www.tilFT.dk fra: www.beholy.be

Ung igen . dk
af Mil Jan Wind Tlf 42 10 1730
valg@dekristne.dk
Min opfattelse af virkeligheden med forbehold

(alle datoer)- fra mig. Det er mig velbehageligt og dig til velsignelse."
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
15. oktober
"Regn med mig under alle forhold, både når det gælder dig selv og andre, - deri ligger frigørelsen. Ingen kan tage noget af sig selv, alt kan fås af mig. Stamp ikke imod når noget er svært eller vanskeligt. Egen kamp giver et lukket sind, bøn åbner hjertet."
Sidst.
Oktober 15 2017 Kl 04:05 på kanten.
Var en tur i byen, nu 10 dage før bryllup.
Var ude og danse med 2 piger, samtidigt med at jeg var / er sammen med mun kommende brud.
Den ene pige er håbløst forelsket i mig.
Den anden er en som jeg syntes er flot.
Da jeg bød den flotte pige op til dans, spurgte hun om det var svært for mig?
Da vi startede dansen svarede jeg: Det er ikke svært at danse, men det er svært at få et varigt forhold.
Hun er en af de mindst 100 piger, som jeg i sin tid havde forsøgt at danne par med.
Og den anden er sammen med 100 andre piger en af dem, der har forsøgt at danne par med mig.
Jeg har været i byen ca. 50 gange om året i mere end 50 år.
Og hele sceneriet blev vist mig i en drøm nu her, da jeg vågnede fra den.

drømmen:
Jeg befandt mig først et sted, hvor nogle, ligesom sigøjnerer, levede et primmitivt liv. De boede mere primitivt end jeg kunne forestille mig, deres bolig var som en åben fold, hvor man har et lille dyr, måske et får, en ged, her i drømmen havde de nogle cykler, jorden og omgivelserne bar tegn på at græsset var trådt væk efter årevis beboelse på stedet, - , jeg ledte nysgerrigt efter deres sovested, men fandt ikke andet end deres cykler og nogle halmballer, men opdagede så at der var tag over deres fold, længere oppe. De boede altså på stedet, og overnatning havde intet med budskabet at gøre.

Jeg vågnede et øjeblik og befandt mig alene, introduktionsdrømmen, var sammen med min kommende hustru.
Jeg gik rundt et klippefyldt sted ved havet, der var nok 100 meter ned til det frådende hav, bølger slog højt en gang imellem og gjorde klipperne våde og ophold umuligt, hvis man gik et par skridt tættere til havet, end de andre allerede havde bygget deres sted, hjem, for ophold.
Der var mange opmurede hjem, og i hvert eneste, boede der en eller flere, de lå som gæster på en skøn sandstrand. men her var brugt beton i ½ til 1 meter højde, hvor man boede, jeg elskede stedet og ville også selv finde et sted, hvor jeg kunne bo. (Ikke en af de andre husker jeg eller genkendte. og der var mindst 100 ja flere tusind, måske uendeligt mange.)
Jeg gik et skridt ud over et af de yderste huse, med mur så lavt som kanten til et badekar, der var egentligt plads til et badekar mere, men ikke to, for havets bølger slog nogen gange så højt op, at de gjorde stedet mere vådt end godt er.
5 meter og 10 meter længere derfra, var der 2 steder, som også var gode, at bebygge. Men jeg valgte nej, og gik lidt viddere, 100 meter derfra satte jeg mig på nogle store, og viste det sig snart, løse sten.

En mand gik forbi mig, og længere ned, og beskrev for mig hvad han så, Jeg kunne ikke råbe ham op, selvom jeg nu kunne mærke, at jeg havde brug for at advare ham, og den sten, som var på størrelse med et stort frandskbrød, og imedens han fortalte og gik viddere med at vise mig noget, (jeg kommer til), blev flere og flere sten løse, hvor jeg sad, til et mindre lavine, med halvstore sten, som hver især kunne slå alle ihjel, når de efter et fald på 20 meter ramte sit offer.
Denne voksne mand, som talte til mig, bevægede sig rundt nedenfor, han var grænseløs stærk, normal at se på, og fandt til sidst det han ville vise mig, en mumie, et korpus af en hyrde, der i sin tid fil et slag i hovedet af noget, som i hans tid, var faldet ned og ramt ham, så han døde deraf. Det lignede umiddelbart en 2 meter stor ujævn sten, kridhvid, men jeg så hele skelettet, noget tang var også støbt tydeligt ind og dækkede flere steder på kroppen, og hele hans krop var ganske tydelig, når jeg kikkede efter.
Samtidigt så jeg 7-8 får komme frem, det var derfor han blev kaldt hyrden af mig, for disse får levede stadig på skrænten, og spiste den smule græs, som fandtes overalt, imellem stenene på den stejle skrænt.
Manden der fortalte mig historien blev selv til en får, og gled længere ned, de andre får var allerede væk, og jeg sad tilbage med følelsen af at slå dem alle ihjel, hvis jeg slap de mange hundrede sten jeg kunne mærke under mig, og som kun ville ned, som en lavine. Da jeg overvejede: Hvordan jeg kunne komme levende fra den situation, og således komme viddere i drømmen, vågnede jeg.
Og tænkte hurtigt at det var en af disse får jeg dansede med i aftes.
Hun og de begge to, var håbløst forelsket i en hyrde, som de havde mødt på skrænten engang for længe siden, men deres hyrde var enten død eller havde forladt stedet, ligesom jeg gør en gang imellem.