans Kærlighed og Nærværelse."
Dersom vi i Stedet for at søge Gud selv, lader vort Hjertes Begær være rettet mod det, han har skabt, og således søger at vinde de skabte Ting i Stedet for ham selv, så har vi i Virkeligheden forladt ham, der er alle Tings Skaber. Men den Time vil komme, da vi må forlade også de skabte Ting, og der vil da ikke være andet tilbage end vore af Synden besmittede og værdiløse Liv. Men dersom vi vender vore Hjerter bort fra de skabte Ting og til Gud, da får vi sammen med ham også alle de andre Ting.
Det verdslige Menneske, der ikke søger Gud, men sit eget Selv, vil til sidst opdage, at han intet andet har tilovers end sin Straf og sit velsignelsesløse Liv. Ved at søge sit eget, mister han alt. Han finder hverken Gud eller sig selv.

Kan man kende Gud?

Gudsfornægterne (eller ateisten) benægter Guds Tilværelse. Men ingen af dem kan bevise, at Gud ikke er til.
Dersom vi tænker os et Øjeblik at gå ind på Fornægternes ubeviste Påstand og indrømme, at der ingen Gud er til, så får vi derved blot yderligere et Bevis på deres Uvidenhed og ikke på deres Visdom og Sandhed. Thi hvis der, som de påstår, ingen Gud er til, så er det unyttigt at spilde Tiden på at bevise Ikke Tilværelsen af noget, der i Virkeligheden ikke eksisterer. Således at spilde den Tid, der kunde være brugt bedre på andre Ting, er intet andet end Dårskab.
Dersom på den anden Side Gud virkelig er til, hvad alle åndeligt oplyste Mennesker ved, at han er, så er det endnu større Dårskab at prøve på at bevise, at Al-Skaberen og Al-Faderen ikke er til.
"Dåren siger i sit Hjerte, at der er ingen Gud" (Sal. 14:1). Ved at påstå dette, beviser han slet ikke, at Gud ikke er til, men derimod beviser han sin egen åndelige Blindhed og Mangel på Evne til at erkende ham. Når han fremsætter sine, som han mener, overbevisende Grunde, ligner han et svagt Insekt, der vil prøve på med Styrken af sine Grunde at bevise, at der ingen Sol er til, Grunde, der vil være uden Virkning overfor alle undtagen et blindfødt Menneske.
Man vil måske her indvende, at dersom vi med vor Tro på en eller anden Personlighed eller Ting udbreder skadelig Overtro, så er det vor Pligt at prøve på at udrydde sådanne Forestillinger. Men har da Troen på Gud nogensinde været til Skade for Nogen? Aldrig. Tværtimod, utallige Velsignelser er strømmet ud fra Gudsfrygt og Kærlighed til Gud og har beriget de Troende.
Der er ingen større Dårskab end at skrive eller tale imod ham, der er Al Livets Kildevæld, thi derved vanærer vi ikke blot ham og synder imod ham, men vi berøver andre Kundskaben om Guds sande Væsen og bringer både dem og os selv i Fordærvelse. Der er blandt Fornægterne nogle, der hverken tror på eller benægter Guds Tilværelse. De siger, at vi intet ved om det og heller ikke kan komme til at vide noget om det. Men dette er en Fejltagelse. Hver Længsel, vi føler, er skabt i os i en bestemt Hensigt, og der ville ikke være skabt noget Begær i os efter at tro på Gud, medmindre han, der ene kan tilfredsstille denne vor Længsel, virkelig eksisterede.
Skønt født af en Moder har Barnet dog sin egen uafhængige Tilværelse. På dets egen barnlige Vis elsker det dybt sin Moder, men det kender ikke sin Moder så godt, som hun kender og elsker sit Barn. Efterhånden som Barnet udvikler sig, kommer det til bedre at kende hende og til fuldere at glædes ved Samlivet med Moderen.
På samme Måde med os. Dersom vi skulde kende den uendelige Gud fuldt ud, så måtte vor Erkendelsesevne være uendelig. Men hvor sandt dette er, betyder det dog ikke, at vi, da vor Erkendelse er endelig og begrænset, slet ikke er i Stand til at erkende ham. Nej, på de forskellige Trin af vor Udvikling er vi i Stand til at erkende ham og glædes ved hans livgivende Nærværelse. Hvad mere behøver vi at kende i Øjeblikket? Hvad Fremtiden angår, skal vi efterhånden, som vi vokser i åndelig Modenhed, stadig fortsætte med at vokse i hans Erkendelse.
Der er ingen Grund for os til at være utålmodige på vort nuværende Udviklingstrin, fordi vi ikke fuldkomment kan erkende ham, thi der er en Evighed for os, i hvilken vi kan vokse i hans Erkendelse. Dersom vi blot vandrer i Overensstemmelse med det Lys, vi nu har, er det nok for os at erkende ham i Forhold til de Krav, vort nuværende Udviklingstrin stiller. Var det nødvendigt for os på vort nuværende Trin at kende Gud på fuldkommen Måde, så ville han have imødekommet denne vor Trang, thi Gud sørger altid for at tilvejebringe det, der er godt og nødvendigt for at afhjælpe sine Skabningers virkelige Behov.
Gud ønsker også, at vi med Udholdenhed stræber efter at komme til at kende ham mere og mere. Det er nemlig gavnligt for os, at vi selv må stræbe efter at opnå denne Erkendelse, idet vor egen Interesse driver os dertil, mere end om en fuldfærdig Erkendelse af ham var givet os engang for alle. Marcel siger: "H vad Eleven selv opdager ved at anstrenge sin Fornuft erkendes bedre, end hvad der bliver ham fortalt".
Vi kan i et hvilket som helst Forhold kun nå til en delvis Erkendelse, og aldrig komme til at kende noget, som det i Virkeligheden er, førend vi har gennemtænkt det fuldstændigt i vor egen Bevidsthed.
Nogle Tænkere siger, at Gud er ufattelig. Også dette er meningsløst, thi selve den Erkendelse, at Gud er ufattelig, hviler jo på en Slutning ud fra den begrænsede Erkendelse af Gud, som de har. Thi hvis Gud er helt udenfor vor Erkendelses Rækkevidde, hvorledes er da den Erkendelse, at han er ufattelig, kommen til os? Helt bortset fra vor Erkendelse af Guds Tilværelse, er det, vi kender til de ubetydelige skabte Ting omkring os, meget begrænset. Vi forstår måske nogle få af deres ydre Egenskaber, men intet af deres virkelige indre Liv. Ja, i Sandhed, vi kender så godt som intet til os selv.
Dersom Mennesket kunde komme til en fuldstændig Kundskab om sit eget Væsen, ville det have ringe Vanskelighed ved at komme til Kendskab om Gud, i hvis Billede det er skabt. Det gensidige Forhold mellem Gud og Mennesket er et sådant, at man for at kende den ene må forstå den anden. Vi kan kun forstå det, som er beslægtet med os selv. Hvis Mennesket ikke var skabt i Guds Lignelse, kunde det aldrig have higet efter at kende ham.
Der er blevet sagt: "Det er bevisligt, at Gud kun kan erkendes af Gud". Og Gud blev Menneske for at han kunde borttage Menneskets faldne Natur og bringe det tilbage til dets virkelige Væsen.
Som Athanasius, "den store", har sagt: "Han blev Menneske, for at vi skulde blive Gud".
Gud oprejste Menneskene af deres faldne Tilstand og gjorde dem til sine Budbringere og til Tunger af Ild (Hebr. 1, 7), Gud er Ånd og Ild (Matt. 3, 11). At blive ligesom Ildtunger betyder at blive lig Gud, thi den mindste Flamme besidder alle Ildens Egenskaber.
Men dette betyder ikke, at Gud og Mennesket er en Ånd, som det påstås af hine Panteister og Filosoffer, der siger: "De forskellige Sjæle eller enkelte Selv er simpelthen brudstykkeagtige Tilsyneladelser af det Absolutte". Denne Sammenblanding af Gud og hans Skabning tilfreds stiller ikke Sjælens Krav, thi vi finder kun virkelig Lykke i hans Samfund og Fællesskab. Gud tager ikke Modet fra noget Menneske, der søger efter Sandheden, ved at sige om et sådant Menneske, at dets Anskuelser er urigtige. Nej, han styrer det således, at Mennesket selv gradvis kommer til at indse sine Fejltagelser og lærer at skelne Sandheden.
Der fortælles om en fattig Mand, der ernærede sig ved at afskære Græs og sælge det i Byen, at han en Dag i Junglen fandt en vidunderlig smuk Sten. Han havde ofte hørt Tale om Diamanter og antog, at denne Sten var en Diamant. Han gik til en Juveler med Stenen og viste ham den.
Det var en venlig Mand, der indså, at dersom han fortalte Græssælgeren, at hans Sten ikke var en Diamant, ville han enten ikke tro ham, eller også ville det ryste ham således, at alt hans Håb ville knuses i Støvet.
Juveleren udtænkte derfor en Plan, hvorved den fattige Mand selv kunde komme til at finde ud af sin Fejltagelse. Han gav ham noget Arbejde på sit Værksted og beholdt ham der, til han begyndte at blive i Stand til at skelne mellem de forskellige Slags Diamanter og kende deres Værdi.
Så bød Juveleren ham at bringe sin Sten. Hidtil havde Græssælgeren omhyggeligt gemt den i sin Kiste. Nu tog han den frem og så straks med Undren, at den var ganske værdiløs. Han blegnede og kom og faldt ned for Juvelerens Fødder og sagde: "Jeg er dig taknemmelig for din Godhed og Medfølelse. Du ville ikke ødelægge mine Forhåbninger, men lagde din Plan således, at jeg nu selv kan indse min Fejltagelse uden andres Hjælp. Jeg ønsker nu kun at være i en sådan Mesters Tjeneste altid." Det er den Måde, hvorpå Gud bringer dem, der for vild, tilbage til Sandhedens Vej, så at de, når de selv kommer til at indse Sandheden, vil følge ham og ofre ham deres Tjeneste hele deres Liv.
Mennesker er ofte så uforstandige og uvidende, at de indbilder sig, at de viser Gud og hans Tjenere en stor Gunst, når de indfinder sig ved Tjenesten i Herrens Hus. De, der med sådanne Forestillinger deltager i Gudstjenesten, kan ikke have nogen sand Forståelse af Guds virkelige Væsen.
De ligner disse tåbelige professionelle indiske Tiggere, der er fuldstændig uvidende om dens Bevæggrunde, der giver dem Brød, for at de kan tilfredsstille deres Hunger. I Stedet for at være taknemmelige mod Giveren, tror de, at de har vist ham en stor Gunst ved at give ham en Lejlighed til at forøge Summen af sine gode Gerninger ved at give de fattige Almisse. Så tåbelige er de, at de ikke indser, at de har gjort sig selv en Tjeneste ved at få deres Sult stillet, og at de af Hjertets Dyb burde være taknemmelige overfor den, der har stillet deres Sult.
Skaberen har givet Mennesket Forstand, Følelse og Vilje. For at få Styrke til at tjene Gud må et Menneske tygge sin åndelige Føde med sin Fornufts Tænder.
Men i Stedet for at bruge sin Forstands Evner på fornuftig Måde, øder Mennesket dem ofte på tomme Spekulationer. Det er som med en Hund, der, når den finder et tørt, afgnavet Ben, bliver ved med at gnave på det til dens Mund bløder. Når den så fa ar Smagen af Blodet, bliver den ved med at gnave videre med Lyst uden at forstå, at det er dens eget Blod, den smager. Således øder Mennesket sine af Gud givne Forstandsevner på unyttige Spekulationer.
Åndelig Følelse er også givet Mennesket, for at det skal føle og glæde sig over Guds Nærværelse, men ved Ulydighedens og Syndens dødbringende Indflydelse mister det Evnen til at erkende Gud og Evnen til at glædes ved ham. Sådanne Mennesker kan ikke se ud over deres eget selviske Jeg og har aldeles ingen Følelse af Guds Nærværelse. Derfor bliver de også til sidst bestyrket i deres Vantro.
På samme Måde går det, dersom Menneskets Vilje går i modsat Retning af Guds Vilje. Den bliver en Slave af Synden, og da den ikke længere er fri, leder den Mennesket til åndeligt Selvmord.
Flodens Vand har sit Udspring i et Land og flyder gennem mange forskellige Landsdele, førend det vender tilbage til Havet, som det oprindeligt kom fra. Det løber over mange Kongers og Fyrsters Grænser, men dog kan ingen af dem holde det tilbage indenfor sit Territorium, thi det tilhører ikke ham. Det er alles Ejendom, og hvor det kommer hen, slukker det alles Tørst.
Således kommer også Livets Vand fra det uendelige Hav, Gud, og idet det flyder igennem de guddommelige Kanaler, Profeterne og Apostlene, frugtbargør det hele Verden og slukker alles Tørst, beriger og befrugter alle Nationers og Folkeslags Liv. "Og hvem som helst, der tørster, lad ham drikke af Livets Vand uforskyldt" (Johs. Åb. 22, 17).

Guds Rige.

Herren har sagt, at uden at et Menneske fødes på ny, kan han ikke se Guds Rige. Der er ikke blot Tale om ikke at kunne indgå i det. Han kan ikke en Gang "se" det. Det legemlige øje ser kun de legemlige og materielle Ting. Men Gud er Ånd, og for at se ham og hans åndelige Rige, må vi fødes på ny af Ånden, og da vil ikke alene vort åndelige øje se ham, men vi skal også herske med ham.
Når et Menneske angrer sin Synd og vender sig til Gud, vil Guds Ånd virke i ham, og han fødes på ny og bliver en ny Skabning, og i samme Stund tager Guds Riget, Paradiset, sin Begyndelse i ham.
Kristus sagde til Røveren på Korset: I Dag skal du være med mig i Paradiset. Dette viser os, at Herren havde fuldt Kendskab til og Herredømme over Paradiset. Han sagde ikke: "Måske vil du efter nogen Tids Forløb være med mig i Paradiset", heller ikke: "Jeg vil først gå og erholde Tilladelse fra Gud og så berede Sted for Dig". Nej, han taler, som en Ejer taler, med Myndighed om sin retmæssige Ejendom. Han skænkede den døende Røver denne Trøst og tog denne Korsets første Frugt med sig ind i Paradiset.
Og således er også de, der nu er korsfæstede med ham for Synden og Verden i samme Time født på ny og går ind i Paradiset eller Guds Riget og føler en forunderlig Glæde og Fred i deres Hjerter. Verdsligsindede Mennesker kan hverken "se" Paradisets Fred, ej heller kan de forstå, hvad denne ny Fødsel er, eller hvad Guds Riget er.
Herren giver hvert Menneske en Lejlighed til at angre og blive født på ny og komme ind i Guds Rige. Han vidste godt, hvilket Menneske Judas Iscariot var, og hvorledes han ville forråde ham.
Alligevel behandlede han ham ikke med Hårdhed, men gav ham den dyrebare Lejlighed til at leve sammen med sig. Ingen skal kunne sige, at Gud ikke gav også det onde Menneske Muligheden for Frelse.
Men Judas begik den store Dårskab, at han i Stedet for at angre sin Synd og gå tilbage til Kristus, gik bort og hængte sig selv. Således er der mange, der nu om Dage gør sig skyldige i Judas' Synd, og i Stedet for at gå ind i Paradiset og Guds Rige går til "deres eget Sted" og straffes.
"Sit eget Sted" (Ap. Gem. 1:25) eller "Helvede" betegner en Tilstand, hvori Mennesket ved sin egen frie Viljes Handling i Ulydighed mod Gud skaber en Tilværelse af Lidelse inden i sig. Ordet Helvede er ikke en Stedsbetegnelse, thi var det et sådant særligt Sted i legemlig Forstand, {det er jo også kun sjælen, der kommer i helvedet, ikke legemet}. Gud, der er til Stede alle vegne, skulle så også have en Del af sit Væsen der, og det er umuligt.
{Her kan der opstå en logisk konflikt: For Helvedet er ligesom et legeme, med hjerte, arme og ben, og dets røg, dvs. bønner eller rettere deres forbandelser af Gud stiger op til Gud for evigt. Gud mærker øjeblikkeligt forandring, Han sanser alt, ser alt; og Han afmåler også den lidelse, hver fordømt sjæl modtager. Ligesom Han havde afmålt den lidelse Jesus skulle gå igennem, for at frelse hver den sjæl, der leder efter at finde Jesus, for at Han vil forbarme sig og blive din og vores ven og frelser. Jo, Sadhu Sundar Singh her føjer jeg lidt til i din bog, for Jesus kan godt gå igennem helvedet og tale med de fordømte sjæle, ligesom Han jo også talte med Judas i Jerusalem, og det uden, at Jesus behøver også at skulle deltage i deres ofte hensynsløse og egoistiske liv. Og ja, nu giver jeg ordet tilbage til Sadhu Sundar Singh.}
Men Helvede er en Tilstand, en Tilværelse, der ikke findes hos Gud. Den sande Troende, der er i åndelig Forening med Gud, vil evigt blive frelst fra denne Tilværelse i Synd og Lidelse.
Hvor som helst Gud er, der er Himlen eller Guds Rige, men da Gud er allestedsnærværende, er Guds Rige også til Stede alle Vegne. Den, der i Sandhed tilbeder Gud, ved dette, og er derfor salig alle Vegne og under alle Omstændigheder, hvad enten han er under Lidelse eller Kummer, mellem Venner eller Fjender, i denne Verden eller den tilkommende. Thi han lever i Gud, og Gud lever evigt i ham. Heri består Guds Rige (Luk. 17: 20-21).
Udvortes kan det se ud, som det syndige Menneske lever i en Tilstand af Velvære og Luksus, men han kan aldrig blive fri for sit Hjertes Uro. Ja, kunde han endogså komme ind i Himlen, ville denne være som et Helvede for ham, thi han bærer Helvede i sit Hjerte. Han kan ikke komme ind i Guds Riget, førend hans Hjerte er forandret.
Guds Rige er Kærlighedens Rige. En Guds Mand så i et Syn, at han var kommen til et fremmed Land. Da han kom dertil, så han med Forundring, at Menneskene kom og bød ham velkommen med Glæde, som om han var en længe savnet Broder eller en Ven, der lige var kommet tilbage til dem.
Han gik ind i Byen sammen med dem og så prægtige Paladser, hvori der fandtes alle Slags kostbare Møbler, men Ejerne var gået og havde efterladt Husene uaflåsede. Han spurgte nogle af dem, hvorledes dette forholdt sig, og de svarede: "Vi har ingen Tyve her. Så længe Menneskers Hjerter er låsede til for Gud, så længe må Mennesker også låse deres døre. Men når Hjertets Dør åbnes for Gud, og han bor derinde, så behøver man ikke at låse sin dør af.
Hvor Guds Rige er i Menneskers Hjerter, der er Kærlighedens Rige, hvor den ene tjener den anden med Kærlighed og kun begærer Næstens Bedste.
Der var engang to Brødre her. Den yngre Broder hørte, at den ældre var i Trang og samlede en Del Ting sammen, som denne behøvede og begav sig af Sted til sin Broders Hus. På samme Tid havde den ældre Broder fået den Tanke, at hans yngre Broder trængte til Hjælp. Det var Kærligheden alene, der besjælede deres Hjerter, og uden at den ene havde sagt noget til den anden om det, begav de sig begge på Vej med det, de kunde hjælpe med. De mødtes på Vejen. Da de hver for sig så den andens uselviske Kærlighed, omfavnede de hinanden med en Følelse af virkelig Lykke.
Dette er den Måde, hvorpå vi skulde hjælpe og elske hverandre og søge andres Bedste."
Da den fremmede var gået endnu et Stykke Vej så han i Synet, hvorledes et Menneske og en Engel mødtes som Brødre og som med en Sjæl begyndte at tilbede Kristus, Kærlighedens Legemliggørelse. Ved at se det fyldtes hans Hjerte med uudsigelig Kærlighed og Fryd, og han udbrød uvilkårligt: "Dette er i Sandhed Guds Rige, vort sande og evige Hjem, som Menneskehjertet længes efter". Skønt Himlen begynder i Menneskets Hjerte, medens det lever i Verden, fortsættes den dog udover dette Liv i hin Verden, hvor der hverken er Lidelse, ej heller Smerte, ej heller Død eller Tårer, men evigt Liv og uafbrudt Glæde.

Onde Tanker og Gerningers Indflydelse.

En slet vens onde Tilskyndelser eller Tanker kan lignes ved Insektets Stik i det unge Egeblad, hvorved der siden fremkommer et Galæble, når Bladet er udvokset." Slangegiften skader ikke Slangerne selv, men uskadelige Dyr bukker under for dens Virkninger.
Således skades det onde Menneske, der alt har Syndens Gift i sig, ikke så meget ved den giftige Indflydelse et slet Menneske udøver, som et godt Menneske skades derved.
Upas-træet på Java og den giftige Vedbend i Amerika frembringer en Slags skadelig Saft eller Olie, som Vinden fører med sig, og som fremkalder en farlig tærende Sygdom hos dem, der kommer indenfor dens Rækkevidde. På en eller anden ukendt Måde spreder den giftige onde Virkning af slette Menneskers Liv sig på Onde Tanker og Gerninger lignende Vis ud til alle Sider og bringer åndelig Sygdom og Død til mange.
Det er bekendt, at der findes Orme, der kan æde sig ind i det hårdeste Træ, og at der findes Orme i Vandet, der kan bore i de hårde Klipper. Alle disse Orme er dog selv yderst bløde og ømfindtlige. Og dog kan de i Tidens Løb ødelægge det hårdeste Træ og de stærkeste Klippesten.
Hvis vi ikke ved Guds Hjælp i Tide ødelægger hine onde Vaner og Tanker, der synes os så ubetydelige, vil de, ligesom Bore ormene, ikke efterlade andet end en Skal af vort åndelige Liv. Giftige Insekter og Dyr som f. Eks. Slanger og Skorpioner bider eller stikker og, bibringer Sår, som de derefter gyder Gift i fra deres Giftkirtler, og forårsager derved Død eller Lidelse. Vi regner ikke Fluer og Utøj for så farlige som hine Dyr, men de er ikke mindre farlige, idet de jo fungerer som Bærere af Sygdomsspirer og spreder Sygdom alle Vegne og forårsager manges Død.
Der er på samme Måde mange Mennesker, vi ikke ville regne som farlige Forbrydere, der i Virkeligheden er ligeså farlige. Skjult for andre bruger de deres utøjlede Tunge til at udbrede deres dødbringende indflydelse og Anskuelser.
Der er et Insekt, der borer sig ind i den Onde Tanker og Gerninger umodne Frugt og lægger sit Æg der. Når Frugten udvikles, dækkes Hullet, hvor den gik ind. Senere udvikles Æggene, og de små Larver begynder at fortære Frugten. På Ydersiden af Frugten ses intet Tegn på Ødelæggelsen. Frugten ser moden og fristende ud, men indvendig er den hul og unyttig.
Onde Forestillinger og Vaner, som vi opelsker i vor Barndom og Ungdom, ødelægger således vor moralske Natur. Derfor skal vi fra vore tidligste Dage være på Vagt imod den Synd, som fordærver vor Natur.
Der findes i Mexico en Bælgfrugt, der kendes under Navn af "den springende Bønne". Når Solens hede falder på denne Plante, begynder den at sno og dreje sig, indtil den når til Skyggen af en Busk eller Sten.
Forklaringen på denne ejendommelige Kendsgerning er, at et vist Insekt har boret sig ind i Bælgens Frugter og ved at æde dem vokset sig stor og gjort Bælgen tom. Når Solen skinner på Bælgen og opheder den, søger Larven at slippe bort fra Solens hede, og den drejer Bælgen atter og atter, til den når Skyggen, hvor Køligheden bringer den til ro.
Syndige Tanker og Begæringer kommer ind i Menneskehjertet, og når så Retfærdighedens Sol rammer det syndige Liv med sine Stråler, bliver Mennesket uroligt og søger at undslippe Onde T anker og Gerninger
til Mørket, hvor dens Stråler ikke falder hen, og således kommer de til at leve i det yderste Mørke og går Glip af Guds Lys og Varme.
Efter som Gud har skabt Mennesket i sit eget Billede er der intet, der kan skade det, dersom det blot opfylder denne ene Betingelse: at det ikke ved at bruge sin frie Vilje indvikler sig selv i nogen Synd.
Vi skader ikke på nogen Måde Gud ved at vi synder, men vi skader os selv og dem, vi står i Forhold til. Kærlighedens Gud begærer, at vi skal frelses fra Synd i enhver Skikkelse, så at vi må smage hans Samfund, men Synden udelukker os fra denne hellige Omgang med Gud. Der er imellem de enkelte Individer så inderlig en Forbindelse, at den Skade, vi afstedkommer, skader andre, og den Skade andre udretter, skader os.
Det har aldrig været og vil aldrig blive muligt, at vi skulde kunne gøre ondt uden at skade andre. I større eller mindre Udstrækning bliver vore Medmennesker påvirket af det gode eller onde, som vi øver.
Anger og Omvendelse betyder derfor, at vi for Fremtiden afstår fra sådanne Gerninger, der skader både os selv og andre, og med Guds Hjælp og Nåde, som Zakæus, søger at gøre. godt igen, hvad vi tidligere har forbrudt. (Luk. 19:8-10).

Tjeneste og Offer.
Gud er hele Tiden virksom med at skabe og med at opholde det, han har skabt. Hans Gerning hviler aldrig. Vi ser hans Gerninger i Blodomløbet og Åndedrættet, der ustandseligt er i Virksomhed i den levende Skabning.
Men vi ser dem også i den livløse Natur. I Luften, Vandet, Jorden, Solen og Stjernerne er der en bestandig lovbunden Bevægelse, hvori de opfylder deres Skabers Bestemmelse.
Hvorfor skulde da vi, der kaldes Guds Børn, og i Virkeligheden i enhver Henseende er ypperligere end hele hans ufølsomme Skabning, forsømme og undlade at fuldføre den bestemte Gerning, som vor Skaber i sin Nåde og Forsynsstyrelse har tildelt os?
Satan har ikke til sin Hjælp den Tilskyndelse, der ligger i at tjene en retfærdig Sag, og dog arbejder han ustandseligt. Han er virksom Dag og Nat for at forføre Mennesker. Endnu kryber Slangen, der bedrog Eva, omkring uden Hænder eller Fødder! Dersom da vi, der er Efterfølgere af Sandheden og har modtaget Guds Kaldelse og Åndens Kraft, forsømmer den velsignede Gerning, der er givet os at gøre, da er vi ringere end Satan, ja værre end han og Slangen.
Lad os da være fuldt vågne og vagtsomme og modtage Styrke fra Gud til at overvinde både Satan og det Onde og med Troskab fuldende og fuldføre vor bestemte Opgave (2. Tim. 4:4-5).
En Sufi, muhamedansk Mystiker, havde noget Hvede med sig på en Rejse. Efter adskillige Dages Rejse åbnede han Sækkene og opdagede da en Mængde små Myrer. Han satte sig ned og tænkte over den ulykkelige Tilstand, de befandt sig i. Han rørtes af Medlidenhed med de små vildfarne Skabninger, vendte tilbage og bragte dem sikkert til deres oprindelige Hjemsted. Det er vel muligt, at et Menneske ville vise sådan Barmhjertighed mod små hjælpeløse Dyr. Men hvoraf kommer det dog, at vi i en så beklagelig Grad mangler Sympati og Fællesfølelse i vor Omgang med Mennesker, der er skabt i Guds Billede, og som lig den fortabte Søn og det vildfarne Får er gået bort og for det som intet Liv har, hvor meget mere skulde da ikke vi være villige til at give vort Liv for de levende Sjæle, som Gud har skabt i sit eget Billede.
Indtil Saltet selv er smeltet, er det ude af Stand til at gøre selv det mindste Gryn salt. Førend Solen har smeltet Sneen på Bjergtoppene, kan denne ikke strømme ned og væde den soltørrede og tørstige Slette, ej heller kan denne Sne som Vanddamp opsuges og danne Skyer, fra hvilke den atter kan komme tilbage som Regn og gøre det tørstige Land grønt og frugtbart.
Dersom vi ikke ligesom smeltes af Retfærdighedens Sol og Helligåndens Ild dvs., dersom vi ikke prøves ved Selvfornægtelse og Offer, kan vi hverken slukke nogen tørstende Sjæls Behov eller bringe ham til Livskilden, hvor han kan tilfredsstilles og få evigt Liv.
Vi kan ikke tjene Skaberen eller hans Skabning uden at møde Vanskeligheder og Fristelser, men vi kan heller ikke gøre åndelige Fremskridt, medmindre vi møder dem. Intet Menneske kan slippe for dem i denne Verden.
Vanskeligheder og Genvordigheder er det Kors, som vi må bære, men ved at bære det, kommer der Liv og utalte Velsignelser til os. Ligesom Fuglene bærer Vingerne og Vingerne bærer Fuglene, således lærer Erfaringen os, at den, der med Glæde tager sit Kors op, selv løftes og bæres af det, indtil han når sin evige Bestemmelse.
Vi må se på vore Familieforbindelser og vore Pligter som det, der kommer ind under disse Prøvelser. Der er nogle som ikke har forstået dette, og kun ser på disse Ting som en Byrde og en Hindring. Angela af Foligno "lykønskede sig selv", da hendes Moder, Husbond og Børn døde, da hun regnede med, at "de var store Forhindringer på Vejen til Gud". N ej, Opfyldelsen af alle disse Pligter ved Selvfornægtelse er akkurat lige så meget Guds Vilje for os, som det at tilbringe vore Dage med Bønner, Faste og Vågen.
Erfaringen lærer os, at vi ved at hjælpe andre, hjælper os selv, og tillige oplever en forunderlig Tilfredshed i vore egne Sind, en Kendsgerning, der klart viser, at der er inderlig Forbindelse mellem os og andre, og at al Fremgang hviler på gensidig Hjælp og Tjeneste. Vi kan endog regne dette for en af de vigtigste Love for vor Tilværelse, thi hvis vi er selviske og handler i Modstrid mod denne Lov, vil både vi selv og vor Næste høste mindre Glæde af Livet, og i Kampen mellem vore stridende Egeninteresser vil vi ødelægge hverandre. Lad os derfor holde denne Lov om at tjene hverandre for den gyldne Regel for vort Liv og i Kærlighed tjene hverandre. Uden Selvfornægtelse er det umuligt at tjene Gud, og som det allerede er sagt i et andet Kapitel, vi må først lære at leve vort Liv sammen med Gud i det skjulte og lære Kærlighedens Lektie, medens vi sidder ved hans Fødder.
Lad os da leve vort Liv således, at vi tjener og elsker vor Næste, ligesom vi elsker os selv, og derigennem opfylder hans mål og Vilje, der er vor Skaber og vor Herre.

andre bøger:
Østens og Vestens Apostel.
I sit Forord til den danske Oversættelse af Prof. Heilers berømte Værk om Sadhuen skriver Prof. Ed. Geismar blandt andet:

Med en egen Følelse af Andagt har jeg været med til Oversættelsen af denne Bog. Sjælden har en betydelig Forfatter behandlet et Emne, han var så godt skikket til at behandle. Og det blev mig klart, jo mere jeg fordybede mig i Skriftet. Det er ikke så let at få en sammenhængende Opfattelse af Sadhuen.
Så meget hos ham er i Slægt med det mystiske, overnaturlige, som vor Tid står fremmed overfor. Andre Sider hos ham gør Frants af Assisi levende for os. Og dog er der intet katolsk i kirkelig Forstand ved Sadhuen; og der er netop så meget hos ham, der minder om Luther; ofte er der en overraskende Lighed endog i Ordvalget.
Og vanskeligere bliver Opfattelsen, fordi Sadhuens Måde at tænke på er så forskellig fra vor Måde; hans Svar til Europæere kommer ofte så overraskende, fra en hel anden Kant end Spørgeren havde tænkt; undertiden er det, som om han ikke havde fået fat i Problemet, fordi det ligger helt udenfor hans Måde at tænke på.
Men samtidig har man en Bevidsthed om, at denne indiske Sadhu ikke blot er en dybt grebet kristen, men at han er en af de store i vor Tid, de få, som får verdenshistorisk Betydning i Åndens Rige. Den Omsmeltning af Kristendommen, som den indiske Ånd måtte foretage, er her gennemført på en sådan Måde, at vi kan skønne: alt dette er indisk opfattet, indisk tænkt, og dog er det netop det grundkristelige, der er udtrykt.
Og samtidig har Sadhuen åbenbart noget meget alvorligt at sige til den gamle Kristenhed; der er Kierkegårdske Klange i det, med Dom over en Kristenhed, der "har Overflod og fattes intet og ikke ved, den er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen". Det må have været en Lidelse for ham at vises frem i Europa; det burde måske heller aldrig være sket. (Oprindeligt Johannes Åbenbaring 3:17)
Se alle sådanne Tanker har stormet ind på os, når vi læste om Sadhuen eller læste hans Skrifter; de sidste var vi ikke ganske i Stand til at fatte Betydningen af; det var som manglede vi Midtpunktet, hvorudfra det hele skulde ses. Vi trænger netop til at få en Gennemarbejdning af hans Liv og Tanker og Skrifter, der gennemlysner det hele med principiel Klarhed og sætter de forskellige Ting ind i en Helhed, hvis Betydning for indisk og europæisk Tankesæt vi er i Stand til at fatte, en Helhed, hvor vi kan gennemskue Samspillet mellem det kristne og det indiske, hvor vi kan forstå, hvorledes det forholder sig med Sammenhængen i de Tankegange, der for os snart peger i Retning af Katolicisme og snart i Retning af Protestantisme, snart i Retning af en

Prof. Geismer om: Østens og Vestens Apostel

Mystik, der forekommer os fremmedartet, - og hvor vi også kan forstå Sadhuens Grænser.
En sådan central Redegørelse har Professor Friederich Heiler i det her oversatte Skrift givet. Det er hans Skrift, "Sadhu Sundar Singh, ein Apostel des Ostens und Westens", München 1924, vi har oversat. Oversættelsen er bleven til på den Måde, at Fru Ingrid Koch oversatte Skriftet Stykke for Stykke og derefter læste sin Oversættelse op for mig, så vi talte sammen om de Steder, hvor jeg mente, der burde oversættes anderledes, navnlig hvor det gjaldt den nøjagtige Gengivelse af religionshistoriske Udtryk og teologiske Tankegange. Jeg bærer derfor det fulde Ansvar for Oversættelsen. En Del Eksempler er efter Samråd med Professor Heiler udeladt, fordi de fandtes i Skrifter, der allerede var kendte af danske Læsere. Måske burde flere Ting endnu have været udeladt; men en sammenfattende Bedømmelse uden Eksemplernes farverige Skildring ville ikke kunne give, hvad Heiler med sit Skrift har givet. Omvendt har Prof. Heiler for den danske Oversættelse skrevet ikke så få Indskud og tilføjet hele det sidste Kapitel med Gennemgangen af Sadhuens Skrifter. Også de katolske Angreb på Sundar Singhs Pålidelighed har Heiler taget Stilling til.
Professor Heiler, af hvem Dansk Udsyn 1925, Hefte 2, indeholder en fortrinlig Skildring, har netop været den Mand, som havde Forudsætningerne for en sådan Skildring af Sundar Singhs Betydning. Han er Professor i Marburg, en ung Mand, stille og beskeden i al sin Færd, med en dyb indadvendt Fromhed, endnu i Begyndelsen af Trediverne. Han var Katolik, men blev greben af det centrale i Luthers Fromhed i Modsætning til de store Mystikere. Hans Prøveforelæsning 1918 gjaldt Luthers religionshistoriske Betydning. Siden har han i Sverige holdt Fore. drag, som han 1919 udgav under Titlen "Das Wesen des Katholicismus". Og endelig har han 1923 udgivet sin store Bog Der Katholicismus, seine Idee und seine Erscheinung".
Professor Heiler har altså netop været i Besiddelse af den religionshistoriske og teologiske Viden og af den dybe indadvendte Fromhed, som skulle til for at opfatte det dybeste i Sadhu Sundar Singhs Religiøsitet og forklare de forskellige Sider af hans 'Tankegang i deres Sammenhæng med dette centrale; han har kunnet se Sadhuen i Sammenhæng med Forskellen mellem Katolicisme og Protestantisme, og han hat kunnet klarlægge det indiske Islæt i Sadhuens Kristendom; og endelig har han haft den Samfølelse med den hele Kirkes dybe Nød og uløste Problemer, der gav ham Forudsætningen for at forstå, at der er Fremtidsveje vi skal frem ad, at der er nye Mål, vi skal frem imod; og han' har peget på, hvorledes denne indiske Kristendomsform kan få mere omfattende Betydning, for Verden.
Derfor har det været med en egen Følelse af Andagt; jeg har været med til Oversættelsen af denne Bog.

København, juni 1925.

Ed. Geismar.